Septuagesima 2021

Egentlig er der noget utrolig smukt over at være en byrde for andre mennesker. Ja, det er ikke sådan vi normalt tænker det. Faktisk tænker vi det modsatte, at vi ikke vil lægge andre mennesker til last. Som at vi ikke skal være dødvægt i andres liv. Så vi går med os selv – holder det for os – bider det i os. Tør ikke skilte med, at vi synes livet er hårdt, og at det ville være så uendelig rart at kunne læne sig lidt op ad et andet menneske. Være en byrde for en stund, så man ikke behøver bære hele verden alene.

Og tænk sig en verden, hvor mennesker faktisk turde læne sig op ad hinanden. Turde stå der i luften uden at vælte, fordi den anden også stod der i luften og var en byrde. Måske ville det hele ikke føltes så tungt.

I al fald ikke hele tiden.

Der er så mange mennesker, der har travlt med at være uafhængige af andre. Ikke at skulle regne med andre. Og det er da også risikabelt at stole på andre mennesker, fordi de jo kan skuffe en. Eller sådan er det. Er det ikke nemlig sådan, at alle fællesskaber på et tidspunkt vil skuffe en? Det er bare at vente længe nok, så vil der falde et ord, der vil gøre ondt – eller man vil opleve en svær periode eller måske en konflikt. Det er jo det, som Paulus bruger sine breve på at skrive om –konflikter og skuffelser i menighederne.

Man kan næste få lyst til at droppe fællesskaber. Men at noget er besværligt eller der er ligger en mulighed for at blive skuffet, er ikke i sig selv nok til at lade være med at prøve. Men det kan kalde på modet i os at skulle springe ud i fællesskabet med andre. men så er det jo vidunderligt, at der over 300 gange i Bibelen står ”Frygt ikke”.

Eller som en god ven engang sagde efter hun lige var blevet single, så ville hun kaste sig ud i kærligheden igen, når hun mødte en. Ikke fordi det ikke gjorde ondt at have kærestesorg, men fordi hun ikke kunne lade være.

Og Gud er også sådan. Han kaster sig ud i kærligheden, også de gange, hvor den ikke er gengældt.

Som i dagens fortælling om vingårdsejeren, der igen og igen må tilbage til torvet for at finde folk til sin vingård. Han fik aldrig nok og gav aldrig op. Han sprang ud i det, og blev ved med at hente folk ind – selv i den 11. time.

Og det er jo næsten ved at være for sent i den 11. time. Det er i al fald sådan ordsproget er, når man er ved at komme for sent, men lige præcis når det alligevel. Og vi kan levende forestille os, hvem der bliver valgt i den 11. time til at arbejde. Det har været de fysisk svagest, der stod tilbage. De ældste. De langsomste. Måske stod der også de vrede og bitre, som ingen gider have omkring sig. eller dem, der falder udenfor samfundsnormen. Måske de intrigante og upopulære – de oversete og de højtrøstende. De nedladende og irriterende.

Alle dem som nogle gange ender bagest i køen. Det er dem, som Gud henter ind. Det er dem, som Gud går tilbage for at prikke på skulderen.

Det er allivel noget. Ja, det er faktisk NÅDEN. At Gud kommer til os, som vi er – hvor vi er – også selvom vi har ventet længe og stået sidst i køen – så kommer han og vil have os med.

Ja, der er noget utrolig hverdagsnært over nåden.

Johannes Møllehave har skrevet en salme om nåden, som lyder sådan her:

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

- DDS 522, Johannes Møllehave 1985

Nåden er altså en hverdagsbegivenhed. Noget der sker hver dag – lige nu. Gud prikker os på skulderen hver dag, og spørger om vi vil med.

Og det fine er, at det ikke handler om hvor meget vi kan yde, eller hvor vi kan fremvise; men om at vi hører til.

Men det kan være svært helt at tage ind.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den første aarhusianer, der blev vaccineret mod Covid-19. Det var Else Jensen, der bor på Ankersgade plejehjem. Hun er 95 år, og hun sagde bagefter: ”Når man er 95 år har man levet sit liv, og ikke længere til nytte for samfundet. De siger jo, at vi er en samfundsbyrde.”

Det gjorde ondt helt i sjælen, at et menneske skal opleve sig som en samfundsbyrde, alene fordi de har levet livet længere end andre.

Og der kom jeg til at tænke over, at hvis man oplever at stå bagest i køen, at det kan være svært at takke ja til nåden, fordi man ikke har noget at give til gengæld.

Ja, man får faktisk det samme som alle andre, når man får nåden. Samme ”dagsløn”.

Og det eneste man har at give Gud som tak, er så meget mere værdifuld end enhver handling – for man skal ikke give andet end sig selv. Det er ikke til at forstå, at Gud kan bruge lille mig, men det kan han. Og det til fulde. Han kan faktisk slet ikke undvære alle de små mig’er rundt om i verden. Hele hans kongerige er fyldt med dem.

I Guds øjne er vi altid berigelser. For de sidste skal blive de første. 

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:
Lad os bede:

Gud – du kender de bønner, jeg beder til dig, når jeg er vred og skuffet. Når jeg er overmandet og træt. Når jeg har lyst til hævn og bagtaleri. Tak fordi du lader mig slette de bønner igen, og tak fordi du lader dem være mellem os to, og at du lytter alligevel.

Vær nu med alle os, der til tider føler os små og afmægtige, og ikke tror vi fortjener din nåde. Vis os igen og igen, at nåden er for alle, og at du vil komme til os, når vi mindst venter det.

Vi beder dig Gud – vær med alle der mindst venter det. Mød dem, der hader dig og vender sig bort fra dig. Vær med dem, der tror de er bedre end andre eller mere værdifulde. Vær med dem, der tror loven ikke gælder for dem, og dem der blindt følger den.

Vær med dem, der er syge i denne ensomhedens tid. Vær med dem, der er alene og savner en, der svarer når man stiller et spørgsmål ud i rummet. Vær med dem der kæmper hver dag med tanker, der vil dem det ondt.

Vær med dem, der lige nu sidder langt herfra i flygtningelejre – lad dem komme væk derfra og få en almindelig hverdag med morgenmad og kaffe, varme og tryghed.

Vær med dem, der mangler – forældre, mad, glæde eller overskud.

Vær med dem som vi altid glemmer og dem som ingen tænker på.

Vær med os – dine skabninger uperfekte perfekte.

Amen

Sidste søndag efter helligtrekonger 2021

”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."

Ordene lød i onsdags over Capitol Hill i Washington USA, hvor der blot 14 dage forinden havde lydt råb af hævn og harme, mens oprørere strømmede ind i bygningen for at forhindre demokratiet. Vi så alle til, mens politikere lå bange på gulvet indenfor og journalister blev angrebet udenfor. Fire mennesker døde den dag.

Og blot 2 uger senere stod Amanda Gorman – en ung poet på 22 år i sin strålende gule jakke, og talte lyset og håbet ind i hjerterne på så mange mennesker i USA. Men også i resten af verden.

”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."

Om man er enig politisk eller ej – så gav Amanda Gorman os lyset tilbage. Hun strålede som hun stod der – og hendes ord strålede.

Det hun sagde den dag i talen, var egentlig ikke noget, der ikke er sagt før på mange andre måder. I sange, digte – og i hele Jesu liv – hører vi om, at lyset er stærkere end det mørke, der truer vores hjerter og sind. Truer vores hverdag og syn på hinanden. Men lige så truende mørket er, lige så lidt skal der til for at bryde det. En enkelt lille sprække og lyset kan bane sig vej.

Men det sker vi har brug for at høre det igen. Høre det på ny. Og efter det sidste års trængsler, havde vi alle brug for at få pustet håb og tændt lys i vores indre. Vi havde brug for at få det åbenlyse at vide: at lyset er der, og at vi – hvis vi tør – kan være lys for hinanden.

Så enkelt kan det sige.

Og ja, det er åbenlyst, fordi det på mange måder ikke kan være anderledes. Sådan er det med det åbenlyse. Men det kommer næsten altid som en slags åbenbaring. Det ligger så godt som i ordet selv: åben-lyst. At det lyse åbenbarer sig, og lyser alt op. Vi kan se klart. Vi kan se tydeligt. Vi ved, hvilken vej, vi skal vælge. Lyset gør en forskel.

Det første som Gud skaber, er da også lyset, da han siger: Bliv lys. Lyset er Guds første intention med verden – hans første vilje. Og det pudsige er, at lyset var nødvendigt for at kunne skabe alt det andet – jorden, havet, solen og månen, dyrene og os mennesker.

Og lyset er ikke det samme som solen, der skinner om dagen. Guds lys er det lys, der kan oplyse universet – oplyse mennesker – oplyse en grav. Guds lys er en anden art end det tøvende lys, som vi ser om dagen fra solen.

Guds lys viser sig for os mennesker som en flamme, der ikke brænder – i ansigter, der stråler – i kærligheden, der gløder – og i Jesus, der en dag står på et bjerg med Peter, Jakob og Johannes, og hvor han pludselig kommer til syne for dem. Som om han ikke havde været der før, men pludselig var der. Hans ansigt lyste og hans klæder blev hvide. Og lige der blev alt åbenbart for dem. Enkelt og nemt.

Og de havde lyst til at blive der for altid – bo i det lys og bade sig i det. Være foran Gud for altid.

Men Guds lys blev ikke skabt for at hive os væk fra livet eller vores virkelighed. Det blev skabt som en forudsætning for vores liv og hverdag.

Lyset er i verden, også når vi ikke kan få øje på det. Lyset er det bagvedliggende. Og derfor måtte Peter, Jakob og Johannes også ned ad bjerget igen og ind i deres hverdag. De kunne ikke og skulle ikke blive der foran Guds herlighed. På toppen af bjerget fik de det, de kom for – nemlig visheden om, at lyset ville følge dem ud i verden. Som lyset er med os her i dag. Kristi ord skulle vise sig at lyse lige så stærkt for dem, han mødte, som det har lyst ned gennem generationerne og også lyser for os i dag. Ja, Kristi ord lyser lige så kraftigt som på universets første dag, hvor Gud sagde: Bliv lys.

Guds ord skaber virkeligheden. Guds ord gør en forskel.

Og ord kan gøre en forskel.

Når to elskende for første gang siger: Jeg elsker dig til hinanden, så gør det en kæmpe forskel. Når et barn for første gang siger mor eller far, så gør det en kæmpe forskel. Vores ord skaber relationer og sammenhæng.

Guds ord skaber relationer og sammenhæng.

Og vi mennesker har fået ordene at bruge af – og vi kan vælge, hvad vi vil bruge dem til. Om vi vil tale mørket eller lyset frem. Det er et ansvar og en frihed, vi har fået, fordi Gud håber, at vi ved at se lyset, kan indse, at vores ord er bedst brugt, når vi bruger dem til at vække håbet hos os selv og hinanden. Når vi sammen arbejder for hans rige.

Bliv lys, sagde Gud, og satte en bevægelse i gang, der stadigvæk bevæger os og rammer os.

”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."

Amen

Dagens tekster kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke

Kirkebøn:

Gud skaber – du skabte verden ved et ord, og du så at alt var godt. Hjælp nu os til at se med dine øjne på den verden, hvor så meget taler din vilje imod. Hjælp os til at få øje på det gode, særligt når det står i skyggen. Og hjælp de mennesker, der stiller sig i skyggen af andre til at træde et skridt til siden.

Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der i disse dage står et sted i livet, hvor de er kede af være. Hjælp dem på vej.

Vi beder dig om, at du må hjælpe alle dem, der er forvirrede over hvem de er, og om de går an. Hjælp dem til kærlighed.

Vi beder dig om, at du må lindre smerterne hos alle dem, der kæmper med dem dagligt – om det er gigtplagede lemmer, ødelagte knæ og hofter eller hvad der end må sende jag af smerte gennem folk. Må du lindre deres smerter.

Vi beder dig om at være hos dem, der føler sig ensomme og bange. Giv dem dit mod til at holde ud.

Og vi beder for alle dem, der er ligeglade med andre og med regler. Og dermed også er ligeglade med dem selv. Luk deres hjerter op.

Vi beder for dem, der har mistet, og nu er ved at miste dem selv. Lad dem finde dig.

Vi beder for dem, der har magt i verden. Lad dem bruge magten til at tænde lys i stedet for at slukke dem.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå her på bakken som et anker, der skal minde os om at det bliver godt igen.

Vi beder for din kirke i hele verden – lad den i denne tid nå mennesker, som ingen andre når.

Amen

2. søndag efter Helligtrekonger 2021

Det seneste år er et utal af dåb og vielser, fester og fødselsdage blevet udsat og udsat og udsat. Tiderne har ikke været til fest, fordi vi ikke har måtte samle ret mange mennesker. Og det er ikke rigtig en fest, hvis kun sidder få. Eller det er ikke rigtigt, hvis vi ikke må samle alle dem omkring os, som vi elsker og holder af. For hvem skulle man invitere – og hvem ville mange vælge fra?

Så vi udsætter og aflyser.

På den måde er evangeliet til i dag som et fjernt minde – dengang man var til den store fest. Dengang man samledes, talte og grinede. Dengang man lænede sig ind mod hinanden for at tale sammen, så man kunne høre hvad den anden sagde, og ikke skænkede det en tanke, at man åndede hinanden ind i hovedet. Dengang man gav hånd til et helt selskab, og derefter satte sig for at spise uden i det mindste at spritte hænder.

Og så hører vi om en fest af alle ting, lige netop nu, hvor restriktionerne fortsætter mindst tre uger endnu.

I Paulus brev til menigheden i Rom hører vi i dag, at han skriver til dem: ”Hold ud, også når I er udsat for pres, og bliv ved med at bede”. Se, dét er som talt til os i denne tid, hvor vi er ”coronatrætte”, som det hedder. Trætte af årstiden, trætte af forbud, trætte af ikke at vide, hvor længe det varer. Vi er pressede – og Gud ved det godt.

Var de pressede da de manglede vin til fest? Næppe. Og alligevel er det her det første tegn, som Jesus gør efter han havde kaldt sine disciple og var blevet døbt. Han forvandlede vand til vin.

Og man kunne måske mene, at det ville have klædt ham bedre at forvandle en syg til rask. Men alle dage har mennesket ønsket noget andet af Gud end det livet giver dem. Jeg tror, at vi alle har stået i den kø, og råbt, bedt eller tryglet Gud om at gribe ind, helbrede, lindre, skrue tiden tilbage eller udfri. Eller måske endda skældt ud over den uretfærdighed, som livet kan ramme os med. Det er et vilkår, at livet ikke går som vi forestiller os eller ønsker os, men at livet er, som det er. Barsk og fantastisk på en og samme gang.

Og vi er her for at høre, at vi ikke er alene i dette fantastiske og barske liv – men at Gud er med os.

Og at han vil lære os om livet.

I dagens fortælling forvandler Jesus vand til vin. Et under, kalder man det. Det er forunderligt, at det sker. Og tilmed i renselseskar. For udover i det sidste års tid, hvor renselse har haft en stor betydning for vores hverdag, så havde renselse en stor betydning for jøderne. De balancerede mellem rent og urent, og skulle hele tiden gøre sig rene overfor Gud. Der var og er fødevare, som skal tilberedes efter særlige forskrifter, for ellers må de ikke spise det.

Og så er det i netop renselseskar, at Jesus forvandler det klare vand til perlende vin. Han bruger karrene til noget, som de slet ikke var beregnet til – ham gør dem urene med sin handling. Og han giver os et vink om, at det ikke længere handler om renhed eller urent i vores forhold til Gud. Vi kan ikke spise os til et bedre eller værre forhold til Gud – eller vaske os til det. Gud vil møde os på andre måder end gennem forskrifter, love og regler.

For Gud er ikke længere den Gud, som Moses møder i ørkenen, der kun lade ham se sin ryg. Han er den Gud, der sætter sig ved siden af os, og giver os i overflod. Mere end vi havde regnet med – der hvor ikke havde forventet det – og på måder vi ikke troede muligt. Vi løber ikke tør – ikke af det, der tæller i al fald.

Og det der tæller er, at Gud levede et liv som os – med os – for os. Han er Jesus, der levede mellem os hverdagsmennesker, og tilmed var til fest sammen med os. Han lagde sine hænder på urene, og inviterede udstødte indenfor, så han kunne spise med dem.

Man kan sige, at Jesus Kristus åbner bryllupsfesten i Kana, så invitationen strækker sig helt til i dag. Vi er også inviteret til den fest, hvor det er overflod. Og i Guds rige er der ikke restriktioner på, hvor mange må samles pr. kvadratmeter – der er plads til alle, for Kristus inviterer.

Vi må alle være med – der er fest – der er plads og der er nok.

Jesus Kristus giver mere end vi havde regnet med – der hvor ikke havde forventet det – og på måder vi ikke troede muligt. Vi løber ikke tør – ikke af det, der tæller i al fald.

Amen

Dagens tekster kan læses på Bibelselskabets hjemmeside: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke

Kirkebønnen:

Overraskelsens Gud – Overflodens Gud – vi takker dig fordi du igen og igen forvandler det, vi ser som almindeligt til noget stort og glædeligt.

Vi beder dig om, at du må hjælpe med at se på livet som stort, særligt de dage, hvor det forekommer småt.

Vi beder dig give os styrke til at holde den kommende tid ud, så trængslen ikke overmander os. Hjælp os med at holde fast ved dig, særlige de dage, hvor vi har lyst til at slippe.

Vær med dem, der er syge og kæmper for at blive raske.

Vær med de tungsindige, der kæmper med mørket i deres indre, der truer med at overmande dem.

Vær med de letsindige, der i deres overmod vælter flere dominobrikker end de stiller op.

Vær med de hjemløse i denne kolde tid, og giv dem varme hænder og fødder.

Vær med de mennesker, der mangler tryghed, kærlighed eller omsorg.

Hjælp os med at hjælpe hinanden, så vi ser, hvor vi kan træde til, hvor vores kræfter rækker og hvem vi kan gøre en forskel for.

Vær med din kirke her i Møllevang – vær med alle dem, der ikke er kommet i dag af frygt – og alle dem, der sidder rundt omkring. Hjælp os til at holde fast i håbet.

Vær med din kirke i hele verden – lad den altid kæmpe for frihed og kærlighed.

Lad os være stille sammen, og i vores indre bede vores egen bøn.

1. søndag efter Helligtrekonger 2021

"Hvorfor leder I efter mig?" Sådan spørger den unge Jesus. Hvorfor leder I efter mig?

Ja, hvorfor leder vi overhovedet, os mennesker. Vi leder efter det, vi mangler, det skjulte, det forsvundne eller det savnede. Vi leder efter det, der kan udfylde en mangel eller et hul. Mætte en længsel.

Vi leder efter mening eller mål. Vi leder efter en retning. Vi leder efter svar. Svar på tilværelsen.

Når man leder, er man også på vej så at sige. For det er svært at lede efter noget, hvis man sidder helt stille på sin stol. Når man leder, så vil de fleste af os rejse os op, og med bruge kroppen til at lede med. Vi vil flytte ting, kigge bag ved ting, eller vi vil gå en lang tur og tænke over tingene. Og på samme måde brugte Maria og Josef deres kroppe til at lede efter deres søn – de ledte højt og lavt, og kaldte på ham. De vandrede rundt for at finde ham. Som en pilgrimsvandrer går mange mil for at søge Gud. Vi bevæger os, når vi leder. Vi er på vandring, når vi leder.

Bibelen er en fortælling om mennesker på vandring. Det er en nomadefortælling.

Helt fra begyndelsen hører vi om Eva og Adam, der vandrer ud af Edens Have og ud i verden. Vi hører om Moses, der vandrede gennem ørkenen med sit folk. Og vi hører om Jakob, der vandrede for at mødes med sin bror Esau. Og så hører vi om Jesus, der vandrer fra sted til sted og møder mennesker. De har alle vandret og været på vej.

Og mennesket har altid vandret – vi har befolket hele jorden ved at vandre fra sted til sted. De store folkevandringer kalder man det. For i hjertet af os alle sammen ligger der en nomade, der vil se, hvad der er bag ved næste højdedrag, om næste hjørne eller bag ved horisonten. Vi er nysgerrige – vi er drevne. Vi leder.

Selv kirken er indrettet sådan, at vi alle kigger den samme retning, som et folk på vandring mod solopgangen. Vi går et stykke livsvej sammen herinde i kirken.

For man kan nemlig sammenligne livet med en vandring gennem forskellige landskaber. Gennem bakkedale, gennem frodige haver, og gennem ørkener. Nogle gange hopper vi afsted i glæde, og andre gange slæber vi os afsted. Sådan veksler livet for os, og vores livs landskaber forandrer sig, selvom vi måske ikke bevæger os fysisk langt væk fra vores hjem målt i kilometer.

Men fordi vi er nomader, så har vi også brug for at høre hjemme et sted. Et sted, hvor vi kan komme, hvile og puste ud. Lade op.

Nu har mange af os været meget hjemme det seneste år snart. Vi har isoleret os og holdt afstand. Og vi orker næsten ikke mere ro. Vi orker ikke mere hjem, men oplever måske at have brug for mere vandring – flere mennesker – flere oplevelser.

Men hjem kan vi ikke undvære om vi kan være trætte af at være hjemme hele tiden eller ej. Vi bliver rodløse uden et hjem. Vi har brug for at mærke os velkomne et sted.

Gerd Teissen, der er tysk teolog skriver i sin bog: ”Tro og Tanke” følgende om hjem:

I begyndelsen var ordet,
Ordet er vores begyndelse.
Det bor iblandt os.
Vi bor i det.
Det er vores hjem.
I og hinsides ordet
aner vi virkelighedens hemmelighed,
men den åbenbarer sig kun
i ordet.

(s.290, ALFA forlag, 1. udgave, 1. oplag 2015)

Sådan skriver han. Ordet bor blandt os, og vi bor i det. Det er vores hjem.

Kan man bo i et ord, vil mange af os spørge? Et ord kan i al fald give os trøst – men Guds ord kan mere end det. For Guds ord er mere end bare en lyd – Guds ord er mening og åbenbaring. Guds ord er skaberkraft og tiltale. Guds ord er en kalden på os mennesker på vores livs vandring.

Guds ord er et barn, der bliver født en julenat under en stjerne, og tager bolig i vores verden og ved vores hjerter.

Guds ord finder hvile i menneskets hjerter, ligesom Maria gemte ordene fra den dag i templet i sit hjerte.

Ved vores hjerter finder Guds ord en bolig, og giver os dermed et hjem. Giver os en følelse af at være velkommen, høre til. Et sted hvor vi hjemmevant kan henvende os til Gud. Eller hvor han indbyder os til at gøre det i al fald.

Vores hjerter er blevet Guds hjem. Og dermed har vi også hjemme hos Gud.

I teksterne til i dag hører vi:

”Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«”
”I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste” (Rom 12, 1b)
”De der bor i dit hus er lykkelige” (Salme 84, 5a)

Hjertet er vores hus – vores liv er som en gudstjeneste – og vi er allerede og har altid været hos Gud.

Amen

Kirkebøn
Lad os bede
Gud – i denne tid, i denne verden, hvor vi alle frygter det, vi ikke kan se, beder vi dig om at hviske til os igen og igen, at vi ikke skal lade frygten styre livet. I en tid, hvor vi holder afstand til hinanden, beder vi dig om at komme os nær, så vi mærker nærvær. I en tid, hvor vi ikke kan se hinandens ansigter, beder vi dig om at give os øjenkontakt.
Vær med os alle i den kommende tid, der kommer til at kræve af os. Giv os håb midt i ensomheden. Giv os kreativitet midt i kedsomheden. Og giv os glæde midt i sorgen.
Vi beder for alle dem, der er syge, og kæmper for at blive raske. Vi beder for dem, der ved, at de aldrig kan blive raske. Vi beder for dem, der skal dø snart, og for deres kære, der står ved siden af.
Vi beder for de mennesker, der sidder hjemme og arbejder og jonglerer en svær hverdag. Vi beder for dem, der er på arbejde og udsætter sig selv for smitte – pædagogerne, politifolk, sygeplejerskerne, lægerne, poderne og alle dem, vi glemmer, der hver dag får samfundet til at hænge sammen.
Vi beder for de fattige, der lige nu er ude af verdens fokus – og vi beder for dem, der flygter fra krig, diktatur og håbløshed.
Vi beder for dem, der mangler et hjem og dem der fryser i deres indre.
Og vi beder for USA – vi beder for at de må finde vejen tilbage til demokrati og fred.
Vi beder for vores kirke – vi takker for, at vi må være åbne i denne særlige tid, og at her kan tales trøst.
Vi beder for kirken i hele verden.
Lad os være stille sammen lidt. AMEN

Teksterne til dagen er hentet her: bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke

Dog er de første tekster denne søndag læst fra Bibelen 2020 (Bibelselskabet)