3. søndag i fasten 2022

Hvad er sandt og hvad er løgn? Det kan være svært at skelne i vores tider, hvor information flyder os i møde hvert sekund. Vi skal hele tiden forholde os – og navigere, så vi ikke falder for fake news.

Men mon ikke mange af os har prøvet at tro på noget, der viste sig at være en løgn – viste sig at være fake news? Som et meget dagligdags eksempel fortalte min mor, at man ikke må koge vand to gange, for så bliver det giftigt. Det passer selvfølgelig ikke. Eller en anden løgn, som mange er faldet for, er man skal hoste voldsomt, hvis man er ved at få et hjertetilfælde. Det er altså heller ikke rigtigt – man skal bruge tiden på at ringe 1-1-2.

Så vi kender det alle sammen – det med at falde for en løgn. Bliver vi løgnere af den grund? Altså jeg har da for min del, fortalt noget videre, der viste sig at være en løgn, men som jeg ikke vidste var det. Mon ikke de fleste af os har prøvet det – eller fortalt en løgn, eller tilbage holdt viden. Gør det os da til løgnere?

Er der forskel på løgne?

Det er der – løgne kan være forskellige, og have forskellige intentioner. Man kan fx lyve for at beskytte andres liv, og da er løgnen nødvendig. Man kan ikke bare sige, at en løgn er en løgn. Ja, nogle gange er man nødt til at lyve, fordi det er løgnen, der gør at man bevarer sin medmenneskelighed.

Men det vigtige her, er at løgn i virkeligheden handler om, hvad konsekvenserne af den, er. Skader løgnen andres liv? Tager den livet fra andre? Skaber den afstand mellem mennesker eller mellem mennesker? Skaber den fjender?

For der er ingen tvivl om, at løgn kan skade. Løgn kan sløre tilværelsen, så vi ikke længere kan se, hvad det er vi gør ved andre, eller se at klart. Løgn kan kalde det værste frem i os, så vi tror, at den dom, vi fælder over andre, er fortjent. Ja, at det ligefrem tjener et højere formål og bilde os ind, at vi handler i det godes tjeneste, når vi skader andre.

K.E.Løgstrup skrev i 1938, 8 dage efter at Østrig tilsluttede sig det Det tredje Rige, følgende i sin prædiken til netop denne 3. søndag i fasten:

”Når mennesker (…) med fanatisme vil gøre noget godt og rigtigt, men selv vil finde ud af, hvad dette gode og rigtige er, så komme de på afveje. Så bliver det lige så meget ondskab, de kommer til at udrette.”

”Vi ser – hvis vi forstår at læse den dagens historie, der skrives i vor avis – at vi mennesker simpelthen ikke evner vort eget fælles liv. Vor svigten er så afgørende, så fuldstændig, at når mennesker af egen magtfuldkommenhed vil ordne det fælles liv på fuldkommen måde efter det, de selv har fundet ud af som det rigtige – så sker det i en forfølgelse og terror, der ødelægger alt.”

”Vil vi magte [livet] alligevel med vore egne ideer og meninger om det rigtige – så sker det med brutalitet, forfølgelse af anderledes sindede – med terror”. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 91ff)

Sådan skrev Løgstrup dengang, som han kunne have skrevet i dag. Han skriver om mennesket, der sætter løgnene på 1. pladsen for at opnå det, det gerne vil. Han skriver om et menneske, der i fuldstændig autonomi, vil klare tilværelsen selv.

Og vil man klare alt i livet helt alene, er der ikke langt til at tænke, at andre mennesker blot er instrumenter i ens livsprojekt. At vi ikke er forbundet med hinanden, og at nogle mennesker ligefrem er bedre end andre. Og at man derfor har både ret – og ligefrem en pligt – til at dømme nogle ud, måske endda forfølge dem.

Netop det har dagens evangelium været brugt til at legitimere. Fordi der står i teksten, at nogle har løgnene til far, og fordi Jesus – der i øvrigt selv var jøde – siger dette til en gruppe jøder, så har teksten været brugt til at berettige had til jøder.

Men netop der snor løgnen sig om mennesket, og klemmer til. Netop der bliver man selv budbringer af en løgn.

For det handler ikke specifikt om en gruppe jøder, men om en gruppe mennesker, som helt naturligt på det her tidspunkt i historien er jøder. At de er jøder, er ikke det vigtige – det var Jesus jo som sagt også selv.

Men evangelieteksten er desværre skåret sådan til i dag, at vi ikke hører grunden til at Jesus taler på denne måde. For teksten til i dag er en del af en længere samtale, som Jesus har med denne gruppe mænd.

Lige inden han siger til dem, at de har løgnen til far, siger han også til dem, at de skal følge ham, og blive frie i sandheden. Men gruppen af mænd svarer at de slet ikke har brug for friheden, for den har de allerede – de er nemlig ikke slaver. Da forklarer Jesus dem, at friheden, han vil give, handler om den indre frihed ved at man ikke længere er lænket til de forkerte handlinger, man gør. Jesus forsøger altså at forklare for dem igen, hvorfor de skal følge ham. Og da afslører Jesus, at denne gruppe mænd senere vil få et ønske om at slå ham ihjel, fordi de ikke åbner sig for det, Jesus siger. De vil sætte deres egne ønsker om had, hævn og smålighed forrest – og dermed ikke Jesu budskab om kærlighed.

Derfor siger han, at de lyver for sig selv. De tror, at de har nok i dem selv. De er ligefrem villige til at slå ANDRE ihjel for den overbevisning for at få verden til at passe. For at deres livssyn stemmer.

Men et livssyn, som man må slå andre ihjel for at opnå, er bygget på en løgn. Altid. Uden undtagelse.

Det siger jeg skråsikkert. Når man først tænker, at det er essentielt, at andre dør, før man selv kan leve, så er man bundet i sit indre til en handling om at skade. Så er man ikke længere sat fri.

Det er kontroversielt, og dermed er evangeliet også farligt for den, der er blevet syg af magt. Dermed er evangeliet et budskab om at bruge sin magt for andre, og ikke kun for sig selv. Evangeliet er politisk – dybt politisk. For netop evangeliet peger på en verdensorden, hvor den svage beskyttes af den stærke – og hvor vi lever side om side trods det, der skiller os ad.

Det lyder i vore øre som noget almindeligt, fordi vi øvet os i at tænke sådan længe. Men sådan er det ikke alle steder. Nogle steder kommer man i fængsel for at sige det, jeg siger her.

Så farligt kan en mening være, fordi den puster ild i det inden i os, der vil insistere på fred og forsoning. Fordi vi får mod til at sige nej til løgnen. Og er der noget, som løgnen ikke kan holde til, så er det et nej og en afsløring.

Vi har brug for at livet skal prøves på andet end vores egne -ismer. Vi har brug for, at det vi finder ud af, der skal gøre, også må stilles under en kritisk lup, så de handlinger der leder til brutalitet og forfølgelse, bliver brudt ned. Vi har brug for Guds ord.

Guds ord om frihed, håb og kærlighed. De ord, der kalder vores inderste menneske frem i lyset, så vi ser hinanden som ligeværdige. Ikke ens, men ligeværdige.

Guds ord bryder løgnen ned, og skaber medmennesker.

Guds ord insisterer på kærligheden, hvor der er had.

Guds ord kan vi leve på, og skabe gode livsbetingelser for andre på – også dem, der tror noget andet.

Det er den indre frihed, der bliver til ydre frihed for andre. Og det er Guds rige, der allerede er begyndt at sætte sig igennem i denne verden.

Amen

Dagens evagelietekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-anden-raekke




Kirkebøn:



Frihedens Gud – vi takker fordi vi må dele dit ord i tryghed, og uden frygt for forfølgelse. Vi beder derfor for dem i vores land med magt, at de giver os den mulighed, og vi beder om, at de må forvalte den magt til fællesbedste.

Vi beder for alle der lever i frygt for en hersker, eller af frygt for morgendagen. Vi beder for alle dem, der tør sig fra højt, og for dem, der ikke vil gøre det af frygt for konsekvenserne. Vi beder for dem, hvis holdninger vi ikke forstår og dem vi kalder for fjender.

Vi beder for alle, der er ligger syge, og alle der sidder ved siden af en sygeseng. Vi beder for alle svage, og alle der giver dem en hjælpende hånd.

Vi beder for alle, der flygter, og særligt for de børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vi beder for alle, der vokser op i fattigdom, og alle der mangler hjem eller kærlighed.

Vær med os Gud i vores verden af mangler – udfyld hullerne med din kærlighed.

Vær med din kirke her i Møllevang, ja over hele kloden. Lad dens klokker altid ringe for fred og kærlighed.

Lad os være stille sammen.

Amen

1. søndag i fasten 2022

Det er svært at høre dagens evangelium, og ikke høre de begivenheder, der udspiller i verden, tale med.

I Jakobs brev, står der, at Gud velsigner den, der ikke giver op, når han udsættes for prøvelser. Og at det er begær, der lokker og river et menneske med, så det, handler ondt.

Og i Lukasevangeliet siger Jesus, at magthaverne, der kalder sig folkets beskyttere, ikke er de største i Guds øjne, men derimod den, der tjener.

Det er ord, der synes som talt ind i den sidste uges begivenheder. På en uge, har vores verden forandret sig – igen. Men denne gang er det ikke en usynlig virus, som vi kan bekæmpe med afstand og sprit, men derimod mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Det er ellers et af menneskets fornemste kendetegn, at vi kan mentalisere. Det betyder, at vi kan forestille os, hvad andre tænker, og hvordan de har det. Men i den her tid, sker der handlinger, som vi ikke kan sætte os ind i. Og måske heller ikke skal sætte os ind i.

For når ondskaben tager over, skal vi ikke forstå den, men tage afstand fra den.

Danmark er et af de få lande, hvor vi i vores trosbekendelse begynder med forsagelse, når vi siger: vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er stærkt, at vi begynder med at sige nej til det onde – at vi fornægter det onde og frasiger os at ville have noget med ondskab at gøre. Vi siger nej – og det har vi gjort hver søndag år ud og år ind. Sagt nej til det onde – også i perioder, hvor vi næsten helt glemte, hvad ondskab er. Og næsten troet, at det ikke længere fandtes på jorden.

Men ondskab er på mange måder en parasit. denhar brug for os mennesker til at handle for sig – for ondskab ér altid en handling, der ødelægger livet for andre. Ondskab er, når nydelse over andres ulykke eller ligegyldighed tager pladsen, hvor empati og forståelse skulle have været. Ondskab er nogle gange beregnende og målrettet.

Men ondskaben kan også være banal, og måske er den her allermest uhyggelig. Filosoffen Hannah Arendt taler om den banale ondskab, der handler om det menneske, der bilder sig ind, at det ikke har ansvar for det onde, det gør. At det ikke selv har bestemt det onde, men at man blot gør sin pligt. Næsten som et stykke arbejde, man er hyret til, for derefter at gå hjem og lege sine børn. Denne form for ondskab er ikke udspekuleret, men derimod tømt for enhver tanke og refleksion. Og den er uhyggelig. Den får fx masserne til at gøre ondt mod andre, fordi en leder siger til dem, at de skal gøre det. Og ingen siger stop – ingen tænker sig om.

Den banale ondskab.

Men mennesket er ikke i sig selv ondt. For ondskab er egentligt det modsatte af, hvad vi er skabt til, og hvad vi formår. Vi mennesker er skabt med egenskaber som samvittighed, ansvarsfølelse, empati og tankefrihed. Vi er skabt til at kunne tage stilling til vores handlinger og bruge vores mentalisering til at regne ud, hvad vores handlinger gør ved andre. Vi hverken kan eller må fralægge os ansvaret for vores handlinger ved at nægte at tage stilling. Ikke at tage stilling, er stadigvæk en position. Der findes ikke en væren, hvor vi ikke har et ansvar for hinanden. Der findes ikke et øjeblik, hvor vi ikke bør involvere os med hinanden.

Vi skal bruge vores samvittighed til at mærke efter, hvornår noget er etisk forkert. Vi skal bruge vores ansvarsfølelse til at gøre det, der skaber liv for andre. Vi skal bruge vores empati, til at gøre åbne vores liv for de nødlidende. Vi skal bruge vores tankefrihed til at sige stop.

Vi har et ansvar.

Og det er også det kristne menneskesyn. Et positivt og opløftende menneskesyn, for da Gud skabte verden, lød det gang på gang, at det var godt. ”Det er godt, det er godt, det godt”. Og da hun skabte mennesket i sit billede, og gav det ansvar for skaberværket, så hun på det hele, og så at det var godt.

Vi er skabt til at leve i godhed. Og vi er skabt i kærlighed. Af kærlighed. Til kærlighed.

Kærligheden er omkring os – og da Gud valgte at leve et liv som menneske, valgte Gud at leve som et fattigt menneske for at vise, at storhed i Guds øjne ikke er det samme som rigdom, men det samme som godhed.

Gud valgte at blive menneske, fordi hun ville gentage den kærlighed, hun skabte verden med.

Vi er i stand til at vælge kærligheden til i situationer, hvor man ikke regner med det. Vi er i stand til at bruge vores tanker, samvittighed og empati til i situationer, hvor had og hævn ellers ville have været forventeligt. DET er mennesket. Det er mennesket, der vælger godheden, når det aktivt siger nej til ondskabet.

Og særligt i krig opdager vi godheden. Det er et paradoks, men netop her, fordi det bliver så tydeligt, at når vi forsager ondskaben, så blomstrer godheden.

De sidste 73 år har der jævnligt været fortalt historier fra 2. verdenskrig på prædikestole omkring godheden, der kom på trods. Godhed og næstekærlighed genetablerer vores tro på menneskeheden. Vi har brug for at høre om det – vi har brug for at høre, at det onde ikke får det sidste ord, men at godhed kan spire selv de øde steder.

Og de trøsterige ord i dag, finder vi i evangeliet, hvor Jesus taler til Peter. Jesus har lige fortalt Peter, at han vil komme til at tage svigte Jesus 3 gange i løbet af natten. Peter nægter, for han kan ikke forestille sig sin egen frygt for at miste livet. Han tror, han er modig. Og da siger Jesus: jeg bad for dig. Jeg bad for din tro.

JESUS BAD FOR PETER. Gud beder for os.

Det er ikke kun os, der beder til Gud om fred og forsoning. Det er også Gud, der beder for os. Hun folder sine hænder og beder for sin skabning – for at vi må finde godheden i den verden, hun har skabt til os.

Vores urolige hjerter – Gud beder for os.

Vi er ikke alene i denne ondskabens meningsløshed – vi er ikke glemt i frygtens favntag – Gud beder for os. Beder for at godheden vil få sidste ord – beder for at vi må bruge vores vilje til at sige stop til ondskab.

Om lidt skal vi synge en salme af Janne Mark, der rammer os i ømheden – lige der, hvor kærligheden møder frygten – lige der hvor bekymring møder håb.

Sidste vers lyder sådan her:

Syng for alverdens urolige hjerter
hvor angst og smerte har magt,
syng, råb, forkynd at din fred også er der
ingen er glemt, ingen tabt.
Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå
evigt, for altid er du
på vej til alverdens urolige hjerter
med din velsignede ro. (Janne Mark, 2017)



Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke

Askeonsdag 2022

Hvad er et menneske? Det spørgsmål har runget til alle tider. Hvad er et menneske?
Vi kan svare på mange måder?

• Vi er stjernestøv, skabt af atomer fra eksploderede stjerner.
• Vi er vand og kulstof – et bankende hjerte og impulser.
• Vi er dyr med et sprog og en evne til at se ud over os selv. At reflektere.
• Vi er dyr, der forsvarer vores territorier og indtager nye.
• Vi er misforståelser
• Vi er katastrofale

Mennesket er i stand til at gøre ondt – meget ondt. Vi kan skade hinanden, gøre livet mørkt og modbydeligt for hinanden. Vi kan gøre handlinger, der gør os u-menneskelige.

Er vi da krigeriske, dyriske – er vi ikke andet end vores instinkter?

Hvad er et menneske?

Og svaret er i al sin enkelhed indlysende. For et menneske kan ikke reduceres til de mærkater, de handlinger eller de ideologier der flytter ind i os. Nej, et menneske ER et menneske.

Vi er altid, først og fremmest mennesker.

Det er vi alle sammen – til alle tider. Selv vores argeste fjende er et menneske. Det kan være svært at holde fast i, når vi gerne vil reducere hinanden – det kan være svært at holde fast i, når vi ikke kan forstå hinanden – det er særligt svært at holde fast i, når livet gør ondt.

Et menneske er et menneske.

I et liv, der på mange måder udfordrer os, og nogle gange får fat i os, så vi glemmer, at vi er mennesker. Og at de andre er mennesker.

Da Gud skabte universet og kosmos, så han på det, og sagde gang på gang, det var godt. Det er godt – det godt – du er god. Han skabte mennesket i sit eget billede, så det kunne ligne ham. Så der ville være noget i os, der skulle spejle ham, og så vi kunne kende kærligheden, når den kom til os i livet – på alle de finurlige og kryptiske måder, som kærligheden viser sig på.

Livet er i udgangspunktet godt.

Og vi kan kalde det gode frem i hinanden. Selv vores fjender elsker. Vi kan bygge bro over alt det brændte, når vi kalder på mennesket i den anden.

Der er nok af had i verden – der er nok af ondskab i verden – lad ikke også os være bærere af den.

Hvad er et menneske?

Skabt af Gud.

Skabt af kærlighed. I kærlighed. Til kærlighed.

Vi kan skubbe egoismen til side, og handle uselviske. Vi kan sætte den anden forrest, fordi alt andet ellers ville ødelægge det i os, der netop gør os til…mennesker.

Vi er mennesker – for hinanden og med hinanden.

Vi er vævet sammen, vi er bror og søster, vi er folkeslag og fællesskab.

Vi er stjernestøv og kærlighed. Vi er tanke og omsorg.

Vi er villet af Gud.

Og han skaber i os endnu – hjerter der banker for næsten. For fred og forsoning.

Og fra den brændte aske – i skyggen af tilværelsen – vil håbet sætte frø og spire.

Der er håb til i morgen.

Vi er mennesker.

Amen