16. søndag efter trinitatis 2017

Håbet er et anker. Sådan bliver det skildret. Som et anker, man kan kaste ud i vandet, når man mangler et holdepunkt i sin tilværelse. Håbet er et anker.

I mange kirker i Danmark hænger der et skib netop med et anker. Et symbol på, at vi som menighed sidder ombord på et skib, en båd, der sejler gennem livet.

I vores kirke er det ikke et skib, men en fisk – måske en hval (Lavet af Ejvind Nielsen). Er det en fisk minder den os om, at kristendommen fra begyndelsen blev symboliseret med en fisk, dengang de kristne var forfulgte, og måtte skjule deres tro, for at redde deres liv. Fisken var det hemmelige tegn mellem kristne, så de kunne finde hinanden. Fisken blev valgt, fordi man ud fra de græske forbogstaver for ordet fisk, kunne stave Jesus Kristus Guds søn frelseren. Så måske er vores skib en fisk som symbol på kristendommens ukuelighed og Guds frelse gennem sin søn.

Men måske er det en hval, og så tænker vi på Jonas i hvalens bug. Der sad han i tre dage, fordi han ikke ville gøre det, som Gud bad ham om. Han sad der indtil han fortrød, og han blev spyttet ud, så han igen kunne gøre Guds vilje. Måske er det en hval, der fortæller os, at alting nok skal gå, hvis vi tør gå Guds veje.

Vore skib er en fisk og en hval.

Og som ethvert skib har den et anker, også selvom vi ikke kan se det. Men ankeret er der – håbet er der. Håbet kan vi ikke leve uden.

For uden håb er alt håbløst.

På sygehusene rundt om i Danmark, bliver der igen og igen sagt mellem pårørende til meget syge, at de stadigvæk har håbet. Det er det sidste, vi står med, når livet nærmer sig sin afslutning. Da kaster vi vores anker, og håber. Håber at miraklernes tid ikke er forbi, og håber, at kommer miraklet ikke (og de er jo svære at kalkulere med), så lad den sidste tid være nådig og værdig.

Håbet og livet hænger sammen. Uden håb giver livet op. Vi er håbsmennesker. Det ligger dybt i os, at vi gerne vil håbe.

Men vi kan miste vores håb. I mødet med døden kan håbet blegne.

Håbet bliver uhåndterligt. Vi kan ikke rigtig finde ud af at kaste anker, og vi leder efter svar, efter logiske grunde, efter skyld at placere hos os selv, hos andre. Vi kan have svært ved at acceptere døden.


Døden ødelægger livet.

En enke har mistet sit barn. Sin eneste søn. Hun går de tungeste skridt et menneske skal gå, nemlig at gå med sit døde barn til dets grav. Et følge går med hende, og sammen græder de. Hendes søn er død kort forinden, og hurtigt er han blevet vasket og gjort klar, så de kan bære ham til graven. Sorgen og chokket er nyt. Enken går i en gruppe af mennesker, men enken går også helt alene.

Fortvivlet, midt i al det meningsløse går hun. Hjertet skriger til bøn; red mig, for jeg synker (DDS 636).

Jesus går forbi hende. Og han hører hjertes bøn, og føler med hende. Føler hendes smerte så voldsomt, at han kan mærke det i hele sin egen krop.

Hendes tårer rører hans hjerte. Og han siger til hende: græd ikke. Ikke som en hård kommando, men som pust af håb. Græd ikke, for se nu.

Og han går hen og opvækker sønnen, med ordene: Rejs dig op. Og som ved et trylleslag, der bliver svunget over den døde, rejser han sig op, og begynder at tale. Så pludseligt som døden kan synes at komme og stjæle livet, lige så pludseligt er drengen i livet, og givet til sin mor. Og moren tager imod ham med åbne arme, forestiller vi os. For hvad, der var mistet, har hun fået igen. Og det ønske, hun har haft, om bare én eneste gang mere at kunne trykke hans varme hånd i sin, og snuse duften fra hår – det ønske er gået i opfyldelse.

Og ikke bare hende, men hele følget, kan igen håbe. For hvor håbet var taget fra dem af døden, har de fået det igen af livet.

Jesus vækker til liv.

Men, og der lyder et men i dagens evangelium, hvordan skal vi i vores eget liv bruge denne fortælling om opvækkelsen? For drengen skulle jo dø igen, men langt senere i sit liv, og jeg forestiller mig, at han dør mæt af dage – klar til at gå til Gud.

Så døden blev han ikke snydt for, men den blev udsat.

Måske vores fokus ikke skal være på underet eller på sensationen, men på hvad der sker, når Jesus får øje på os. Jesus får øje på enken, og hendes sorg er hans sorg. Og han mærker den sorg.

I en af Ingemanns børnesalmer, Nu titte til hinanden (DDS 750), synger vi, at Gud ånder på øjet, når det græder. Som en stille hvisken, en blid brise, som et lille lys i mørket, sådan ånder Gud på øjet det græder. Og Jesus så kvinden – ser os. Ser os, når vores liv er en kamp, når døden braser ind i livet, og truer med at vælte os. Ser at vi kæmper.

Og lige så stille giver han os håbet igen. Ånder os på øjet, når vi græder.

For den forvandling der skete med kvindens sorg, den forvandling lover Jesus også vil ske med os.

Det er en særlig erfaring som de mennesker, der møder Jesus igen og igen har. De bliver rejst op, når de ligger som døde, og får håbet igen. De bliver sat ind i et håbsfællesskab. Det er noget som kun Gud kan – og Jesus kan det, som kun Gud kan. Jesus giver os vores håb igen, når det er tabt. Han giver os opstandelsen.

Der sker en genfødsel af håbet. Igen kan vi rejse os op, se os omkring. Vi kan igen uhindret mærke, favne, kysse og tale med de mennesker, der er omkring os. Vi tør igen leve livet. Som havde vi siddet fanget i mørket, og igen pludselig var vi blevet blæst ud i livet. Vi kan ånde og leve! Opstandelsen er lige her.

Søren Ulrik Thomasen skriver om opstandelsen i sin seneste bog: ”En hårnål klemt inde bag panelet”.

”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank cykelklokke et sted derude i morgenmørket”.

Opstandelsen kan vores hjerner ikke fatte, men vi kan fornemme den ude i mørket, som en klar lyd, der når vore øre.

Opstandelsen kaster lys ind over livet, så vi kan leve på trods. Han ser os! Føler med os! Og giver os håbet!

Håbet er et anker, Jesus kaster ud i vandet, når vi mangler et holdepunkt i livet.



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.