14. søndag efter trinitatis 2017

At være kendt – eller rettere genkendt – er rart. Det gør godt, at møde et menneske, der kan genkende en fra en anden gang, man har mødtes. Man har gjort et indtryk – man er nogen for nogen.

I dag hører vi også om mennesker, der har brug for at blive genkendt. Brug for at være nogen for nogen. De ti spedalske.

Spedalskhed er en frygtelig sygdom, der langsomt æder en op. Ens krop smuldrer simpelthen. Man taber sine lemmer – næse, fingre, tæer. Det er faktisk svært at se, hvem man var før, fordi ansigtet og kroppen ændrer sig, hvis sygdommen får lov at brede sig. På Jesu tid var der ingen behandling for sygdommen, og mange var bange for at blive smittede, og derfor skulle spedalske holde sig langt fra andre mennesker. De blev sendt ud i ørkenen, hvor de skulle råbe højt, hvis de så en rask komme gående, så den raske kunne skynde sig i sikkerhed. Tænk at skulle passe på andre, når man selv har brug for at blive passet på.

Spedalske har været udstødte, udskældte og uønskede. Ingen har set på dem. Ingen har genkendt dem for andet end sygdommen. De var med andre ord deres sygdom.

Og sådan taler vi ikke generelt om mennesker, der er syge. Vi siger ikke om en kvinde med influenza, at hun nu er influenza, eller om mennesker med kræft, at de nu er kræft. Det ville være absurd. Nej, de har fået en sygdom, men de er ikke deres sygdom. Deres identitet ligger et andet sted. Selvfølgelig vil langvarige sygdoms forløb farve identiteten, men der altid mere at sige om et menneske end sygdommen.

Derfor er der også værd at bide mærke i, at mennesker med spedalskhed bliver spedalske. De er blevet deres sygdom, som ikke bare fortærer deres krop, men som også fortærer deres identitet – de er ikke andet end spedalske. De er ikke andet end deres sygdom.

Isolerede, ensomme og forskudte. De har gået på grænsen af samfundet, på grænsen af livet.

Og selvom spedalskhed ikke er udbredt i Danmark længere, så kender vi godt følelsen af at blive behandlet som en spedalsk. Følelsen af at være alene, isoleret. Følelsen af ikke at være velkommen. Følelsen af ikke at blive set, der hvor man står i sit liv. Følelsen af ikke at blive genkendt – at blive overset.

Jeg hørte engang en prædiken af en præst, der talte om netop det, at blive overset, og så kommer hun med en sidebemærkning om, at hun godt nok aldrig havde prøvet det, men at hun forestillede sig, at det måtte være hårdt.

Så sad man der som menighed, og følte sig i den grad overset. Som en spedalsk, som selv ikke præsten ville kendes ved. Det viser bare, hvor svært det er at tale om det at være blevet isoleret af andre mennesker. Frygten for, at man bliver upopulær, hvis man fortæller, man har prøvet at være udenfor. Det skilter man generelt ikke med. Vi vil ikke genkendes som en, der har været eller er isoleret eller ensom, forskudt eller overset.

Inger Christensen har skrevet et digt om det at føle sig udenfor, eller om angsten for at blive udstødt af fællesskabet, og det lyder sådan her:

Angsten for at være sammen

være sammen med andre

der pludselig ved

hvad de ikke må vide

om sig selv

være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt



og hvis man siger det mere

så går de

en trussel

et chok

eller sammen med andre

der slet ikke gider

og sammen med andre

der gider for meget

eller sammen med

anklagen

sladderen

vreden

(Inger Christensen, ”Samlede digte”, Gyldendal, s. 340)

Sådan skriver hun. Hun skriver faktisk om social kontrol, selvom hun ikke bruger ordet. Hun skriver:

”være sammen med andre

der pludselig siger, at man ikke må sige

det man har sagt (...)”

Der findes social kontrol i alle fællesskaber, og oftest er det med til at sikre, at der er plads til alle i fællesskabet; men social kontrol kan også tage overhånd, så den ikke længere sætter mennesker fri, men binder dem fast til en bestemt måde at tænke og være på. Og enhver afviger bliver smidt ud. Social kontrol er særlig farlig, når den bliver blandet med religion, for så får den sociale kontrol sin autoritet fra en gud, og dermed bliver menneskets små bestemmelser over gruppen til en guddommelig lov, der er ufravigelig. Mennesket projicerer simpelthen deres eget magtbegær ud på en gud, og bilder andre ind, at det, de siger, er guddommelige bestemmelser. De kontrollerer andre gennem social kontrol.

Det ser vi i Det nye testamentes noget karikerede måde at tale om farisæerne på. Farisæeren var så fokuserede på loven, og på at korekse andre, at fællesskabet blev usundt. Fællesskabet overså mennesket, og fortalte folk, at man ikke må sige, det man har sagt, som Inger Christensen formulerer det.

Så er fællesskabet ikke længere et fællesskab, men et magtinstrument. En måde at fastholde mennesker på. En måde at fastholde den spedalske på grænsen væk fra de andre. Og frygten får de andre til at fjerne sig, hvor de spedalske kommer frem.

Men hvor vi ikke tør, der tør Kristus.

Jesus bevæger sig nemlig i grænselandet. Han går derude, hvor vi andre holder hos væk af smittefare. Han går derude, hvor de spedalske er. Derude, hvor der er øde.

Derude, hvor han kan høre råbene fra dem, der trænger til at blive set. Og han ser dem. Han ikke bare ser dem – han helbreder dem, så de igen kan bevæge sig blandt andre og blive genkendt.

Jesus fjerner alt det, der skiller os fra hinanden, så vi kan være sammen i fællesskaber, hvor vi ikke skal kontrollere hinanden; men være sammen som mennesker. Vi skal ikke længere se hinanden som spedalske eller udenfor, men som mennesker.

For det er, hvad vi først og fremmest er. Ikke spedalske, ikke danskere, fremmede, farisæerer, eller hvilket mærkat vi end sætter på hinanden og os selv. I evangeliets lys får vi lov at være mennesker først.

Elskede mennesker. Det var sådan Gud skabte os – som mennesker.

Fællesskaber, der insisterer på, at sætte næsten i centrum, er sunde fællesskaber, for der vil enhver bevægelse altid pege ud mod den anden.

Og denne bevægelse ud, ser vi rigtig tit hos evangelisten Lukas. Han fortæller igen og igen om Jesu møder med mennesker, hvor Jesus siger til dem: rejs dig og gå herfra. Jesus peger ud i i verden. Ud mod hinanden. Vi skal ikke flygte fra hinanden somom vi var spedalske, men derimod gå mod hinanden. Finde hinanden.

Jesus bruger os som sin krop i verden. Vi skal med vore fødder gå ud og møde hinande. Vi skal med vore hænder favne den, der har brug for det. Vi skal med vore øre, høre hvor der bliver kaldt, og vi skal med vore øjne genkende hinanden. Vi skal bruge vores lemmer til at være Jesu lemmer i verden.

Og vi skal i mødet genkende hinanden, ikke fordi vi nødvendigvis har mødt hinanden før, men genkende kærligheden i hinandens øjne. Vi er skabt af Gud, os elskede mennesker.

Lad os i dag gå herfra med det ord om, at Kristus viser os vejen til Gud og til hinanden. Han siger rejs dig og gå. Han sætter os ind under gudslysets skær, som vi om lidt vil synge om. Han sætter os ind i fællesskabet igen.



Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.