Og vi er så vant til at inddele verden i grænser, at det går igen i vores hjem. Vi sætter hegn rundt langs vores matrikler – eller hænger dørtelefoner op, så alle og enhver ikke kan komme ind.
Ja, vi inddeler verden og vores liv i grænser.
Og krige opstår netop der, hvor grænserne ikke bliver respekteret, men overtrådt. Grænser er på mange måder vigtige, men også genstand for strid og fremmedgørelse. Grænser er begge dele.
Og pinsen handler også om grænser – grænsen mellem himmel og jord, og mellem folkeslag. Pinsen handler om sproget som grænse.
Vi mennesker er jo mangfoldige. Det kan vi tydeligt se i verdens forskellige skikke og traditioner – vi ser det på tøjet, gestikken, måden at hilsen på og maden – og ikke mindst i sproget. Vores mangfoldighed bliver tydelige, når det kommer til det talte ord, for ikke nok med at folkeslag har deres sprog, så har hver egn også sin dialekt. Og selv i et lille land som Danmark, binder det os sammen, at hver egn har sine måder at udtale ord på – og endda ord der kun bruges på den egn, og ingen andre steder. Det bygger bro.
Og det siger noget om os, nemlig at vi skabt til at kommunikere med hinanden – og med vores skaber.
Vi taler hele tiden med hinanden. Vi taler om den verden, der omgiver os, og de tanker, den vækker i os. Vi taler for at forstå. Når vi står i en situation, der er hård eller urimelig, eller når vi har trådt et andet menneske over tæerne, så kan det at tale om det, få det til at falde til ro inden i os. Ordene skaber orden i kaos.
Vi bygger bro med vores sprog. Bygge broer i vores indre og til andre. Sproget åbner vores verden og åbner os, så vi tør stå midt i livet.
Johannesevangeliet begynder også med følgende: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” Johannes slår fast, at Guds væsen og ordet er et og det samme. Gud skaber verden med lyden, der brager gennem universet – og siden har lyden som bølger ramt os.
Pinsen er fortællingen om sproget, der ved første møde kan virke som om den skiller os ad, som vi hører i fortællingen om Babelstårnet, hvor de ikke længere kunne kommunikere og måtte opgive byggeriet – men som faktisk i pinsen bliver fortællingen om sproget, der netop gennem sin forskellighed, kan bære Guds ord og kærligheden ud i alle afkroge af verden. Kan nå alle mennesker på den måde, som netop de kommunikerer på.
For Gud er en lyd, som hjerterne forstår. Vi skal ikke først øve os på et særligt sprog, før Gud kan nå os. Og selv det lille barn, som vi bærer til dåben, kan Gud nå med sine ord, der bliver hvisket i deres øre og lagt i deres hjerter.
Gud er en bølge af lyd – en klang i vores indre – et vindstød, der hvirvler os op. Gud er Helligånden, der bevæger os, skubber til os, når vi er gået i stå og ikke tør tage næste skridt – når vi er bange og er rådvilde – når vi er bekymrede eller nervøse.
Gud bevæger os – sjældent med store skub – og oftest med en stille hvisken om, at han er med os alle dage – og også nu i dag, hvor modet svigter.
Det er såmænd ikke fordi jeg ikke tror, at Gud kan det med de store armbevægelser. Det synes jeg nok både jul og påske er et bevis på; men jeg tror vi nogle gange kommer til at overse Helligåndens virke i verden, fordi vi ser efter den store oplevelse. For ud over at Helligånden kan være vild og voldsom, sætte hjerter i brand og ildtunger over folks hoveder – så kan Helligånden også lige så stille massere vores hjerter. Blidt.
Og lige så stille skubber Helligånden de grænser, vi sætter op for os selv – grænser der gør livet svært og småt. Grænser for hvad vi kan, hvem vi er og hvad andre er for os. Grænser for hvor meget vi kan hjælpe eller være for hinanden.
Helligånden udvider de grænser – blæser mere luft, hvor der iltfattigt. Tænder ild, hvor vi er blevet kolde.
Helligånden åbner os for hinanden, så vi ikke behøver klare tilværelsen helt alene. Der er så mange menneske i verden, at ingen af os behøver klare livet alene – og står vi sammen, er vi stærke, og kan løfte hinanden, når vi skiftevis mister kræfterne og modet.
For livet vil møde os, og nogle gange vil det tage modet fra os. Livet har det med at kalde alle følelser frem i os på et eller andet tidspunkt, og det kan være svært nok at kendes ved, når man oplever en følelse, man ikke bryder sig om. Men det forunderlige er, at man ofte bagefter opdager, at den oplevelse gav en noget – og åbnede for en ny betydning for os. At oplevelsen flyttede en grænse i os.
Det kan være en ringe trøst, når man står midt i mørket, men dog alligevel kan det være en sprække, hvor lyset kan lyse ind. Helligånden har ikke forladt dig – heller ikke i mørket, og er i gang med at skubbe dig ud i lyset igen. Blæse dig blidt afsted – med de skidt, som netop du kan klare at tage, der hvor du er.
Pinse er over os – pinsen lever med os året igennem. Pinsen er, at Guds ånd er mellem os, taler til os, flytter grænser for os og blæser os et stykke ad vejen.
Pinsen er håbet om, at alt det, der er godt, smukt og sandt er af Gud – og at det findes i os alle.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-foerste-raekke
Og det siger noget om os, nemlig at vi skabt til at kommunikere med hinanden – og med vores skaber.
Vi taler hele tiden med hinanden. Vi taler om den verden, der omgiver os, og de tanker, den vækker i os. Vi taler for at forstå. Når vi står i en situation, der er hård eller urimelig, eller når vi har trådt et andet menneske over tæerne, så kan det at tale om det, få det til at falde til ro inden i os. Ordene skaber orden i kaos.
Vi bygger bro med vores sprog. Bygge broer i vores indre og til andre. Sproget åbner vores verden og åbner os, så vi tør stå midt i livet.
Johannesevangeliet begynder også med følgende: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” Johannes slår fast, at Guds væsen og ordet er et og det samme. Gud skaber verden med lyden, der brager gennem universet – og siden har lyden som bølger ramt os.
Pinsen er fortællingen om sproget, der ved første møde kan virke som om den skiller os ad, som vi hører i fortællingen om Babelstårnet, hvor de ikke længere kunne kommunikere og måtte opgive byggeriet – men som faktisk i pinsen bliver fortællingen om sproget, der netop gennem sin forskellighed, kan bære Guds ord og kærligheden ud i alle afkroge af verden. Kan nå alle mennesker på den måde, som netop de kommunikerer på.
For Gud er en lyd, som hjerterne forstår. Vi skal ikke først øve os på et særligt sprog, før Gud kan nå os. Og selv det lille barn, som vi bærer til dåben, kan Gud nå med sine ord, der bliver hvisket i deres øre og lagt i deres hjerter.
Gud er en bølge af lyd – en klang i vores indre – et vindstød, der hvirvler os op. Gud er Helligånden, der bevæger os, skubber til os, når vi er gået i stå og ikke tør tage næste skridt – når vi er bange og er rådvilde – når vi er bekymrede eller nervøse.
Gud bevæger os – sjældent med store skub – og oftest med en stille hvisken om, at han er med os alle dage – og også nu i dag, hvor modet svigter.
Det er såmænd ikke fordi jeg ikke tror, at Gud kan det med de store armbevægelser. Det synes jeg nok både jul og påske er et bevis på; men jeg tror vi nogle gange kommer til at overse Helligåndens virke i verden, fordi vi ser efter den store oplevelse. For ud over at Helligånden kan være vild og voldsom, sætte hjerter i brand og ildtunger over folks hoveder – så kan Helligånden også lige så stille massere vores hjerter. Blidt.
Og lige så stille skubber Helligånden de grænser, vi sætter op for os selv – grænser der gør livet svært og småt. Grænser for hvad vi kan, hvem vi er og hvad andre er for os. Grænser for hvor meget vi kan hjælpe eller være for hinanden.
Helligånden udvider de grænser – blæser mere luft, hvor der iltfattigt. Tænder ild, hvor vi er blevet kolde.
Helligånden åbner os for hinanden, så vi ikke behøver klare tilværelsen helt alene. Der er så mange menneske i verden, at ingen af os behøver klare livet alene – og står vi sammen, er vi stærke, og kan løfte hinanden, når vi skiftevis mister kræfterne og modet.
For livet vil møde os, og nogle gange vil det tage modet fra os. Livet har det med at kalde alle følelser frem i os på et eller andet tidspunkt, og det kan være svært nok at kendes ved, når man oplever en følelse, man ikke bryder sig om. Men det forunderlige er, at man ofte bagefter opdager, at den oplevelse gav en noget – og åbnede for en ny betydning for os. At oplevelsen flyttede en grænse i os.
Det kan være en ringe trøst, når man står midt i mørket, men dog alligevel kan det være en sprække, hvor lyset kan lyse ind. Helligånden har ikke forladt dig – heller ikke i mørket, og er i gang med at skubbe dig ud i lyset igen. Blæse dig blidt afsted – med de skidt, som netop du kan klare at tage, der hvor du er.
Pinse er over os – pinsen lever med os året igennem. Pinsen er, at Guds ånd er mellem os, taler til os, flytter grænser for os og blæser os et stykke ad vejen.
Pinsen er håbet om, at alt det, der er godt, smukt og sandt er af Gud – og at det findes i os alle.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-foerste-raekke
Kirkebønnen:
Helligånd – blæs os et stykke, men blæs os ikke af vejen. Hjælp os til at være til stede i livet, som de mennesker, vi er skabt til at være. Ikke fejlfri, men åbne. Ikke perfekte, men håbefulde. Ikke syndfri, men frifundne.
Hjælp os nu til at være mennesker for hinanden i verden, så vi sammen kan hjælpe der, hvor der er brug for det.
Send os mod hinanden, så vi med hinanden kan leve livet.
Derfor beder vi i dag for:
Alle der går alene, og som mangler en at dele livet med.
Alle der føler sig ensomme, og som mangler en at tale med.
Alle der er syge, og som længes efter lindring.
Alle der skal dø, og som er bange.
Alle der er stressede, og som mangler stilhed.
Alle der er triste, og som mangler latter.
Alle som føler sig udenfor, og som mangler nogen at føle sig indenfor med.
Alle som kæmper, og som mangler våbenhvile.
Alle som flygter, og som mangler et hjem.
Alle der tænker ondt om andre, og som mangler kærlighed.
Alle som misbruger magten, og som mangler øjenkontakt.
Ja, vær med os Gud, som dem vi er – hvor vi end er.
Amen
Helligånd – blæs os et stykke, men blæs os ikke af vejen. Hjælp os til at være til stede i livet, som de mennesker, vi er skabt til at være. Ikke fejlfri, men åbne. Ikke perfekte, men håbefulde. Ikke syndfri, men frifundne.
Hjælp os nu til at være mennesker for hinanden i verden, så vi sammen kan hjælpe der, hvor der er brug for det.
Send os mod hinanden, så vi med hinanden kan leve livet.
Derfor beder vi i dag for:
Alle der går alene, og som mangler en at dele livet med.
Alle der føler sig ensomme, og som mangler en at tale med.
Alle der er syge, og som længes efter lindring.
Alle der skal dø, og som er bange.
Alle der er stressede, og som mangler stilhed.
Alle der er triste, og som mangler latter.
Alle som føler sig udenfor, og som mangler nogen at føle sig indenfor med.
Alle som kæmper, og som mangler våbenhvile.
Alle som flygter, og som mangler et hjem.
Alle der tænker ondt om andre, og som mangler kærlighed.
Alle som misbruger magten, og som mangler øjenkontakt.
Ja, vær med os Gud, som dem vi er – hvor vi end er.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar