14. søndag efter trinitatis 2017, Lokalcentergudstjeneste

"En mand skulle til et vigtigt møde i centrum af København. Han ledte og ledte efter en parkeringsplads, men kunne ikke finde en. Han kom i tidsnød og sagde så: ”Gud, jeg ved ikke om du er der, eller om du hører mig. Jeg beder aldrig om noget, men nu har jeg brug for din hjælp. Så hvis du hører mig, så har jeg virkelig brug for en parkerinsplads lige nu, så jeg kan nå mit møde”. Mens han bad kørte han rundt og rundt og lige som han var færdig med sin bøn sagde han: ”Gud, det er ligemeget nu, jeg har selv fundet en plads”. "

(lånt af kollega)

Sådan tror jeg mange har det. Man kan jo altid lige prøve det af det der med at bede Gud om hjælp i en snæver vending. Hvad kan det skade?

Ja, det skader i al fald ikke lige at sende en enkelt bøn afsted, og klarer Gud ikke ærterne, så kan man jo selv gøre det.

Vi er så vant til at klare livet selv, at vi simpelthen ofte tror, at alt i livet er vores egen fortjeneste. Vi er ikke særlig gode til at lægge vores liv i andre hænder – lægge vores liv i Guds hænder.

Det kalder man "Gud i vold". Det er ikke et udtryk, man hører så tit længere. Faktisk er det snart 18 år siden, jeg sidst hørte det brugt offentligt, nemlig ved Dronning Margrethes nytårstale ved årtusindskiftet, hvor hun sagde Gud i vold.

Det betyder at lægge sit liv i Guds hænder – at stole på, at han tager sig af os, skærmer os – tager vare på os.

Men selvfølgelig har ordet også en anden mere ubehagelig association – nemlig vold! Vold som magtmisbrug. Vold som overfald, voldtægt og terror. Her er vold alt det, vi forsøger at arbejde mod. Vold betyder, at andre har fysisk magten over en, og misbruger den. Vi kender det også fra, at man siger, at man med vold og magt vil noget.

Ordet vold er i vores hverdagssprog et ord, der beskriver noget negativt. Det er frygteligt at være i nogens vold, hvis de ikke elsker en eller har barmhjertighed med en.

Men når man er i Guds vold, får ordet en anden klangfarve – en anden betydning. For her har vi at gøre med Gud, der elsker os, og viser os barmhjertighed. Ham der engang har skabt os, og som vil os alt godt i verden. Det er i hans varetægt, vi er. Og når vi siger: Gud i vold, så erkender vi, at vi afhængige af ham. Det er ham, der sørger for livet – sørger for kærligheden og nåden.

Vi læner os op ad ham, og stoler på, at han kan holde til os. Holde os ud, når vi er urimelige, bange, smålige eller vrede. Holde os ud, når vi ikke kan holde os selv ud.

Jeg har engang rejst i Indien, hvor de tro fylder meget mere i gadebilledet end herhjemme. Faktisk kan man ikke undgå at tale om tro, når man rejser rundt. Jeg besøgte den lutherske kirke i Indien, og opdagede hurtigt, at indere i langt højere grad lægger deres liv i Guds hænder. Således var jeg engang på vej op ad et bjerg i en bil fyldt med mennesker, da den pludselig midt i ingenting går i stå. Der holder vi så. Og der er lang vej til en by. Da går en af præsterne fra kirken ud af bilen, og stiller sig ved kølerhjelmen og begynder at bede Gud om hjælp, mens han slår utallige kors ud i luften. Og pludselig begynder motoren at brumme igen. Vi haster ind i bilen og kan køre videre.

Og inde i bilen takkede præsten Gud for hans hjælp i nødens stund. Han levede med en overbevisning, at Gud hjalp helt konkret til i verden.

Her i norden er vi lidt mere tilbageholden når det komme til Guds konkrete hjælp i verden, fordi vi erfarer, at det ikke er hver gang tingene går, som vi gerne vil have det. Men den erfaring har inderene altså også. Det er da ikke hver gang, det går så nærmest mirakuløst at motoren begynder at brumme igen, men som regel som løser langt de fleste situationer sig på en eller anden måde. Måske ikke som vi drømte om, men tingene har det med at løse sig. Og når tingene løser sig, så takker de Gud. Giver ham æren for livet.

Ligesom samaritanerne, vi hører om i dag, der bliver rask, og som derfor går tilbage til Jesus, for at takke ham og ære Gud.

Istedet for at blot at tage lige som en selvfølge, så takkede han.

Det kan vi lære meget af, for ofte kommer vi til at tage livet som en selvfølge, og måske endda blive vrede på Gud, hvis tingene ikke går lige som vi selv vil have det. Eller vi gør som manden, der ledte efter en parkeringsplads – vi tager æren selv.

Øvelsen er, at takke Gud – at lægge sit liv i Hans hænder, og stole på, at han viser os den kærlighed og barmhjertighed, vi har brug for. At gå tilbage og takke. For derefter at rejse sig og gå ud i livet igen.

Gud i vold.

Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.