Trinitatis søndag 2021

”Det du giver slip på, vil forlade dig” sådan skriver Mirian Due i sin lille digtsamling ”Vågnet” (2021, Kronstork forlag). Det du giver slip på, vil forlade dig. Det er både en trøst og en trussel. En trøst; for det, vi bærer rundt på, som tynger os mod jorden og gør at hvert skridt bliver slæbende, kan vi lægge fra os og det vil forlade os. Men det kan også lyde som en trussel om, at glemmer du noget, så vil du aldrig få det igen.

Jeg kan nikke genkendende til det sidste, og jeg ved ikke om det er min alder, der er begyndt at tynge mig. Men jeg er begyndt at glemme detaljer fra min fortid, som jeg før bare huskede. Jeg kan sagtens finde skuffen i min hjerne, men når jeg åbner den, er tom. Så er det bare forsvundet – som fx navne på skolekammerater. Jeg husker deres ansigter, deres bevægelser og deres smil, men jeg har glemt deres navne.

”Hvor er tiden, der tager os?” synger en den danske musikgruppe ”Inside the whale”.

Tiden tager små stykker af vores hukommelse. Og små stykker af vores liv. Det vi ikke bruger, bliver smidt ud.

Og derfor er ihukommelse så vigtig for os. For at ihukomme; for at erindre. At minde sig selv om det, der er umisteligt, men som vi til tider glemmer. Vi husker ikke for fortidens skyld, men for fremtidens. Vi husker for at gå ind i livet.

Kirken er et sted, hvor vi ihukommer. Søndag efter søndag gentager vi ord om Jesu liv. Og vi gør det for at lade troens ord lægge sig som små frø i vores indre med håbet om, at det vil forplante sig gennem vores tilværelse.

”Vi forlader hverdagens verden og går ind for at lade os erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det, vi er, og hvor vi skal hen.” (Mogens Lindhardt, Trinitas – en homiletisk rejse, s. 94). Herinde husker vi på det, der engang skete, men som på forunderlig vis stadigvæk sker med os og for os. Vi ihukommer.

Når vi fx døber et barn, gør vi det foran jer – menigheden. I ser barnet få vand på hovedet, I ser forældrenes stolthed – og vi bliver alle mindet om, at vi også en dag blev døbt. At de ord, der bliver sagt til det lille barn, også lyder til os – og ikke bare dengang, men at ordene har lydt til os lige siden. Når Jesus siger til barnet: se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende, så gælder det også os. Han slipper os ikke, og han glemmer os ikke. Heller ikke hvis vi slipper ham og glemmer ham. Han holder fast ved os. Det er noget, man ikke altid kan sige sig selv, men har brug for at høre igen og igen. Enhver dåb er derfor også en dåbserindring for os andre – eller den kan blive en mulighed for at være det.

Vi bliver simpelthen vidner til – ikke bare det enkelte barn – men på sin vis også hinandens dåb, selvom det kan række langt tilbage i vores livshistorie. For en dåb kræver vidner. Der skal være nogen, der overvære dåben. Det er tydeligt i loven, hvor der står, at man skal have mellem 2-5 vidner, som vi kalder faddere. Men det er bare loven, for det teologiske i det er, at ingen bliver døbt alene. Vi døbes omringet af nogen.

Og sådan har døbte dannet ring om døbte siden begyndelsen – for at ihukomme. Og netop fordi dåben ikke efterlader sig kropslige mærker, har vi brug for erindre, at korstegnelsen for ansigt og bryst gælder endnu og at vandet endnu risler i vores liv. Og vidne om det til hinanden – holde hinanden fast på, at dåben er det, der binder os sammen og binder os til Gud. Og vi bliver bundet til Gud – får en ny relation. Og intet kan komme mellem os og Gud fra nu af og til evig tid. Det er væsentligt – og måske særligt i en tid, hvor vi måles og vejes på vores præstationer og succeser. At intet du gør eller siger – og intet andre gør eller siger overfor og om dig – kan skille dig fra Gud.

Vi siger endda om dåben, at vi bliver genfødt – at dåben altså er en slags genfødsel – en ny fødsel, hvor vi bliver født ved vand og ved Helligånd. Vi bliver født to gange – som mennesker og som ånd, siger Jesus i dag til Nikodemus, der kommet til Jesus for at spørge ham ud.

Men Nikodemus forstår ikke først, hvad Jesus mener. Han forstår ikke, at Jesus taler om livets to fødsler – to overgange fra et til noget andet. Og ligesom vi bliver født ind i denne verden, og går fra den snævre verden i vores mors maver til dette, så er åndens fødsel en fødsel fra en snæver verden til noget større. En fødsel til Guds virkelighed.

Eller som Jesus forklarer, så handler det om Helligånden, der suser som vinden. Helligånden er en bevægelse i verden mellem mennesker. Den tyske teolog Klaus Wengst forklarer det ved, at: ”Ånden er Guds virkelighed, som sætter sig igennem i det jordiske” (ibid. S. 95).

Ånden fejer gennem livet, og den kan feje det væk, som er for tungt for os at bære på. Det der tynger os i livet, og vi må slippe. Men ånden fejer det ikke væk, før vi slipper det.

Vi skal erkende, at det går an at stille det fra os, som vi har gjort forkert og hvor vi gjorde andre fortræd. Du får lov at stille det fra dig – og Ånden fejer det væk. Eller vasker det væk, kunne man sige – som det sker i dåben, der også kan sammenlignes med et bad.

Mirian Dues lille sætning: ”Det du giver slip på, vil forlade dig” kan med kristelige øjne tolkes som Åndens løfte til os. Når du kommer her i kirke, får du forladelsen. Du får lov at forlade alt det, der gør livet tungt, for du er menneske af ånd, og Guds Ånd virker i dig – omkring dig og mellem os.

Guds virkelighed er også en del af vores virkelighed.

Det er det her, som Nikodemus ikke ved, at han spørger om, og ikke har fattet, at han har brug for. Han kommer i nattens mørke, men har brug for lyset.

Nikodemus bliver i evangeliet for kaldt et menneske, og derefter nævnes han med titler. Han kommer som et billede på os, når vi glemmer, at vi er af Ånd. Når vi glemmer, at det betyder noget, at Gud har bundet sig til os – at Helligånden virker i verden – og at vi hele tiden skal ihukomme og bevæges for at leve. Det skal vi erindre – det skal vi ihukomme – det skal vi have gentaget.

For Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv. (Johannes 3,16, Bibelen 2020).

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/trinitatis-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Gud – vær en fødselshjælper – en jordemor – i vores liv, så vi kan komme igennem det der er svært, og slippe det, der snærer os.

Vær med os, når vi spørger blinde for det, du hver dag så nådigt giver; men som vi igen og igen har brug for at erindre.

Vær med os, når gemmer os i mørket – og kald os ud i lyset igen. Lad din velsignelse skinne på os.

Og lad os åbne vores øjne for verden, der er din og vores.

Derfor beder vi for alle der ikke kan finde vej i livet og har brug for en guide. Vær den guide, Gud.

Vi beder for alle, der er syge og har smerte, og har brug for lindring. Skænk den lindring Gud.

Vi beder for alle der skal dø og alle der er bange. Giv dem klarhed, Gud.

Vi beder for alle der mangler et hjem eller et sted, hvor de føler de hører til. Giv dem ro i sjælen, Gud.

Vi beder for alle der er forhærdede og råber ad andre. Giv dem kærlighed og åbenhed, Gud.

Vi beder for alle, der fælder domme over andre, fordi de er bange for selv at blive dømt. Kend dem fri af nåde, Gud.

Vi beder for alle der er sløsede med deres opgaver. Giv deres omgivelser tålmodighed, Gud.

Vi beder for alle, der har magt. Giv dem bløde hjerter, Gud.

Vi beder for kirken, Gud – som er bygget af menneskehænder, men som tilhører dig. Din kirke. Vi beder om, at du må virke i den, så vi hele tiden arbejder for dit rige i verden – så vi åbner hjerter fremfor at lukke døre. Så vi løfter fremfor at træde på.

Hjælp os med livet – vi skal bevæges.

Amen

Pinsedag 2021

Vi mennesker har den besynderlige vane, at vi har inddelt verden med grænser. Der er grænser over hele kloden, og de ser meget forskellige ud. Grænser kan være snoede eller slået med en lineal på et kort. Nogle steder er grænsen markeret med flag, andre steder er grænsen en flod, der deler landene fra hinanden – og få steder i verden, har vi mennesker bygget høje uigennemtrængelige mure. Der bliver grænsen tydelig og klar. Og andre steder igen står der tilmed grænsevagter, der skal sikre, at kun de helt rigtige kan krydse grænsen.

Og vi er så vant til at inddele verden i grænser, at det går igen i vores hjem. Vi sætter hegn rundt langs vores matrikler – eller hænger dørtelefoner op, så alle og enhver ikke kan komme ind.

Ja, vi inddeler verden og vores liv i grænser.

Og krige opstår netop der, hvor grænserne ikke bliver respekteret, men overtrådt. Grænser er på mange måder vigtige, men også genstand for strid og fremmedgørelse. Grænser er begge dele.

Og pinsen handler også om grænser – grænsen mellem himmel og jord, og mellem folkeslag. Pinsen handler om sproget som grænse.

Vi mennesker er jo mangfoldige. Det kan vi tydeligt se i verdens forskellige skikke og traditioner – vi ser det på tøjet, gestikken, måden at hilsen på og maden – og ikke mindst i sproget. Vores mangfoldighed bliver tydelige, når det kommer til det talte ord, for ikke nok med at folkeslag har deres sprog, så har hver egn også sin dialekt. Og selv i et lille land som Danmark, binder det os sammen, at hver egn har sine måder at udtale ord på – og endda ord der kun bruges på den egn, og ingen andre steder. Det bygger bro.

Og det siger noget om os, nemlig at vi skabt til at kommunikere med hinanden – og med vores skaber.

Vi taler hele tiden med hinanden. Vi taler om den verden, der omgiver os, og de tanker, den vækker i os. Vi taler for at forstå. Når vi står i en situation, der er hård eller urimelig, eller når vi har trådt et andet menneske over tæerne, så kan det at tale om det, få det til at falde til ro inden i os. Ordene skaber orden i kaos.

Vi bygger bro med vores sprog. Bygge broer i vores indre og til andre. Sproget åbner vores verden og åbner os, så vi tør stå midt i livet.

Johannesevangeliet begynder også med følgende: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” Johannes slår fast, at Guds væsen og ordet er et og det samme. Gud skaber verden med lyden, der brager gennem universet – og siden har lyden som bølger ramt os.

Pinsen er fortællingen om sproget, der ved første møde kan virke som om den skiller os ad, som vi hører i fortællingen om Babelstårnet, hvor de ikke længere kunne kommunikere og måtte opgive byggeriet – men som faktisk i pinsen bliver fortællingen om sproget, der netop gennem sin forskellighed, kan bære Guds ord og kærligheden ud i alle afkroge af verden. Kan nå alle mennesker på den måde, som netop de kommunikerer på.

For Gud er en lyd, som hjerterne forstår. Vi skal ikke først øve os på et særligt sprog, før Gud kan nå os. Og selv det lille barn, som vi bærer til dåben, kan Gud nå med sine ord, der bliver hvisket i deres øre og lagt i deres hjerter.

Gud er en bølge af lyd – en klang i vores indre – et vindstød, der hvirvler os op. Gud er Helligånden, der bevæger os, skubber til os, når vi er gået i stå og ikke tør tage næste skridt – når vi er bange og er rådvilde – når vi er bekymrede eller nervøse.

Gud bevæger os – sjældent med store skub – og oftest med en stille hvisken om, at han er med os alle dage – og også nu i dag, hvor modet svigter.

Det er såmænd ikke fordi jeg ikke tror, at Gud kan det med de store armbevægelser. Det synes jeg nok både jul og påske er et bevis på; men jeg tror vi nogle gange kommer til at overse Helligåndens virke i verden, fordi vi ser efter den store oplevelse. For ud over at Helligånden kan være vild og voldsom, sætte hjerter i brand og ildtunger over folks hoveder – så kan Helligånden også lige så stille massere vores hjerter. Blidt.

Og lige så stille skubber Helligånden de grænser, vi sætter op for os selv – grænser der gør livet svært og småt. Grænser for hvad vi kan, hvem vi er og hvad andre er for os. Grænser for hvor meget vi kan hjælpe eller være for hinanden.

Helligånden udvider de grænser – blæser mere luft, hvor der iltfattigt. Tænder ild, hvor vi er blevet kolde.

Helligånden åbner os for hinanden, så vi ikke behøver klare tilværelsen helt alene. Der er så mange menneske i verden, at ingen af os behøver klare livet alene – og står vi sammen, er vi stærke, og kan løfte hinanden, når vi skiftevis mister kræfterne og modet.

For livet vil møde os, og nogle gange vil det tage modet fra os. Livet har det med at kalde alle følelser frem i os på et eller andet tidspunkt, og det kan være svært nok at kendes ved, når man oplever en følelse, man ikke bryder sig om. Men det forunderlige er, at man ofte bagefter opdager, at den oplevelse gav en noget – og åbnede for en ny betydning for os. At oplevelsen flyttede en grænse i os.

Det kan være en ringe trøst, når man står midt i mørket, men dog alligevel kan det være en sprække, hvor lyset kan lyse ind. Helligånden har ikke forladt dig – heller ikke i mørket, og er i gang med at skubbe dig ud i lyset igen. Blæse dig blidt afsted – med de skidt, som netop du kan klare at tage, der hvor du er.

Pinse er over os – pinsen lever med os året igennem. Pinsen er, at Guds ånd er mellem os, taler til os, flytter grænser for os og blæser os et stykke ad vejen.

Pinsen er håbet om, at alt det, der er godt, smukt og sandt er af Gud – og at det findes i os alle.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-foerste-raekke

Kirkebønnen:
Helligånd – blæs os et stykke, men blæs os ikke af vejen. Hjælp os til at være til stede i livet, som de mennesker, vi er skabt til at være. Ikke fejlfri, men åbne. Ikke perfekte, men håbefulde. Ikke syndfri, men frifundne.

Hjælp os nu til at være mennesker for hinanden i verden, så vi sammen kan hjælpe der, hvor der er brug for det.

Send os mod hinanden, så vi med hinanden kan leve livet.

Derfor beder vi i dag for:

Alle der går alene, og som mangler en at dele livet med.

Alle der føler sig ensomme, og som mangler en at tale med.

Alle der er syge, og som længes efter lindring.

Alle der skal dø, og som er bange.

Alle der er stressede, og som mangler stilhed.

Alle der er triste, og som mangler latter.

Alle som føler sig udenfor, og som mangler nogen at føle sig indenfor med.

Alle som kæmper, og som mangler våbenhvile.

Alle som flygter, og som mangler et hjem.

Alle der tænker ondt om andre, og som mangler kærlighed.

Alle som misbruger magten, og som mangler øjenkontakt.

Ja, vær med os Gud, som dem vi er – hvor vi end er.

Amen

Kristi himmelfartsdag 2021

Her den anden dag hørte jeg en podcast lavet af Peter Lund Madsen – Hjernekassen – der handlede om højdesyge. Peter Lund Madsen fortalte om engang, hvor han havde oplevet at få højdesyge, fordi han ikke havde brugt tid på at akklimatisere sig på vej op ad et bjerg. Højdesyge er meget alvorligt, og man skal straks gå længere ned ad bjerget, så kroppen kan følge med, inden man så igen kan forsøge at bevæge sig mod toppen. Man må ikke jage mod toppen – det tager tid.

Bjergbestigning tager tid – som så meget andet i tilværelsen. For spørgsmålet er, om vi også til tider kan få en slags højdesyge af livet. At vi gennem vores liv glemmer at akklimatisere os, og hele tiden ser mod toppen, fremfor at få øje på, hvor vi rent faktisk er. Og at vi til tider skynder os for meget, fremfor at tage den tid, som livet kræver.

For livet kræver. Det gør det – livet kræver - selvom vi ikke altid vil kendes ved det. Livet kræver, at vi lever det på de betingelser, som vi har fået givet. Eller som den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson skriver det i sin bog: ”Fisk har ingen fødder”: (…) nogle gange er vores drømme ikke andet end et bedrag, en flugt, et bevis på at ikke tør vedkende os verden, ikke tør give os i kast med verden og os selv i den” (s. 132, 2013, 1. udgave, 5. oplag, Batzer & Co).

Vi skal turde give os i kast med tilværelsen, og ikke kun drømme om den eller drømme den anderledes. Og det kan kræve mod – og mod har det med at vise sig, når man har mindst af det. Som når man er ramt af højdesyge og på vej ned ad bjerget i stedet for op. Når livet har ramt en – og vist os den skrøbelighed, der i virkeligheden altid ligger i os, fordi det nu engang betyder noget at være menneske.

Modet til at gøre det, man ikke tør, men at gøre det alligevel. Til at gå ned ad for en stund for stole og håbe på, at man igen skal gå op. At stole på, at livets mange stunder med akklimatisering bringer os frem – og ikke kun bringer os tilbage.

Højdesyge.

Det er nu engang også underligt, at vi mennesker ikke kan tåle at stige til vejrs, og at vi får højdesyge på vej op ad bjerge. Vores tanker kan jo sagtens svinge sig under og over skyerne og helt til universets begyndelse; men vores kroppe må give op, og blive hvor de er skabt til at være – på jorden.

Vi kan vende vores blik mod himlen – mod himlene – og stadigvæk ikke tåle at være andre steder end her, bundet til jorden.

For vi er skabt af leret og formet af Gud. Vi er jordvæsener, og så alligevel. For vi lever med Guds åndedrag i vores lunger. Den luft som vi ikke kan stige til vejrs i, er den samme luft som vi fylder vores lunger med – og som vi lever af.

Og vi lever netop af luften – af ånden.

Vi trækker vejret i dybe åndedrag, og tænker ikke engang over, at vi hvert øjeblik har Guds hellige ånde i os. Vi får det automatisk og gratis – og helt pr. refleks.

Det er først, når luften bliver tynd, og når vi ikke længere kan følge med, at vi lægger mærke til, at vi hvert øjeblik trækker vejret. Opdager, hvor livsnødvendigt luften er – den luft, der ikke bare er usynlig til stede mellem alle mennesker, men også den luft der er til stede mellem himmel og jord.

Den samme luft som Kristus steg til vejrs i.

Og her viser Kristus os, at det overhovedet kan lade sig. At det er muligt at stige til vejrs, selvom vi kan blive lidt svimle og skeptiske ved tanken – for vi ved jo, hvor dårligt vi tåler højderne. Men ikke desto mindre, så er det, hvad vi hører i dag. Kristi Himmelfart.

Jesus kom ind i verden – og han tager tilbage til Gud. Faktisk kunne det ikke være anderledes. Han skulle den vej – for at vise os, at himmel og jord ER forbundet. Og at han – Jesus Kristus – er vejen, sandheden og livet.

Det er gennem ham, at vi også får del i vejen til himlen.

Vi får en vej udstukket, som vi skal gå. Men ikke bare gå alene som et ensomt projekt – det særlige er her, at vi skal gå den sammen. Ved Kristi Himmelfart stiger det menneske, som disciplene havde lært at kende i kød og blod, til himmels. Det er første og sidste gang at vi får et konkret menneske at følge. Gud blev menneske i Jesus – han inkarnerede sig, hvilket i sandhed er det største under af dem alle. Jesus levede med os som et sandt menneske, men også som sand Gud. Og disciplene og kvinderne fulgte ham. Vi følger ham. Men fra i dag af hører vi, at vejen, vi skal følge, kan lede os ud i hele verden. Fra at have levet i et punkt i historien, skal disciplene – skal vi – nu ud i verden og række budskabet videre. Lægge det i hånd efter hånd. Skabe og danne fællesskaber, og gå vejen mod bjergets top.

Og nok så vigtigt, så skulle disciplene ikke blive ved med at stå og se efter det sted, hvor Kristus forsvandt ind i skyen – de skulle tage livet på sig, og begynde at gå. Langsomt at bevæge sig – nogle gange op – lige så tit lidt ned igen, men hele tiden med Guds hellige ånde i deres lunger. Hele tiden med troen på, at vejen til himlen er banet, og vi går den vej.

Det ender godt – det får vi lovning på. Det ender godt. Er det ikke godt, så er vi ikke ved enden.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/kristi-himmelfartsdag-fra-foerste-raekke



Kirkebøn:

Himmelske Gud – jordiske Kristus – kærlige Ånd.

Vi folder vores hænder og ser på jorden, men i virkeligheden så løfter du vores blik mod himlen. Du giver håbet om, at også vi en dag skal stige op samme vej som dig, og at vi allerede nu går den vej. Langsomt og til tider prustende og modvilligt – men vi går din vej.

Vær med os på den vandring som livet er – vær med os, når vi testes og får højdesyge. Vær med os, når vi mister troen på, at det nytter.

Vi beder dig Gud vær med os på den vej, vi går i din ære.

Gud vær med os, når vi bliver syge og bange. Vær med os, når vi mister tålmodigheden og glæden. Vær med os, når vi falder og bliver svimle. Vær med os, når vi mangler og længes. Vær med os, når vi kæmper og ryster.

Vær med os – din skabning – i de liv, vi har fået og de omstændigheder der er vores. Åbn vores øjne for hinanden, så vi ser mennesket bag mundbindet, næsten bag sløret, kærligheden bag frygten, håbet bag hadet – og så vi igen rækker ud mod dem, der har brug for vores hjælp – og dem vi ikke forstår.

Vi beder i dag særligt for alle, der flygter fra krig og håbløshed – vi beder for børn, der betaler prisen for de voksnes krig – og vi beder for alle, der drømmer om frihed og bedre muligheder for deres børn. Vi beder for de kristne, der er forfulgt alene, fordi de tror, at kærligheden nedbryder hierarkier og nåden er større end enhver jordisk magt.

Vi beder for alle der sidder med magt mellem hænderne – lad dem bruge den til at kalde det bedste frem i andre, og ikke kun kalde det værste frem i dem selv.

Vi beder for din kirke her i Møllevang. Lad os skabe fællesskaber på tværs af skel – og vi beder for din kirke i hele verden. Lad lyset fra den brede sig til ethvert mørke – også det mørke, der er inde i os.

Amen