Vi lever i en kaotisk verden.
C. S. Lewis, der var britisk forfatter og ham, der skrev Narnia-bøgerne, skrev også en spydig lille bog ved navn: Helvedes blækhus. Den handler om djævelen Onkel Fangegarn og hans nevø Malurt, som forsøger at være så djævelske, de kan. De to holder så meget af verdens larm og støj – og omvendt så kan de ikke fordrage stilheden. Onkel Fangegarn siger ligefrem:
”Musik og stilhed, hvor jeg afskyr disse ting.”
Det viser sig i Lewis lille bog, at Djævelen er støjens ophav, og dæmonerne har en plan, nemlig at:
”(…) gøre hele universet til ét stort inferno af støj. Og hvad angår jorden, har vi allerede taget store skridt mod dette mål.”
Tænk sig, at Lewis, da han udgav denne bog i 1942, allerede dengang erfarede en verden af støj – en verden så fyldt med lyde, at mennesker holder op med at lytte.
For sådan er det med støjen – når støjen lægger sig om os, som en tung og fugtig dyne, så glemmer at vi at lytte og vi ånder kun overfladisk – vi glemmer at stilheden er vigtig. Ikke bare vigtig, men livsvigtig.
Eller – selvfølgelig kan vi leve et liv i larm, men vi går glip af så meget, hvis vi ikke også drister os til at være i stilheden.
Men stilheden kan være svær, og nogle undgår den lige frem, fordi de i virkeligheden er bange for tomheden. Det er så nemt at komme til at forveksle tomhed og stilhed hinanden, selvom de er hinandens modsætninger. Tomhed er det modsatte af liv – intetheden, hvor ingen er og intet sker. Ja, tomheden er intet, hvorimod stilheden er altet. Stilheden rummer en fylde, som man opdager, når man tør være stille længe nok til at opdage den. Sidder man længe nok i stilheden, vil man opdage en susen, en rytme – en puls – ja, det er næsten som om stilheden har sin egen melodi.
I stilheden findes en skat – en gemt og glemt verden, som åbner sig for os. Der er ikke tomt i stilheden, men derimod en rigdom og en fylde. Og vi længes efter den rigdom.
Hvis man spørger mennesker i dag, så vil mange sikkert sige, at de længes efter ro – efter balance – efter at leve i et tempo, hvor sjæl, hjerteslag og tanker går i takt.
Selv det mest ekstroverte, sociale og snakkende menneske har brug for den ro – brug for stilheden. Det er et fælles menneskeligt træk – en slags længsel efter stilheden i haven.
,
Hvorfor? Fordi roen er guddommelig. Det er her, vi kan opdage, at Gud hele tiden har været med os. Det er her, vi kan indse, at vi er elsket – hele tiden og altid. At der aldrig har været en betingelse eller et krav før kærligheden var med os.
Men stilheden er også svær, for det er også her, at vi møder os selv. Og det er ikke altid nemt.
For mange år siden rejste jeg i Indien, hvor jeg deltog på et 14 dage langt meditationskursus, der skulle foregå i stilhed. Det var vildt – for at sige det mildt. Vi var en flok unge mennesker i 20’erne, og selvom vi selv havde meldt os på kurset, så havde vi nok mere lyst til at sidde på en bar og tale sammen. Men her var vi i et tempel, og i total stilhed. Det var en omvæltende oplevelse for mig. Jeg blev i de 14 dage lukket inde sammen med mine egne tanker, og jeg ved ikke med jer, men det er ikke altid det bedste selskab. Og i begyndelsen kværnede tankerne da også. Jeg var fyldt til bristepunktet, og havde allermest lyst til at gå ud i skoven og råbe højt.
Men som tiden gik, blev mit sind stille – det tog nogle dage, faktisk. Næsten som at have en slags abstinenser, uden dog at sidestille det. Men tanken om, at man skal vænnes fra kan bruges, for det føltes sådan. Og jeg fik heldigvis hjælp til stilheden af de timelange meditationer, hvor jeg fik så ondt i ryggen og knæene af sidde i skrædderstilling, at jeg ikke kunne tænke eller fokusere på andet end kroppen, der værkede. t
Men som tiden gik, så stilnedes de kaotiske og spontane tanker, og der i stilheden mødte jeg Guds nærvær. Nu kan det lyde stort og vildt – det var det egentligt ikke. Det var det modsatte – det var stille og roligt. Det var en fornemmelse af en brise på sjælen, en ro i hjertet – en oplevelse af, at der midt i stilheden var Gud.
Til stede som altid – som en hyrde, der aldrig går fra sine får – aldrig lader dem alene i verden, selvom de ikke altid opdager, at hyrden går med dem. Det var en tillid til, at Gud går med mig på vejen til livet. At Gud går med os.
Det var en meget stilfærdig erfaring, som jeg hverken vil prale af, eller kan skrive en bog om, for det var bare en gryende tillid, der kom til mig.
Eller som der står i Bibelen: Tro er fast tillid til det, der håbes på – en overbevisning om det, der ikke ses (Heb. 11,1)
Det var en tillid, der blev plantet i mig – eller som måske hele tiden havde været der.
En ro, og samtidig en oplevelse af, at jeg lyttede til Kristi røst. At lytte til Ham, ér at falde til ro.
Den ro kan stå i skarp kontrast til vores liv, hvor vi nogle gange næsten krampagtigt forsøger at putte så mange oplevelser ind som muligt. Som om selve livets mening afhænger af antallet af oplevelser. Det samme kan vi næsten også gøre med Gud – og vi leder eller søger efter den helt rigtige følelse af Gudsnærvær. Men Gud er mere end en følelse, der flytter ind i os, og derefter ud igen. Gud er mere end en oplevelse.
Jeg vil sammenligne det at lytte til Gud, som at lytte til sine forældre læse godnathistorier. En stemme man kender så godt, at man ikke behøver kigge efter. Stemmens vibrationer lægger sig om en, så man kan hvile i det nu, der hele tiden bliver lagt foran en. Det er trygt og stille. Sådan var det, dengang i Indien.
Og siden da, kunne man så spørge? Ja, den ro er blevet forstyrret tusind gange siden – dagligt. Og ofte i lange perioder ad gangen, og jeg længes efter stilhed. Som så mange andre – men stilhed kommer ikke af sig selv – vi lever i denne kaotiske verden af larm, hvor vi bliver nødt til at slukke for verdens lyde for at få tid til stilheden. Og det er måske hvad vi skal: slukke lidt for verdens larm engang imellem, og lade stilheden glide ind i vores liv, så vi kan være der tilstede i nuet med Guds ånd.
Gud er der altid sammen med os – og hans ånd virker allerede i os. Eller som Gerd Theissen skriver i sin fremragende bog: ”Tro og tanke”
Ӂnden virker i verden.
Den virker i alle mennesker,
som higer efter fred, frihed og retfærdighed.
(…)
Den giver vished om,
at verden kunne være anderledes.
Den er ikke,
hvad den kunne være.”
Og man får lyst til at tilføje et ”endnu” i lyset af påsken til Gerd Theissens ord. Ja, Guds nærvær er egentlig ikke en forklaring, men en forandring, der sker med os. Og selvom den forandring kan opleves lille, så er Gud i gang med at skabe af os – virke i os.
Og intet kan rive os ud af Guds hånd – den hånd der holder os tæt ind til eget store bankende hjerte – er du stille nok, kan du høre, at pulsen banker i takt med dit åndedrag.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livet Gud
Du skænker os alt – livet, verden, kærligheden og hinanden. Læs os at leve sammen i fællesskab, også når det er svært. Lær os at tilgive, også når vi ikke kan. Lær os at elske, når vi har lyst til at hade.
Vær med alle, der lever et liv, hvor glæden er bort.
Vær med alle, der lever et liv, hvor trygheden er væk.
Vær med alle, der lever i krigszoner eller flygter fra krig – og vær med alle, der vover liv og lemmer for freden.
Vær med alle, der tager fra andre uden at give igen.
Vær med alle, der misunder og hader.
Vær med alle, der er syge og alle der skal dø.
Vær med alle, der mister og alle der græder
Vær med os mennesker, når vi tror, vi kan det hele – og vær med os, når vi taber alt.
Giv os troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende.
Lad os være stille sammen og bede.....
Amen
Til stede som altid – som en hyrde, der aldrig går fra sine får – aldrig lader dem alene i verden, selvom de ikke altid opdager, at hyrden går med dem. Det var en tillid til, at Gud går med mig på vejen til livet. At Gud går med os.
Det var en meget stilfærdig erfaring, som jeg hverken vil prale af, eller kan skrive en bog om, for det var bare en gryende tillid, der kom til mig.
Eller som der står i Bibelen: Tro er fast tillid til det, der håbes på – en overbevisning om det, der ikke ses (Heb. 11,1)
Det var en tillid, der blev plantet i mig – eller som måske hele tiden havde været der.
En ro, og samtidig en oplevelse af, at jeg lyttede til Kristi røst. At lytte til Ham, ér at falde til ro.
Den ro kan stå i skarp kontrast til vores liv, hvor vi nogle gange næsten krampagtigt forsøger at putte så mange oplevelser ind som muligt. Som om selve livets mening afhænger af antallet af oplevelser. Det samme kan vi næsten også gøre med Gud – og vi leder eller søger efter den helt rigtige følelse af Gudsnærvær. Men Gud er mere end en følelse, der flytter ind i os, og derefter ud igen. Gud er mere end en oplevelse.
Jeg vil sammenligne det at lytte til Gud, som at lytte til sine forældre læse godnathistorier. En stemme man kender så godt, at man ikke behøver kigge efter. Stemmens vibrationer lægger sig om en, så man kan hvile i det nu, der hele tiden bliver lagt foran en. Det er trygt og stille. Sådan var det, dengang i Indien.
Og siden da, kunne man så spørge? Ja, den ro er blevet forstyrret tusind gange siden – dagligt. Og ofte i lange perioder ad gangen, og jeg længes efter stilhed. Som så mange andre – men stilhed kommer ikke af sig selv – vi lever i denne kaotiske verden af larm, hvor vi bliver nødt til at slukke for verdens lyde for at få tid til stilheden. Og det er måske hvad vi skal: slukke lidt for verdens larm engang imellem, og lade stilheden glide ind i vores liv, så vi kan være der tilstede i nuet med Guds ånd.
Gud er der altid sammen med os – og hans ånd virker allerede i os. Eller som Gerd Theissen skriver i sin fremragende bog: ”Tro og tanke”
Ӂnden virker i verden.
Den virker i alle mennesker,
som higer efter fred, frihed og retfærdighed.
(…)
Den giver vished om,
at verden kunne være anderledes.
Den er ikke,
hvad den kunne være.”
Og man får lyst til at tilføje et ”endnu” i lyset af påsken til Gerd Theissens ord. Ja, Guds nærvær er egentlig ikke en forklaring, men en forandring, der sker med os. Og selvom den forandring kan opleves lille, så er Gud i gang med at skabe af os – virke i os.
Og intet kan rive os ud af Guds hånd – den hånd der holder os tæt ind til eget store bankende hjerte – er du stille nok, kan du høre, at pulsen banker i takt med dit åndedrag.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livet Gud
Du skænker os alt – livet, verden, kærligheden og hinanden. Læs os at leve sammen i fællesskab, også når det er svært. Lær os at tilgive, også når vi ikke kan. Lær os at elske, når vi har lyst til at hade.
Vær med alle, der lever et liv, hvor glæden er bort.
Vær med alle, der lever et liv, hvor trygheden er væk.
Vær med alle, der lever i krigszoner eller flygter fra krig – og vær med alle, der vover liv og lemmer for freden.
Vær med alle, der tager fra andre uden at give igen.
Vær med alle, der misunder og hader.
Vær med alle, der er syge og alle der skal dø.
Vær med alle, der mister og alle der græder
Vær med os mennesker, når vi tror, vi kan det hele – og vær med os, når vi taber alt.
Giv os troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende.
Lad os være stille sammen og bede.....
Amen
