17. søndag efter trinitatis 2017

Storcenter nord havde for et par år siden lavet en reklame for at gøre opmærksom på, at de var åbnet om søndagen. Den lød: Nu er søndag ikke længere den kedelige lillebror til lørdag.

Det betød selvfølgelig, at de har åbent, men søndagen som den kedelige dag? En dag, hvor butikker i al fald før hen var lukkede, og hvor kun kirken og meget små kiosker holdt åbent. En dag hvor alt holdt stille.

Engang var søndagene virkelig hviledage. I dag kan det være svært at få folk til at holde op med at arbejde. Vi skøjter gennem livet, og jo mere på overfladen vi er, og jo mindre i dybden vi går med livet, desto større er sandsynligheden for en stress sygemelding. Vi skøjter afsted i rivende fart. Vi har ikke ret meget tid til fordybelse.

Men det er ikke for at jamre, at jeg står her, eller fordi det er synd for kirken. Prædikestolen er ikke bygget, så man kan jamre. Det er bygget, så ordet om Gud kan høres.

Men nogle gange har vi så travlt med mål og gerninger, at vi glemmer at sidde stille og lytte. Lytte til, hvad Gud vil sige til os. Og det er synd, ikke for kirken, men for mennesker.

Søndagen er ikke længere hviledagen, hvor vi med god samvittighed kan være uproduktive og bare lytte; men derimod en dag, hvor vi kan nå at indhente noget arbejde vi mangler, eller realiserer os selv gennem en ironman eller en maraton.

Og vi går glip af noget. Vi går glip af meget, fordi vi ikke tør hvile. Vi lever efter et helt særligt motto, nemlig:

”Jeg agerer og realiserer, derfor er jeg.”

Med fokus på JEG. For det handler ofte om en selv. Luther taler om dette fokus, og kaldet det for en indkrogethed i sig selv. Man bøjer sig så meget sammen om sig selv, at man ikke længere kan se andet end sin egen navle. Det handler ikke længere om fællesskabet eller hinanden, men om en selv. Det kan virke meget provokerende på det moderne menneske, at skulle stoppe op, lytte, være og måske endda kede sig. Nogle gange er vi ligefrem bange for det. Bange for hvilen.

Men der er heldigvis en anden måde at talte om mennesker på, og derfor kommer vi også i kirke. For at høre det ord, der kan rette os ud, så vi kan få øje på andre mennesker.

I kirken hører vi nemlig:

”Vi er mennesker, fordi Gud elsker os.”

Det er nok kristendommens mest provokerende og pragtfulde budskaber. Vi er mennesker, fordi Gud elsker.

Helt fra skabelsen har Gud skabt os i kærlighed – til kærlighed. Og hele vejen op gennem historien, hører vi fortællinger om, at Gud møder mennesker – høj som lav. Det er det provokerende i budskabet, som kan være svært at forstå. Nemlig at Gud ikke nødvendigvis møder dem, som vi synes fortjener det. Hele Bibelen er fyldt med fortællinger om mennesker, der møder Gud, hvor de mindst forventer det. I en ørken, hvor de sover med en sten som hovedpude, i en brændende busk, som en fremmed til et middagsselskab – som en tømrersøn fra Nazareth. Gud møder os altid der, hvor vi ikke regner med det, men hvor vi har brug for det.

I dagens evangelium møder Jesus en mand med vand i kroppen. Det er en frygtelig sygdom, fordi man dengang troede, at det var en straf fra Gud, fordi man havde været usædelig. Mennesker med vand i kroppen fortjente altså straffen, troede man.

Derfor har det vagt opsigt hos det middagsselskab, som Jesus deltager i, at der kunne komme en mand hen til Jesus med vand i kroppen, som Jesus derefter giver opmærksomhed.

Det er et meget fint selskab Jesus sidder til middag hos. Han spiser ikke kun sammen med samfundets laveste, men også de højeste som i dag, hvor han spiser sammen med lovkyndige og farisæere. Så han spørger dem om loven, og om man overhovedet må helbrede på en sabbat. Loven er klar – man må gerne helbrede på en sabbat, hvis man kan redde en mands liv derved. Man må derfor også gerne hente en dreng op fra en brønd. Men de lovkyndige og farisæerne kan ikke svare Jesus nu og her på hans spørgsmål. Ikke fordi de ikke kender svaret, men fordi svaret vil afsløre dem. Hvis de svarer, at Jesus ikke måtte helbrede, så afslører de, at de ikke kender nok til loven. Hvis de svarer, at Jesus godt må helbrede, så ville de vedkende sig, at Jesus er Guds søn. Og det kunne de ikke.

Derfor tavshed. Rungende tavshed. De ville ikke, de kunne ikke give et svar. For hvad svarer man Gud, når han afslører, at han har magten til at bøje enhver menneskelig lov.

Og så det underlige i, at Jesus faktisk helbreder en mand med vand i kroppen. Man måtte jo gerne helbrede, hvis det gjaldt liv eller død. Det gør det ikke her. Manden med vand i kroppen er ikke ved at dø. Han har måske smerter, men han er ikke ved at dø.

Og alligevel hjælper han ham. Der er åbenbart ingen bagatelgrænse for, hvem Jesus vil helbrede. Fordi sådan var Jesus – sådan er Gud. De regler, vi sætter op for hinanden, dem kan Gud ikke rette sig efter. Det giver ikke mening, at Gud skal underlægge sig vores streger og skel. De skel, vi laver, er kun for os, ikke for Gud. Så selvfølgelig helbreder Jesus.

Manden med vand i kroppen bliver mødt af Gud. Mødt som menneske, selvom han er straffet. Om han virkelig har været usædelig eller ej, ved vi ikke. Han kan jo bare have fået vand i kroppen som en helt almindelig sygdom, men menneskets dom over ham er hurtig og effektiv. Han udstødes. Og der kommer Gud ham i møde, som den udstødte han er med en dom over nakken. Og Jesus helbreder ham.

Og domme er vi generelt ret hurtige med. Måske mere end nogensinde før. De sociale medier, nettet og afstanden fra tasterne til modtagerne, har gjort at det er meget nemt at fælde dom over andre. Man tilraner sig en magt, som er så berusende, at man glæder sig til næste gang, man kan svine et menneske til.

Vi dømmer folk ude.

Vi glemmer helt, at vi er mennesker, fordi Gud elsker os.

Jesus fortæller derefter en lignelse fra en bryllupsfest. I lignelsen får vi at vide, at vi skal sætte os længere ned, når vi er inviteret til en fest. Vi skal ydmyge os selv, så vi kan blive ophøjet. Det kunne vi godt blive ret beregnende med, så ydmygelsen bliver et skuespil for at få den gode plads. Men det får vi sjældent noget ud af.

Sådan en lignelse skal forstås i det rette lys – nemlig, at det menneske, der kroger sig om sig selv, sætter sig selv forrest, lukker ørerne for Gud og kun lever for eget, det menneske vil Gud pille ned fra sin selvskabte piedestal. Men han vil ikke smide det menneske på porten – man får ikke en dom hos Gud, som man resten af sit liv kan google sig frem til os læse om igen og igen. Der bliver holdt fast i en.

Gud slipper ikke! Gud holder fast.

For hvis der ikke er en bagatelgrænse for hvem Gud er Gud for, så gælder det begge veje.

Jeg tror på, at Gud vil os noget – vil noget med os. Han vil have, at den kærlighed han elsker os med, skal leve mellem os. Kærligheden er det mellem os, som gør den verden, Gud har skabt, levende. Det er den, der får det til at blomstre mellem os, gør os lette om hjertet, og gør at vi tør leve. Det er Guds skabermagt, der sætter sig igennem.

Vi skal ære den skabermagt. Vi skal tage imod kærligheden – åbne os selv for den. Rette os op og få øje på hinanden.

Og når vi igen fejler, og kommer til at sætte os selv forrest i verden, og det kommer vi til, så kan vi heldigvis på en højhellig søndag – den kedelige fætter til lørdag – komme her i kirken, og få at vide, at vi er mennesker, som Gud elsker.

Og slappe af. Hvile. Lytte. Være. Og bliver rette ud for derefter igen at gå ud i livet og møde hinandens blik.



Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.