2. søndag efter trinitatis 2021

”Kaos giver ofte liv, når orden er blevet en vane”. Sådan skulle den amerikanske historiker Henry B. Adams efter sigende havde udtalt sig. Det er ellers ikke sådan, vi er vant til at se på kaos, som det, der giver liv. Faktisk er det nok nærmere det modsatte. Det er en værdsat kompetence på arbejdsmarkedet i dag, at man kan lede sig egen arbejdsdag, have overblik, styr på kalenderen, mails og aftaler. Der er ikke mange, der bliver ansat på, at de skriver, at de er gode til at skabe kaos omkring sig. Der skal derimod orden og struktur til.

Men spørgsmålet er om det ikke går imod den verden, vi lever i? Imod det liv, vi lever?

Jeg synes nemlig, at der ofte sker noget, der viser det modsatte. Jeg bruger fx oceaner af tid på lede efter mine nøgler eller mine briller, selvom jeg godt ved, at jeg bare skal lægge ting det samme sted. Hver gang.

Men livet er også kaotisk på andre planer end bare det helt personlige, når vi ser på klimakrisen, vi står midt i. En pandemi, der lukker verden ned. Man har måske mennesker i sit liv, der ikke altid agerer, som man regner med.

Der er et element at kaos i tilværelsen – af noget, vi ikke kan styre eller planlægge. Noget der får os til at stoppe op eller reagere eller græde eller gyse eller undres. Det kaotiske gør noget ved os. Eller livet gør noget ved os.

Vi kan ikke undgå at blive forstyrret i livet. Vi kan planlægge, men det uforudsigelige vil stadigvæk være der.

I 1970’erne udviklede man noget, der kaldes for kaosteorien, der i grundtræk går ud på, at alting udvikler sig over tid, og at startbetingelserne er vigtige for resultatet. Man kalder det også for sommerfugleeffekten. Det er ideen om, at en sommerfugls slag med vingen på den ene side af jordkloden kan føre til en orkan på den anden side. At enhver handling har konsekvenser – breder sig som ringe i vandet og rammer bredder, vi ikke kan forudsige. At livet er kaotisk i sin essens.

Vi kan ikke forudsige det eller beregne livet på forhånd. Men vi kan navigere i det – eller det det eneste vi kan. Navigere i det, der kan synes kaotisk og løssluppent – uordentligt eller rodet.

Problemet er nok mest os mennesker, der gerne vil have orden i vores liv. Vi opstiller regler, kasser og regneark – prøver at skabe orden i det kaotiske. Og vi bliver tit skuffede.

Men det største problem opstår, når vi forsøger at gøre det samme med Gud. Forsøger at få styr på Gud – sætte ham eller hende i en kasse, der passer med den lille del af verden, som vi kan se og opfatte.

Det er ikke fordi, det er forkert at gøre; men vi skal være forberedte på, at blive overraskede og overrumplede af Gud. Og måske særligt, når vi tror, vi har fået styr på Gud.

Jesus fortæller en lignelse om en mand. Når Jesus fortæller om en mand, en godsejer eller en vinbonde, så er det ofte Gud, han taler om.

Jesus fortæller om mand, der vil holde fest – men alle de indbudte takker nej i sidste øjeblik. De var nok ikke bekendte med Søren Pind-reglen. Det er en regel, som Søren Pind gjorde sig til fortaler i radioprogrammet Mads & Monopolet, der går ud på, at har man først sagt JA til et arrangement, så aflyser man ikke, selvom der kommer noget mere vigtigt eller spændende, man måske hellere ville til. Søren Pind- reglen er, at et JA altid gælder.

Men det vidste de indbudte mennesker i lignelsen ikke. De undskyldte sig, fordi noget vigtigere var sket i deres liv end denne fest. Enhver der har prøvet at blive brændt af på den måde, ved at det ikke er rart. Det er ikke rart at blive prioriteret fra – at få en følelse af at være uvæsentlig i andres liv.

Og manden i lignelsen bliver også vred. Ordet vrede betyder egentlig ”forvreden” – at noget bliver forvreden. Som en fod, man vrikker om på, og forvrider – smerten, der jager gennem kroppen. Eller som et hjerte man vrikker om på og forvrider – den smerte kan blive længe efter, man har lagt is på og hvilet. Men også forvreden som det ansigtsudtryk, som vreden giver. Man bliver svær at kende og vreden kan lyse ud af øjnene som lyn, der rammer den, man er vred på. Vreden opstår, når det man gerne vil, ikke sker. Som når folk takker ned til ens åbne arme og udstrakte hånd.

Men manden i lignelsen dropper ikke festen – han inviterer nogle andre.

Han inviterer de fattige, vanføre, blinde og lamme, som der står. Han inviterer dem, der på det her tidspunkt tilhører den sociale lavklasse. Dem der ellers aldrig får en invitation. I skal forestille jer, at det er mennesker, der har haft slidt og måske beskidt tøj på – de har været usoignerede. Det er mennesker, der med forskellige handikaps måske har haft svært ved at spise uden at spilde. Mennesker der har rørt ved maden med hænderne for at mærke den inden, der var kommet op til munden – eller måske mennesker, der har spist direkte af tallerkenen uden at bruge hverken arme eller ben.

Jeg er klar over det politiske ukorrekte i at male billedet for jer – men jeg tør kun at gøre det, fordi at netop en lignelse som denne, har været som et slag med en sommerfuglevinge; og i dag bliver der arbejdet med at fastholde menneskers ligeværdighed uagtet handicaps.

Fordi Jesus turde tale om det kaotiske i tilværelsen og tale om mennesker, som andre anså som kaotiske, har vi i dag et sundhedssystem, der forsøger at hjælpe mennesker uagtet. Jesus har skabt direkte socialpolitiske retningslinjer helt op til i dag – munke og nonne har gennem tiden bygget hospitaler og væresteder til dem, som ingen andre ville bekymre sig om. Insisteret på ligeværdigheden. Også hos mennesker, som mange så som kaotiske – svære at være sammen med – eller måske ligefrem besværlige.

I lignelsen bliver de kaotiske mennesker beskrevet meget konkret, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at lignelsen handler om mennesker som helhed og det kaos, vi alle har med os fra vores liv.

For er det ikke sådan, at vi alle til tider lever kaotisk – vores tanker kan rode, vores valg synes ulogiske og vi ved ikke hvilket skridt, der bliver det næste? Vi har alle et kaos med os, som vi måske forsøger at dække over eller forsøger at leve med.

Og da kommer Gud til os midt i livet, og indbyder os til fest. Han indbyder os ikke lige her til en stille, privat stund, men netop til fest, der som bekendt er bedst, når der er glæde, sang, høje stemmer og en væren i nuet. Fester er bedst, når tiden flyver og man har ondt i maven af at grine, når man går hjem. Når man har mødt spændende mennesker, haft gode samtaler eller danset fødderne ømme.

Eller sagt på en anden måde, så er fester bedst, når vi er i relation med andre. Når vi glemmer os selv.

Selvforglemmelse er så skønt et ord. Luther talte om en indkrogethed i sig selv – det kan ske, at man kroger så meget ind i sig selv, at man kun kan se sin egen navle og slet ikke kan få øje på andre. Og så kommer evangeliet og forvandler os – retter os ud, rejser os op, så vi ser hinanden. Deri ligger selvforglemmelse, for at have den anden for øje, er at have Gud på sinde.

Gud vil oprejse os og sende os ud, så vi kan indbyde hinanden til den festlige begivenhed, det er at blive rettet ud.

Evangeliet har det store potentiale, at det kan forvandle mennesker. Vi hører, at Gud kan skabe liv ud af kaos. Der står ikke noget om, at han fjerner kaos eller gør det nemmere at være menneske – tilværelsen vil til stadighed forkrampe os, fortvivle os og forfærde os. Men der er mere at sige end det – mere at sige om os end det, vi ikke kan overskue. Det mere giver Gud os, når han skaber liv ud af kaos. Skaber hjerter ud af sten og liv ud af ler.

Vi er oprejste, ranke og hinandens.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Festens Gud – Livets Herre

Vi takker fordi du igen og igen sender os i hinandens arme. Vi beder dig om at hjælpe os med at indbyde til Dit fællesskab, og åbn vores øjne for dem, vi tror indbydelsen ikke rækker til; for også de er med.

Vi beder dig være med os, når vi nøler eller ikke tør. Og ret os ud, når vi igen falder sammen og kroger os ind i os selv.

Vi beder dig Gud vær med os i denne bøn for verden:

Vær med alle der er slidte og trætte.

Vær med alle der er bange eller bedrøvede.

Vær med alle der er syge eller i smerter.

Vær med alle der er usikre overfor fremtiden.

Vær med alle der håber eller længes.

Vær med alle der skammer sig eller skammes ud.

Vær med alle der træder på andre og alle der er blevet trådt på.

Vær med alle der er foragtede og alle der er forargede.

Vær med alle, der er magtfulde eller magtglade.

Vær med alle troende, og vær med alle der ikke tror om det så er på Dig Gud eller dem selv.

Vær med din kirke her i Møllevang. Lad den være et håbstegn i verden, og lad dens virkning være som et slag af en sommerfuglevinge, så fremtiden kan tegne lys og glædelig.

Hold os fast på, at det nytter at sprede ordet – at det nytter at insistere på kærligheden.

Amen