torsdag den 7. september 2017

Sæsonstart, ældreeftermiddage 2017



I Skagen står den tilsandede kirke. Den har engang været i brug som Skagens sognekirke, men blev lukket pga. sandflugt. Sand der flygter fra stranden hen over grenen for at ende på den anden side – den anden strand. Råbjerg mile er sådan en sandflugt. Den bevæger sig med 15 meter om året – og vil med tiden dække hovedvejen til Skagen. Efter sig har den et spor af forfald. Sandflugt har drevet folk fra deres hjem, og hvad man har efterladt til milen, vil man efter mange år finde igen, men i stumper og stykker spredt over et stort stykke land.



Sandflugten er også en flugt for de mennesker, der bor tæt. Og tænk sig, at det bare er sand. Det er ikke andet end sand, der kan løbe mellem ens fingre, når man en sommerdag ved stranden tager en håndfuld op. Sand, man kan børste af sine tæer, efter man har gået med bare ben langs stranden. Sand, der er så flygtigt, men som i store mængder kan være så katastrofalt.



Sådan er det også med ord. Ord bruger vi hver dag. Vi smider om os med dem, selvom der er lavet undersøgelser, der viser, at hvor mænd bruger omkring 8.000 ord og dagen, så bruger kvinder...hold nu fast...16.000 ord om dagen. Altså dobbelt så mange.



Men om vi bruger få eller mange, så er ordet en stor del af vores hverdagsliv. Vi læser, vi taler, vi får viden og information gennem ord, vi bliver underholdt og vi beder med ord. Ord er vigtige.



Det var også med ord, at Gud skabte verden. I begyndelsen var ordet – Gud er et ord, der lyder i universet, og ved det skabes alting. Adam og Eva fik ordet, som de kunne bruge mellem hinanden og til at tale med Gud. Og da de forlod Edens Have fik de ordet med sig.



Og da Jesus trådte frem var det med et ord fra Gud, om at han var Guds elskede søn. Og Jesus brugte sine egne ord til at fortælle, forklare og åbne folks hjerter for Guds kærlighed.



Og ja, vi bruger også selv ordene til at åbne, for hjertets og sjælens dybder. Det kan være i samtalen med præsten, vennen eller sågar med den fremmede – samtalen med det menneske, der har tid og nærvær til at lytte til de ord, man har på hjertet.



Og det er en vigtigt pointe, at vi har ord på hjertet. Vi har ikke ord på hjernen, selvom hjerneforskerne siger noget andet. Vi har ord på hjertet, fordi hjertet betyder noget helt særligt for os. Ord er forbundet med det levende, det der banker. Tæt forbundet med det, der tæller for os – livet. Ordet gør os klogere på os selv og hinanden, hvis vi tør lytte.



Men ord kan også være som en sandflugt, der pløjer sig gennem et landskab og tager alt med sig på sin vej – destruktivt og ødelæggende. Ord kan splitte et menneske ad, for derefter at efterlade det i stumper og stykker over et stort område. Ord kan tages som gidsel i et forsøg på at hævde sig over andre, eller for at få ret. Ord kan råbes ad andre, og ord kan bruges til at sætte folk på plads. Ord kan såre værre end det drabeligste våben, for ord kan fjerne det i os, der gør os til mennesker. Ord kan dræbe kærligheden, glæden og livsmodet. Ord kan efterlade os med en følelse af, at vi ikke hører til. At vi ikke er velkomne i fællesskabet.



Og derfor skal vi være varsomme, når vi bruger ordet. Vi skal veje vores ord på en guldvægt for modtageren er ikke bare en statist i vores liv, men er et ægte levende menneske, der lader sig påvirke.



Mother Teresa sagde om ordet: Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.



Venlige ord giver genlyd i det uendelige. Det er så smuk en tanke, at venlige ords ekko aldrig holder op med at lyde. Som om livet var en tunnel, hvor alt det gode bliver ved med at klinge. Og når man bevæger sig gennem livet, kan vi hører alt det gode, Gud vil med os, hvis vi lytter efter.



Ekkoet er her i verden. Vi finder det i solopgangen en vintermorgen, i efterårets overflod, i smilet fra den fremmede, i barnets lille hånd, der griber ud efter din – i det fællesskab vi møder her i kirken. Vi skal blot lytte. Verden er fyldt med det gode ords ekko.



Det gode rummer en evighed i sig, for det gode er det, som Gud vil.



I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.



Guds ordet er lagt på vore tunger, så lad os gå ud i verden og sprede det. Sprede ordet om kærlighed, som var det blade, der rasler af træerne, for derefter at flyve rundt i luften. Sprede ordet om glæden som var det en efterårsregn, der falder i haver og på hustage. Sprede ordet om håbet som var det en efterårsstorm, der rusker i os, og blæser alt mismod og vrede væk.



Venlige ord kan være små og enkle at sige, men de genlyd i det uendelige.

Amen







Tekstlæsning: evangelisten Johannes skriver (kapitel 1):

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2 Han var i begyndelsen hos Gud. v3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

v6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. v7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. v8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

v9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. v10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. v11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.v12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; v13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

v14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.v15 Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.«v16 Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; v17 for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.

Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar