lørdag den 7. november 2015

23. søndag efter trinitatis 2015


Tænk at livet koster livet. Det er altid samme pris. (DDS 14,1)

Da jeg var barn undrede jeg mig meget over en bestemt formulering, der lød fra fjernsynet, når min far og mor så TV Avisen. Der blev talt om, at krige eller konfliktede kostede menneskeliv. Og som lille pige kunne jeg slet ikke forstå, hvem der skulle betale de penge, og hvor meget et menneskeliv var værd. Mine forældre har senere fortalt, at jeg dengang mente et menneskeliv måtte være en million kroner værd. Og det er et svimlende beløb, når man er 7 år gammel.

Men der er noget bagvendt og ganske underligt ved at tale om et menneskeliv i økonomiske termer. For hvor meget er vi værd? Hvem kan sætte et beløb på et menneskes hoved?

Det blev der faktisk forsøgt, da den danske fotograf Daniel Rye blev taget som gidsel i Syrien, og hans forældre gennem en massiv indsamling fik skaffet de millioner af kroner, der skulle til for at frigive ham. En helt almindelig familie, der pludselig stod ansigt til ansigt med deres værste mareridt – at skulle miste deres barn, og kun kunne få ham frigivet ved at betale for hans liv. Og enhver kan forstå de forældres forsøg på at skaffe pengene. Enhver ville have gjort det samme. For sådan er det, når vi står og skal vælge mellem millionerne og kærligheden. Vi vælger kærligheden. For hvad er livet værd, hvis vi fravælger dem, vi elsker?

Livet kan man ikke sætte prismærke på. Livets værdi er livet selv. Og på den led er livet uendeligt meget værd.

Vi taler om menneskeliv i økonomiske termer, selvom det faktisk ikke giver mening. Men det er en målestok, som vi forstår, for der er indbygget en handelstanke i den. Du giver noget og får noget. Du giver arbejdskraft og får penge til husleje. Du giver opmærksomhed og får god samvittighed. Du giver kærlighed og får kærlighed. Vores hverdag er gennemsyret af noget for noget tanken.

Det Nye Testamente er også gennemsyret af økonomisk sprogbrug. Der bliver talt om løn, hvad man skylder hinanden, talenter (altså mønter) der graves ned og om at Jesus giver sit liv som løsesum. Det er iøjefaldende at økonomiske termer fylder så meget som de gør i Bibelen. Men det er termer, vi forstår.

Og også i dagens evangelium er det økonomi på dagsordenen, hvor vi hører, at vi skal give kejserens hvad kejserens er og Guds hvad Guds er – alt sammen udsprunget af samtalen om en mønt med kejserens hoved på mønten.

Alt for ofte er dette sted i Bibelen blevet misbrugt til at tale om, at Kejserens er det offentlige rum og Guds det private rum, og at de to rum ikke må blandes sammen overhovedet. Men det er naivt, at tro, at det lader sig gøre. De to rum skal naturligvis ikke være sammenfaldende, men man må altså forvente et vist overlap. Alt andet vil negligere mennesket som helhed. Vi er både indre og ydre, både når vi bevæger os i det private og i den offentlige sfære. Vi kan ikke lægge vores indre på hylden. Så den tolkning altså både naiv og fejlslagen.

Vi skal derimod se på, hvad det betyder for mit forhold til Gud, og dermed for mit forhold til min næste, at vi skal give Guds, hvad Guds er. Det er her, der bliver spændende.

Vi kender kejserens mønt også i dag – eller dronningens mønt med hendes profil præget på den ene side. Det er denne prægning, der giver mønten sin værdi. Men hvordan ser Guds mønt ud? Hvad er Guds billede? Guds billede er indprentet på os, for vi er skabt i hans billede, og han har skrevet sit navn på vores hjerter, som man siger her i kirken. Det betyder, at vi er hans. Vi er hans mønter, kunne man sige, for at blive i det sprog.

Vi er skabt som mennesker i hans billede – høje, lave, tykke, tynde og med forskellige hudfarver og øjenfarver. Vi er alle skabt i Guds billede.

Det er alligevel utrolig at tænke på, at ud af den menneskeform som Gud havde, kom vi alle sammen som vi er. Der er en mangfoldighed i skaberværket, der blot tjener til at gøre det endnu smukkere. Og gøre mennesket endnu mere unikt.

Vi er skabt i Guds billede. Og ligesom Gud skabte os, så danner vi os også billeder. Men ikke altid med samme held som Gud. Vi danner os hele tiden billeder af hinanden og tilskriver hinanden forskellige tanker og motiver. Nogle gange er det ok, at vi gør det, men andre gange, så sker det i mistillid. Vi danner et grimt billede af den anden for vores indre øje og tror mere på det billede, som vi selv har skabt. Og det værste er, hvis den, vi har dannet billedet af, selv kommer til at tro på, at dette grimme billede er sandt. Ja, billeder har magt. Billeder kan fortrylle og fordreje sandheden. Billeder kan piller mennesker i stykker.

VI burde have et slags billedeforbud, når det kom til hinanden. Vi må ikke danne os billeder af hinanden, eller presse hinanden ned i en bestemt form – vi skal derimod åbne vores nysgerrighed for den anden, og lade den anden være sig selv for øjnene af os, og så se hvad der sker. Vi skal være mangfoldige i mødet med hinanden.

Det er en måde at give Guds, hvad Guds er. Vi skal nemlig give os selv til Gud, men vi skal også give os selv til hinanden. Man kan sige, at vi skal give os selv til Gud, men der er lagt renter på, så vi skal give os selv til hinanden. Men her hører de økonomiske termer også op, for når vi giver os selv til Gud og hinanden, så gør vi det hverken for at dække et underskud eller få et overskud. Så gør vi det, fordi vi slet ikke kan lade være med at gøre andet – fordi livet bliver større, når vi gør det.

Vi lever i en bevægelse opad mod Gud, og udad mod hinanden. Vi lever både vertikalt og horisontalt, og selvom det kan lyde som en modsigelse at gøre begge dele, så kan vi godt leve i den spænding. Vi kan leve med både at skulle have et forhold til Gud og forholde os til hinanden. Det er samme bevægelse vi ser i korset, hvor de to bevægelser krydser hinanden, så de danner et kors.

Men dette kors skal hele tiden holdes i balance, for vi kan nogle gange komme til at give Guds hvad kejserens er. I Romerriger skulle man ofre til kejseren. Gud vil ikke have, at vi ofre til ham. Vi skal hverken ofre os selv, hinanden ellers vores glæde. Gud han lod sin søn betale hele vores gæld, så vi aldrig mere behøver ofre til Gud. Vi skal derimod bede til Gud og gøre Guds kærligheden levende mellem os.

Nogle gange kommer vi faktisk også til at give kejserens, hvad Guds er. I Romerriget tilbad man også kejseren. Vi skal ikke tilbede kejserne, som kan være et symbol på idoler eller måske designertøj fra H&M. Eller måske stræber vi efter andres tilbedelse af ens egen person. Vi skal kun bede til Gud, ikke tilbede hinanden eller andet.

Mennesket altså uendeligt værdifult. Vi kan hverken købes eller betales for. Gud kender vores værdi, og derfor giver han os sin kærlighed helt gratis. Og når vi tør dele de med hinanden, så vokser den til frihed, glæde, nysgerrighed og ligeværdighed.

Tænk at livet koster livet. Det er altid samme pris. Det er nemlig ganske gratis, og ganske vidunderligt.


Amen


Dagens prædiken er inspireret af Niels Grønkjærs prædiken i bogen: "Det skal råbes fra tagene..." Redigeret af Johannes Møllehave og Ebbe Preisler, Gads forlag, 2007

Dagens tekst: 
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Matt 22,15-22