Mariæ Bebudelses dag, 2019

Ethvert liv rummer både en gave og en opgave.




Livet er en gave, som vi får. Vi har ikke gjort særligt for at få det. Vi er bare blevet født, og skal nu leve vores liv mellem fødsel og død. Det er et vilkår, men altså også en gave.




Det tillader vi os at kalde livet her i kirken, velvidende at nogle mennesker snarere ser livet som en forbandelse end en gave. Og velvidende at vi nogle gange synes, at gaven er svær, besværlig eller vanskelig. Men vi kalder livet for en gave, fordi livet rummer noget værdifuldt. Nemlig muligheden for at vi kan være noget for hinanden. At vi kan dele kærligheden. At kærligheden kan blive levende mellem os. Det er en gave til os selv, men jo også til andre.




Men livet er også en opgave. Ikke sådan at forstå, at der er særlig opgave vi skal løse, før vi kan dø. Det er mest på film, man møder den tanke. Nej, livet er en opgave på den led, at vi skal tage livet på os som det nu engang er. Vi skal gøre os umage med at leve, kunne man sige, uden at det skal lyde moralsk.




Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof i 1800-tallet, har formuleret livet på denne måde: ”Valget af sig selv i sin evige gyldighed”.




Valget af sig selv i sin evige gyldighed....




Ofte når man tænker på valg i dag, så står man foran tusindvis af døre, man kan vælge at gå ind ad. Vi har i denne del af verden, næste uanede muligheder. Og det kan næsten lamme os, når vi skal vælge, fordi hvad nu hvis vi vælger forkert. Den tanke ser vi snige sig ind på unge, der bliver mere og mere angste for valgets konsekvens. Det er på alle måder trist for hele samfundet.




Men når Kierkegaard taler om valget, så mente han, at vi i virkeligheden kun har to valgmuligheder. Man kan enten vælge sig selv – og dermed leve det liv, man har fået givet med de muligheder, der byder sig. Eller man kan vælge ikke at vælge sig selv, og og dermed nøjes med at drømme om de muligheder, man aldrig fik. Det sidste fører til fortvivlelse, mens det fører til livet, når man vælger sig selv, og bliver hiin enkelte, som han også udtrykker det.




Vi har lidt forenklet et valg mellem at være os selv, eller at være den, vi ville ønske vi var, eller føler vi burde være. Det er jo så åbenlyst, at de fleste vil tænke, at man da altid skal vælge at være sig selv; men det er svært, når man så skal føre det ud i livet. For ude i livet er der andre mennesker, der har domme og fordomme, forventninger, tanker og holdninger til en. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så har vi sociale medier, der gemmer alle vore fejltrin, for at tage dem frem, når det er belejligt, og hænge dem midt i panden på os som en post-it note. Der er alle muligheder for at lave fejl, og at blive mindet om de fejl.




Det mærkede Emma Holten, da hun tilbage i 2011 blev udsat for hævnporno af sin ekskæreste. Hun blev skammet ud af samfundet, men også af sig selv. Dengang. Ikke i dag. Og det var jo ikke hende, der havde lavet en fejl; men det oplevede hun, at folk havde en mening om. Hun var offeret, der fik skammen med i købet.




Nok ligesom Maria fra dagens evangelium, der får at vide, at hun skal føde et barn, selvom hun er jomfru. Maria har ikke gjort noget forkert eller lavet en fejl, men hun oplevede også, at folk havde en mening om hende. Hun blev offer og fik skammen med i købet.




Tilbage til Emma Holten, så tog hun til genmæle og valgte dermed at blive sig selv. Hun tog livet på sig, og slap fri af både skammen og andres domme. De fleste af dem i al fald. Og det skete, da hun stod i sit liv og sagde ja det er mig, og det skete for mig. Hun valgte sig selv, og slap fri.




Det er et grelt eksempel på, hvordan vores liv kan tvinge os i en retning, indtil vi vælger os selv i alt dets gyldige evighed.




Men det kan være svært at stå fast, og det oplever mange. Det er svært at stå ved den, man nu engang er, med de fejl og mangler man har. Med de uheldige valg, man selv træffer, og de valg andre træffer for en. Det kan simpelthen være svært at være sig selv.




Medmindre man har kærligheden.




Der står i Bibelen, at Gud er kærlighed. Det er så vigtig en lille sætning, for resten af Bibelen er en udlægning af dette ene, nemlig at Gud er kærlighed. Alle handlinger, fortællinger, møder og undere er en konsekvens af, at Gud er kærlighed.




Gud skaber af kærlighed, opretholder af kærlighed, vejleder af kærlighed og frelser af kærlighed. Det er er så stort og så smukt, at det ikke kan rummes af mine fattige ord her i dag. Kærligheden er altid det mere.




Det kender vi nok i forelskelsen. At være forelsket er også at være en lille smule gal, men den selvforglemmelse, der ligger i forelskelsen, den fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender også kærligheden fra den kærlighed, man oplever, når man bliver forældre. Man oplever kærligheden som stor – så stor, at den kan tru med at sprænge i brystet på en. Men den er også skrøbelig, fordi man ved, at hele ens lykke afhænger af om dette lille væsen har det godt eller ej. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi kender den fra kærligheden mellem venner – denne ærbødige og respektfulde kærlighed til et menneske, man stoler og regner med i alle situationer. Det fortæller os noget om Guds kærlighed.




Vi er omringet af Guds kærlighed, og vi lærer om den i alle de kærlighedsrelationer, vi kommer i. Vi bliver klogere på Guds kærlighed, når vi tør dele kærligheden mellem hinanden. Gøre kærligheden levende mellem os. For Gud er kærligheden og dermed kilden til kærligheden i vores liv.




Og åbner vi os for Guds kærlighed, så ser vi, at vi er elsket som dem vi er. Og derfor går det an at vælge sig selv, som den man er. Deri ligger den evige gyldighed. Det sker næsten samtidigt iflg. Kierkegaard, når man vælger sig selv, opdager man Guds kærlighed.




Jeg tror nu på, at vi også kan øve os. Vi kan øve os i at se på os selv med Guds øjne og stole på, at Guds kærlighed også gælder mig. Langsomt fremad, men dog et skridt mod at lukke lidt mere op for kærligheden.




Fortællingen om Maria er en fortælling om et menneske, der valgte at stole på, at Guds kærlighed strakte sig så langt, at den også gjaldt hende – en fattig teenager fra den anonyme landsby Nazareth.




Gud valgte hende, og dermed kunne hun ikke andet end at vælge sig selv til. Gud gav hende en gave og en opgave, som hun sagde ja til. Hun har nok været bange, nervøs og i tvivl. Men selvom disse følelser har banket i brystet og fået maven til at snøre sig sammen, så valgte hun sig selv i al sin evige gyldighed.




Hun valgte det liv, der lå foran hende, fremfor det liv, hun måske forestillede sig.




Vi har også et valg. Friheden ér vores. Men Gud er den samme, og hans kærlighed ligger lige der, klar til at vi kan tage den. Gud tilbyder os kærligheden i håbet om, at vi vælger den. Men vi skal netop vælge den – det nytter ikke, at vi får den med tvang, for så holder det op med at være kærlighed. Kærlighed kan hverken tvinges, trues, købes eller tigges frem. Kærlighed er altid givet frit, og skal modtages frit.




Vi kan vælge kærligheden, også selvom vi nogle gange skal leve helt liv, før vi indser, at den altid var der. Kærlighed bliver aldrig for gammel og der er aldrig for lidt af den.




Det er styrken, så valget af sig selv i al sin evige gyldighed bliver muligt. Det er gaven og opgaven.




Gud hjælpe os og elske os dertil.


Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.