11. søndag efter trinitatis 2022

Alle mennesker har en livshistorie, der kun er deres. En fortælling som er unik – og som er formet af møder med mennesker, oplevelser og valg. Men som på den anden side også er præget af sorg, nederlag, skyld og skam. Vores liv rummer ligesom det hele, selvom det ikke er altid, at vi tænker over det – eller måske bryder os om at tænke over det.

Vores historie – vores liv – har formet hvem vi er indtil nu, og bliver ved at gøre det indtil den dag, hvor vi trækker vejret for sidste gang.

Hver vores livshistorie er vores alene, og vi kan ikke sammenligne vores liv med hinanden – vi er forskellige.

Og fordi vores liv er så forskellige, så kan heller ikke altid forstå hinanden. Vi kan bruge vores erfaringer til at prøve at forstå den anden, men der vil altid være noget af den andens liv, der ligger gemt i skyggerne. Det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at forstå hinanden – sætter os i den andens sted, og bruge vores empati; men det skal være en forståelse af, at vi ikke kan forstå alting, og derfor altid må gå til hinanden med nænsomhed og mildhed.

Men der er noget, der vi deler. Vi har alle en kerne – et udspring af liv inden i os. Et urørlighedssted, som vi kun deler med Gud. Det er det sted i os, hvor vi ligner Gud – vores gudbilledlighed.

Det er det i os, der gør at vi kan genkende kærligheden, selv hvis aldrig mødte den som børn. Det er den, der gør, at vi kan se godheden i hinandens øjne, selvom vi lige har mødt hinanden. Vi har alle det glimt af Guds lys i os.

Og det kalder på værdighed. For når vi møder et andet menneske, skal vi minde os selv om, at det menneske også rummer det samme ukrænkelige og dyrebare som os selv, og derfor har krav på ligeværdighed og respekt.

Og som menneske er det, hvad der holder os oppe, når livet vil brydes med os. Og det kan også ske, at vi helt mister troen på, at den kerne findes. Vi kan glemme den, eller tage valg, som vi fortryder. Valg, der gør, at vi glemmer vores inderste kerne. Eller vi kan blive så skamfulde, at vi slet ikke tør mærke, at vi har den.

Og særligt skammen kan fjerne os fra vores inderste. Skam kan komme livet igennem. Den kommer så pludseligt og breder sig i kroppen på ingen tid – den får os til at slå blikket, og skamme os over, at vi er dem vi er.

Skam kan ikke undgås – skam findes. Men den kan blive invaliderende og spænde ben for os – spænde ben for livet i fællesskab.

I dagens evangelium kommer skammen næsten gående som kvinden med den lille alabastkrukke med olie. Maria hed hun. Hun går ind, sætter sig bag ved Jesus, ved hans fødder – han sad på gulvet og spiste – og da begynder hun at græde, så tårerne rammer hans fødder – og det eneste hun kan finde at tørre tårerne af med, er hendes eget hår. Derefter smører hun dem ind i olie fra den lille krukke.

Jeg tror ikke, at hun havde besluttet på forhånd, at hun ville græde og tørre tårerne væk med sit hår. Jeg tror, at det skete, da hun kom ind, og mødte Jesus.

Hun har båret på sin skam – båret den og båret den – og det har slet ikke været til at holde ud. Og da møder hun Jesus, som er Guds søn. Jesus fortalte os om Gud – og sagde på så mange forskellige måder, at Gud er kærlighed.

Så da Maria møder kærligheden gennem Jesus, opdager hun, at hun er elsket selvom hun skammer sig. Skammen har stået og blokeret vejen ind til hendes inderst, så hun ikke har kunnet mærke, hvor dyrebare hun er. Men den skam svitses bort af kærlighed.

Og da kan gråden komme – og hun græder. Hun overgiver sig, og tårerne er forløsende og sårbare. Hun er ikke længere skamfuld, men kærlighedsfuld. Det er kærlighedens forvandlende mulighed – skam bliver til fred. Fred i sjælen og fred i urolige hjerter.

Men der sker noget i rummet, da hun græder – for skammen flytter ind i de andre. De skammer sig, fordi de næsten ikke kan holde til de store følelser – til overgivelsen – til tårerne – til handlingen. De skammer sig på hendes vegne, og derfor forsøger de at skubbe hende væk. Kvinden – Maria – er en synder, siger de til Jesus. De peger hende ud af fællesskabet. Hun har syndet.

De sætter en mærkat på hende, og gør hende forkert og dermed uønsket. De gør det værste, vi kan gøre ved hinanden, nemlig at skubbe hinanden ud af fællesskabet. Det er vores grundfrygt – vi er bange for ikke at høre til et sted.

Og det er det, de gør ved hende. Lige der, hvor hun er mest fyldt af kærlighed, forsøger de at gøre hende forkert, fordi de selv står der og føler sig helt forkerte. De har lyst til at skubbe skammen videre og tilbage ind i hende – væk fra dem selv. Så de kalder hende en synder.

Men Jesus vender op og ned på alting. Hvilken synd, hun har begået, er slet ikke vigtig i Guds øjne – for hun får den tilgivet. Og jo mere man får tilgivet, des mere taknemmelig bliver man. Taknemmeligheden er benzin for livet – når man øver sig i taknemmelighed, kommer glæden som bivirkning. Og sikke en smuk bivirkning. Og bag det både glæde og taknemmelighed ligger kærligheden – for glæde og tak er kærligheden, når den bliver udtrykt i livet.

Gud skænker os kærligheden, så vi igen kan finde vej i vores indre frem til den kerne, der resonerer med kærligheden. Vi kan igen finde vej i livet, som kvinden Maria oplever det lige der den dag, hvor hun græd ved Jesu fødder.

Vi finder igen vejen til kernen i os selv.

At finde vej – det er et udtryk, der næsten kan miste mening i dag, for vi farer jo aldrig rigtig vild mere. De fleste har en mobil på sig, og kan med lethed finde en rute.

Men vi kan stadigvæk fare vild – inde i os selv. Vi kan opleve blindgyder og omveje i vores indre, der gør, at vi kan have svært ved at finde ud af, hvem vi er. Vi kan med lethed tro, at vores handlinger definerer os alene. De former os ja, men de definerer os ikke. Vi kan komme i tvivl om vores eget værd, og dermed miste troen på – ja, ikke bare os selv, men måske livet.

Men lige der møder Jesus os – han er der foran os på vores vej. Han er enden af vejen – og samtidig begyndelsen på en ny vej. En vej, hvor vi igen og igen kan få at vide, at vi er elsket. Og særligt de dage, hvor vi har meget at skulle tilgives for – de dage, hvor vi ikke føler os værdige til hverken omsorg, kærlighed eller opmærksomhed.

Han lader os græde de forløsende tårer – inden vi kan rejse os – frie af nåde.

Han indsætter os i fællesskabet – et fællesskab med sig selv, der er større og mere rummelig end de små fællesskaber, vi forsøger at skabe på jorden. Et fællesskab af syndere, af skamfulde og faldne, af misbruger og ofre – af forbrydere og fortabte – af dem der kæmper og dem der skammer sig. Et fællesskab af alle dem, der tror, at deres livshistorie ender med deres sidste dårlige valg. Men historien fortsætter, for Gud fortæller med på den – og lægger det til, der mangler. Han lægger sin kærlighed ned over os, så vi kan mærke, at vi er elsket.

Et fællesskab af mennesker, der skuffer og dermed af alle os, der skammer os.

Vi får en vej – lige ind i midten af kærligheden, og lige ud af skammen. Vi er frie.

AMEN



Tekst: https://www.bibelselskabet.dk/11-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke