2. søndag efter trinitatis 2022

”Den, der har øre, at høre med, skal høre!”. Sådan slutter evangeliet til i dag – og vi har øre. Og vi hører, at der bliver sagt, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Og vi hører, at der bliver sagt, at den konge, der vil drage i krig, skal overveje om han er stærk nok til at vinde over sin modstander.

For da jeg læste teksten til i dag, var det præcis det, der satte sig fast i min bevidsthed: at hade – og at huske at beregne om du kan vinde en krig inden du går i gang med at besætte et land.

Det er voldsomme ord. Ord der ikke løfter op, men gør os små. Og det stemmer slet ikke overens med, hvad evangeliet ellers forkynder.

Vi har nu tre veje at gå. Vi kan vælge at smide evangeliet væk og betegne dette stykke som en fejl. Eller vi kan vælge at modsige det. Eller vi kan prøve at tage evangeliet for pålydende og forsøge at forstå, hvad der bliver ment.

Jeg vil i dag forsøge at gå den sidste vej – at prøve at tage det pålydende, og se hvor vi ender henne.

Der er i dagens tekster gemt små hints til os, som er så små, at vi næsten overser dem. Der står i begge tekster, som I hørte, noget om at vende om. I den første tekst skulle vi vende os om, men i evangeliet, som I hørte, vender Jesus sig om. Der står: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om (…)”. Jesus vender sig om – det er ikke os, der skal vende os, og det er ikke os, der skal jage efter ham, for han vender sig mod os. Vi ser ikke længere nakken af Jesus og må forsøge at følge med, for han vender sig om, og giver os et ansigt.

Da siger han, at hvis vi vil komme til ham, skal vi hade vores familie.

Det er hårde ord, for selv i de familier, hvor der faktisk er følelser eller øjeblikke af had – hvor man ikke ser hinanden af gode grunde – ville de fleste ønske, at det var anderledes. De fleste ønsker sig et kærligt og godt forhold til familien – eller de har det allerede.

I vores dage er der også mange, der vælger deres egen udvidede familie mellem deres venner. Familie og tætte relationer er vigtige for os. Og er det så dem, vi skal hade eller tage afstand fra.

Og hvorfor siger Jesus så som han gør?

Erich Fromm, der var psykolog, filosof og sociolog, siger i sin lille bog: ”Kunsten af elske”, at: ”For de fleste mennesker er kærlighed først og fremmest et spørgsmål om at blive elsket snarere end et spørgsmål om at elske, om ens egen evne til at elske. Derfor bliver deres problem, hvordan de skal blive elsket, hvordan de skal få andre til at elske sig. De går forskellige veje i forfølgelsen af dette mål. Nogle (…) benytter sig af succes, af at skaffe sig så stor magt og rigdom, som deres sociale status tillader. Andre (…) gør sig tiltrækkende ved at dyrke deres krop, påklædning osv. (…) Folk tror, at det er ligetil at elske, men at det er vanskeligt at finde den rette at elske – at blive elsket af,” (Kunsten af elske, Erich Fromm, Hans Reitzels forlag, 4. udgave, 1. oplag 2000, s. 11ff). Sådan skrev han 1956. Det tror jeg ikke har ændret sig meget siden. Vi er utrolig optaget af blive elsket, og måske lidt mindre i at elske.

Vi har en tendens til at sætte rammer op for vores kærlighed og dermed gør den mindre. Men Jesus levede et helt liv, for at fortælle os, at vi skulle sætte den fri. At kærligheden er mere end den kærlighed, vi bliver elsket af vores nærmeste med; men at kærligheden handler om at se menneskeheden som Gud ser den; nemlig som sine elskede børn.

Vi skal tage afstand for at kunne komme tæt på – ikke bare vores familie, men alle dem, vi møder. Kærligheden er større end vores familie og tætte relationer. Kærligheden er mere end bare en følelse – den er en tilgang til tilværelsen. En kunst, som Erich Fromm kalder den. Det er en kunst at elske.

Og vi skal øve os på at gøre kærligheden større, og ikke forsøge at proppen den ind i en tændstikæske. Kærligheden kan slet ikke rummes der. Vi skal øve os i være ødsle med kærligheden, og dele ud af den store stykker.

Dernæst kommer Jesus med eksempler på, at vi skal tænke os om – vi skal beregne inden vi bygger et tårn. Ja, det kan vi om noget forstå her i Møllevangskirken, fordi vi lige har fået bygget et nyt tårn. Så det giver meget god mening, at man skal beregne inden man bygger.

Men Jesus kommer med endnu et eksempel – denne gang fra krig, og jeg isner i mit indre.

Men Jesus talte netop til en gruppe mennesker, der faktisk gerne ville i en slags krig. De ville nemlig ikke være en del af det rige, som Jesus kom med, men ville hellere beholde den magt og anseelse, de havde opnået. De ville i ikke give afkald på alt det, som man alligevel ikke kan tage med i graven, og derfor holdt de stædigt fast i deres begærlighed. Og de var klar til at bygge fæstninger og drage i krig for at beholde magten. De var klar til at korsfæste kærligheden og smide barmhjertigheden på porten. Så Jesus maner dem til ro, og forsøger at give dem en anden vej – der er nemlig en på vej til jer med fredsbetingelserne. Kristus er på vej til jer med fred. Overvej om det ikke er det værd at sige ja til freden, fremfor at forsvare noget, som alligevel ikke har værdi.

Vær ikke som salt, der mister sin smag, for så kan det ikke bruges til andet end at smide ud.

Sådan rummer evangeliet alligevel et godt budskab, trods de hårde ord.

Man bliver forskrækket, når man bliver vækket med så voldsom en retorik som i dagens evangelium, men vi spidser også ører og hører. Vi vil gerne høre, og vi vil gerne høre om kærligheden. Vi vil høre om alt det, som vi egentligt godt ved er rigtigt – nemlig af Guds rige er kærlighedens rige – et rige, der ikke laver grænsekontrol eller kræver en bestemt påklædning. Et rige, der ikke går op i, hvad man spiser eller hvilket sprog man taler. Et rige der ene og alene går op i, om man tør vende sig mod den Gud, der vender sig mod os.

Om man tør – eller om man vil. For vi kan selvfølgelig vende Gud ryggen. Han tvinger eller truer ingen til at følge ham – for så er det jo ikke længere kærlighed. Vi skal følge Gud frit. Men vælger vi at følge ham, så vil kærligheden også virke i os, og begynde en forvandling af vores syn på hinanden og verden.

Vi skal tage imod kærligheden som den gave, den er. Den er rakt til os – vi skal blot række hænderne frem mod den Gud, der valgte at vende sig om mod os, så han kunne gå mellem os, så vi ikke længere skulle løbe efter ham.

Han vendte sig om.

Amen



Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke