1. søndag efter Helligtrekonger 2020

Vi er alle Guds børn. Hver og en af os er et barn af Gud. Men hvilket barn, er forskelligt og ændrer sig livet og dagen igennem.

Vi kan være den tilfredse, den glade, den overraskede eller den forundrede. Men vi kan også være den utilfredse, den urimelige, den vrede, den tilstrækkelige eller den ulykkelige.

Hvilken følelse vi end rummer, så rummer Gud den også for os – ligesom en forælder, der rummer sit barns følelser. Og ligesom et barn kan kalde på sine forældre, sådan kan vi også altid kalde på Gud.

Vi er alle Guds børn. Det ændrer sig aldrig, lige meget hvor voksne eller fornuftige vi end bliver, så vil vi altid være børn af Gud

Det giver os en særlig status i livet, som er befriende. Lige meget hvad der end sker, så er vi Guds. Hvad livet end kaster i vores retning, så hører vi til et sted.

I evangeliet til i dag, hører vi om nogle mennesker, der bærer børn til Jesus, og der sker i teksten meget på kort tid. Og samtidig er der så meget, vi ikke får at vide i dagens evangelium, og alligevel står det vigtigste tilbage.

Der kommer nogle gående – vi ved ikke, hvem de er. De vil have Jesus til at røre ved børnene, men vi ved ikke hvorfor. Disciplene truer af dem. Men vi ved ikke, hvad de siger.

Det eneste, vi ved, er, at Jesus siger: Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Og vi ved, at Jesus tager dem i favnen – holder dem og bærer dem – og velsigner dem.

Det ved vi.

Vi ved, at disciplene truer, og vi ved, at Jesus velsigner.

Og på den måde får vi to positioner optegnet i livet: truslen og velsignelsen.

Trussel er en handling, hvor man vil tvinge andre til at gøre noget bestemt, og hvor man, hvis det ikke sker, vil skade den, man truer. Det er en konsekvensretorik, hvor man som trusselsmand, lægger et umuligt valg over på en anden. Fratager den anden muligheden for at vælge, for valget er enten min straf eller min vilje.

Det er faktisk ikke engang særligt menneskeligt at true – dyr truer også. Klapperslangen der rasler i græsset med sin hale. Hunden der knurrer ved madskålen. Forsvind eller jeg bider.

Mennesker gør det samme. Truer for at få deres vilje eller få mere magt. Truer for at fastholde deres position i forhold til andre. Eller truer fordi de tror, det er godt at gøre.

Ordet true betyder i sig selv at trykke eller bore. Man trykker den andens selvforståelse helt væk, og borer i dem indtil man får sin vilje. Det er truslen.

Men man kan ikke true sig til noget ægte – for truslen tvinger frygten frem. Den binder mennesker i stedet for at sætte dem fri.

Og disciplene truer. De truer, og vi kan kun gætte på hvorfor. Gør de det af irritation over de mennesker, der kommer med børnene? Gør de det for at sikre, at der ikke skulle flokkes en masse mennesker omkring Jesus? Gør de det, fordi børn blev ringeagtet? Eller gør de det, fordi de tror, det er, hvad Jesus ønsker. Vi ved det ikke. Og vi kan sikkert finde begrundelser, der er forståelige, men som alle ender i frygt og afstand.

Men kristendommen giver et andet svar på et liv med trusler og frygt. Den giver et modsvar. Og svaret er: velsign.

Velsign i stedet for at forbande. Når mennesker truer, velsigner Gud.

Og Jesus velsignede børnene. Og Jesus velsigner os.

Når Jesus velsigner, så er det særligt. Det bliver åbnet en dør for os ind til hans rige. Han giver os adgang til kærligheden, freden og lyset. Og i evangeliet til i dag, velsigner han nogle børn, der er så små, at de skal bæres.

Børn der intet har bedrevet, og som både er urimelige, grædende og krævende. Og som selvfølgelig vækker en umådelig kærlighed. Men børns verden er lille, og ureflekteret. De står i en situation, hvor de endnu skal lære alt om det at leve. Og så giver Jesus dem adgangen til sit rige gennem velsignelsen. Han viser overfor sine disciple at adgangen til Guds rige ikke beror på handlinger eller gerninger, og at selv det meste urimelige Guds barn kan få velsignelsen.

Guds velsignelse bliver nærværende i vores liv gennem Jesus – vi får del i en virkelighed, der er større end vores. Vi får velsignelsen.

I velsignelsen siges der til os: Herre lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig. Herre løfte sit åsyn på dig.

Det handler om at blive set. Det er så nemt at blive overset i en verden, hvor alt går hurtigt. Det er nemt at blive overset, hvis man ikke råber højest. Og det er også det lille barns største frygt at blive overset af dem, der skal passe på en. Tænk at blive glemt af dem, der skal give en kærlighed. Det gibber i voksne, når man taler om det oversete eller glemte barn, fordi det rammer noget helt centralt hos os – nemlig at børn skal passes på. Ingen børn skal glemmes eller overses. De skal elskes.

Hvor meget mere mon ikke Gud har det med os? Og i velsignelsen lover Gud at se os. Og lade sit lys skinne ind over os.

Vi er set, også de dage, hvor vi ikke tør se os selv i øjnene. Vi er er badet i Guds lys, også de dage, hvor mørket kryber sig ind i vores sind. Vi er husket, også de dage, hvor andre glemmer.

Vi vil altid være Guds børn, også de dage, hvor vi bliver så voksne og ansvarsfulde at vi begynder at true andre.

Guds velsignelse får man ufortjent. Man får velsignelsen på sit glatte ansigt så at sige, og uden at Gud først spørger, hvad man har bedrevet i sit liv. Eller om man fortjener den. For det handler ikke, om hvad vi synes eller mener. Vi får velsignelsen alene fordi Gud vil lyse den over os. Velsignelsen er uden betingelser.

Den er samtidig en retning vi får peget ud - en vej ind i fremtiden. Jesus peger på døren til sit rige gennem velsignelsen. Han viser os vejen, vi skal gå. Det er tydeligt i dåben, hvor det første der sker efter selve dåben, er at barnet bliver velsignet. Ligesom Jesus tog børnene i sin favn ved dåben, sådan har vi gentaget den handling siden. Vi gør det, han gjorde dengang. Og ved hver dåb, minder det os voksne om, at den favn også er åben for os. Velsignelsen er vores – Guds rige er vores; det må vi ikke hindre hinanden i. Vi skal tage imod velsignelsen som et lille barn med åbne arme, og i en overgivelse til, at Guds favn kan rumme os.

Vi er Guds børn. Både i dag og i morgen. Ja helt til verdens ende.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Helligtrekongers søndag 2020

En nat her i juletiden, væk fra byens lys i mine svigerforældres sommerhus, kiggede jeg ud ad vinduet, og så intet andet end mørket. Mørket der opslugte alt – som en massiv mur, der blændede mig. Det var på en gang skræmmende og fascinerede, når man er vant til gadelamper og byens skær. Mørket lå som en tung dyne over den kendte udsigt.



Men da kiggede jeg op, så jeg over mig stjernernes himmel – så lysende klare. Strøet med let hånd over verdensrummet. Myriader af stjerner, der alle bevidnede, at lyset trænger gennem selv verdensrummets mørke. Også stjernerne var anderledes her væk fra byens kunstige lys, der har det med at viske stjernerne ud, så kun de allerklareste kan ses.



Men derude, hvor mørket er mørkt, er lyset lysets.



Vi forstår ikke altid mørket, fordi vi er så vant til det kunstige lys. Vi forstår ikke altid, hvor helt igennem forunderligt lyset er, når det kommer – enten som stjerner eller som morgenlyset, der rammer verden, før solen kan ses.



Vi bymennesker længes ligefrem efter mørket. Vi sover med sovemasker eller har mørklægningsgardiner oppe, fordi det kunstige lys holder os kunstigt vågne. Vi savner det mørke, der kan lulle os i søvn. Men jeg tror ikke det er så meget mørket, som det er roen vi længes efter. Roen, der kan få vores hjerter til at banke i takt med verden. Roen der får bilernes summen til at forstumme, sirenerne til at slukkes og frygten til at slippe. Roen der får os til at være i verden uden bekymringer.



Ro er det modsatte af uro. Uro er når alt dirrer og føles ubehageligt. Ro er derimod den fornemmelse vi får, når livet falder i et hak. Et hak, hvor man kan hvile og være. Et hak, hvor livet fremstår ubesværet, ligetil og enkelt.



Det sker i øjeblikke for os mennesker, at livet ligesom går i hak. Vi kan sjældent mase eller skubbe det frem, men vi kender fornemmelse, når det endelig sker. Den fornemmelse kaldes også for lykke. En fornemmelse af, at sådan må livet være skabt til at være.



Den fornemmelse får man, når man for første gang holder sit barn i armene. Og pudsigt nok bliver de fleste børn født om natten – når mørket falder på, tager veerne til. Mon Vor Herre har haft en plan med at lyset også skal skinne i vores liv, når vi første gang ser vores børn i øjnene? Det er livet, der falder i hak. Det er lykke.



Lykke er en forunderlige følelse, fordi man ikke kan tvinge den frem. Det er en gave, der kommer pludselig. Den griber os. Fanger os midt i livet. Der er noget guddommeligt over det. Som et glimt af noget større, der kan bære os. Som lukkede man øjnene og en Guds engel rørte en let på skulderen. Lykke er et øjeblik af Guds rige på jord. Man kan sige, at hvis Guds kærlighed skulle vise sig i et menneske for en stund, ville den vise sig som lykke. Det fine ved lykken er, at den ikke er vendt mod en selv, men altid mod andre mennesker. Det er gennem andre, vi opdager, oplever og opfyldes af kærligheden – lykken.



Lykke var også den følelse Maria og Josef havde da de blev forældre, om end omstændighederne havde været svære. Men i de blikke de har delt med barnet, har lykken grebet dem.



Og mon ikke det også var følelsen, de vise mænd havde da de nogen tid senere kom til Maria og Josef, for også at se det lille barn. De rejste jo som bekendt efter en stjerne på himlen, og kom først til Jerusalem, hvor der ingen konge var på slottet. De havde misforstået budskabet, så de igen måtte ud i natten, for at se præcis hvor stjernen lyste – og da kom de til Jesus. Livet må næsten være faldet i hak, da de kom til Jesus. Også selvom de havde forventet en konge i guld og med krone, så blev det til et øjeblik af lykke. Et øjeblik af ro. Et øjeblik af lys, der for en stund jager mørket på flugt. Og mørke skal jages på flugt. Når vi oplever øjeblikke af lykke, oplever vi hvordan livet er, når der intet mørke er.



For selvom det kan forekomme, at vi bymennesker længes efter mørket, så længes vi jo ikke efter mørke i livet eller i vores sind. Man taler ligefrem om, at mennesker kan have formørkede sind eller at folks øjne kan blive mørke af vrede. Mørket er fra gammel tid det modsatte af liv. Det er der, hvor ondskaben, uviljen, fjendtligheden og umenneskeligheden har frie tøjler. Mørket er det, der tvinger os væk fra Gud. Mørket er også det triste, det håbløse og det opgivende.



Og vi kender det. Det at være i mørke i livet. I vores livs mørke. Alle af en vis alder har prøvet det, og de fleste af os flere gange, for sådan er livet nu engang. Vi kastes ud i mørket til tider, hvor vi kan have svært ved at navigere, fordi vi ikke ved, hvilken vej, vi skal gå. Der er ingen stjerne på himlen til at lede os på vej.

Dér forstår vi længslen efter lys. Der bliver vi åbnede for at der må være andet i verden end dette mørke.



Victor Frankl, der var psykoanalytiker og jøde, oplevede at blive sendt i KZ lejr under WWII. Han sagde: ”Når vi ikke længere er i stand til at ændre en situation, er vi tvunget til at ændre os selv”. Han overlevede KZ lejren.



De vise mænd så mod himlen for at finde vej. Vi skal også løfte vores hoveder for at finde vej. Vi farer vild, hvis vi kun ser ned mod jorden og vores egne skridt – vi skal se mod det sted, hvor lyset kommer fra. Og vi behøver ikke en oplyst dag for at finde vej – blot nok lys til at kunne finde vejen selv.



Jesus siger: at han er verdens lys. ”Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”



Han er det lys, der skal skinne ind i et liv, hvor mørket til tider vil lægge sig om os. Han er den stjerne på himlen, der kan guide os gennem mørket. Det er ham, vi skal følge, når vi ikke længere ved, hvilken vej vi skal gå. Han vil gå foran os, og vise os vejen. Og følger vi vejen, så giver han os livets lys.



Han sætter en stjerne i vores liv, som vi kan følge, og den leder os ikke altid det sted hen, hvor vi tror, vi skal hen. Men den leder os som regel det rigtige sted hen – det sted, hvor kærligheden er. Hvor lykken griber os.



Vi er på vej i livet – gennem mørke dale, gennem lyse enge. Vi er på vej. Og som de vise mænd ikke nåede målet første gang, og måtte gå om natten – således også vi til tider. Som de var på vej, er vi på vej. Mod lyset, gennem natten, gennem ørken, gennem byer. Gennem livet.



Og vi er ikke alene. Heller ikke når vi føler os ensomme eller forladt. Vi er ikke alene. Kristus vandrer med os. Vi går ikke et skridt uden Han er med os.



Hvis vi kigger op, så er der lys. Nogle gange skal vores øjne blot vænne sig til det, men Gud lover os, at der er lys. Vi er aldrig alene i mørket. Lyset skinner i natten.



Amen




Dagens tekst:



Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet.

Johannesevangeliet 8,12-20

Nytårsdag 2020

En mand lever med en visnet hånd. Den har hængt der – tung og til besvær. Den har haft sår efter slag på ting, han ikke længere har kunnet mærke, han stødte ind i. Hånden – den hånd der skulle være brugt til at række ud mod andre mennesker, give håndtryk, klap på skulderen, et kram til ens nærmeste og til at purre op i håret på et barn. Den hånd har hængt der nyttesløst. Visnet.

Men midt i det liv, hvor intet sker, da sker alt for manden. For Jesus siger til ham – ræk hånden frem. Og manden rækker den tunge hånd frem, og i det øjeblik han rækker den frem, sker det forunderlige. Fra at være visnet og krøllet sammen, har han langsomt strakt sine fingre prøvende ud i verden. Og livet er vendt tilbage til det visnede og det tørre. På et øjeblik – på et eneste forandrede sekund.

Livet forandrer sig på øjeblikke. En oplevelse, et møde, en tanke. Det tager kun et øjeblik, før alt er anderledes end før, og vi skal navigere i det nye. Fortællingen om Jesus, der helbreder er fortællingen om et menneske, der troede, at ingen næring nogensinde kunne få det visnede i hans liv til at blomstre.

Og på en måde er det også en fortælling om os mennesker, når vi visner i vores liv. Når vi krøller os sammen. Når vi ikke længere rækker ud til dem, der har brug for os. Når vi ikke tror, vi kan bruges, fordi vi ingen næring har. Eller når vi bliver så forhærdede, at vi læner os mere op ad regler end af hinanden.

Vi kan stivne og visne. Og det, der engang fik os til at stive eller visne, der bærer vi nu med os, som om det aldrig har været anderledes. Og vi glemmer, at det visnede kan få liv igen. Vi bærer fortiden med os, og tror ikke på, at det kan blive anderledes.

Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Når vi skuer tilbage på vores liv, er det rigtigt, at vi kan se mønstre, vi kan reflektere over hændelser, og blive klogere på livet. Men at forstå livet baglæns, er ikke det samme, som at skulle gå ind i fremtiden baglæns. Vi skal derimod vende os mod fremtiden og gå mod den. Frimodige i al vores skabthed.

Det kunne Lots hustru ikke. Hun kunne ikke slippe fortiden, og endte som en saltstøtte, da hun vendte sig om. Der var noget, der holdt hende fast, og hindrede hende i at gå fremad. Fortiden blev så stor en byrde, at fremtiden forsvandt for hende.

Hun havde brug for en hånd, der med mildhed kunne vende hende mod det liv, der skal leves, og ikke det liv der var. En levende hånd, der med kærlighed kunne have holde hende fast, ikke i fortiden, men holde hende fast på, at livet altid ligger foran os.

Historien om den stakkels kvinde, bliver spejlet i fortællingen om manden med den visne hånd. Om man er en saltstøtte eller visnet, så skal der kun et ord til at ændre alt. En indbydelse og en befaling.

Ræk din hånd frem – mere skal der ikke til, før alt forandrer sig. Vi kan gå og vente på en stor og banebrydende forandring, men i virkeligheden er forandringen så ligetil som at række hånden frem, når Gud indbyder os. Vi skal stole på hans indbydelse – stole på Gud.

Stole på, at der er mere at sige om os end den fortid, der så ofte kommer til at definere alt for os. Stole på, at det visnede kan få liv. Stole på, at tør vi åbne vores hænder og favne livet, så vil det blomstre. Så vi kan rokke os ud af stedet – ud i livet.

Vi vil altid have fortiden med os. Der er vilkår, der altid vil være vores, og som vi ikke kan forandre. Der vil være øjeblikke, der for altid vil ændre vores livsbane.

Sådan er livet. Sådan var livet for Lots hustru, og sådan var livet for manden med den visne hånd. Og vi beder Gud om, at han må sige til os, at vi skal række hånden frem mod Ham og mod hinanden. At vi, selvom vi lever på de vilkår, alligevel tør leve.

Lad det visnede får liv – lad det stivnede tø – lad livet begynde.

Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender,

så leder din hånd mig også dér,

din højre hånd holder mig fast.

Led mig med din hånd, og hold mig fast i livet.

Amen






Tekster:

Salmernes bog, Salme 139, vers 1b-18
Første Mosebog, kapitel 19, vers 1-2a; vers 15-17; 23-26
Markusevangeliet, kapitel 3, vers 1-5

Nytårsaftensdag 2019

Til nytår fyldes stuerne af mange, mange ord. Det kværner fra fjernsynet med tilbageblik på journalister, der lavede fejl, tilbageblik på, hvad der skete i det politiske, hvad der skete med de kendte, og hvad der skete i kongehuset. Det er tid til at se tilbage og se på året, der gik. Og om nogle timer vil mange mennesker sidde med venner og familie, og tale sammen fra middagens begyndelse til langt over midnat. Nytåret er fyldt med ord.



Men nytåret kalder ikke kun på mange ord, men faktisk også på stilhed. Der sker noget med os ved nytår. Vi stopper op. Vi kigger os omkring, og spørger måske, hvor vi er, hvor vi er på vej hen, og hvilke veje vi kan drømme om at gå i det nye år – det nye årti. Men som med alt i livet, så lever vi i en spænding – vi lever mellem frygt og håb. For hvad vil året give os af oplevelser, hvad eller hvem vil vi miste, hvilke glæder vil vi få? Nytåret er et skridt, som vi ikke kan undgå at tage, men som vi nogle gange nølende må tage alligevel. Det er en barriere – en grænse som vi skal over. Nogle springer ind i det, andre kysser sin ind i det, nogle sover sig ind i 2020, andre igen kigger blot op på uret og ser, at nu gik tiden sin gang igen.



Men fælles for os alle, tror jeg, er, at vi ikke kan undgå at tænke frem og tilbage på en og samme gang. Sådan er det med nytåret.



Og 2019 var et særligt år på mange måder, som hvert år måske nok er. Der var i al fald én begivenhed, jeg især lagde mærke til.



Det var nemlig i år 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Den 9. november 1989 faldt muren endelige. Dagene omkring murens fald var fyldt med håb for fremtiden, for NU kunne mennesker endelig slå armene om hinanden igen. NU skal ingen leve overvåget og i frygt.



Hvis man besøger det stykke af Berlinmuren, der endnu står ved Bernauer strasse, vil må se billeder af en tid, hvor familier blev splittede, hvor elskende ikke længere kunne tage hinanden i hånden, og hvor en by brækkede over i forskellige dele. Det var krigens konsekvens – en mur, der skulle adskille holdninger. Mange forsøgte at flygte og i tidens løb blev mere end 6000 mennesker skudt eller døde i forsøget på at komme til friheden.

Jeg husker d. 9. november 1989 tydeligt. Hvordan folk hamrede på muren med års frustration, og hvordan jublen ingen ende ville tage.



Berlinmuren stod i 28 år. Og nu er det så over 30 år siden, at den blev brudt ned. Og selvom den har været væk i længere tid end den stod, så er der stadigvæk forskellige mellem den østlige og den vestlige del af Tyskland. For mure tager tid at fjerne helt. Og det er det farlige ved muren, lige meget hvilken grund man end har for at rejse. Om det er fordi man tror det bliver mere fredeligt eller mere trygt, så skaber mure ikke andet end afstand mellem mennesker.



Og på trods af den åbenlyshed, så er der alligevel efter Berlinmuren bygget mure rundt omkring i verden. Høje, grå mure, der skal holde folk fra hinanden.



Og mennesker har nok altid bygget mure – vi bygger ikke kun mure mellem mennesker. Vi bygger dem også inde i os selv. Vi bygger mure i os selv for at beskytte vores hjerter. Men ligesom med verdens grå, høje mure, så sker der ikke andet end, at den mur holder mennesker fra hinanden. Om muren står mellem grænser eller i vores indre, så skaber den afstand. Men ligesom en Berlinmur, er det muligt at bryde den ned.



Jesus levede et liv, hvor han rev – ikke bare mure ned – men hvor han sagde, at han ville rive templet ned. Han væltede borde, når griskhed fyldte mere end ødselhed. Han revsede folks oppustede selvbillede, når de tårnede sig op overfor den svage. Jesus rev han mure ned, så vi i støvet fra murbrokkerne kunne begynde at få øje på hinanden. Det var voldsomt og kraftfuldt, og meget langt fra billedet, vi måske har for vores indre, af en blid mand. Men Jesus viste styrke, når den skulle vises.



Men lige så voldsom han kunne være, når han brød mure ned, der var bygget, fordi folk følte sig bedre end andre; lige så blid var han, når han fjernede mure i folk, der havde bygget dem af frygt, angst, mindreværd eller mangel på håb. Med et blik og sine ord fjernede han sten for sten, for at vise dem, at de gik an. Han mødte mennesker, der hvor de var, og ikke der, hvor de ville ønske de var. Han mødte mennesker – så deres fejltrin, deres drømme, deres håb og deres længsler. Og accepterede det, de ikke selv kunne acceptere. Elskede det, de ikke selv elskede. Og kaldte det menneske frem fra deres indre, de måske ikke engang vidste var der. Jesus gav mennesker deres muligheder igen.

Og sådan er det stadigvæk. Troen er ikke kun et tilbageblik på det, der var, men i højere grad et blik på det liv, der ligger foran os. Og ligesom dengang, vil Gud stadigvæk gerne nå os, tale til os og bryde mure ned mellem os.



Derfor har vi bønnen.



Bønnen er det sted, hvor vores livs mure langsomt kan smuldre væk. I bønnen kan vi hengive os uden at skulle være omstillingsparate eller multitaske. I bønnen skal vi bare være os. Vi skal bede, lytte og være. På engelsk hedder et menneske humanbeing. Og det er en logik i, at vi ikke kalder et menneske for humandoing. For et menneske er et menneske, fordi det er – ikke fordi det kan.



Bøn er ikke en præstation, man kan øve sig i, eller bliver bedre til. Bøn er et nærvær mellem os og Gud. Jesus siger til os, at ikke skal stå på gadehjørnerne og prale af, at vi kan bede. Vi beder ikke for at andre kan synes bedre om os – vi beder for at synes bedre om os selv i lyset af Guds kærlighed.



Jesus gav os fadervor, vi kan bruge, når vores egne ord forstummer og vi sidder fast. Så kan vi folde vores hænder og bede fadervor. Ikke som en remse, men langsomt som en bøn skal bedes. Men tid til at smage på ordene, fornemme ordene, lade dem synge ind. Fadervor er en mættet, men enkel bøn. Og måske vi ikke når til at gøre den færdig, hvis vi beder hjemme for os selv, fordi vi pludselig lægger mærke til et ord – ja, eller ligefrem falder i søvn. Bønnen er ikke en præstation, men et nærvær.



Vi beder for at komme af med ord, lade Gud bære med – men vi beder også for at lytte til, hvad Gud vil sige til os. Vi beder for at give os selv et øjeblik af stilhed, ro og opmærksomhed. Vende blikket væk fra kravene, og vende dem mod Gud.



Vi beder fordi, vi i bønnen får lov at stole på, at Gud vil fjerne de mure, der er i os. De mure der adskiller os fra andre eller og selv. Langsomt, nænsomt og kærligt vil Gud åbne vores hjerter, så vi kan vende os mod hinanden i tillid. I kærlighed. I glæde.



Og det er egentligt det, vi kan gå ind i 2020 med. En tro på, at Gud går med os i hvad livet end vil give os af vilkår og oplevelser. Og med den sikkerhed, at Gud aldrig bygger mure mellem os, men lige så stille piller dem ned, så vi kan mødes som de Gudsbørn vi alle er.

Amen







Tekster:



Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«

Matthæusevangeliet 6,5-13