Nytårsdag 2020

En mand lever med en visnet hånd. Den har hængt der – tung og til besvær. Den har haft sår efter slag på ting, han ikke længere har kunnet mærke, han stødte ind i. Hånden – den hånd der skulle være brugt til at række ud mod andre mennesker, give håndtryk, klap på skulderen, et kram til ens nærmeste og til at purre op i håret på et barn. Den hånd har hængt der nyttesløst. Visnet.

Men midt i det liv, hvor intet sker, da sker alt for manden. For Jesus siger til ham – ræk hånden frem. Og manden rækker den tunge hånd frem, og i det øjeblik han rækker den frem, sker det forunderlige. Fra at være visnet og krøllet sammen, har han langsomt strakt sine fingre prøvende ud i verden. Og livet er vendt tilbage til det visnede og det tørre. På et øjeblik – på et eneste forandrede sekund.

Livet forandrer sig på øjeblikke. En oplevelse, et møde, en tanke. Det tager kun et øjeblik, før alt er anderledes end før, og vi skal navigere i det nye. Fortællingen om Jesus, der helbreder er fortællingen om et menneske, der troede, at ingen næring nogensinde kunne få det visnede i hans liv til at blomstre.

Og på en måde er det også en fortælling om os mennesker, når vi visner i vores liv. Når vi krøller os sammen. Når vi ikke længere rækker ud til dem, der har brug for os. Når vi ikke tror, vi kan bruges, fordi vi ingen næring har. Eller når vi bliver så forhærdede, at vi læner os mere op ad regler end af hinanden.

Vi kan stivne og visne. Og det, der engang fik os til at stive eller visne, der bærer vi nu med os, som om det aldrig har været anderledes. Og vi glemmer, at det visnede kan få liv igen. Vi bærer fortiden med os, og tror ikke på, at det kan blive anderledes.

Søren Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Når vi skuer tilbage på vores liv, er det rigtigt, at vi kan se mønstre, vi kan reflektere over hændelser, og blive klogere på livet. Men at forstå livet baglæns, er ikke det samme, som at skulle gå ind i fremtiden baglæns. Vi skal derimod vende os mod fremtiden og gå mod den. Frimodige i al vores skabthed.

Det kunne Lots hustru ikke. Hun kunne ikke slippe fortiden, og endte som en saltstøtte, da hun vendte sig om. Der var noget, der holdt hende fast, og hindrede hende i at gå fremad. Fortiden blev så stor en byrde, at fremtiden forsvandt for hende.

Hun havde brug for en hånd, der med mildhed kunne vende hende mod det liv, der skal leves, og ikke det liv der var. En levende hånd, der med kærlighed kunne have holde hende fast, ikke i fortiden, men holde hende fast på, at livet altid ligger foran os.

Historien om den stakkels kvinde, bliver spejlet i fortællingen om manden med den visne hånd. Om man er en saltstøtte eller visnet, så skal der kun et ord til at ændre alt. En indbydelse og en befaling.

Ræk din hånd frem – mere skal der ikke til, før alt forandrer sig. Vi kan gå og vente på en stor og banebrydende forandring, men i virkeligheden er forandringen så ligetil som at række hånden frem, når Gud indbyder os. Vi skal stole på hans indbydelse – stole på Gud.

Stole på, at der er mere at sige om os end den fortid, der så ofte kommer til at definere alt for os. Stole på, at det visnede kan få liv. Stole på, at tør vi åbne vores hænder og favne livet, så vil det blomstre. Så vi kan rokke os ud af stedet – ud i livet.

Vi vil altid have fortiden med os. Der er vilkår, der altid vil være vores, og som vi ikke kan forandre. Der vil være øjeblikke, der for altid vil ændre vores livsbane.

Sådan er livet. Sådan var livet for Lots hustru, og sådan var livet for manden med den visne hånd. Og vi beder Gud om, at han må sige til os, at vi skal række hånden frem mod Ham og mod hinanden. At vi, selvom vi lever på de vilkår, alligevel tør leve.

Lad det visnede får liv – lad det stivnede tø – lad livet begynde.

Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender,

så leder din hånd mig også dér,

din højre hånd holder mig fast.

Led mig med din hånd, og hold mig fast i livet.

Amen






Tekster:

Salmernes bog, Salme 139, vers 1b-18
Første Mosebog, kapitel 19, vers 1-2a; vers 15-17; 23-26
Markusevangeliet, kapitel 3, vers 1-5