søndag den 22. oktober 2017

19. søndag efter trinitatis 2017



Forargelsen er også en hemmelig fryd. Faktisk er forargelsen grundlaget for mange reality programmer på fjernsynet. Tænk på De Unge mødre, Paradise Hotel, Amalie og hendes liv – og hvad der nu ellers findes af programmer, der handler om, at folk udstiller sig selv, så vi andre kan grine af dem og forarges.

Forargelsen er en magtfuld følelse. Når man bliver forarget, sætter man andre i bås. Man laver et skel mellem os og dem. Dem, der ikke forstår verden. Dem, der er dumme. Dem, der er for langt ude. Dem, vi kan grine af. Og så er der os, der har forstået det hele.

Ja, det er en nok en grov generalisering, jeg laver, men den findes. Forargelsen over andre. Den giver en magt, fordi det er en selvbekræftelse af, at man har ret. At man er på den rigtige side.

Forargelsen er en hemmelig fryd. For vi griner af dem, vi forarges over.

Det er en side af den menneskelige natur, der ikke er specielt flatterende. Og den er ikke kun forbeholdt vores moderne tider, men har været til stede al den tid, der har været mennesker på jorden.

Den lamme mand i dagens evangelium, var også sådan et menneske, som de andre var forarget over, og som de grinede af. For faktisk var den lamme mand slet ikke lam. Hvis man ser i den græske tekst, står der, at han havde bløde knæ. Hans knæ skvulpede under ham, når han gik, og det har ganske givet set ret komisk ud. Man mente dengang, at bløde knæ faktisk var en straf fra Gud over et tyrannisk menneske. Og man kunne ikke andet end at fnise af en mand, der har gået rundt som Bambi på glatis. Og det har været legitimt at grine af ham, for han fortjente sin straf, mente man.

Men den tyranniske mand med de bløde knæ har alligevel haft venner. Eller i al fald fire mænd, der har båret ham hele vejen til Jesus. Nu er det jo ikke mærkeligt, at selv tyranner har venner – det mærkelige er, at de fire mænd har villet ses offentligt med manden med de bløde knæ.

For det er sådan med mennesker, vi alle er enige om, at vi godt må grine af – at hvis man omgås dem, så sætter man sig selv i samme bås. Derfor findes der desværre stadigvæk mobning både i skoler og på arbejdspladser. Er man først blevet dømt ude af fællesskabet, er det svært at komme ind igen, fordi ingen tør hjælpe. De er bange for at ende der, hvor det er dem, der bliver grint af – dem der er udenfor.

Så derfor er det bemærkelsesværdigt, at der findes fire modige mænd, der tør bære manden med de bløde knæ til Jesus. De var ligeglade med, hvad folkemængden mente om dem. De var ligeglade med forargelsen.

Og de kommer til huset, hvor Jesus er, hører vi, og kan ikke komme ind, fordi der er mange mennesker. Og så bugserer de båren op på det flade tag. Deroppe begynder de resolut at lave et hul i taget.

Neden for sidder Jesus med en masse mennesker omkring sig. Der er mørkt, støvet, varmt og tæt. De mange mennesker vil alle tæt på Jesus. De havde hørt om ham, og tilskyndet af de mange andre mennesker, har de alle villet tæt på. Hvem var han, hvad sagde han, var det rigtigt det, de hørt om ham?

Mens han sidder der og taler og lytter, begynder der at falde puds og snavs ned i hovedet på dem. Og som på en gråvejrsdag, gennemborer en solstråle pludselig mørket – de misser med øjnene og ser op, og med sikre bevægelser bliver hullet i loftet større. Hvilken vandalisme, hvilken frækhed – man kan næsten høre de tanker og den snak, der er gået i huset, mens de fire mænd har lavet hullet stort nok til at kunne sænke båren ned til Jesus.

Og så bliver manden sænket ned, og først da båren er i øjenhøjde med dem, kan de genkende ham.

Manden med de bløde knæ, ham vi griner af, ham vi ikke vil ses sammen med, ham der fortjener sin straf – tyrannen.

Men hvor folkemængden ser manden, der ikke fortjener Jesu opmærksomhed, så ser Jesus derimod deres tro. Han ser de fire mænds tro, der har fået dem til at trodse andres meninger og en folkemængde, og han ser manden med de bløde knæ, som måske også har fået en tro, mens mændene har båret ham nærmere og nærmere Jesus.

Og da Jesus ser det, vi andre ikke ser, siger han til manden på båren: ”Søn, dine synder tilgives dig.”

Det er KUN Gud, der kan tilgive synder. Ikke andre. Jesus sætter sig i Guds sted, og da er det, at det bliver for meget for de skriftkloge. Og de forarges over Jesus. Men de siger det ikke højt, de tænker det bare.

Men Jesus ved, at de tænker det. Han ved, at de tvivler på ham. Og da kommer han dem i forkøbet, som vi hører. Han spørger dem, hvad der er nemmest? Om det er nemmest at helbrede manden eller om det nemmest at tilgive hans synder.

Jesus lader dem ikke svare, for han vil vise dem, at han har myndighed her på jorden, så derfor siger han til manden: ”tag din båre og gå.”

Det svære var faktisk at sige, at dine synder er dig tilgivet, og det lette var at helbrede manden. Men de skriftkloge troede ikke på Jesus, før de fik det håndgribelige, målbare og synlige bevis.

Det var ikke nok, at høre hans ord – de skulle bruge et under.

Og først da priser de ham.

Manden med de bløde knæ, fik igen kraft i sine ben, og kunne rejse sig op. Faktisk fik han så meget af sin styrke igen, at han selv kunne bære sin båre. Han kunne gå derfra.

Men han gik derfra som et frit menneske.

Og det er fortællingens omdrejningspunkt. Han gik derfra som et frit menneske – han fik tilgivet sine synder.

Han skulle ikke mere bære rundt på alt, han havde gjort forkert mod andre, de gange, han havde såret eller misbrugt andres tillid. Han skulle ikke længere være et menneske, de andre kunne grine af – for han var fri. Han kunne nu nøjes med at bære sin egen båre ud fra huset.

Og han kunne tilmed gå ud gennem huset af døren – han blev sænket ned som en synder, og kunne gå derfra som et menneske.

Den forvandling er stor.

Den forvandling er der mange af dem, som møder Jesus, der oplever.

Tænk på enken, der mister sin eneste søn, men som Jesus opvækker – tænk på manden med vand i kroppen, som Jesus helbreder. Fortællinger vi har hørt de sidste søndage.

Når Jesus møder mennesker, sker der en forvandling. Og den forvandling får vi også.

Den er ikke kun forbeholdt de mennesker, vi hører om i Bibelen – den er også for os, til os.

Hver gang vi går til nadver, får vi synders forladelse. I nadveren bliver det bekræftet, det vi fik i dåben, nemlig lovningen på, at vi kan blive frie mennesker.

Alt det, der tynger os ned, alle de nederlag, vi har lidt, alle de gange, vi har fejlet og fordømt andre – alt det, der kan gøre livet hårdt at bære: alt det bliver vi tilgivet.

For vi er frie.

Og der i kan der ligge en forargelse. Ikke som en hemmelig fryd, men en reel forargelse over, at Jesus faktisk lover det til alle.

Han lover det til alle dem, som vi ikke bryder os om. Alle dem, der har grint af os. Alle dem, der har fået os til at føle os små og uværdige. Dem lover han, at han vil sætte fri.

Men når han kan love dem det, så kan han også love dig det.

Når Gud kan være god mod utaknemmelige og onde, som der står i Lukas evangeliet (Luk, 6, 35-36), så han kan også være det mod os – ja, og så kan vi også være det.

Evangeliet er den sande forargelse. Og kristendommen må rigtig gerne forarge. For Gud er faktisk god mod onde og utaknemmelige. Han er god mod dem, der overhovedet slet ikke på nogen måde fortjener det – ifølge vores standarder.

Det er ikke retfærdigt, men Gud er ikke retfærdig. Faktisk er han hamrende uretfærdig. Der er ingen bagatelgrænse for hvem, Gud vil have med at gøre. Hvem Jesus vil give sin opmærksomhed.

Og vi har den – altså Jesu opmærksomhed. Hver gang vi kalder på ham, så lytter han. Hver gang vi folder vores hænder, så lytter han. Hver gang vi græder, så er han der. Hver gang vi føler os ensomme og fortabte, så er han der.

Vi har hans opmærksomhed.

Det gode er, at vi ikke har behov for at kende fire modige mænd, der kan bære os til ham. Han kommer til os, lige hvor vi er.

Men vi kan alligevel lære en hel del af de modige mænd med tro. Den måde de fire mænd trodser andres dom på – den måde de kæmper og anstrenger sig på, for at bære manden op på taget og derefter laver det hul i taget. Den tro og det håb som de går til livet på. Ja, de har tro.

Og tro kan bære os langt. Den kan få os til at kæmpe for den svage, den der er uretfærdigt behandlet, den der er udenfor, den der er trådt under fode, den svage, den bange, den syge – og den som ingen under noget godt.

Vi skal lære af fire mænd, ikke fordi Gud elsker os mere af den grund, men fordi vi ikke kan andet end at åbne os op overfor andre, når vi møder Guds kærlighed og Guds tilgivelse. Det gør noget ved os, at vi kan få lov at gå herfra som frie mennesker – og ikke som syndere. Vi bliver tro-faste. Eller sagt med andre ord, så får vi troen.

Og hvad er tro andet end at opdage, at vi er dybt afhængige af at møde Jesu blik, og høre hans ord til os, når han stille hvisker til vore hjerter: Mit barn, dine synder er dig forladt.

Det ord lyder nu og altid til os. Min barn, dine synder er dig forladt.



Amen




Kirkebøn:

Gud

Vi kommer til dig med alt det vi bærer rundt på – alt det der tynger – alt det der gør livet svært. Og vi beder dig; tag vore byrder fra os, så vi kan rejse os op, og bevæge os frit i verden.

Tilgiv os når vi tænker grimt om andre, når vi sårer andre eller når vi kun tænker på os selv.

Vær med os, når vi ligger som lamme i vores eget liv, og giv os dit ord på, at vi kan magte livet.

Kære Gud

Vær med os, når livet er svært, når livet gør ondt eller når vi er trætte. Vær med de syge og dem der skal dø. Vær med dem der mangler frihed i livet – dem der mangler mad eller glæde. Vær med dem der har brug for dig. Vær med dem, der er forfulgte og giv dem et hjem, de kan kalde deres.

Vær med dem, der har magt her i verden. Giv dem fornuften og hjertet til at se, at det ikke nytter at puste sig op overfor hinanden, men at det nytter at snakke sammen – og at give hinanden muligheden for fredelig sameksistens.

Giv os som er din kirke her i Møllevange troen på, at det nytter, når vi bærer over med hinanden og bærer hinanden. Vær med din kirke over hele jorden.

Det beder vi om – det beder vi for.



Amen







Dagens tekst:

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Mark 2,1-12

søndag den 8. oktober 2017

17. søndag efter trinitatis 2017



Storcenter nord havde for et par år siden lavet en reklame for at gøre opmærksom på, at de var åbnet om søndagen. Den lød: Nu er søndag ikke længere den kedelige lillebror til lørdag.

Det betød selvfølgelig, at de har åbent, men søndagen som den kedelige dag? En dag, hvor butikker i al fald før hen var lukkede, og hvor kun kirken og meget små kiosker holdt åbent. En dag hvor alt holdt stille.

Engang var søndagene virkelig hviledage. I dag kan det være svært at få folk til at holde op med at arbejde. Vi skøjter gennem livet, og jo mere på overfladen vi er, og jo mindre i dybden vi går med livet, desto større er sandsynligheden for en stress sygemelding. Vi skøjter afsted i rivende fart. Vi har ikke ret meget tid til fordybelse.

Men det er ikke for at jamre, at jeg står her, eller fordi det er synd for kirken. Prædikestolen er ikke bygget, så man kan jamre. Det er bygget, så ordet om Gud kan høres.

Men nogle gange har vi så travlt med mål og gerninger, at vi glemmer at sidde stille og lytte. Lytte til, hvad Gud vil sige til os. Og det er synd, ikke for kirken, men for mennesker.

Søndagen er ikke længere hviledagen, hvor vi med god samvittighed kan være uproduktive og bare lytte; men derimod en dag, hvor vi kan nå at indhente noget arbejde vi mangler, eller realiserer os selv gennem en ironman eller en maraton.

Og vi går glip af noget. Vi går glip af meget, fordi vi ikke tør hvile. Vi lever efter et helt særligt motto, nemlig:

”Jeg agerer og realiserer, derfor er jeg.”

Med fokus på JEG. For det handler ofte om en selv. Luther taler om dette fokus, og kaldet det for en indkrogethed i sig selv. Man bøjer sig så meget sammen om sig selv, at man ikke længere kan se andet end sin egen navle. Det handler ikke længere om fællesskabet eller hinanden, men om en selv. Det kan virke meget provokerende på det moderne menneske, at skulle stoppe op, lytte, være og måske endda kede sig. Nogle gange er vi ligefrem bange for det. Bange for hvilen.

Men der er heldigvis en anden måde at talte om mennesker på, og derfor kommer vi også i kirke. For at høre det ord, der kan rette os ud, så vi kan få øje på andre mennesker.

I kirken hører vi nemlig:

”Vi er mennesker, fordi Gud elsker os.”

Det er nok kristendommens mest provokerende og pragtfulde budskaber. Vi er mennesker, fordi Gud elsker.

Helt fra skabelsen har Gud skabt os i kærlighed – til kærlighed. Og hele vejen op gennem historien, hører vi fortællinger om, at Gud møder mennesker – høj som lav. Det er det provokerende i budskabet, som kan være svært at forstå. Nemlig at Gud ikke nødvendigvis møder dem, som vi synes fortjener det. Hele Bibelen er fyldt med fortællinger om mennesker, der møder Gud, hvor de mindst forventer det. I en ørken, hvor de sover med en sten som hovedpude, i en brændende busk, som en fremmed til et middagsselskab – som en tømrersøn fra Nazareth. Gud møder os altid der, hvor vi ikke regner med det, men hvor vi har brug for det.

I dagens evangelium møder Jesus en mand med vand i kroppen. Det er en frygtelig sygdom, fordi man dengang troede, at det var en straf fra Gud, fordi man havde været usædelig. Mennesker med vand i kroppen fortjente altså straffen, troede man.

Derfor har det vagt opsigt hos det middagsselskab, som Jesus deltager i, at der kunne komme en mand hen til Jesus med vand i kroppen, som Jesus derefter giver opmærksomhed.

Det er et meget fint selskab Jesus sidder til middag hos. Han spiser ikke kun sammen med samfundets laveste, men også de højeste som i dag, hvor han spiser sammen med lovkyndige og farisæere. Så han spørger dem om loven, og om man overhovedet må helbrede på en sabbat. Loven er klar – man må gerne helbrede på en sabbat, hvis man kan redde en mands liv derved. Man må derfor også gerne hente en dreng op fra en brønd. Men de lovkyndige og farisæerne kan ikke svare Jesus nu og her på hans spørgsmål. Ikke fordi de ikke kender svaret, men fordi svaret vil afsløre dem. Hvis de svarer, at Jesus ikke måtte helbrede, så afslører de, at de ikke kender nok til loven. Hvis de svarer, at Jesus godt må helbrede, så ville de vedkende sig, at Jesus er Guds søn. Og det kunne de ikke.

Derfor tavshed. Rungende tavshed. De ville ikke, de kunne ikke give et svar. For hvad svarer man Gud, når han afslører, at han har magten til at bøje enhver menneskelig lov.

Og så det underlige i, at Jesus faktisk helbreder en mand med vand i kroppen. Man måtte jo gerne helbrede, hvis det gjaldt liv eller død. Det gør det ikke her. Manden med vand i kroppen er ikke ved at dø. Han har måske smerter, men han er ikke ved at dø.

Og alligevel hjælper han ham. Der er åbenbart ingen bagatelgrænse for, hvem Jesus vil helbrede. Fordi sådan var Jesus – sådan er Gud. De regler, vi sætter op for hinanden, dem kan Gud ikke rette sig efter. Det giver ikke mening, at Gud skal underlægge sig vores streger og skel. De skel, vi laver, er kun for os, ikke for Gud. Så selvfølgelig helbreder Jesus.

Manden med vand i kroppen bliver mødt af Gud. Mødt som menneske, selvom han er straffet. Om han virkelig har været usædelig eller ej, ved vi ikke. Han kan jo bare have fået vand i kroppen som en helt almindelig sygdom, men menneskets dom over ham er hurtig og effektiv. Han udstødes. Og der kommer Gud ham i møde, som den udstødte han er med en dom over nakken. Og Jesus helbreder ham.

Og domme er vi generelt ret hurtige med. Måske mere end nogensinde før. De sociale medier, nettet og afstanden fra tasterne til modtagerne, har gjort at det er meget nemt at fælde dom over andre. Man tilraner sig en magt, som er så berusende, at man glæder sig til næste gang, man kan svine et menneske til.

Vi dømmer folk ude.

Vi glemmer helt, at vi er mennesker, fordi Gud elsker os.

Jesus fortæller derefter en lignelse fra en bryllupsfest. I lignelsen får vi at vide, at vi skal sætte os længere ned, når vi er inviteret til en fest. Vi skal ydmyge os selv, så vi kan blive ophøjet. Det kunne vi godt blive ret beregnende med, så ydmygelsen bliver et skuespil for at få den gode plads. Men det får vi sjældent noget ud af.

Sådan en lignelse skal forstås i det rette lys – nemlig, at det menneske, der kroger sig om sig selv, sætter sig selv forrest, lukker ørerne for Gud og kun lever for eget, det menneske vil Gud pille ned fra sin selvskabte piedestal. Men han vil ikke smide det menneske på porten – man får ikke en dom hos Gud, som man resten af sit liv kan google sig frem til os læse om igen og igen. Der bliver holdt fast i en.

Gud slipper ikke! Gud holder fast.

For hvis der ikke er en bagatelgrænse for hvem Gud er Gud for, så gælder det begge veje.

Jeg tror på, at Gud vil os noget – vil noget med os. Han vil have, at den kærlighed han elsker os med, skal leve mellem os. Kærligheden er det mellem os, som gør den verden, Gud har skabt, levende. Det er den, der får det til at blomstre mellem os, gør os lette om hjertet, og gør at vi tør leve. Det er Guds skabermagt, der sætter sig igennem.

Vi skal ære den skabermagt. Vi skal tage imod kærligheden – åbne os selv for den. Rette os op og få øje på hinanden.

Og når vi igen fejler, og kommer til at sætte os selv forrest i verden, og det kommer vi til, så kan vi heldigvis på en højhellig søndag – den kedelige fætter til lørdag – komme her i kirken, og få at vide, at vi er mennesker, som Gud elsker.

Og slappe af. Hvile. Lytte. Være. Og bliver rette ud for derefter igen at gå ud i livet og møde hinandens blik.



Amen







Dagens tekst:
Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 14,1-11