søndag den 2. december 2018

1. søndag i advent 2018


Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en jul, var blevet lovet en gave fra sin onkel. En ganske særlig gave. Onkelen ville ikke røbe, hvad det var, men kunne dog sige, at gaven, hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

Det var noget af en gåde, og den lille Johannes tænkte og tænkte over, hvad det dog kunne være, som hans onkel, ville give ham. Han kunne til sidst ikke tænke på andet, og selve juleaften vandt han ikke mandelgaven, fordi han ikke kunne få en bid ned. Hvad mon det var, der hverken kunne stå, gå, svømme eller flyve.

ENDELIG kom tidspunktet, efter en lang aftens venten, hvor han sad med gaven i hænderne. Gaven var på størrelse med en skotøjsæske og vejede næsten ingenting. Æsken var fyldt med papir. Hvad mon der var så fint, at det skulle pakkes så smukt ind? Han fjernede mere og mere af papiret. Og til sidst lå gaven der på bunde af æsken.

Det, der hverken kan stå, gå, svømme eller flyve – en blyant. En blyant?

Og onklen udbrød: hvad sagde jeg – den kan hverken stå, gå, svømme eller flyve.

Johannes var så helt igennem skuffet. Glæden, forventningen og spændingen udløst i et eneste øjeblik af stor skuffelse. Blyanten lå der, og var ikke andet end en blyant.

Sådan er første del af fortællingen om Johannes Møllehaves juleaften.

Og det er ved første øjekast en fortælling om skuffelse, men også om forventninger.

Og advent handler om forventninger. Tiden inden jul er pakket ind i et tykt lag af forventninger. Hver dag bliver særligt markeret som et skridt på vejen mod jul. Vi åbner måske en julekalender, pakkekalender, tænder kalenderlys, og i dag på denne 1. søndag i advent tænder vi adventskransen. Fire lys står der, og vi ved, at vi skal have alle fire tændt, sove en enkelt nat, og så er det juleaftensdag. En dag der om nogen har et magisk skær – for børn om ikke andet.

Forventningerne står i kø. Og det er ikke fordi forventninger er dårlige eller jeg skal tale dem ned.

Faktisk er det nogle gange dejligt, når andre forventer noget af os. Det gør, at vi gør os mere umage – gerne vil leve op til forventningerne. Så de kan kalde det bedste frem i os – vise os sider af os selv, vi ikke var klar over, at vi havde.

Men forventninger kan også stå i vejen for livet. Skuffe os, lede vores blik hen mod det, der ikke lykkes og mod det vi tror, vi heller vil have.

Som en blyant på bunden af en æske eller som lille, fattigt barn i en stald. Tilmed et barn, der lever den første del af sin barndom som flygtning sammen med sine forældre.

Skuffelsen er forventningens skyggeside.

Og værst er det, når vi skuffer hinanden. Vreden kan vi håndtere og forholde os til, men skuffelsen er anderledes. Den ligger bare mellem os, som en pude af tavshed. Skuffelsen. Og nogle mennesker bruger den tilmed som et våben til at få det, de gerne vil have.

Skuffelsen er når, man ikke får det, man gerne vil have. Eller man ikke får den adfærd man gerne vil have. Det kan også være svigt eller nederlag, der gør os skuffede. Og sårbare. Skuffelsen er svær at håndtere.

Børn har en umiddelbar tilgang til skuffelse, og kan slet ikke skjule den. De surmuler, bliver vrede, bliver måske kede af det, eller går for dem selv. De reagerer med det samme – vi andre stivnede mennesker, vi har lært sociale spilleregler, og kan til tider skjule skuffelsen. Især hvis det drejer sig om en julegave, man ikke havde ønsket sig. Vi smiler, takker – og går måske endda et skridt for langt i hjertelighed for ikke at blive afsløret i vores skuffelse.

Men den ligger der. Skuffelsen.

Men det at blive skuffet behøver ikke være så svær en følelse. For i den ligger der også en mulighed. Vi kan flytte fokus. Der ligger lige frem et potentiale i skuffelsen. Der er simpelthen noget, vi møder, som vi ikke kan ændre – noget vi må acceptere, er anderledes, end vi forventede. Og selvom skuffelsen lurer i baggrunden, så kan vi øve os i at se det, som vi fik i stedet for, og se om det har noget for sig.

Sådan er det ofte med troen – og med Gud. Vi får aldrig det, vi forventede, og altid det, vi aldrig drømte om. Gud viser igen og igen i de fortællinger, vi læser om Bibelen, at han vil have vores hjerter, og ikke blind tilbedelse. Vi skal omvende vores inderste og ikke bare omvende vores handlinger. Så ja, vi får aldrig det vi forventer, men vi får forunderligt nok ofte det, vi har brug for at klare livet, som det er. For Gud ændrer ikke livets gang – han fjerner ikke sorg, død og smerte lige nu og her; men derimod så giver han os den nåde og den kærlighed, der skal til, så vi kan leve. Leve på trods. Selv Jesus liv viste os netop det.

Jesus kommer til os, hører vi. Ridende på et æsel. Det er fortællingen, vi hører Palmesøndag lige før påske, og igen 1. søndag i advent. Han kommer ridende som et symbol på den bevægelse han vil gøre sig ind i vores hjerter. Han kommer til menneskeheden, som han kommer til verden julenat. Han kommer ikke i prompt og pragt, om end verden kan hylde ham med ekstaser. Nej, han kommer ydmygt. Ikke i stor og pompøs indpakning, men født i en stald, ridende på et æsel.

Og vil ind der, hvor hjertet bor. Hvor vi er. Vores forventninger til Gud, kan være større end det, vi får. Vi kan forvente, han skal være en regerende, magtfuld og streng konge, eller julemand for vores ønsker. Men han giver os ikke det, vi vil have af ham; men derimod det, vi har brug for. Han giver os sig selv.

Han bøjer sig hele vejen ned, og lever som os. Med os – for os. Han bliver et menneske. Et menneske på de vilkår menneskelivet har – lige fra fødsel, forventninger, glæder, sorger, smerte, valg, død og (ja) skuffelser. Han ved, hvordan vores liv er. Han forstår os. Han går med os. Vi er ikke alene, for altid går han med os. Alle dage indtil verdens ende.

Der er et fællesskab mellem os og Gud.

Og inden jeg glemmer det, vil jeg springe tilbage til den lille Johannes, som stod der juleaften med skuffelsen og sin blyant. De andre børn havde fået legetøj. Og nyhedens interesse var stor, men efter et par uger gad mange af hans venner ikke lege med deres nye legetøj. Og der stod Johannes med sin blyant og opdagede dens helt særlige kraft. Men den kunne han rime, stave, skrive fortællinger og bruge store ord. Den åbnede en verden for ham. Han havde aldrig drømt om at ønske sig en blyant, men gaven fik større betydning, da han opdagede, hvad den indeholdte.

Jeg tror heller ikke mange på Jesu tid drømte om, at Gud ville leve sit liv som en tømrersøn fra Mellemøsten. At Gud ville vælge et liv, hvor han skulle gå rundt mellem byer på sine egne fødder i varmen, og med snavset hængende ved sig. At han skulle leve som de fleste levede den gang. Men det har en betydning, når vi opdager, hvad det indeholder. Det indeholder en kærlighed så stor, at den baner sig vej gennem de murer, vi bygger op om hjerte, de skjold vi sætter om vores inderste. Han baner sig vej til os – ridende sagtmodig på et æsel.

Løft jeres hoveder, I porte,
løft jer, I ældgamle døre,
så ærens konge kan drage ind.

Sådan lyder det i den gamle salme, jeg læste højt fra alteret. Løft jeres hoveder – lad de porte og døre, der spærre åbnes, så kærligheden frit kan leve mellem os.

Det er advent.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...