2. søndag efter trinitatis 2022

”Den, der har øre, at høre med, skal høre!”. Sådan slutter evangeliet til i dag – og vi har øre. Og vi hører, at der bliver sagt, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Og vi hører, at der bliver sagt, at den konge, der vil drage i krig, skal overveje om han er stærk nok til at vinde over sin modstander.

For da jeg læste teksten til i dag, var det præcis det, der satte sig fast i min bevidsthed: at hade – og at huske at beregne om du kan vinde en krig inden du går i gang med at besætte et land.

Det er voldsomme ord. Ord der ikke løfter op, men gør os små. Og det stemmer slet ikke overens med, hvad evangeliet ellers forkynder.

Vi har nu tre veje at gå. Vi kan vælge at smide evangeliet væk og betegne dette stykke som en fejl. Eller vi kan vælge at modsige det. Eller vi kan prøve at tage evangeliet for pålydende og forsøge at forstå, hvad der bliver ment.

Jeg vil i dag forsøge at gå den sidste vej – at prøve at tage det pålydende, og se hvor vi ender henne.

Der er i dagens tekster gemt små hints til os, som er så små, at vi næsten overser dem. Der står i begge tekster, som I hørte, noget om at vende om. I den første tekst skulle vi vende os om, men i evangeliet, som I hørte, vender Jesus sig om. Der står: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om (…)”. Jesus vender sig om – det er ikke os, der skal vende os, og det er ikke os, der skal jage efter ham, for han vender sig mod os. Vi ser ikke længere nakken af Jesus og må forsøge at følge med, for han vender sig om, og giver os et ansigt.

Da siger han, at hvis vi vil komme til ham, skal vi hade vores familie.

Det er hårde ord, for selv i de familier, hvor der faktisk er følelser eller øjeblikke af had – hvor man ikke ser hinanden af gode grunde – ville de fleste ønske, at det var anderledes. De fleste ønsker sig et kærligt og godt forhold til familien – eller de har det allerede.

I vores dage er der også mange, der vælger deres egen udvidede familie mellem deres venner. Familie og tætte relationer er vigtige for os. Og er det så dem, vi skal hade eller tage afstand fra.

Og hvorfor siger Jesus så som han gør?

Erich Fromm, der var psykolog, filosof og sociolog, siger i sin lille bog: ”Kunsten af elske”, at: ”For de fleste mennesker er kærlighed først og fremmest et spørgsmål om at blive elsket snarere end et spørgsmål om at elske, om ens egen evne til at elske. Derfor bliver deres problem, hvordan de skal blive elsket, hvordan de skal få andre til at elske sig. De går forskellige veje i forfølgelsen af dette mål. Nogle (…) benytter sig af succes, af at skaffe sig så stor magt og rigdom, som deres sociale status tillader. Andre (…) gør sig tiltrækkende ved at dyrke deres krop, påklædning osv. (…) Folk tror, at det er ligetil at elske, men at det er vanskeligt at finde den rette at elske – at blive elsket af,” (Kunsten af elske, Erich Fromm, Hans Reitzels forlag, 4. udgave, 1. oplag 2000, s. 11ff). Sådan skrev han 1956. Det tror jeg ikke har ændret sig meget siden. Vi er utrolig optaget af blive elsket, og måske lidt mindre i at elske.

Vi har en tendens til at sætte rammer op for vores kærlighed og dermed gør den mindre. Men Jesus levede et helt liv, for at fortælle os, at vi skulle sætte den fri. At kærligheden er mere end den kærlighed, vi bliver elsket af vores nærmeste med; men at kærligheden handler om at se menneskeheden som Gud ser den; nemlig som sine elskede børn.

Vi skal tage afstand for at kunne komme tæt på – ikke bare vores familie, men alle dem, vi møder. Kærligheden er større end vores familie og tætte relationer. Kærligheden er mere end bare en følelse – den er en tilgang til tilværelsen. En kunst, som Erich Fromm kalder den. Det er en kunst at elske.

Og vi skal øve os på at gøre kærligheden større, og ikke forsøge at proppen den ind i en tændstikæske. Kærligheden kan slet ikke rummes der. Vi skal øve os i være ødsle med kærligheden, og dele ud af den store stykker.

Dernæst kommer Jesus med eksempler på, at vi skal tænke os om – vi skal beregne inden vi bygger et tårn. Ja, det kan vi om noget forstå her i Møllevangskirken, fordi vi lige har fået bygget et nyt tårn. Så det giver meget god mening, at man skal beregne inden man bygger.

Men Jesus kommer med endnu et eksempel – denne gang fra krig, og jeg isner i mit indre.

Men Jesus talte netop til en gruppe mennesker, der faktisk gerne ville i en slags krig. De ville nemlig ikke være en del af det rige, som Jesus kom med, men ville hellere beholde den magt og anseelse, de havde opnået. De ville i ikke give afkald på alt det, som man alligevel ikke kan tage med i graven, og derfor holdt de stædigt fast i deres begærlighed. Og de var klar til at bygge fæstninger og drage i krig for at beholde magten. De var klar til at korsfæste kærligheden og smide barmhjertigheden på porten. Så Jesus maner dem til ro, og forsøger at give dem en anden vej – der er nemlig en på vej til jer med fredsbetingelserne. Kristus er på vej til jer med fred. Overvej om det ikke er det værd at sige ja til freden, fremfor at forsvare noget, som alligevel ikke har værdi.

Vær ikke som salt, der mister sin smag, for så kan det ikke bruges til andet end at smide ud.

Sådan rummer evangeliet alligevel et godt budskab, trods de hårde ord.

Man bliver forskrækket, når man bliver vækket med så voldsom en retorik som i dagens evangelium, men vi spidser også ører og hører. Vi vil gerne høre, og vi vil gerne høre om kærligheden. Vi vil høre om alt det, som vi egentligt godt ved er rigtigt – nemlig af Guds rige er kærlighedens rige – et rige, der ikke laver grænsekontrol eller kræver en bestemt påklædning. Et rige, der ikke går op i, hvad man spiser eller hvilket sprog man taler. Et rige der ene og alene går op i, om man tør vende sig mod den Gud, der vender sig mod os.

Om man tør – eller om man vil. For vi kan selvfølgelig vende Gud ryggen. Han tvinger eller truer ingen til at følge ham – for så er det jo ikke længere kærlighed. Vi skal følge Gud frit. Men vælger vi at følge ham, så vil kærligheden også virke i os, og begynde en forvandling af vores syn på hinanden og verden.

Vi skal tage imod kærligheden som den gave, den er. Den er rakt til os – vi skal blot række hænderne frem mod den Gud, der valgte at vende sig om mod os, så han kunne gå mellem os, så vi ikke længere skulle løbe efter ham.

Han vendte sig om.

Amen



Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

Pinsedag 2022

Ånden er som en ild, der lyser omkring os, og sender mørket på flugt. 

Ånden er det, vi ikke hverken kan fange med hænderne eller holde i favnen, men som vi kan trække dybt ned i lungerne.
Ånden er det, der samler os, selvom vi er forskellige. 

Ånden er det, der lever mellem os og virker, også når vi ikke ser det eller tror det. 

Ånden er det nyskabende. 

Ånden er talsmanden, der er kommet til verden.

Og der er alligevel noget ubegribeligt ved Ånden – eller Helligånden, som vi også kaldes. Den kan ikke rigtig fanges med ord, og alligevel er det ordet, som Helligånden giver os. For Ånden kan komme over os, og vi kan sige noget, der åbner livet for dem omkring os.

Når vi skal tale om og beskrive Ånden, så sammenligner vi den tit med elementerne ild, vand og luft. Jorden, der er det 4. element – det er os mennesker. Men de tre andre bruger vi til at tale om Helligånden med.

Helligånden er som en ild, der viser sig som flammer over hovederne på apostlene (altså disciplene), da de sad samlet. Og netop ilden har gennem hele Bibelen en central funktion: for Gud viser sig for os gennem ild. Tænk på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden taler til ham. Og da Moses fører sit folk gennem ørkenen, viser Gud sig om natten i en ildsøjle, så de kan finde vej. Og senere taler Johannes døberen om Jesus, at han skal døbe med Helligånd og ild.

Ilden, der jo kan varme os og oplyse mørket, er altså også der, hvor Gud viser sig for os og taler med os. Men i dag hører vi, at da Helligånden kommer til verden, er den ikke i en busk eller foran os, men derimod over hovederne på os. Ilden kan få os til at lyse op.

Helligånden bliver også beskrevet som vand – vandet der kan slibe selv de skarpeste kanter af en sten, når den får tid til at virke. Vand som i dåbsvandet, hvor Helligånden kommer til stede, når vi blidt hælder det over et barns hoved.

Vandet, der jo er blødt og føjeligt – vandet der har en rislende lyd og får vores hjerter til at falde til ro. Men også som vandet, der kan gennembryde hjerter af sten et dryp ad gangen.

Og så bliver Helligånden beskrevet som luft. Det er Guds ånd, der i begyndelsen svæver over vandene – og det er Guds ånde, der bliver blæst ind i Adams næsebor, så den livløse klump kan få del i det hellige. Få del i livet. Salmedigteren Iben Krogsdal siger, at vi helligånder sammen. Helligånden er som luft, der både er livsnødvendigt og som kan blæse os ud af vores vante roller og afsted. For der er noget nyt og vildt over Helligånden.

Og her er vi ved kernen af, hvad Helligånden er – nemlig liv. Er der ikke Helligånd, så er der heller ikke liv. Helligånden er livet, der maser sig på, og insisterer. Helligånden er som ild, der varmer, og som man kan brænde sig på – som vand, der risler, men som sliber noget så hårdt som sten – og Helligånden er som luft, vi trækker ned i lungerne, men som også kan blæse os omkuld.

Og netop det, at Helligånden rummer både det blide og det, der er en smule voldsomt, er en pointe. For Helligånden er ikke bare en passiv tilstedeværelse i livet. Helligånden er også vild og dynamisk. Og vi kan aldrig få magt over den.

Sådan er det – vi kan ikke få Ånden ned i et excellark eller få kontrol med den. Den er uregerlig, men ikke uberegnelig.

Vi kan altid regne med, at Helligånden vil formidle og skabe kærlighed. Derfor er pinsen også en fest for glæden, for hvad er mere glædeligt end kærlighed? Vi skal fejre, at Gud virker i verden, også når vi ikke ser det, og når vi glemmer det.

Det tænkte jeg på i går, da jeg var i gang med noget meget hverdagsagtigt. Jeg var ude at køre med min familie i vores bil. I går satte min mand sommerdæk på vores bil, og så kørte vi en tur. Da bipper bilen pludseligt, og skriver i displayet, at der er manglende dæktryk. Det betyder, at trykket i bilens hjul er faldende, og at der måske siver luft ud. Belært af erfaring skal man ikke ignorer sådanne beskeder, for der kan virkelig sive luft ud.

Jeg kom til at smile lidt, for pludselig gik det op for mig, at Helligånden er som luften i bilens dæk – og livet er som at køre ud af landevejen. Vi har brug for luft i dækkene for ellers kan vi ikke køre. Men det kan ske, at vi punkterer – ikke på alle hjul på en gang, men er bare et af hjulene flade, så skal vi holde ind og vente på, at få luft i igen.

Og tænk nu hvis vi i livet kunne have en advarselslampe, der blinkede, når vi var ved at løbe tør for Ånd, og havde brug for at få pustet mere luft i dækkene.

Vi kan nemlig glemme at trække vejret – vi kan have så travlt med livet, at vi kører videre på flade dæk. Eller vi kan vende os bort fra alt det, der fylder livet med ånd – kærlighed og fællesskabet, at vi bliver som en ballon, der har ligget for længe i et hjørne – glemt og slået til jorden.

Der kan være mange grunde til flade dæk. Der kan være mange grunde til at livet bipper, fordi luften siver ud af os.

Ligesom disciplene vi hører om i dag. De sidder der og venter bag lukkede døre. Jesus er faret til Himmels, og for et kort øjeblik, har de levet som i vakuum. De har ventet og været helt flade.

Spørgsmålene har måske stået i kø: hvordan skal vi komme videre herfra – har de været bange, bekymrede, opgivende eller trætte? Alle følelser, som vi kender til. Og vi ved, hvor passiv, man kan blive, lige der i livet.

Men så sker der noget.

Pludselig kommer Helligånden med vind og ild. Pludselig forandrer deres verden sig. De ser op, får øje på hinanden og får mod til at række ud mod andre.

De blinker med øjnene, får pustet ny luft i dækkene og kan igen begive sig videre i livet, velvidende at Gud er med dem gennem sin Hellige ånd. De er ikke alene i tilværelsen – de var aldrig alene. Ånden var der, og pludselig kunne de mærke, se og høre den.

De fik livsmod til at være mennesker for hinanden – de fik handlekraft til at gå ud i verden og møde andre – og de fik troen på, at kærligheden står forrest i livet.

Vi får alle Helligånden – måske sker det ikke helt så dramatisk, som vi hører om i dag, men så kommer den som bobler i maven, som lys i øjnene eller som længsel efter fællesskab.

Helligånden skubber os mod hinanden og mod Gud. Helligånden kom til verden den dag – og har aldrig forladt os. Den virker også lige nu i dag – lige her hvor vi er.

Bare prøv at trække vejret dybt, så mærker du den.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke

Kirkebøn:

Hellige ånd – kom til os med kraft og vindstød – med klaprende døre og brændende ild.

Kom til os med stille hvisken og blide strøg – med ro og glæde.

Kom til os, hvor vi er – som vi er. Find os når vi venter med frygt – og når vi venter i spænding.

Blæs på os – og blæs os mod hinanden.

Giv os styrke til at være der for andre mennesker, når de rækker en hånd frem.

Giv os mod til at sige magtmisbrug i mod.

Giv os glæden over andres lykke og succes.

Giv os troen på, at vi fra vores lille plet på jorden kan gøre en forskel.

Vær med os Gud. Når vi er syge eller i dyb sorg. Når vi knægtede eller i mørke. Når vi er bange eller ensomme. Når vi flygter eller mangler. Vær med os som vi er.

Fyld vores lunger med Ånd og vores hjerte med håb.

Vær med din kirke her i Møllevang og i hele verden. Lad os holde fast i, at kærligheden er størst.

Amen