Nytårsaftensdag 2019

Til nytår fyldes stuerne af mange, mange ord. Det kværner fra fjernsynet med tilbageblik på journalister, der lavede fejl, tilbageblik på, hvad der skete i det politiske, hvad der skete med de kendte, og hvad der skete i kongehuset. Det er tid til at se tilbage og se på året, der gik. Og om nogle timer vil mange mennesker sidde med venner og familie, og tale sammen fra middagens begyndelse til langt over midnat. Nytåret er fyldt med ord.



Men nytåret kalder ikke kun på mange ord, men faktisk også på stilhed. Der sker noget med os ved nytår. Vi stopper op. Vi kigger os omkring, og spørger måske, hvor vi er, hvor vi er på vej hen, og hvilke veje vi kan drømme om at gå i det nye år – det nye årti. Men som med alt i livet, så lever vi i en spænding – vi lever mellem frygt og håb. For hvad vil året give os af oplevelser, hvad eller hvem vil vi miste, hvilke glæder vil vi få? Nytåret er et skridt, som vi ikke kan undgå at tage, men som vi nogle gange nølende må tage alligevel. Det er en barriere – en grænse som vi skal over. Nogle springer ind i det, andre kysser sin ind i det, nogle sover sig ind i 2020, andre igen kigger blot op på uret og ser, at nu gik tiden sin gang igen.



Men fælles for os alle, tror jeg, er, at vi ikke kan undgå at tænke frem og tilbage på en og samme gang. Sådan er det med nytåret.



Og 2019 var et særligt år på mange måder, som hvert år måske nok er. Der var i al fald én begivenhed, jeg især lagde mærke til.



Det var nemlig i år 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Den 9. november 1989 faldt muren endelige. Dagene omkring murens fald var fyldt med håb for fremtiden, for NU kunne mennesker endelig slå armene om hinanden igen. NU skal ingen leve overvåget og i frygt.



Hvis man besøger det stykke af Berlinmuren, der endnu står ved Bernauer strasse, vil må se billeder af en tid, hvor familier blev splittede, hvor elskende ikke længere kunne tage hinanden i hånden, og hvor en by brækkede over i forskellige dele. Det var krigens konsekvens – en mur, der skulle adskille holdninger. Mange forsøgte at flygte og i tidens løb blev mere end 6000 mennesker skudt eller døde i forsøget på at komme til friheden.

Jeg husker d. 9. november 1989 tydeligt. Hvordan folk hamrede på muren med års frustration, og hvordan jublen ingen ende ville tage.



Berlinmuren stod i 28 år. Og nu er det så over 30 år siden, at den blev brudt ned. Og selvom den har været væk i længere tid end den stod, så er der stadigvæk forskellige mellem den østlige og den vestlige del af Tyskland. For mure tager tid at fjerne helt. Og det er det farlige ved muren, lige meget hvilken grund man end har for at rejse. Om det er fordi man tror det bliver mere fredeligt eller mere trygt, så skaber mure ikke andet end afstand mellem mennesker.



Og på trods af den åbenlyshed, så er der alligevel efter Berlinmuren bygget mure rundt omkring i verden. Høje, grå mure, der skal holde folk fra hinanden.



Og mennesker har nok altid bygget mure – vi bygger ikke kun mure mellem mennesker. Vi bygger dem også inde i os selv. Vi bygger mure i os selv for at beskytte vores hjerter. Men ligesom med verdens grå, høje mure, så sker der ikke andet end, at den mur holder mennesker fra hinanden. Om muren står mellem grænser eller i vores indre, så skaber den afstand. Men ligesom en Berlinmur, er det muligt at bryde den ned.



Jesus levede et liv, hvor han rev – ikke bare mure ned – men hvor han sagde, at han ville rive templet ned. Han væltede borde, når griskhed fyldte mere end ødselhed. Han revsede folks oppustede selvbillede, når de tårnede sig op overfor den svage. Jesus rev han mure ned, så vi i støvet fra murbrokkerne kunne begynde at få øje på hinanden. Det var voldsomt og kraftfuldt, og meget langt fra billedet, vi måske har for vores indre, af en blid mand. Men Jesus viste styrke, når den skulle vises.



Men lige så voldsom han kunne være, når han brød mure ned, der var bygget, fordi folk følte sig bedre end andre; lige så blid var han, når han fjernede mure i folk, der havde bygget dem af frygt, angst, mindreværd eller mangel på håb. Med et blik og sine ord fjernede han sten for sten, for at vise dem, at de gik an. Han mødte mennesker, der hvor de var, og ikke der, hvor de ville ønske de var. Han mødte mennesker – så deres fejltrin, deres drømme, deres håb og deres længsler. Og accepterede det, de ikke selv kunne acceptere. Elskede det, de ikke selv elskede. Og kaldte det menneske frem fra deres indre, de måske ikke engang vidste var der. Jesus gav mennesker deres muligheder igen.

Og sådan er det stadigvæk. Troen er ikke kun et tilbageblik på det, der var, men i højere grad et blik på det liv, der ligger foran os. Og ligesom dengang, vil Gud stadigvæk gerne nå os, tale til os og bryde mure ned mellem os.



Derfor har vi bønnen.



Bønnen er det sted, hvor vores livs mure langsomt kan smuldre væk. I bønnen kan vi hengive os uden at skulle være omstillingsparate eller multitaske. I bønnen skal vi bare være os. Vi skal bede, lytte og være. På engelsk hedder et menneske humanbeing. Og det er en logik i, at vi ikke kalder et menneske for humandoing. For et menneske er et menneske, fordi det er – ikke fordi det kan.



Bøn er ikke en præstation, man kan øve sig i, eller bliver bedre til. Bøn er et nærvær mellem os og Gud. Jesus siger til os, at ikke skal stå på gadehjørnerne og prale af, at vi kan bede. Vi beder ikke for at andre kan synes bedre om os – vi beder for at synes bedre om os selv i lyset af Guds kærlighed.



Jesus gav os fadervor, vi kan bruge, når vores egne ord forstummer og vi sidder fast. Så kan vi folde vores hænder og bede fadervor. Ikke som en remse, men langsomt som en bøn skal bedes. Men tid til at smage på ordene, fornemme ordene, lade dem synge ind. Fadervor er en mættet, men enkel bøn. Og måske vi ikke når til at gøre den færdig, hvis vi beder hjemme for os selv, fordi vi pludselig lægger mærke til et ord – ja, eller ligefrem falder i søvn. Bønnen er ikke en præstation, men et nærvær.



Vi beder for at komme af med ord, lade Gud bære med – men vi beder også for at lytte til, hvad Gud vil sige til os. Vi beder for at give os selv et øjeblik af stilhed, ro og opmærksomhed. Vende blikket væk fra kravene, og vende dem mod Gud.



Vi beder fordi, vi i bønnen får lov at stole på, at Gud vil fjerne de mure, der er i os. De mure der adskiller os fra andre eller og selv. Langsomt, nænsomt og kærligt vil Gud åbne vores hjerter, så vi kan vende os mod hinanden i tillid. I kærlighed. I glæde.



Og det er egentligt det, vi kan gå ind i 2020 med. En tro på, at Gud går med os i hvad livet end vil give os af vilkår og oplevelser. Og med den sikkerhed, at Gud aldrig bygger mure mellem os, men lige så stille piller dem ned, så vi kan mødes som de Gudsbørn vi alle er.

Amen







Tekster:



Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«

Matthæusevangeliet 6,5-13