søndag den 22. oktober 2017

19. søndag efter trinitatis 2017



Forargelsen er også en hemmelig fryd. Faktisk er forargelsen grundlaget for mange reality programmer på fjernsynet. Tænk på De Unge mødre, Paradise Hotel, Amalie og hendes liv – og hvad der nu ellers findes af programmer, der handler om, at folk udstiller sig selv, så vi andre kan grine af dem og forarges.

Forargelsen er en magtfuld følelse. Når man bliver forarget, sætter man andre i bås. Man laver et skel mellem os og dem. Dem, der ikke forstår verden. Dem, der er dumme. Dem, der er for langt ude. Dem, vi kan grine af. Og så er der os, der har forstået det hele.

Ja, det er en nok en grov generalisering, jeg laver, men den findes. Forargelsen over andre. Den giver en magt, fordi det er en selvbekræftelse af, at man har ret. At man er på den rigtige side.

Forargelsen er en hemmelig fryd. For vi griner af dem, vi forarges over.

Det er en side af den menneskelige natur, der ikke er specielt flatterende. Og den er ikke kun forbeholdt vores moderne tider, men har været til stede al den tid, der har været mennesker på jorden.

Den lamme mand i dagens evangelium, var også sådan et menneske, som de andre var forarget over, og som de grinede af. For faktisk var den lamme mand slet ikke lam. Hvis man ser i den græske tekst, står der, at han havde bløde knæ. Hans knæ skvulpede under ham, når han gik, og det har ganske givet set ret komisk ud. Man mente dengang, at bløde knæ faktisk var en straf fra Gud over et tyrannisk menneske. Og man kunne ikke andet end at fnise af en mand, der har gået rundt som Bambi på glatis. Og det har været legitimt at grine af ham, for han fortjente sin straf, mente man.

Men den tyranniske mand med de bløde knæ har alligevel haft venner. Eller i al fald fire mænd, der har båret ham hele vejen til Jesus. Nu er det jo ikke mærkeligt, at selv tyranner har venner – det mærkelige er, at de fire mænd har villet ses offentligt med manden med de bløde knæ.

For det er sådan med mennesker, vi alle er enige om, at vi godt må grine af – at hvis man omgås dem, så sætter man sig selv i samme bås. Derfor findes der desværre stadigvæk mobning både i skoler og på arbejdspladser. Er man først blevet dømt ude af fællesskabet, er det svært at komme ind igen, fordi ingen tør hjælpe. De er bange for at ende der, hvor det er dem, der bliver grint af – dem der er udenfor.

Så derfor er det bemærkelsesværdigt, at der findes fire modige mænd, der tør bære manden med de bløde knæ til Jesus. De var ligeglade med, hvad folkemængden mente om dem. De var ligeglade med forargelsen.

Og de kommer til huset, hvor Jesus er, hører vi, og kan ikke komme ind, fordi der er mange mennesker. Og så bugserer de båren op på det flade tag. Deroppe begynder de resolut at lave et hul i taget.

Neden for sidder Jesus med en masse mennesker omkring sig. Der er mørkt, støvet, varmt og tæt. De mange mennesker vil alle tæt på Jesus. De havde hørt om ham, og tilskyndet af de mange andre mennesker, har de alle villet tæt på. Hvem var han, hvad sagde han, var det rigtigt det, de hørt om ham?

Mens han sidder der og taler og lytter, begynder der at falde puds og snavs ned i hovedet på dem. Og som på en gråvejrsdag, gennemborer en solstråle pludselig mørket – de misser med øjnene og ser op, og med sikre bevægelser bliver hullet i loftet større. Hvilken vandalisme, hvilken frækhed – man kan næsten høre de tanker og den snak, der er gået i huset, mens de fire mænd har lavet hullet stort nok til at kunne sænke båren ned til Jesus.

Og så bliver manden sænket ned, og først da båren er i øjenhøjde med dem, kan de genkende ham.

Manden med de bløde knæ, ham vi griner af, ham vi ikke vil ses sammen med, ham der fortjener sin straf – tyrannen.

Men hvor folkemængden ser manden, der ikke fortjener Jesu opmærksomhed, så ser Jesus derimod deres tro. Han ser de fire mænds tro, der har fået dem til at trodse andres meninger og en folkemængde, og han ser manden med de bløde knæ, som måske også har fået en tro, mens mændene har båret ham nærmere og nærmere Jesus.

Og da Jesus ser det, vi andre ikke ser, siger han til manden på båren: ”Søn, dine synder tilgives dig.”

Det er KUN Gud, der kan tilgive synder. Ikke andre. Jesus sætter sig i Guds sted, og da er det, at det bliver for meget for de skriftkloge. Og de forarges over Jesus. Men de siger det ikke højt, de tænker det bare.

Men Jesus ved, at de tænker det. Han ved, at de tvivler på ham. Og da kommer han dem i forkøbet, som vi hører. Han spørger dem, hvad der er nemmest? Om det er nemmest at helbrede manden eller om det nemmest at tilgive hans synder.

Jesus lader dem ikke svare, for han vil vise dem, at han har myndighed her på jorden, så derfor siger han til manden: ”tag din båre og gå.”

Det svære var faktisk at sige, at dine synder er dig tilgivet, og det lette var at helbrede manden. Men de skriftkloge troede ikke på Jesus, før de fik det håndgribelige, målbare og synlige bevis.

Det var ikke nok, at høre hans ord – de skulle bruge et under.

Og først da priser de ham.

Manden med de bløde knæ, fik igen kraft i sine ben, og kunne rejse sig op. Faktisk fik han så meget af sin styrke igen, at han selv kunne bære sin båre. Han kunne gå derfra.

Men han gik derfra som et frit menneske.

Og det er fortællingens omdrejningspunkt. Han gik derfra som et frit menneske – han fik tilgivet sine synder.

Han skulle ikke mere bære rundt på alt, han havde gjort forkert mod andre, de gange, han havde såret eller misbrugt andres tillid. Han skulle ikke længere være et menneske, de andre kunne grine af – for han var fri. Han kunne nu nøjes med at bære sin egen båre ud fra huset.

Og han kunne tilmed gå ud gennem huset af døren – han blev sænket ned som en synder, og kunne gå derfra som et menneske.

Den forvandling er stor.

Den forvandling er der mange af dem, som møder Jesus, der oplever.

Tænk på enken, der mister sin eneste søn, men som Jesus opvækker – tænk på manden med vand i kroppen, som Jesus helbreder. Fortællinger vi har hørt de sidste søndage.

Når Jesus møder mennesker, sker der en forvandling. Og den forvandling får vi også.

Den er ikke kun forbeholdt de mennesker, vi hører om i Bibelen – den er også for os, til os.

Hver gang vi går til nadver, får vi synders forladelse. I nadveren bliver det bekræftet, det vi fik i dåben, nemlig lovningen på, at vi kan blive frie mennesker.

Alt det, der tynger os ned, alle de nederlag, vi har lidt, alle de gange, vi har fejlet og fordømt andre – alt det, der kan gøre livet hårdt at bære: alt det bliver vi tilgivet.

For vi er frie.

Og der i kan der ligge en forargelse. Ikke som en hemmelig fryd, men en reel forargelse over, at Jesus faktisk lover det til alle.

Han lover det til alle dem, som vi ikke bryder os om. Alle dem, der har grint af os. Alle dem, der har fået os til at føle os små og uværdige. Dem lover han, at han vil sætte fri.

Men når han kan love dem det, så kan han også love dig det.

Når Gud kan være god mod utaknemmelige og onde, som der står i Lukas evangeliet (Luk, 6, 35-36), så han kan også være det mod os – ja, og så kan vi også være det.

Evangeliet er den sande forargelse. Og kristendommen må rigtig gerne forarge. For Gud er faktisk god mod onde og utaknemmelige. Han er god mod dem, der overhovedet slet ikke på nogen måde fortjener det – ifølge vores standarder.

Det er ikke retfærdigt, men Gud er ikke retfærdig. Faktisk er han hamrende uretfærdig. Der er ingen bagatelgrænse for hvem, Gud vil have med at gøre. Hvem Jesus vil give sin opmærksomhed.

Og vi har den – altså Jesu opmærksomhed. Hver gang vi kalder på ham, så lytter han. Hver gang vi folder vores hænder, så lytter han. Hver gang vi græder, så er han der. Hver gang vi føler os ensomme og fortabte, så er han der.

Vi har hans opmærksomhed.

Det gode er, at vi ikke har behov for at kende fire modige mænd, der kan bære os til ham. Han kommer til os, lige hvor vi er.

Men vi kan alligevel lære en hel del af de modige mænd med tro. Den måde de fire mænd trodser andres dom på – den måde de kæmper og anstrenger sig på, for at bære manden op på taget og derefter laver det hul i taget. Den tro og det håb som de går til livet på. Ja, de har tro.

Og tro kan bære os langt. Den kan få os til at kæmpe for den svage, den der er uretfærdigt behandlet, den der er udenfor, den der er trådt under fode, den svage, den bange, den syge – og den som ingen under noget godt.

Vi skal lære af fire mænd, ikke fordi Gud elsker os mere af den grund, men fordi vi ikke kan andet end at åbne os op overfor andre, når vi møder Guds kærlighed og Guds tilgivelse. Det gør noget ved os, at vi kan få lov at gå herfra som frie mennesker – og ikke som syndere. Vi bliver tro-faste. Eller sagt med andre ord, så får vi troen.

Og hvad er tro andet end at opdage, at vi er dybt afhængige af at møde Jesu blik, og høre hans ord til os, når han stille hvisker til vore hjerter: Mit barn, dine synder er dig forladt.

Det ord lyder nu og altid til os. Min barn, dine synder er dig forladt.



Amen




Kirkebøn:

Gud

Vi kommer til dig med alt det vi bærer rundt på – alt det der tynger – alt det der gør livet svært. Og vi beder dig; tag vore byrder fra os, så vi kan rejse os op, og bevæge os frit i verden.

Tilgiv os når vi tænker grimt om andre, når vi sårer andre eller når vi kun tænker på os selv.

Vær med os, når vi ligger som lamme i vores eget liv, og giv os dit ord på, at vi kan magte livet.

Kære Gud

Vær med os, når livet er svært, når livet gør ondt eller når vi er trætte. Vær med de syge og dem der skal dø. Vær med dem der mangler frihed i livet – dem der mangler mad eller glæde. Vær med dem der har brug for dig. Vær med dem, der er forfulgte og giv dem et hjem, de kan kalde deres.

Vær med dem, der har magt her i verden. Giv dem fornuften og hjertet til at se, at det ikke nytter at puste sig op overfor hinanden, men at det nytter at snakke sammen – og at give hinanden muligheden for fredelig sameksistens.

Giv os som er din kirke her i Møllevange troen på, at det nytter, når vi bærer over med hinanden og bærer hinanden. Vær med din kirke over hele jorden.

Det beder vi om – det beder vi for.



Amen







Dagens tekst:

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Mark 2,1-12

Ingen kommentarer:

Send en kommentar