torsdag den 13. december 2018

3. søndag i advent 2018


Hvad forventer vi af Gud? Vi sidder måske alle med hver vores forventninger eller ønsker til Gud. Hvad kan han gøre for mig?


Der går i disse dage en udsendelse om og af Charlotte Rørth, der har mødt Jesus i et kapel i Spanien. Hun forsøger i denne udsendelse at finde hoved og hale i sine oplevelser. Hun ved med sit hjerte, at det er Jesus, hun mødte og hun ved, at Guds kærlighed ramte hende. Det ved hun. Det ved hjertet. Men alligevel fortæller hun om, at hun i tiden efter oplevensen var bange for om hun var ved at blive skør. Om oplevelsen var virkelig nok.


Det sker, at man kan ende i mørket, selvom man får lyset. Eller man i al fald kan blive i tvivl.


Johannes døberen, vi hører om i dag, sidder i mørket. Han er fængslet, fordi han ytrede sin holdning til Kong Herodes Antipas ægteskabelige forhold. Der sidder han i mørket – både fængslets mørke og sit eget mørke. Og det selvom han fik en vigtig opgave af Gud. Johannes døberen skulle bane vejen for Kristus. Johannes vidste, at der ville komme en større end ham – en der ville give hans liv mening.


Hans forventning blev ikke mødt med glæde, men med en skuffelse så dyb, at kun fængslets mørke kunne matche det. Og derfor spørger han, da han hører om Jesus, om det er ham, han har ventet på, eller om han skal vente en anden?


Selvfølgelig spørger han. Han er ramt af tvivlen. Og Kristus svarer. Ikke med et ja eller et nej. Han peger derimod hen på sine gerninger. For svaret på, om Jesus er Kristus kan ikke kun besvares med et ja. Det skal opleves, mærkes og tros. Når blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene, så er det et glimt af Guds eget rige, vi får. Man kan ikke svare rationelt på om man tror.


Det er interessant, fordi vi netop lægger så stor vægt på ordet i protestantismen. Ordet var i begyndelsen – Gud var ordet, og det er ved ordet, at han skaber. Men hvis ordene ikke peger hen på en virkelighed, så er de tomme. Hvis ordene bare er retoriske spidsfindigheder, så er de ligegyldige. Derfor kunne Jesus ikke bare sige, at de skulle svare Johannes med et ja – derfor svarede Jesus, at de ord, I hører om, de er går i opfyldelse.


Men Kristus siger noget mærkeligt efter han fortæller, at blinde ser, lamme går og spedalske bliver rene. Han siger: ”Og saglige er de, der ikke forarges på mig.”


Forarges. Åh den herlige følelse af forargelse. Forargelse hedder på græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, Skandalon. Det er faktisk navnet på den pind, man bruger i en dyrefælde, der holder fælden i spænd. Når dyret kommer og skubber til pinden, så klapper fælden. Forargelse eller skandalon er altså det, der gør, at fælden klapper for os. Klapper om et menneske.


Forargelse er i vores sammenhæng, at Jesus Kristus er en anden end den, man forventer. Hans kærlighed var ikke som man ventede sig, og det forargede folk dengang. Forargede så meget, at det kostede ham livet. Tænk at kærlighed har den effekt? Kærligheden har så store konsekvenser på den måde, vi er mennesker med hinanden på, at den faktisk kan forarge. For kærligheden fjerner skel – fjerner barrierer – fjerner domme – fjerner systemer. Den gør os alle lige, og derfor forarger den. Den er en forandring af den verden, vi kender. For kærligheden er i sandhed Guds rige, der slår revner i vores virkelighed, og sender sit klare lys ind i vores verden og ind i vores hjerter. Vores verdens mørke, bliver oplyst af kærligheden, og nogle gange må vi misse med øjnene. Og nogle gange bliver vi forargede. Nogle gange klapper fælden om os, og vi sidder i fældes mørke og spørger med håb i stemme og med frygt i hjertet: er du virkelig den, der skal komme, eller skal jeg vente en anden? Er jeg ved at blive skør?


Og Kristus vil svare os – ikke som vi regner med – men som vi har brug for. Han forkynder budskabet for de fattige og de magtesløse. For os, der sidder i den klappede fælde. Det er os, han forkynder for, og han siger til os, at kærligheden er kommet til verden. Selvom vi sidder i livets realiteter, så er noget forandret.


Og Kristus svarer også Johannes i fængslet – ikke som han regnede med, men som han havde brug for. Da Kristus svarer Johannes i fængslet med, at de blinde ser, de døve hører og de spedalske bliver rene er det faktisk et citat fra Esajas. Det oprindelige citat lyder sådan her:


”Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel”. (Es.35, 4-6a)


Kristus gengiver det bare ikke som i Esajas, for han udelader noget. Han udelader stykket om hævn. Den fjerner han simpelthen. Og så tilføjer han noget væsentligt. Han siger nemlig også til Johannes, at de døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige.


Kristus fjerner hævnen og tilføjer opstandelsen og evangeliet for de fattige.


Det er bemærkelsesværdigt. Fordi Kristus siger hermed til Johannes – og til os – at noget nyt er sket. Noget banebrydende nyt. Guds søn er kommet til jord, og det har konsekvenser.


Og så forkynder han evangeliet til de fattige. Egentlig er de fattige også dem, der er fattige på magt – altså de magtesløse. Dem der ikke har magt i deres liv – dem der sidder fast – dem der er ved at drukne – dem der er forargede – dem der sidder i fælden – dem forkynder han evangeliet for. De får det gode budskab. De får ord, der ikke er tomme, men som er fyldt af sandhed og kærlighed. De ord, der peger hen på en virkelighed, hvor Guds rige slår igennem.


Og adventstiden er tiden for alle de her tegn, der alle sammen peger i den samme retning; nemlig mod Guds søn, der bliver født. Mod en verden, der aldrig bliver den samme. Mod en verden, hvor Gud slår revner i alt det, vi tror, vi ved. En Gud der bliver menneske, fordi han ved, at vi har brug for en Gud, der står lige ved siden af os i livet, og ikke bare kigger ned på os. Men kigger os lige ind i øjnene og siger: blinde ser, døve høre, spedalske bliver rene, døde står op og evangeliet forkyndes for dem, der har brug for det – og ikke dem, der har gjort sig fortjent til det. Kristus er kommet til verden – kommet til os. Mørket er for altid brudt.


Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...