1. søndag efter påske 2019

Fred være med jer. Sådan lyder ordene fra Jesus til sine disciple. Sådan lyder ordene fra Jesus til os, også i dag. Sådan lyder ordene til alle gudstjenester. Fred være med jer.

Det er et stort ønske til os og til verden. Hvad kan man næsten ønske mere for andre mennesker end fred. Fred i verden, fred i livet, fred med dem selv og dem de er.

Verdens religioner har næsten alle freden som deres kerne.  Men det betyder ikke, at der ikke kan være skrifter, også i Bibelen, der, revet ud fra deres sammenhæng, kan give udtryk for det modsatte. Skriftsteder som kan ophøjes til sandheder og bruges som argument for at gøre og ville det onde. Men det er både misbrug og misforståelse. Misbrug af tillid og misforståelse af Gud i sidste ende.

For da Jesus var blevet henrettet. Og ikke bare henrettet, men hånet, spyttet på, slået, latterliggjort, ydmyget og svigtet. Da han havde hængt på korset til sin død, og nu endelig var opstået på 3. dagen Påskemorgen, og igen mødte sine disciple – der vel at mærke er menneske, der alle som én flygtede og svigtede ham, da de opdagede alvoren og blev bange, da mødte Jesus dem med ordene:

Fred være med jer.

Han mødte dem ikke med hverken anklager eller vrede, og slet ikke med hævn. Han møder dem med fred. Fred. Det er ikke bare forbilledligt, men det skal gøre noget ved os, når Jesus møder mennesker med et Fred være med jer. Møder os med det.


Det SKAL spejle tilbage på vores liv og verden. Det SKAL spejle tilbage på vores måde at være kristne på.

I sidste uge genlød Sri Lanka af lyden fra bomber, der sprang. Sprang i kirker, hvor troende fejrede, at Jesus har overvundet døden og fejrede at livet er større og stærkest. Sprang på hoteller, hvor mennesker og heriblandt børn, sad klar til at nyde morgenmad sammen. Langfredag gentog sig denne påskemorgen. Og sorgen væltede så mange familier omkuld, mens vi andre så til i uforståenhed overfor de mennesker, der bar bomberne ind. Dette had. Og et rungende ”hvorfor” flængede himlen over os, som det altid vil gøre, når døden rammer pludseligt og uretfærdigt. Hvorfor. Man står magtesløs tilbage.

Og hævnens vej begynder at vise sig for os. Det er måske forståeligt et kort øjeblik, men vi skal huske, at hævn dækker over sorg. Dækker over det menneske, der står tilbage og ville ønske, at dette mareridt ikke var sket. At verden aldrig skulle have oplevet dette. Hævnen er blot et klæde, der må og skal rives væk, for hævnen er aldrig en vej at gå. Aldrig.

Jesus møder os med et Fred være med jer.

Fred i sindet, fred i hjertet. Det er det modsatte af hævn. Og hævn avler hævn. Så på et tidspunkt skal det stoppes. På et tidspunkt må vi insistere på den fred Vor Herre selv kom med.

Sidste søndag var et angreb på den kristne kirke, ikke bare i Sri Lanka, men i hele verden. Verdensmagten vil gøres deres ypperste for at retsforfølge bagmændene, hvilket de selvfølgelig skal; men som kirke skal vi svare igen. Vi skal svare igen med kærlighed og tilgivelse. Det er ALTID troens svar på hævn. Vi skal insistere på kærlighed, hvor den ikke er. Tilgivelse hvor den mangler.

Fred være med jer, sagde Jesus. Han sagde ikke Fred være med os. Det kan ellers umiddelbart lyde mere inkluderende, men er det langt fra. For hvis Jesus havde sagt Fred være os, så havde han ment den lille gruppe mennesker, der lige var samlet og som han lige kunne få øje på. Når Jesus derimod siger Fred være med jer, så mener han os alle sammen. Alle mennesker til alle tider. Dem, der ikke er her, og dem vi ikke når. Derfor siger Jesus: Fred være med jer – med jer alle sammen.

Vi skal bære den fred ud af kirken. Hver af os får freden, når vi er samlet her, og den bærer vi med os ud i verden. For fred skal bæres. Den er en konkret og håndgribelig måde at være menneske på, hvor vi holder fast i, at det er freden der skal brede sig. For hævn avler hævn, men freden bremser hævnen. Heldigvis.

Og det KAN være svært, når og hvis vi bliver provokerede eller krænkede, men der, ja, netop der –hvor freden er truet, skal vi holde endnu mere fast i den. Insistere som Thomas gjorde det, da han hørte, at Jesus var komme tilbage fra de døde. Han ville se naglemærkerne og stikke sin finger derind. Thomas, der lidt uretfærdigt er blevet kaldt tvivleren, hvor hans tilnavn faktisk betyder tvilling, er den discipel, der holder ved, at opstandelsen ikke bare må være et rygte, men at det ER sket – som historiske og ægte begivenhed.

Thomas insisterer, og vi tror det er et udtryk for tvivl. Men det er et udtryk for forståelsen af, at opstandelsen ikke bare er en tankemæssig begivenhed, men er sket.

På samme måde vil nogle mene, at ønsket om fred er udtryk for fejhed eller dumhed, når det i virkeligheden er Jesu ønske for mennesker. Vi skal blot bære det ønske med os.

Bære det med os i livet, i fremtiden, i mødet med hinanden – og nok vigtigst af alt, bære det med os ind i mørket.

Fred være med jer. Lad det give genlyd i hele verden. Lad os insistere på fred.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Skærtorsdag 2019

I Danmark har vi det, der kaldes for en Smiley-ordning for virksomheder, der håndterer fødevare. Det kunne fx være en restaurant.

Der skal løbende ske en fødevarekontrol, og kan virksomheden – her restauranten – leve op til de krav der er for hygiejne, så får den en glad smiley – altså et glad ansigt – som de kan sætte i vinduet. Så kan vi forbrugere se om vi vil gå ind i restauranten eller ej.

Kravene er mange, og det handler om hvordan man opbevarer fødevaren, om man kan spore den tilbage til, hvor den er købt, om det er den rigtige temperatur maden opbevares ved, om der er rent i restauranten, om der er adgang til rindende vand osv osv osv. Der er ligger en 177 siders lang vejledning på nettet som man kan fornøje sig med.

Nå men hvis man overholder reglerne, får man en glad smiley, og har man fire glade smileys i træk, får man en elite smiley, og ellers må man nøjes med en sur. Og der skal, hvis man har fået en sur smiley, op til mellem 30-50 glade smileys til, før forbrugeren ikke kigger på stedet med ubehag længere. Den sure smiley vejer så langt tungere end den glade. Det er tankevækkende, at den sure smiley lagre sig i vores bevidsthed som sandhed.

Det måltid som Jesus deler med sine disciple skærtorsdag kan man forsøge at se på med miljø- og fødevareministeriets øjne. Og jeg kan med det samme fortælle jer, at det ville få en meget sur smiley med bødeforlæg, politianmeldelse og fratagelse af autorisation. Alt sammen hvad der faktisk sker Langfredag.

Men det måltid ville aldrig gå gennem nåleøjet. Bare det faktum, at madvarerne har været opbevaret ved almindelig stuetemperatur. Den var aldrig gået i dag, hvis det bord Jesus sad ved sammen med sine disciple havde været en åben restaurant.

Jesus fejrede påske ligesom alle de andre jøder den aften, og det særlige er, at jøderne faktisk havde og stadigvæk har en masse regler og love omkring deres måltid og fødevare. Regler og love som Jesus har fulgt.

Der er i jødedommen regler for, hvilket kød, man må spise – man må kun spise dyr, der drøvtygger og som har spaltede hove. Så de har spise okser, får og geder; men ikke grise og kameler. Grisen er ikke drøvtygger og kamelen har ikke spaltede hove. Det er helle ikke alle fugle eller fisk, man må spise, og da slet ikke insekter. Og så skal alle dyr være slagtet på den rigtige måde af en specialiseret slagter, der med den rigtige kniv skærer halsen over på dyret og derefter lader det hænge, så blodet kan rende ud, så man ikke spiser blodet. Blodet står der flere steder i Gammel Testamente, at man ikke må spise.

Alle de regler har Jesus fulgt. Og påskemåltidet har været underlagt egen ritualer. Man skulle først drikke fire glas vin blandet med vand, og under det andet glas, har man fortalt om, hvordan israelitterne blev udfriet fra Egypten af Moses og Aron, som er hele grunden til, at jøderne har fejret påske. De har sluttet med en lovsang. Derefter er måltidet begyndt, hvor de spise usyret brød, bitre urter og påskelammet. Man har sluttet med to bæger vin og en takkebøn.

Hvis vi ser på evangeliet, så er det tydeligt at det netop er dette måltid, Jesus deler med sine disciple. Jesus takker og velsigner maden, ligesom jøderne, men tilføjer så noget. Noget ganske særligt; nemlig at dette er mit legeme og dette er mit blod.

Det er særligt og stort, at han gør det.

For hermed bryder han med jødernes forskrifter. Dels udvider han ritualet, og dels siger han, at de skal drikke hans blod. Det blod, som ingen jøde under nogen omstændigheder, måtte indtage. For blodet ER livet (5. mosebog 12.23). I blodet er livet, og altså sjælen.

Den tolkning har Jesus siddet med – det har han vidst, da han indstifter nadveren for første gang.

Så når vi kristne sidder her så mange år senere og gentager den aften, så gør vi det, fordi vi gennem nadveren får livet. Det er gennem Kristus at livet findes, og gennem ham, at vi kan leve – frie.

Frie for regler, der skal sikre, at Gud vil os. Frie for love, der skal sætte os i den rigtige boks, så vi kan få vores smiley af Gud.

Der sker nemlig noget nyt med Kristus. Han gør op med alle de regler, der er. Det er ikke længere vores anstrengelser, der afgør om vi har fortjent Guds kærlighed. Vi bliver alle inviteret med til nadverbordet, hvor vi får lov at sidde høj som lav, fattig som rig, rask som syg, synder som skyldig – vi samles her i et stort synligt og usynligt fællesskab af mennesker, der alle sammen trænger til at få livet. Trænger til at få at vide, at vi er frie og elsket.

Troen skal skære de bånd over, vi lægger på os – bånd af forventning, krav om succes, frygt, bekymring, selvretfærdighed, indkrogethed og smålighed. De bånd der ligger og klemmer os om livet som regler og love, de skal skæres over, så vi frit kan trække vejret.

Og dem skærer Kristus over for os, hver gang han siger: dette er mit legeme, dette er mit blod. Vi får livet af Kristus. Livet med ham, livet med hinanden og livet i kærlighed.

Det kan godt være, at måltidet ikke ville have levet op til fødevarestyrelsens udmærkede stramme krav om håndtering af fødevare ift. Hygiejne. Men det levede op til kærlighedens krav.

Gud ser på os, og af ham får vi alle sammen den glade smiley, ja tilmed elitesmileyen. Vi får dem, fordi vi er dem, vi er. Hverken mere eller mindre. Vi er elsket fra første begyndelse. Vi kan gå ud i livet og leve med hinanden.

Og det hele begynder her ved skranken, hvor vi knæler, får livet og kan rejse os igen som frie. Frie i Guds nåde. Frie til at kigge på hinanden og tænke: se, der går også en med en elite smiley.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Mariæ Bebudelses dag, 2019

Ethvert liv rummer både en gave og en opgave.




Livet er en gave, som vi får. Vi har ikke gjort særligt for at få det. Vi er bare blevet født, og skal nu leve vores liv mellem fødsel og død. Det er et vilkår, men altså også en gave.




Det tillader vi os at kalde livet her i kirken, velvidende at nogle mennesker snarere ser livet som en forbandelse end en gave. Og velvidende at vi nogle gange synes, at gaven er svær, besværlig eller vanskelig. Men vi kalder livet for en gave, fordi livet rummer noget værdifuldt. Nemlig muligheden for at vi kan være noget for hinanden. At vi kan dele kærligheden. At kærligheden kan blive levende mellem os. Det er en gave til os selv, men jo også til andre.




Men livet er også en opgave. Ikke sådan at forstå, at der er særlig opgave vi skal løse, før vi kan dø. Det er mest på film, man møder den tanke. Nej, livet er en opgave på den led, at vi skal tage livet på os som det nu engang er. Vi skal gøre os umage med at leve, kunne man sige, uden at det skal lyde moralsk.




Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof i 1800-tallet, har formuleret livet på denne måde: ”Valget af sig selv i sin evige gyldighed”.




Valget af sig selv i sin evige gyldighed....




Ofte når man tænker på valg i dag, så står man foran tusindvis af døre, man kan vælge at gå ind ad. Vi har i denne del af verden, næste uanede muligheder. Og det kan næsten lamme os, når vi skal vælge, fordi hvad nu hvis vi vælger forkert. Den tanke ser vi snige sig ind på unge, der bliver mere og mere angste for valgets konsekvens. Det er på alle måder trist for hele samfundet.




Men når Kierkegaard taler om valget, så mente han, at vi i virkeligheden kun har to valgmuligheder. Man kan enten vælge sig selv – og dermed leve det liv, man har fået givet med de muligheder, der byder sig. Eller man kan vælge ikke at vælge sig selv, og og dermed nøjes med at drømme om de muligheder, man aldrig fik. Det sidste fører til fortvivlelse, mens det fører til livet, når man vælger sig selv, og bliver hiin enkelte, som han også udtrykker det.




Vi har lidt forenklet et valg mellem at være os selv, eller at være den, vi ville ønske vi var, eller føler vi burde være. Det er jo så åbenlyst, at de fleste vil tænke, at man da altid skal vælge at være sig selv; men det er svært, når man så skal føre det ud i livet. For ude i livet er der andre mennesker, der har domme og fordomme, forventninger, tanker og holdninger til en. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så har vi sociale medier, der gemmer alle vore fejltrin, for at tage dem frem, når det er belejligt, og hænge dem midt i panden på os som en post-it note. Der er alle muligheder for at lave fejl, og at blive mindet om de fejl.




Det mærkede Emma Holten, da hun tilbage i 2011 blev udsat for hævnporno af sin ekskæreste. Hun blev skammet ud af samfundet, men også af sig selv. Dengang. Ikke i dag. Og det var jo ikke hende, der havde lavet en fejl; men det oplevede hun, at folk havde en mening om. Hun var offeret, der fik skammen med i købet.




Nok ligesom Maria fra dagens evangelium, der får at vide, at hun skal føde et barn, selvom hun er jomfru. Maria har ikke gjort noget forkert eller lavet en fejl, men hun oplevede også, at folk havde en mening om hende. Hun blev offer og fik skammen med i købet.




Tilbage til Emma Holten, så tog hun til genmæle og valgte dermed at blive sig selv. Hun tog livet på sig, og slap fri af både skammen og andres domme. De fleste af dem i al fald. Og det skete, da hun stod i sit liv og sagde ja det er mig, og det skete for mig. Hun valgte sig selv, og slap fri.




Det er et grelt eksempel på, hvordan vores liv kan tvinge os i en retning, indtil vi vælger os selv i alt dets gyldige evighed.




Men det kan være svært at stå fast, og det oplever mange. Det er svært at stå ved den, man nu engang er, med de fejl og mangler man har. Med de uheldige valg, man selv træffer, og de valg andre træffer for en. Det kan simpelthen være svært at være sig selv.




Medmindre man har kærligheden.




Der står i Bibelen, at Gud er kærlighed. Det er så vigtig en lille sætning, for resten af Bibelen er en udlægning af dette ene, nemlig at Gud er kærlighed. Alle handlinger, fortællinger, møder og undere er en konsekvens af, at Gud er kærlighed.




Gud skaber af kærlighed, opretholder af kærlighed, vejleder af kærlighed og frelser af kærlighed. Det er er så stort og så smukt, at det ikke kan rummes af mine fattige ord her i dag. Kærligheden er altid det mere.




Det kender vi nok i forelskelsen. At være forelsket er også at være en lille smule gal, men den selvforglemmelse, der ligger i forelskelsen, den fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender også kærligheden fra den kærlighed, man oplever, når man bliver forældre. Man oplever kærligheden som stor – så stor, at den kan tru med at sprænge i brystet på en. Men den er også skrøbelig, fordi man ved, at hele ens lykke afhænger af om dette lille væsen har det godt eller ej. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender den fra kærligheden mellem venner – denne ærbødige og respektfulde kærlighed til et menneske, man stoler og regner med i alle situationer. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi er omringet af Guds kærlighed, og vi lærer om den i alle de kærlighedsrelationer, vi kommer i. Vi bliver klogere på Guds kærlighed, når vi tør dele kærligheden mellem hinanden. Gøre kærligheden levende mellem os. For Gud er kærligheden og dermed kilden til kærligheden i vores liv.




Og åbner vi os for Guds kærlighed, så ser vi, at vi er elsket som dem vi er. Og derfor går det an at vælge sig selv, som den man er. Deri ligger den evige gyldighed. Det sker næsten samtidigt iflg. Kierkegaard, når man vælger sig selv, opdager man Guds kærlighed.




Jeg tror nu på, at vi også kan øve os. Vi kan øve os i at se på os selv med Guds øjne og stole på, at Guds kærlighed også gælder mig. Langsomt fremad, men dog et skridt mod at lukke lidt mere op for kærligheden.




Fortællingen om Maria er en fortælling om et menneske, der valgte at stole på, at Guds kærlighed strakte sig så langt, at den også gjaldt hende – en fattig teenager fra den anonyme landsby Nazareth.




Gud valgte hende, og dermed kunne hun ikke andet end at vælge sig selv til. Gud gav hende en gave og en opgave, som hun sagde ja til. Hun har nok været bange, nervøs og i tvivl. Men selvom disse følelser har banket i brystet og fået maven til at snøre sig sammen, så valgte hun sig selv i al sin evige gyldighed.




Hun valgte det liv, der lå foran hende, fremfor det liv, hun måske forestillede sig.




Vi har også et valg. Friheden ér vores. Men Gud er den samme, og hans kærlighed ligger lige der, klar til at vi kan tage den. Gud tilbyder os kærligheden i håbet om, at vi vælger den. Men vi skal netop vælge den – det nytter ikke, at vi får den med tvang, for så holder det op med at være kærlighed. Kærlighed kan hverken tvinges, trues, købes eller tigges frem. Kærlighed er altid givet frit, og skal modtages frit.




Vi kan vælge kærligheden, også selvom vi nogle gange skal leve helt liv, før vi indser, at den altid var der. Kærlighed bliver aldrig for gammel og der er aldrig for lidt af den.




Det er styrken, så valget af sig selv i al sin evige gyldighed bliver muligt. Det er gaven og opgaven.




Gud hjælpe os og elske os dertil.


Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.