1. søndag i fasten 2022

Det er svært at høre dagens evangelium, og ikke høre de begivenheder, der udspiller i verden, tale med.

I Jakobs brev, står der, at Gud velsigner den, der ikke giver op, når han udsættes for prøvelser. Og at det er begær, der lokker og river et menneske med, så det, handler ondt.

Og i Lukasevangeliet siger Jesus, at magthaverne, der kalder sig folkets beskyttere, ikke er de største i Guds øjne, men derimod den, der tjener.

Det er ord, der synes som talt ind i den sidste uges begivenheder. På en uge, har vores verden forandret sig – igen. Men denne gang er det ikke en usynlig virus, som vi kan bekæmpe med afstand og sprit, men derimod mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Det er ellers et af menneskets fornemste kendetegn, at vi kan mentalisere. Det betyder, at vi kan forestille os, hvad andre tænker, og hvordan de har det. Men i den her tid, sker der handlinger, som vi ikke kan sætte os ind i. Og måske heller ikke skal sætte os ind i.

For når ondskaben tager over, skal vi ikke forstå den, men tage afstand fra den.

Danmark er et af de få lande, hvor vi i vores trosbekendelse begynder med forsagelse, når vi siger: vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er stærkt, at vi begynder med at sige nej til det onde – at vi fornægter det onde og frasiger os at ville have noget med ondskab at gøre. Vi siger nej – og det har vi gjort hver søndag år ud og år ind. Sagt nej til det onde – også i perioder, hvor vi næsten helt glemte, hvad ondskab er. Og næsten troet, at det ikke længere fandtes på jorden.

Men ondskab er på mange måder en parasit. denhar brug for os mennesker til at handle for sig – for ondskab ér altid en handling, der ødelægger livet for andre. Ondskab er, når nydelse over andres ulykke eller ligegyldighed tager pladsen, hvor empati og forståelse skulle have været. Ondskab er nogle gange beregnende og målrettet.

Men ondskaben kan også være banal, og måske er den her allermest uhyggelig. Filosoffen Hannah Arendt taler om den banale ondskab, der handler om det menneske, der bilder sig ind, at det ikke har ansvar for det onde, det gør. At det ikke selv har bestemt det onde, men at man blot gør sin pligt. Næsten som et stykke arbejde, man er hyret til, for derefter at gå hjem og lege sine børn. Denne form for ondskab er ikke udspekuleret, men derimod tømt for enhver tanke og refleksion. Og den er uhyggelig. Den får fx masserne til at gøre ondt mod andre, fordi en leder siger til dem, at de skal gøre det. Og ingen siger stop – ingen tænker sig om.

Den banale ondskab.

Men mennesket er ikke i sig selv ondt. For ondskab er egentligt det modsatte af, hvad vi er skabt til, og hvad vi formår. Vi mennesker er skabt med egenskaber som samvittighed, ansvarsfølelse, empati og tankefrihed. Vi er skabt til at kunne tage stilling til vores handlinger og bruge vores mentalisering til at regne ud, hvad vores handlinger gør ved andre. Vi hverken kan eller må fralægge os ansvaret for vores handlinger ved at nægte at tage stilling. Ikke at tage stilling, er stadigvæk en position. Der findes ikke en væren, hvor vi ikke har et ansvar for hinanden. Der findes ikke et øjeblik, hvor vi ikke bør involvere os med hinanden.

Vi skal bruge vores samvittighed til at mærke efter, hvornår noget er etisk forkert. Vi skal bruge vores ansvarsfølelse til at gøre det, der skaber liv for andre. Vi skal bruge vores empati, til at gøre åbne vores liv for de nødlidende. Vi skal bruge vores tankefrihed til at sige stop.

Vi har et ansvar.

Og det er også det kristne menneskesyn. Et positivt og opløftende menneskesyn, for da Gud skabte verden, lød det gang på gang, at det var godt. ”Det er godt, det er godt, det godt”. Og da hun skabte mennesket i sit billede, og gav det ansvar for skaberværket, så hun på det hele, og så at det var godt.

Vi er skabt til at leve i godhed. Og vi er skabt i kærlighed. Af kærlighed. Til kærlighed.

Kærligheden er omkring os – og da Gud valgte at leve et liv som menneske, valgte Gud at leve som et fattigt menneske for at vise, at storhed i Guds øjne ikke er det samme som rigdom, men det samme som godhed.

Gud valgte at blive menneske, fordi hun ville gentage den kærlighed, hun skabte verden med.

Vi er i stand til at vælge kærligheden til i situationer, hvor man ikke regner med det. Vi er i stand til at bruge vores tanker, samvittighed og empati til i situationer, hvor had og hævn ellers ville have været forventeligt. DET er mennesket. Det er mennesket, der vælger godheden, når det aktivt siger nej til ondskabet.

Og særligt i krig opdager vi godheden. Det er et paradoks, men netop her, fordi det bliver så tydeligt, at når vi forsager ondskaben, så blomstrer godheden.

De sidste 73 år har der jævnligt været fortalt historier fra 2. verdenskrig på prædikestole omkring godheden, der kom på trods. Godhed og næstekærlighed genetablerer vores tro på menneskeheden. Vi har brug for at høre om det – vi har brug for at høre, at det onde ikke får det sidste ord, men at godhed kan spire selv de øde steder.

Og de trøsterige ord i dag, finder vi i evangeliet, hvor Jesus taler til Peter. Jesus har lige fortalt Peter, at han vil komme til at tage svigte Jesus 3 gange i løbet af natten. Peter nægter, for han kan ikke forestille sig sin egen frygt for at miste livet. Han tror, han er modig. Og da siger Jesus: jeg bad for dig. Jeg bad for din tro.

JESUS BAD FOR PETER. Gud beder for os.

Det er ikke kun os, der beder til Gud om fred og forsoning. Det er også Gud, der beder for os. Hun folder sine hænder og beder for sin skabning – for at vi må finde godheden i den verden, hun har skabt til os.

Vores urolige hjerter – Gud beder for os.

Vi er ikke alene i denne ondskabens meningsløshed – vi er ikke glemt i frygtens favntag – Gud beder for os. Beder for at godheden vil få sidste ord – beder for at vi må bruge vores vilje til at sige stop til ondskab.

Om lidt skal vi synge en salme af Janne Mark, der rammer os i ømheden – lige der, hvor kærligheden møder frygten – lige der hvor bekymring møder håb.

Sidste vers lyder sådan her:

Syng for alverdens urolige hjerter
hvor angst og smerte har magt,
syng, råb, forkynd at din fred også er der
ingen er glemt, ingen tabt.
Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå
evigt, for altid er du
på vej til alverdens urolige hjerter
med din velsignede ro. (Janne Mark, 2017)



Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke