Bjergbestigning tager tid – som så meget andet i tilværelsen. For spørgsmålet er, om vi også til tider kan få en slags højdesyge af livet. At vi gennem vores liv glemmer at akklimatisere os, og hele tiden ser mod toppen, fremfor at få øje på, hvor vi rent faktisk er. Og at vi til tider skynder os for meget, fremfor at tage den tid, som livet kræver.
For livet kræver. Det gør det – livet kræver - selvom vi ikke altid vil kendes ved det. Livet kræver, at vi lever det på de betingelser, som vi har fået givet. Eller som den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson skriver det i sin bog: ”Fisk har ingen fødder”: (…) nogle gange er vores drømme ikke andet end et bedrag, en flugt, et bevis på at ikke tør vedkende os verden, ikke tør give os i kast med verden og os selv i den” (s. 132, 2013, 1. udgave, 5. oplag, Batzer & Co).
Vi skal turde give os i kast med tilværelsen, og ikke kun drømme om den eller drømme den anderledes. Og det kan kræve mod – og mod har det med at vise sig, når man har mindst af det. Som når man er ramt af højdesyge og på vej ned ad bjerget i stedet for op. Når livet har ramt en – og vist os den skrøbelighed, der i virkeligheden altid ligger i os, fordi det nu engang betyder noget at være menneske.
Modet til at gøre det, man ikke tør, men at gøre det alligevel. Til at gå ned ad for en stund for stole og håbe på, at man igen skal gå op. At stole på, at livets mange stunder med akklimatisering bringer os frem – og ikke kun bringer os tilbage.
Højdesyge.
Det er nu engang også underligt, at vi mennesker ikke kan tåle at stige til vejrs, og at vi får højdesyge på vej op ad bjerge. Vores tanker kan jo sagtens svinge sig under og over skyerne og helt til universets begyndelse; men vores kroppe må give op, og blive hvor de er skabt til at være – på jorden.
Vi kan vende vores blik mod himlen – mod himlene – og stadigvæk ikke tåle at være andre steder end her, bundet til jorden.
For vi er skabt af leret og formet af Gud. Vi er jordvæsener, og så alligevel. For vi lever med Guds åndedrag i vores lunger. Den luft som vi ikke kan stige til vejrs i, er den samme luft som vi fylder vores lunger med – og som vi lever af.
Og vi lever netop af luften – af ånden.
Vi trækker vejret i dybe åndedrag, og tænker ikke engang over, at vi hvert øjeblik har Guds hellige ånde i os. Vi får det automatisk og gratis – og helt pr. refleks.
Det er først, når luften bliver tynd, og når vi ikke længere kan følge med, at vi lægger mærke til, at vi hvert øjeblik trækker vejret. Opdager, hvor livsnødvendigt luften er – den luft, der ikke bare er usynlig til stede mellem alle mennesker, men også den luft der er til stede mellem himmel og jord.
Den samme luft som Kristus steg til vejrs i.
Og her viser Kristus os, at det overhovedet kan lade sig. At det er muligt at stige til vejrs, selvom vi kan blive lidt svimle og skeptiske ved tanken – for vi ved jo, hvor dårligt vi tåler højderne. Men ikke desto mindre, så er det, hvad vi hører i dag. Kristi Himmelfart.
Jesus kom ind i verden – og han tager tilbage til Gud. Faktisk kunne det ikke være anderledes. Han skulle den vej – for at vise os, at himmel og jord ER forbundet. Og at han – Jesus Kristus – er vejen, sandheden og livet.
Det er gennem ham, at vi også får del i vejen til himlen.
Vi får en vej udstukket, som vi skal gå. Men ikke bare gå alene som et ensomt projekt – det særlige er her, at vi skal gå den sammen. Ved Kristi Himmelfart stiger det menneske, som disciplene havde lært at kende i kød og blod, til himmels. Det er første og sidste gang at vi får et konkret menneske at følge. Gud blev menneske i Jesus – han inkarnerede sig, hvilket i sandhed er det største under af dem alle. Jesus levede med os som et sandt menneske, men også som sand Gud. Og disciplene og kvinderne fulgte ham. Vi følger ham. Men fra i dag af hører vi, at vejen, vi skal følge, kan lede os ud i hele verden. Fra at have levet i et punkt i historien, skal disciplene – skal vi – nu ud i verden og række budskabet videre. Lægge det i hånd efter hånd. Skabe og danne fællesskaber, og gå vejen mod bjergets top.
Og nok så vigtigt, så skulle disciplene ikke blive ved med at stå og se efter det sted, hvor Kristus forsvandt ind i skyen – de skulle tage livet på sig, og begynde at gå. Langsomt at bevæge sig – nogle gange op – lige så tit lidt ned igen, men hele tiden med Guds hellige ånde i deres lunger. Hele tiden med troen på, at vejen til himlen er banet, og vi går den vej.
Det ender godt – det får vi lovning på. Det ender godt. Er det ikke godt, så er vi ikke ved enden.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/kristi-himmelfartsdag-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Himmelske Gud – jordiske Kristus – kærlige Ånd.
Vi folder vores hænder og ser på jorden, men i virkeligheden så løfter du vores blik mod himlen. Du giver håbet om, at også vi en dag skal stige op samme vej som dig, og at vi allerede nu går den vej. Langsomt og til tider prustende og modvilligt – men vi går din vej.
Vær med os på den vandring som livet er – vær med os, når vi testes og får højdesyge. Vær med os, når vi mister troen på, at det nytter.
Vi beder dig Gud vær med os på den vej, vi går i din ære.
Gud vær med os, når vi bliver syge og bange. Vær med os, når vi mister tålmodigheden og glæden. Vær med os, når vi falder og bliver svimle. Vær med os, når vi mangler og længes. Vær med os, når vi kæmper og ryster.
Vær med os – din skabning – i de liv, vi har fået og de omstændigheder der er vores. Åbn vores øjne for hinanden, så vi ser mennesket bag mundbindet, næsten bag sløret, kærligheden bag frygten, håbet bag hadet – og så vi igen rækker ud mod dem, der har brug for vores hjælp – og dem vi ikke forstår.
Vi beder i dag særligt for alle, der flygter fra krig og håbløshed – vi beder for børn, der betaler prisen for de voksnes krig – og vi beder for alle, der drømmer om frihed og bedre muligheder for deres børn. Vi beder for de kristne, der er forfulgt alene, fordi de tror, at kærligheden nedbryder hierarkier og nåden er større end enhver jordisk magt.
Vi beder for alle der sidder med magt mellem hænderne – lad dem bruge den til at kalde det bedste frem i andre, og ikke kun kalde det værste frem i dem selv.
Vi beder for din kirke her i Møllevang. Lad os skabe fællesskaber på tværs af skel – og vi beder for din kirke i hele verden. Lad lyset fra den brede sig til ethvert mørke – også det mørke, der er inde i os.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar