Ånden er det, vi ikke hverken kan fange med hænderne eller holde i favnen, men som vi kan trække dybt ned i lungerne.
Ånden er det, der samler os, selvom vi er forskellige.
Ånden er det, der samler os, selvom vi er forskellige.
Ånden er det, der lever mellem os og virker, også når vi ikke ser det eller tror det.
Ånden er det nyskabende.
Ånden er talsmanden, der er kommet til verden.
Og der er alligevel noget ubegribeligt ved Ånden – eller Helligånden, som vi også kaldes. Den kan ikke rigtig fanges med ord, og alligevel er det ordet, som Helligånden giver os. For Ånden kan komme over os, og vi kan sige noget, der åbner livet for dem omkring os.
Når vi skal tale om og beskrive Ånden, så sammenligner vi den tit med elementerne ild, vand og luft. Jorden, der er det 4. element – det er os mennesker. Men de tre andre bruger vi til at tale om Helligånden med.
Helligånden er som en ild, der viser sig som flammer over hovederne på apostlene (altså disciplene), da de sad samlet. Og netop ilden har gennem hele Bibelen en central funktion: for Gud viser sig for os gennem ild. Tænk på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden taler til ham. Og da Moses fører sit folk gennem ørkenen, viser Gud sig om natten i en ildsøjle, så de kan finde vej. Og senere taler Johannes døberen om Jesus, at han skal døbe med Helligånd og ild.
Ilden, der jo kan varme os og oplyse mørket, er altså også der, hvor Gud viser sig for os og taler med os. Men i dag hører vi, at da Helligånden kommer til verden, er den ikke i en busk eller foran os, men derimod over hovederne på os. Ilden kan få os til at lyse op.
Helligånden bliver også beskrevet som vand – vandet der kan slibe selv de skarpeste kanter af en sten, når den får tid til at virke. Vand som i dåbsvandet, hvor Helligånden kommer til stede, når vi blidt hælder det over et barns hoved.
Vandet, der jo er blødt og føjeligt – vandet der har en rislende lyd og får vores hjerter til at falde til ro. Men også som vandet, der kan gennembryde hjerter af sten et dryp ad gangen.
Og så bliver Helligånden beskrevet som luft. Det er Guds ånd, der i begyndelsen svæver over vandene – og det er Guds ånde, der bliver blæst ind i Adams næsebor, så den livløse klump kan få del i det hellige. Få del i livet. Salmedigteren Iben Krogsdal siger, at vi helligånder sammen. Helligånden er som luft, der både er livsnødvendigt og som kan blæse os ud af vores vante roller og afsted. For der er noget nyt og vildt over Helligånden.
Og her er vi ved kernen af, hvad Helligånden er – nemlig liv. Er der ikke Helligånd, så er der heller ikke liv. Helligånden er livet, der maser sig på, og insisterer. Helligånden er som ild, der varmer, og som man kan brænde sig på – som vand, der risler, men som sliber noget så hårdt som sten – og Helligånden er som luft, vi trækker ned i lungerne, men som også kan blæse os omkuld.
Og netop det, at Helligånden rummer både det blide og det, der er en smule voldsomt, er en pointe. For Helligånden er ikke bare en passiv tilstedeværelse i livet. Helligånden er også vild og dynamisk. Og vi kan aldrig få magt over den.
Sådan er det – vi kan ikke få Ånden ned i et excellark eller få kontrol med den. Den er uregerlig, men ikke uberegnelig.
Vi kan altid regne med, at Helligånden vil formidle og skabe kærlighed. Derfor er pinsen også en fest for glæden, for hvad er mere glædeligt end kærlighed? Vi skal fejre, at Gud virker i verden, også når vi ikke ser det, og når vi glemmer det.
Det tænkte jeg på i går, da jeg var i gang med noget meget hverdagsagtigt. Jeg var ude at køre med min familie i vores bil. I går satte min mand sommerdæk på vores bil, og så kørte vi en tur. Da bipper bilen pludseligt, og skriver i displayet, at der er manglende dæktryk. Det betyder, at trykket i bilens hjul er faldende, og at der måske siver luft ud. Belært af erfaring skal man ikke ignorer sådanne beskeder, for der kan virkelig sive luft ud.
Jeg kom til at smile lidt, for pludselig gik det op for mig, at Helligånden er som luften i bilens dæk – og livet er som at køre ud af landevejen. Vi har brug for luft i dækkene for ellers kan vi ikke køre. Men det kan ske, at vi punkterer – ikke på alle hjul på en gang, men er bare et af hjulene flade, så skal vi holde ind og vente på, at få luft i igen.
Og tænk nu hvis vi i livet kunne have en advarselslampe, der blinkede, når vi var ved at løbe tør for Ånd, og havde brug for at få pustet mere luft i dækkene.
Vi kan nemlig glemme at trække vejret – vi kan have så travlt med livet, at vi kører videre på flade dæk. Eller vi kan vende os bort fra alt det, der fylder livet med ånd – kærlighed og fællesskabet, at vi bliver som en ballon, der har ligget for længe i et hjørne – glemt og slået til jorden.
Der kan være mange grunde til flade dæk. Der kan være mange grunde til at livet bipper, fordi luften siver ud af os.
Ligesom disciplene vi hører om i dag. De sidder der og venter bag lukkede døre. Jesus er faret til Himmels, og for et kort øjeblik, har de levet som i vakuum. De har ventet og været helt flade.
Spørgsmålene har måske stået i kø: hvordan skal vi komme videre herfra – har de været bange, bekymrede, opgivende eller trætte? Alle følelser, som vi kender til. Og vi ved, hvor passiv, man kan blive, lige der i livet.
Men så sker der noget.
Pludselig kommer Helligånden med vind og ild. Pludselig forandrer deres verden sig. De ser op, får øje på hinanden og får mod til at række ud mod andre.
De blinker med øjnene, får pustet ny luft i dækkene og kan igen begive sig videre i livet, velvidende at Gud er med dem gennem sin Hellige ånd. De er ikke alene i tilværelsen – de var aldrig alene. Ånden var der, og pludselig kunne de mærke, se og høre den.
De fik livsmod til at være mennesker for hinanden – de fik handlekraft til at gå ud i verden og møde andre – og de fik troen på, at kærligheden står forrest i livet.
Vi får alle Helligånden – måske sker det ikke helt så dramatisk, som vi hører om i dag, men så kommer den som bobler i maven, som lys i øjnene eller som længsel efter fællesskab.
Helligånden skubber os mod hinanden og mod Gud. Helligånden kom til verden den dag – og har aldrig forladt os. Den virker også lige nu i dag – lige her hvor vi er.
Bare prøv at trække vejret dybt, så mærker du den.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke
Og der er alligevel noget ubegribeligt ved Ånden – eller Helligånden, som vi også kaldes. Den kan ikke rigtig fanges med ord, og alligevel er det ordet, som Helligånden giver os. For Ånden kan komme over os, og vi kan sige noget, der åbner livet for dem omkring os.
Når vi skal tale om og beskrive Ånden, så sammenligner vi den tit med elementerne ild, vand og luft. Jorden, der er det 4. element – det er os mennesker. Men de tre andre bruger vi til at tale om Helligånden med.
Helligånden er som en ild, der viser sig som flammer over hovederne på apostlene (altså disciplene), da de sad samlet. Og netop ilden har gennem hele Bibelen en central funktion: for Gud viser sig for os gennem ild. Tænk på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden taler til ham. Og da Moses fører sit folk gennem ørkenen, viser Gud sig om natten i en ildsøjle, så de kan finde vej. Og senere taler Johannes døberen om Jesus, at han skal døbe med Helligånd og ild.
Ilden, der jo kan varme os og oplyse mørket, er altså også der, hvor Gud viser sig for os og taler med os. Men i dag hører vi, at da Helligånden kommer til verden, er den ikke i en busk eller foran os, men derimod over hovederne på os. Ilden kan få os til at lyse op.
Helligånden bliver også beskrevet som vand – vandet der kan slibe selv de skarpeste kanter af en sten, når den får tid til at virke. Vand som i dåbsvandet, hvor Helligånden kommer til stede, når vi blidt hælder det over et barns hoved.
Vandet, der jo er blødt og føjeligt – vandet der har en rislende lyd og får vores hjerter til at falde til ro. Men også som vandet, der kan gennembryde hjerter af sten et dryp ad gangen.
Og så bliver Helligånden beskrevet som luft. Det er Guds ånd, der i begyndelsen svæver over vandene – og det er Guds ånde, der bliver blæst ind i Adams næsebor, så den livløse klump kan få del i det hellige. Få del i livet. Salmedigteren Iben Krogsdal siger, at vi helligånder sammen. Helligånden er som luft, der både er livsnødvendigt og som kan blæse os ud af vores vante roller og afsted. For der er noget nyt og vildt over Helligånden.
Og her er vi ved kernen af, hvad Helligånden er – nemlig liv. Er der ikke Helligånd, så er der heller ikke liv. Helligånden er livet, der maser sig på, og insisterer. Helligånden er som ild, der varmer, og som man kan brænde sig på – som vand, der risler, men som sliber noget så hårdt som sten – og Helligånden er som luft, vi trækker ned i lungerne, men som også kan blæse os omkuld.
Og netop det, at Helligånden rummer både det blide og det, der er en smule voldsomt, er en pointe. For Helligånden er ikke bare en passiv tilstedeværelse i livet. Helligånden er også vild og dynamisk. Og vi kan aldrig få magt over den.
Sådan er det – vi kan ikke få Ånden ned i et excellark eller få kontrol med den. Den er uregerlig, men ikke uberegnelig.
Vi kan altid regne med, at Helligånden vil formidle og skabe kærlighed. Derfor er pinsen også en fest for glæden, for hvad er mere glædeligt end kærlighed? Vi skal fejre, at Gud virker i verden, også når vi ikke ser det, og når vi glemmer det.
Det tænkte jeg på i går, da jeg var i gang med noget meget hverdagsagtigt. Jeg var ude at køre med min familie i vores bil. I går satte min mand sommerdæk på vores bil, og så kørte vi en tur. Da bipper bilen pludseligt, og skriver i displayet, at der er manglende dæktryk. Det betyder, at trykket i bilens hjul er faldende, og at der måske siver luft ud. Belært af erfaring skal man ikke ignorer sådanne beskeder, for der kan virkelig sive luft ud.
Jeg kom til at smile lidt, for pludselig gik det op for mig, at Helligånden er som luften i bilens dæk – og livet er som at køre ud af landevejen. Vi har brug for luft i dækkene for ellers kan vi ikke køre. Men det kan ske, at vi punkterer – ikke på alle hjul på en gang, men er bare et af hjulene flade, så skal vi holde ind og vente på, at få luft i igen.
Og tænk nu hvis vi i livet kunne have en advarselslampe, der blinkede, når vi var ved at løbe tør for Ånd, og havde brug for at få pustet mere luft i dækkene.
Vi kan nemlig glemme at trække vejret – vi kan have så travlt med livet, at vi kører videre på flade dæk. Eller vi kan vende os bort fra alt det, der fylder livet med ånd – kærlighed og fællesskabet, at vi bliver som en ballon, der har ligget for længe i et hjørne – glemt og slået til jorden.
Der kan være mange grunde til flade dæk. Der kan være mange grunde til at livet bipper, fordi luften siver ud af os.
Ligesom disciplene vi hører om i dag. De sidder der og venter bag lukkede døre. Jesus er faret til Himmels, og for et kort øjeblik, har de levet som i vakuum. De har ventet og været helt flade.
Spørgsmålene har måske stået i kø: hvordan skal vi komme videre herfra – har de været bange, bekymrede, opgivende eller trætte? Alle følelser, som vi kender til. Og vi ved, hvor passiv, man kan blive, lige der i livet.
Men så sker der noget.
Pludselig kommer Helligånden med vind og ild. Pludselig forandrer deres verden sig. De ser op, får øje på hinanden og får mod til at række ud mod andre.
De blinker med øjnene, får pustet ny luft i dækkene og kan igen begive sig videre i livet, velvidende at Gud er med dem gennem sin Hellige ånd. De er ikke alene i tilværelsen – de var aldrig alene. Ånden var der, og pludselig kunne de mærke, se og høre den.
De fik livsmod til at være mennesker for hinanden – de fik handlekraft til at gå ud i verden og møde andre – og de fik troen på, at kærligheden står forrest i livet.
Vi får alle Helligånden – måske sker det ikke helt så dramatisk, som vi hører om i dag, men så kommer den som bobler i maven, som lys i øjnene eller som længsel efter fællesskab.
Helligånden skubber os mod hinanden og mod Gud. Helligånden kom til verden den dag – og har aldrig forladt os. Den virker også lige nu i dag – lige her hvor vi er.
Bare prøv at trække vejret dybt, så mærker du den.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Hellige ånd – kom til os med kraft og vindstød – med klaprende døre og brændende ild.
Kom til os med stille hvisken og blide strøg – med ro og glæde.
Kom til os, hvor vi er – som vi er. Find os når vi venter med frygt – og når vi venter i spænding.
Blæs på os – og blæs os mod hinanden.
Giv os styrke til at være der for andre mennesker, når de rækker en hånd frem.
Giv os mod til at sige magtmisbrug i mod.
Giv os glæden over andres lykke og succes.
Giv os troen på, at vi fra vores lille plet på jorden kan gøre en forskel.
Vær med os Gud. Når vi er syge eller i dyb sorg. Når vi knægtede eller i mørke. Når vi er bange eller ensomme. Når vi flygter eller mangler. Vær med os som vi er.
Fyld vores lunger med Ånd og vores hjerte med håb.
Vær med din kirke her i Møllevang og i hele verden. Lad os holde fast i, at kærligheden er størst.
Amen
Hellige ånd – kom til os med kraft og vindstød – med klaprende døre og brændende ild.
Kom til os med stille hvisken og blide strøg – med ro og glæde.
Kom til os, hvor vi er – som vi er. Find os når vi venter med frygt – og når vi venter i spænding.
Blæs på os – og blæs os mod hinanden.
Giv os styrke til at være der for andre mennesker, når de rækker en hånd frem.
Giv os mod til at sige magtmisbrug i mod.
Giv os glæden over andres lykke og succes.
Giv os troen på, at vi fra vores lille plet på jorden kan gøre en forskel.
Vær med os Gud. Når vi er syge eller i dyb sorg. Når vi knægtede eller i mørke. Når vi er bange eller ensomme. Når vi flygter eller mangler. Vær med os som vi er.
Fyld vores lunger med Ånd og vores hjerte med håb.
Vær med din kirke her i Møllevang og i hele verden. Lad os holde fast i, at kærligheden er størst.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar