Jeg kan nikke genkendende til det sidste, og jeg ved ikke om det er min alder, der er begyndt at tynge mig. Men jeg er begyndt at glemme detaljer fra min fortid, som jeg før bare huskede. Jeg kan sagtens finde skuffen i min hjerne, men når jeg åbner den, er tom. Så er det bare forsvundet – som fx navne på skolekammerater. Jeg husker deres ansigter, deres bevægelser og deres smil, men jeg har glemt deres navne.
”Hvor er tiden, der tager os?” synger en den danske musikgruppe ”Inside the whale”.
Tiden tager små stykker af vores hukommelse. Og små stykker af vores liv. Det vi ikke bruger, bliver smidt ud.
Og derfor er ihukommelse så vigtig for os. For at ihukomme; for at erindre. At minde sig selv om det, der er umisteligt, men som vi til tider glemmer. Vi husker ikke for fortidens skyld, men for fremtidens. Vi husker for at gå ind i livet.
Kirken er et sted, hvor vi ihukommer. Søndag efter søndag gentager vi ord om Jesu liv. Og vi gør det for at lade troens ord lægge sig som små frø i vores indre med håbet om, at det vil forplante sig gennem vores tilværelse.
”Vi forlader hverdagens verden og går ind for at lade os erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det, vi er, og hvor vi skal hen.” (Mogens Lindhardt, Trinitas – en homiletisk rejse, s. 94). Herinde husker vi på det, der engang skete, men som på forunderlig vis stadigvæk sker med os og for os. Vi ihukommer.
Når vi fx døber et barn, gør vi det foran jer – menigheden. I ser barnet få vand på hovedet, I ser forældrenes stolthed – og vi bliver alle mindet om, at vi også en dag blev døbt. At de ord, der bliver sagt til det lille barn, også lyder til os – og ikke bare dengang, men at ordene har lydt til os lige siden. Når Jesus siger til barnet: se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende, så gælder det også os. Han slipper os ikke, og han glemmer os ikke. Heller ikke hvis vi slipper ham og glemmer ham. Han holder fast ved os. Det er noget, man ikke altid kan sige sig selv, men har brug for at høre igen og igen. Enhver dåb er derfor også en dåbserindring for os andre – eller den kan blive en mulighed for at være det.
Vi bliver simpelthen vidner til – ikke bare det enkelte barn – men på sin vis også hinandens dåb, selvom det kan række langt tilbage i vores livshistorie. For en dåb kræver vidner. Der skal være nogen, der overvære dåben. Det er tydeligt i loven, hvor der står, at man skal have mellem 2-5 vidner, som vi kalder faddere. Men det er bare loven, for det teologiske i det er, at ingen bliver døbt alene. Vi døbes omringet af nogen.
Og sådan har døbte dannet ring om døbte siden begyndelsen – for at ihukomme. Og netop fordi dåben ikke efterlader sig kropslige mærker, har vi brug for erindre, at korstegnelsen for ansigt og bryst gælder endnu og at vandet endnu risler i vores liv. Og vidne om det til hinanden – holde hinanden fast på, at dåben er det, der binder os sammen og binder os til Gud. Og vi bliver bundet til Gud – får en ny relation. Og intet kan komme mellem os og Gud fra nu af og til evig tid. Det er væsentligt – og måske særligt i en tid, hvor vi måles og vejes på vores præstationer og succeser. At intet du gør eller siger – og intet andre gør eller siger overfor og om dig – kan skille dig fra Gud.
Vi siger endda om dåben, at vi bliver genfødt – at dåben altså er en slags genfødsel – en ny fødsel, hvor vi bliver født ved vand og ved Helligånd. Vi bliver født to gange – som mennesker og som ånd, siger Jesus i dag til Nikodemus, der kommet til Jesus for at spørge ham ud.
Men Nikodemus forstår ikke først, hvad Jesus mener. Han forstår ikke, at Jesus taler om livets to fødsler – to overgange fra et til noget andet. Og ligesom vi bliver født ind i denne verden, og går fra den snævre verden i vores mors maver til dette, så er åndens fødsel en fødsel fra en snæver verden til noget større. En fødsel til Guds virkelighed.
Eller som Jesus forklarer, så handler det om Helligånden, der suser som vinden. Helligånden er en bevægelse i verden mellem mennesker. Den tyske teolog Klaus Wengst forklarer det ved, at: ”Ånden er Guds virkelighed, som sætter sig igennem i det jordiske” (ibid. S. 95).
Ånden fejer gennem livet, og den kan feje det væk, som er for tungt for os at bære på. Det der tynger os i livet, og vi må slippe. Men ånden fejer det ikke væk, før vi slipper det.
Vi skal erkende, at det går an at stille det fra os, som vi har gjort forkert og hvor vi gjorde andre fortræd. Du får lov at stille det fra dig – og Ånden fejer det væk. Eller vasker det væk, kunne man sige – som det sker i dåben, der også kan sammenlignes med et bad.
Mirian Dues lille sætning: ”Det du giver slip på, vil forlade dig” kan med kristelige øjne tolkes som Åndens løfte til os. Når du kommer her i kirke, får du forladelsen. Du får lov at forlade alt det, der gør livet tungt, for du er menneske af ånd, og Guds Ånd virker i dig – omkring dig og mellem os.
Guds virkelighed er også en del af vores virkelighed.
Det er det her, som Nikodemus ikke ved, at han spørger om, og ikke har fattet, at han har brug for. Han kommer i nattens mørke, men har brug for lyset.
Nikodemus bliver i evangeliet for kaldt et menneske, og derefter nævnes han med titler. Han kommer som et billede på os, når vi glemmer, at vi er af Ånd. Når vi glemmer, at det betyder noget, at Gud har bundet sig til os – at Helligånden virker i verden – og at vi hele tiden skal ihukomme og bevæges for at leve. Det skal vi erindre – det skal vi ihukomme – det skal vi have gentaget.
For Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv. (Johannes 3,16, Bibelen 2020).
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/trinitatis-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud – vær en fødselshjælper – en jordemor – i vores liv, så vi kan komme igennem det der er svært, og slippe det, der snærer os.
Vær med os, når vi spørger blinde for det, du hver dag så nådigt giver; men som vi igen og igen har brug for at erindre.
Vær med os, når gemmer os i mørket – og kald os ud i lyset igen. Lad din velsignelse skinne på os.
Og lad os åbne vores øjne for verden, der er din og vores.
Derfor beder vi for alle der ikke kan finde vej i livet og har brug for en guide. Vær den guide, Gud.
Vi beder for alle, der er syge og har smerte, og har brug for lindring. Skænk den lindring Gud.
Vi beder for alle der skal dø og alle der er bange. Giv dem klarhed, Gud.
Vi beder for alle der mangler et hjem eller et sted, hvor de føler de hører til. Giv dem ro i sjælen, Gud.
Vi beder for alle der er forhærdede og råber ad andre. Giv dem kærlighed og åbenhed, Gud.
Vi beder for alle, der fælder domme over andre, fordi de er bange for selv at blive dømt. Kend dem fri af nåde, Gud.
Vi beder for alle der er sløsede med deres opgaver. Giv deres omgivelser tålmodighed, Gud.
Vi beder for alle, der har magt. Giv dem bløde hjerter, Gud.
Vi beder for kirken, Gud – som er bygget af menneskehænder, men som tilhører dig. Din kirke. Vi beder om, at du må virke i den, så vi hele tiden arbejder for dit rige i verden – så vi åbner hjerter fremfor at lukke døre. Så vi løfter fremfor at træde på.
Hjælp os med livet – vi skal bevæges.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar