For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Ordene lød i onsdags over Capitol Hill i Washington USA, hvor der blot 14 dage forinden havde lydt råb af hævn og harme, mens oprørere strømmede ind i bygningen for at forhindre demokratiet. Vi så alle til, mens politikere lå bange på gulvet indenfor og journalister blev angrebet udenfor. Fire mennesker døde den dag.
Og blot 2 uger senere stod Amanda Gorman – en ung poet på 22 år i sin strålende gule jakke, og talte lyset og håbet ind i hjerterne på så mange mennesker i USA. Men også i resten af verden.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Og blot 2 uger senere stod Amanda Gorman – en ung poet på 22 år i sin strålende gule jakke, og talte lyset og håbet ind i hjerterne på så mange mennesker i USA. Men også i resten af verden.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Om man er enig politisk eller ej – så gav Amanda Gorman os lyset tilbage. Hun strålede som hun stod der – og hendes ord strålede.
Det hun sagde den dag i talen, var egentlig ikke noget, der ikke er sagt før på mange andre måder. I sange, digte – og i hele Jesu liv – hører vi om, at lyset er stærkere end det mørke, der truer vores hjerter og sind. Truer vores hverdag og syn på hinanden. Men lige så truende mørket er, lige så lidt skal der til for at bryde det. En enkelt lille sprække og lyset kan bane sig vej.
Men det sker vi har brug for at høre det igen. Høre det på ny. Og efter det sidste års trængsler, havde vi alle brug for at få pustet håb og tændt lys i vores indre. Vi havde brug for at få det åbenlyse at vide: at lyset er der, og at vi – hvis vi tør – kan være lys for hinanden.
Så enkelt kan det sige.
Og ja, det er åbenlyst, fordi det på mange måder ikke kan være anderledes. Sådan er det med det åbenlyse. Men det kommer næsten altid som en slags åbenbaring. Det ligger så godt som i ordet selv: åben-lyst. At det lyse åbenbarer sig, og lyser alt op. Vi kan se klart. Vi kan se tydeligt. Vi ved, hvilken vej, vi skal vælge. Lyset gør en forskel.
Det første som Gud skaber, er da også lyset, da han siger: Bliv lys. Lyset er Guds første intention med verden – hans første vilje. Og det pudsige er, at lyset var nødvendigt for at kunne skabe alt det andet – jorden, havet, solen og månen, dyrene og os mennesker.
Og lyset er ikke det samme som solen, der skinner om dagen. Guds lys er det lys, der kan oplyse universet – oplyse mennesker – oplyse en grav. Guds lys er en anden art end det tøvende lys, som vi ser om dagen fra solen.
Guds lys viser sig for os mennesker som en flamme, der ikke brænder – i ansigter, der stråler – i kærligheden, der gløder – og i Jesus, der en dag står på et bjerg med Peter, Jakob og Johannes, og hvor han pludselig kommer til syne for dem. Som om han ikke havde været der før, men pludselig var der. Hans ansigt lyste og hans klæder blev hvide. Og lige der blev alt åbenbart for dem. Enkelt og nemt.
Og de havde lyst til at blive der for altid – bo i det lys og bade sig i det. Være foran Gud for altid.
Men Guds lys blev ikke skabt for at hive os væk fra livet eller vores virkelighed. Det blev skabt som en forudsætning for vores liv og hverdag.
Lyset er i verden, også når vi ikke kan få øje på det. Lyset er det bagvedliggende. Og derfor måtte Peter, Jakob og Johannes også ned ad bjerget igen og ind i deres hverdag. De kunne ikke og skulle ikke blive der foran Guds herlighed. På toppen af bjerget fik de det, de kom for – nemlig visheden om, at lyset ville følge dem ud i verden. Som lyset er med os her i dag. Kristi ord skulle vise sig at lyse lige så stærkt for dem, han mødte, som det har lyst ned gennem generationerne og også lyser for os i dag. Ja, Kristi ord lyser lige så kraftigt som på universets første dag, hvor Gud sagde: Bliv lys.
Guds ord skaber virkeligheden. Guds ord gør en forskel.
Og ord kan gøre en forskel.
Når to elskende for første gang siger: Jeg elsker dig til hinanden, så gør det en kæmpe forskel. Når et barn for første gang siger mor eller far, så gør det en kæmpe forskel. Vores ord skaber relationer og sammenhæng.
Guds ord skaber relationer og sammenhæng.
Og vi mennesker har fået ordene at bruge af – og vi kan vælge, hvad vi vil bruge dem til. Om vi vil tale mørket eller lyset frem. Det er et ansvar og en frihed, vi har fået, fordi Gud håber, at vi ved at se lyset, kan indse, at vores ord er bedst brugt, når vi bruger dem til at vække håbet hos os selv og hinanden. Når vi sammen arbejder for hans rige.
Bliv lys, sagde Gud, og satte en bevægelse i gang, der stadigvæk bevæger os og rammer os.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Amen
Det hun sagde den dag i talen, var egentlig ikke noget, der ikke er sagt før på mange andre måder. I sange, digte – og i hele Jesu liv – hører vi om, at lyset er stærkere end det mørke, der truer vores hjerter og sind. Truer vores hverdag og syn på hinanden. Men lige så truende mørket er, lige så lidt skal der til for at bryde det. En enkelt lille sprække og lyset kan bane sig vej.
Men det sker vi har brug for at høre det igen. Høre det på ny. Og efter det sidste års trængsler, havde vi alle brug for at få pustet håb og tændt lys i vores indre. Vi havde brug for at få det åbenlyse at vide: at lyset er der, og at vi – hvis vi tør – kan være lys for hinanden.
Så enkelt kan det sige.
Og ja, det er åbenlyst, fordi det på mange måder ikke kan være anderledes. Sådan er det med det åbenlyse. Men det kommer næsten altid som en slags åbenbaring. Det ligger så godt som i ordet selv: åben-lyst. At det lyse åbenbarer sig, og lyser alt op. Vi kan se klart. Vi kan se tydeligt. Vi ved, hvilken vej, vi skal vælge. Lyset gør en forskel.
Det første som Gud skaber, er da også lyset, da han siger: Bliv lys. Lyset er Guds første intention med verden – hans første vilje. Og det pudsige er, at lyset var nødvendigt for at kunne skabe alt det andet – jorden, havet, solen og månen, dyrene og os mennesker.
Og lyset er ikke det samme som solen, der skinner om dagen. Guds lys er det lys, der kan oplyse universet – oplyse mennesker – oplyse en grav. Guds lys er en anden art end det tøvende lys, som vi ser om dagen fra solen.
Guds lys viser sig for os mennesker som en flamme, der ikke brænder – i ansigter, der stråler – i kærligheden, der gløder – og i Jesus, der en dag står på et bjerg med Peter, Jakob og Johannes, og hvor han pludselig kommer til syne for dem. Som om han ikke havde været der før, men pludselig var der. Hans ansigt lyste og hans klæder blev hvide. Og lige der blev alt åbenbart for dem. Enkelt og nemt.
Og de havde lyst til at blive der for altid – bo i det lys og bade sig i det. Være foran Gud for altid.
Men Guds lys blev ikke skabt for at hive os væk fra livet eller vores virkelighed. Det blev skabt som en forudsætning for vores liv og hverdag.
Lyset er i verden, også når vi ikke kan få øje på det. Lyset er det bagvedliggende. Og derfor måtte Peter, Jakob og Johannes også ned ad bjerget igen og ind i deres hverdag. De kunne ikke og skulle ikke blive der foran Guds herlighed. På toppen af bjerget fik de det, de kom for – nemlig visheden om, at lyset ville følge dem ud i verden. Som lyset er med os her i dag. Kristi ord skulle vise sig at lyse lige så stærkt for dem, han mødte, som det har lyst ned gennem generationerne og også lyser for os i dag. Ja, Kristi ord lyser lige så kraftigt som på universets første dag, hvor Gud sagde: Bliv lys.
Guds ord skaber virkeligheden. Guds ord gør en forskel.
Og ord kan gøre en forskel.
Når to elskende for første gang siger: Jeg elsker dig til hinanden, så gør det en kæmpe forskel. Når et barn for første gang siger mor eller far, så gør det en kæmpe forskel. Vores ord skaber relationer og sammenhæng.
Guds ord skaber relationer og sammenhæng.
Og vi mennesker har fået ordene at bruge af – og vi kan vælge, hvad vi vil bruge dem til. Om vi vil tale mørket eller lyset frem. Det er et ansvar og en frihed, vi har fået, fordi Gud håber, at vi ved at se lyset, kan indse, at vores ord er bedst brugt, når vi bruger dem til at vække håbet hos os selv og hinanden. Når vi sammen arbejder for hans rige.
Bliv lys, sagde Gud, og satte en bevægelse i gang, der stadigvæk bevæger os og rammer os.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Amen
Dagens tekster kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud skaber – du skabte verden ved et ord, og du så at alt var godt. Hjælp nu os til at se med dine øjne på den verden, hvor så meget taler din vilje imod. Hjælp os til at få øje på det gode, særligt når det står i skyggen. Og hjælp de mennesker, der stiller sig i skyggen af andre til at træde et skridt til siden.
Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der i disse dage står et sted i livet, hvor de er kede af være. Hjælp dem på vej.
Vi beder dig om, at du må hjælpe alle dem, der er forvirrede over hvem de er, og om de går an. Hjælp dem til kærlighed.
Vi beder dig om, at du må lindre smerterne hos alle dem, der kæmper med dem dagligt – om det er gigtplagede lemmer, ødelagte knæ og hofter eller hvad der end må sende jag af smerte gennem folk. Må du lindre deres smerter.
Vi beder dig om at være hos dem, der føler sig ensomme og bange. Giv dem dit mod til at holde ud.
Og vi beder for alle dem, der er ligeglade med andre og med regler. Og dermed også er ligeglade med dem selv. Luk deres hjerter op.
Vi beder for dem, der har mistet, og nu er ved at miste dem selv. Lad dem finde dig.
Vi beder for dem, der har magt i verden. Lad dem bruge magten til at tænde lys i stedet for at slukke dem.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå her på bakken som et anker, der skal minde os om at det bliver godt igen.
Vi beder for din kirke i hele verden – lad den i denne tid nå mennesker, som ingen andre når.
Amen
Kirkebøn:
Gud skaber – du skabte verden ved et ord, og du så at alt var godt. Hjælp nu os til at se med dine øjne på den verden, hvor så meget taler din vilje imod. Hjælp os til at få øje på det gode, særligt når det står i skyggen. Og hjælp de mennesker, der stiller sig i skyggen af andre til at træde et skridt til siden.
Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der i disse dage står et sted i livet, hvor de er kede af være. Hjælp dem på vej.
Vi beder dig om, at du må hjælpe alle dem, der er forvirrede over hvem de er, og om de går an. Hjælp dem til kærlighed.
Vi beder dig om, at du må lindre smerterne hos alle dem, der kæmper med dem dagligt – om det er gigtplagede lemmer, ødelagte knæ og hofter eller hvad der end må sende jag af smerte gennem folk. Må du lindre deres smerter.
Vi beder dig om at være hos dem, der føler sig ensomme og bange. Giv dem dit mod til at holde ud.
Og vi beder for alle dem, der er ligeglade med andre og med regler. Og dermed også er ligeglade med dem selv. Luk deres hjerter op.
Vi beder for dem, der har mistet, og nu er ved at miste dem selv. Lad dem finde dig.
Vi beder for dem, der har magt i verden. Lad dem bruge magten til at tænde lys i stedet for at slukke dem.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå her på bakken som et anker, der skal minde os om at det bliver godt igen.
Vi beder for din kirke i hele verden – lad den i denne tid nå mennesker, som ingen andre når.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar