2. søndag efter påske 2022

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Hyrden har et hårdt job – han går mange mil for at følge med sin flok – sine får. Han går bag ved dem, eller ved siden af dem, for at følge dem til det sted, hvor flokken kan hvile og få fornyede kræfter igen.

Hyrden er ikke altid synlig, fordi han går bagved, og guider fårene på vej.

Gud er som en hyrde. Det er ikke altid, vi kan se eller ligefrem mærke Gud i vores liv. Og til tider kan vi måske tro, at han slet ikke findes. I desperation over, at vi ikke får tegn fra Gud, sker det måske, at vi afskriver ham.

Men han er der. Også når vi afskriver ham.

Han går lige bag ved, lige præcis ude af syne for øjet. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi får et glimt af Gud ud af øjenkrogen. Og vi siger sådan lidt indforstået til hinanden: ”der er mere mellem himmel og jord.”

Men lige så snart, vi har anet, at vi ikke går alene i livet, lige så hurtigt, er Gud gået ind bag os igen, fordi det for Gud ikke handler om at vise sig for os, men om at sørge for, at vi kan finde vej gennem tilværelsen. Og han bruger sin røst, så vi kan høre ham, når vi ikke altid kan se ham. Han kalder os, så han kan lede os til de grønne enge sikkert.

Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navn skyld.

Hvem kender ikke det med, at man føler, at man er på afveje i livet. Det kan være svært at finde vej tilbage – og man kan være så faret vild, at man oplever at miste sig selv på vejen.

Hvilke stier er da de rette for os? Det spørgsmål kan vi ikke svare på, for vi kan opleve at selv en afvej kan lære os noget om livet eller om os selv – og måske vi slet ikke ville have været den vej foruden. Og andre gange er vi bare så fortabte på vejen, at vi har brug for en til at hjælpe os tilbage.

Gud giver os kræfter til at gå ad selv den vej, der synes svær. Han hvisker til os, at det nytter at tage et skridt mere, fordi vi er på vej. Han leder os ad den rette sti.

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

I Bibelen står der over 300 gange, at vi ikke skal frygte. Frygt er en følelse der igen og igen dukker op i vores liv. Nogle gange mærker vi den som ængstelse eller bekymring, men næsten altid er frygten bundet til en fremtid, vi endnu ikke kender.

Frygt ikke – sådan siger englene til os, når vi bliver grebet af frygt. Frygt ikke, fordi der ikke er noget at frygte.

Da jeg var barn, og skulle sove, insisterede min mor på at slukke lyset, selvom jeg helst ville have en lampe tændt. Men tiderne var anderledes, og lyset blev slukket. Så lå jeg der i mørket og ventede med en lille frygt spirende i maven. Men inden jeg nåede at blive rigtig bange vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg begyndte at ane konturer om omrids. Jeg kunne se lys under den lukkede dør og fra vinduet. Jeg kunne igen begynde at se, hvor jeg var.

Jeg var i mørket, men selv der, var der ingen grund til frygt, for Gud var med mig. Og ventede jeg bare et øjeblik, ville han gøre det sorteste mørke, en smule lysere.

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.

Hvem er vores fjender? Vi ville nok i dag i nemmere kunne pege på andre, måske et helt folk, og kalde dem fjender end vi kunne bare ved årsskiftet.

Men Jesus siger til os, at vi skal elske og bede for vores fjender.

Han siger det modsatte af, hvad vi har lyst til, når vi føler os truet eller bange. Bed for dem.

Han bad selv for de mennesker, vi kunne have kaldt for fjender. Han bad for dem, der korsfæstede ham, og som han havde enhver ret til at hade eller vil hævne. Synes vi.

Men måske netop derfor. Fordi hævn binder os til det umenneskelige i os, og fastholder fronter, fremfor at insisterer på det, der er det vigtigste i livet, nemlig næstekærligheden. Netop der bad Jesus. Og han bad, at de ikke vidste bedre, og at Gud skulle tilgive dem.

Mennesker er kun fjender, så længe vi kalder hinanden det. Og vi gør ondskaben en tjeneste, når vi råber: fjende. Vi gør det ondes arbejde, i stedet for at dække bord, så vi kan spise sammen. Blive sammenspiste igen.

Der er kun et folk her på jorden – Guds folk. Guds mennesker – alle skabt i sammen kærlighed. Af samme kærlighed. Til samme kærlighed. Vi er skabt, fordi størst af alt er kærlighed.

Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

Man salver konger og dronninger. Dronning Elisabeth af Storbritannien blev salvet med olie, da hun blev kronet – en præst tegnede et kors med olie på sin finger på hendes hoved, hendes bryst og i hendes håndflader.

Nu salver Gud os – vi er hans kongeslægt. I Guds øjne er vi som konger og dronninger alle sammen.

Der er ingen, der har forrang eller særlige privilegier i Guds rige. Præsten er ikke tættere på Gud end andre. Provsten er ikke tættere på Gud end andre. Biskoppen er ikke tættere på Gud end andre. Gud er lige tæt på os alle – og han salver os med olie. Velduftende olier, der nærer os.

Og han tager vores livsbæger, og fylder det til randen med sin kærlighed. Vi skal ikke mangle. Ikke nu, aldrig.

Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Gud holder os i sine hænder. I sin ene hånd holder han alle de levende, og i den anden alle de døde. Vi er sammen i Gud, og alligevel adskilt.

Men ingen af os er revet ud af Guds hånd. Vi er samlet i Guds hænder.

Jeg forestiller mig Gud med store, varme hænder, der blidt og nænsomt skærmer os. Hans hænder bliver brugt til at alt det, vi også kan bruges vores hænder til – kærtegn og omfavnelse. Eller til at strække frem mod en, der kommer os i møde. Og når vi mødes, så griber vi hinanden hænder og trykker dem – for at mærke, at her står en som mig.

Gud rækker sine hænder mod os – så vi kan mærke, at vi allerede og altid har været elsket. At vi bor i hans hus, om vi så er i den ene eller den anden hånd.

I Bibelen står der, at Gud er alfa og omega, begyndelsen og ende. Gud er altså den, der omfavner og favner verden – han er overalt.

Gud er.

Og derfor kan vi være. Nu og altid.

Amen


Dagens tekster:

Salme 23, vers 1-6:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, 

han lader mig ligge i grønne enge, 

han leder mig til det stille vand. 

Han giver mig kraft på ny, 

han leder mig ad rette stier 

for sit navns skyld. 

Selv om jeg går i mørkets dal, 

frygter jeg intet ondt, 

for du er hos mig, 

din stok og din stav er min trøst. 

Du dækker bord for mig 

for øjnene af mine fjender. 

Du salver mit hoved med olie, 

mit bæger er fyldt til overflod. 

Godhed og troskab følger mig, 

så længe jeg lever, 

og jeg skal bo i Herrens hus 

alle mine dage.

Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 22-30:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Langfredag 2022

Når livet sortner med prikker for øjnene.

Når man ikke ved, hvilket skridt man skal gå,

og må gå i stå.

Det utænkelige.

Det knuste.

Det tabte.

Døden.

Ydmyget.

 

Behandlet så grumt,

så fjernt fra den, han selv var,

og den måde han selv mødte mennesker på.

Han holdt fast ved kærligheden til det sidste

Holdt fast i os,

selv når vi måtte slippe.

Holdt fast i korset

som det slæbte over stenbroen.

Holdt fast i værdigheden

men verden svigtede.

"Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."



Tilgiv dem, når slår ihjel.

Tilgiv dem, når de ødelægger livet for andre.

Tilgiv dem, når de bliver ligeglade.



Tilgiv dem, når de igen går i krig.

Tilgiv dem, når de knuser byer, drømme og fremtid.



Tilgiv os.

Tilgiv din skabning, når vi igen og igen korsfæster kærligheden, fordi vi ikke altid forstår.



Vi står i efterskælvet.

Klædet er revet over,

dine fjender er faldet på knæ.

Vi går natten i møde.

Alt er stille.

Og nu må også vi falde på knæ i bøn,

og bede:



Blæs håbet ind i vores næsebor.

Sæt ild til tornebuskene omkring os, så vi ser dig.

Mal med kærlighedens farve på vores dørstolper.

Åbn himlen over os, og hvisk til os,

at vi er dine elskede børn.



Amen

Skærtorsdag 2022

Noget af det fornemste på menneskekroppen er vores fødder. Med knyster, hård hud og hår på tæerne. De kan være sure som en gammel karklud, eller helt nyvaskede. Det betyder ikke så meget, hvordan de ser ud eller lugter, for med fødder er det sådan, at vi kan bruge dem til at gå imod hinanden. Det er med fødderne, vi kan gå ved siden af en ven eller en fremmed, og dele et stykke livsvej sammen. Det er med fødderne, vi vandrer gennem verden – om vi så selv kan gå, bruger rollator, kørestol eller har brug for at blive båret. Låne-fødder har lige så meget værdi.

Og fødder er altid på farten, og de går uden at vi tænker over det. De kan liste afsted, og hoppe højt i vejret. De kan trampe i takt til musik og vippe til møder.

Fødderne slår ikke rødder, men er i bevægelse. Ligesom hjertet banker i brystet, går fødderne i takt til livet.

Det er der allerede mange, der har opdaget, og derfor er pilgrimsvandring blevet mere og mere søgt af mennesker. Det er som om, at sjælen kan følge med, når vi går. Som om, at føddernes taktslag i underlaget giver en ro, der forplanter sig i hele kroppen. Vi er ikke skabt til at ræse gennem livet, og forpustede møde op til vores sidste dag på jorden – vi er skabt til at vandre gennem livet, og møde hinanden. Det handler ikke om at komme først, men om at være på vej.

Hele Bibelen er en fortælling om at vandre. En nomadefortælling. Det begynder med Adam og Eva, der vandrer ud ad Paradisets Have, og siden da har folk vandret. Moses går gennem ørkenen, Maria og Josef vandrer til Betlehem – og Jesus selv vandrer rundt i landet med sine disciple.

Hele vejen igennem Bibelen har folk vandret, gået sammen, mødt hinanden – og alle vegne hvor de kom frem, har de enten oplevet, at Gud gik med dem eller også er de blevet mødt af en af Guds engle.

Ingen har været alene på vandringen.

Og det værd at huske på – at selvom vi måske kan føle, at vi til tider er alene, så er ingen af os forladt af Gud. Han er også med os.

Det bliver sagt hver gang et barn bliver døbt. Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Barnet kan jo ikke forstå de ord, men vi der sidder i kirken kan. Og de skal minde os om, at det også engang blev sagt til os - som et løfte.

Og når de ord er sagt til barnet og til os, der lytter med, så risler vi vand over barnets hoved.

Og netop vand, fordi vi slet ikke kan leve uden vand. Vi har brug for væske for at leve. Og ikke nok med det, så tænk på, at vi ligger i vand i vores mors mave inden vi kommer til verden. Vandet er omkring os fra begyndelsen, og er også noget af det første som Gud skaber.

Vand er essentielt – vi drikker det, vasker os i det, og bliver døbt i det.

Og i dag er vandt også vigtigt, for Jesus vasker disciplens fødder i vand. Vasker støvet og snavset af – holder blidt om deres fødder, og tørrer dem bagefter. Han knæler ned, og gør disciplene klar til den vandring, der venter dem efter påske, hvor de skal gå ud i verden, og fortælle om Jesus.

Han forbereder dem, uden at de ved det. Denne aften – denne torsdag i påsken, der har fået navnet Skærtorsdag. Skær, der betyder ren – som i ren og skær. Eller som i lysskær, som en pige fra 1. klasse sagde den anden dag, da hun var her i kirken for at høre om påsken. Som et lysskær, der også er rent og smukt, og som lyser op.

Skærtorsdag – den rene torsdag – den lysende torsdag. Dagen før den mørke og lange fredag.

Vi får i dag lyset, håbet og troen på, at det nytter at holde fast i fællesskabet og hinanden, trods svigt, smerte og sorg. Trods alt det, der kan ligge og vente på os i fremtiden, så får vi dag at vide, at skal fortsætte med at samles – og holde fast i hinanden.

Skærtorsdag er en vigtig. Vi bliver mindet om, at Gud er med os. At Han også den dag i dag vil vaske vores fødder, så vi er klar til at gå hinanden i møde – og at Han er til stede blandt os, når vi samles. Når vi samles her i aften. Og han er med os i morgen.

Vi skal gå frimodige ud i verden, og insisterer på næstekærlighed og medmenneskelighed – på forsoning og tilgivelse. Og skulle vi på den vandring blive bange eller få brug for at hvile, så kan vi sætte os ned, så Kristus kan bade vores udmattede fødder, og vi igen kan rejse os med fornyet kraft og livsmod.

Det har min kollega Hanne Jul Jakobsen skrevet om i sin nyeste bog: ”Brugte bønner”, som er en gendigtning af Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Deri skriver hun følgende bøn:

Send dine engle

og lad dem vugge min sjæl

til ro i deres favn.

Jeg er urolig

og min angst har taget

pusten fra mig.

Jeg hænger ikke sammen

mine øjne græder

og jeg kan ikke stå

på mine fødder.

Lad dine engle

holde om mit hjerte

så det falder til ro.

Giv mine tanker fred,

så alt det, der plager dem

går i sig selv,

så mit åndedrag bliver tungt

og mit hjerte let. 

(Forlaget Eksistensen s. 122)

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke

Palmesøndag 2022

Det, som man ikke regner med, er ofte det, der får størst betydning for en. Eller det sætter sig som spor i ens liv – som små bøjer af håb, man kan navigere efter.

Sådanne livsoverraskelser kan være pakket ganske ydmygt ind – det er ikke altid, at de er skrevet med store bogstaver på himlen – ofte er de umærkelige, men næsten altid mellem mennesker.

Det kan være det uventede smil fra en fremmed på gaden – det kan være ham, der gav dig lov til at komme foran i køen i Netto, fordi du kun havde en ting i hånden – det kan være sms’en fra en gammel ven.

Man kan sige, at det er i mellemrummet mellem mennesker, at livet går veje, som vi ikke kunne sige os selv. Og det i disse små forbindelser, vi laver mellem hinanden, at vi mærker, at vi lever.

Mærker håb. For det er nemlig det, der umærkeligt spirer, når vi overraskes af venlighed, af godhed og næstekærlighed.

Håb er ganske enkelt livsnødvendigt. Hvis vi ikke har håbet, så lever vi ikke. Håbet er flettet sammen med vores liv på en sådan måde, at slipper vi håbet, så slipper vi også livet. Eller i al fald det, der giver livet værdi.

Håbet kan vi ikke undvære, og det besynderlige ved håbet er, at det giver os så meget, men det vokser alligevel altid i skyggen.

Håbets frø har vi alle i vores hjerter fra det øjeblik, vi bliver født. Vi får håbet foræret fra vores mor, der i 9 måneder håber og venter på, at hun føder et barn, der gerne må være så gennemsnitligt og normalt som muligt – for sådan ønsker de fleste mødre sig det. Vi arver håbet fra vores mor – og trækker vores første åndedrag på det håb.

Og så begynder håbet for alvor at spire første gang vi opdager og oplever, at livet kan være hårdt. Det er, når livets skyggesider viser sig – når det bliver hårdt eller urimeligt – tungt eller trist – at håbet sender en neon grøn spire mod himlen, og minder os om, at fremtiden kan være anderledes. At vi i vores liv har grund til at tro og håbe på, at kærligheden ikke forsvinder i livets mørke dage, men at der er mulighed for lys. Det er netop i det trøstesløse, at håbet bryder gennem den hårde jord og vokser.

Evangeliet handler også om håb – om en kvinde, der kommer og bryder – ikke den hårde jord – men alabastkrukkens låg, for at gøre det uventede og overraskende, at hælde korstbar nardus olie over Jesus. En olie der er kendt for at berolige og stabilisere, og lægge en dæmper på oprørte følelser. En olie til trøst.

Netop den bruger hun – og hælder i en mild stråle ud på hans hoved. Hun giver ham det bedste, hun har – og det mest kostbare, men jeg tror ikke, at det handler om penge for hende. Hun har ikke gjort det, fordi olien var dyr; men fordi det ikke kunne være anderledes. Jesus skulle have lige præcis den gode olie – og hun ville give ham den som en gave. Som en overgivelse.

Men som vi hører, så giver folk ondt af sig, da de ser, at hun bruger så dyr en olie – som det ofte sker, når man forsøger at gøre godt. Sådan er vi stadigvæk den dag i dag – når nogle gør noget godt, så er der kommet en tendens til at gøre opmærksom på alt det andet, som man så til gengæld ikke gør. Som om livet og handlinger er inddelt i ”enten-eller”. At enten hjælper vi de hjemløse eller de syge. Eller enten hjælper vi mennesker på plejehjem eller folk fra u-lande. Verden er bare ikke et sted for ”enten-eller”. Heller ikke dengang, for det handlede ikke om, at enten skulle Jesus have olie eller de fattige skulle hjælpes – det handlede om et både og.

Den nuværende pave, Pave Frans, har engang sagt, at bøn er at bede for fattige, og så derefter gå hen og give dem mad. Det er så fint set af ham. Og en lille handling, om den så kan rummes i en humpel brød, er mere nyttig end at bruge sid tid på at kvie sig over alt det, som den anden ikke gør – eller den anden vælger at gøre. Så hellere selv begynde at give lidt brød ud – smile til en fremmed eller give plads til, at en smule håb kan få lov at vokse mellem en selv og ens næste.

For en god handling skal ikke gøres mindre af det, man ikke gør. En god handling skal have lov at stå og lyse i en ellers mørk tid.

Og kvinden handlede godt mod Jesus, og salvede ham med olie. Gjorde Jesus klar til begravelsen, som han siger. Gjorde ham klar til døden, der venter på ham om få dage. Noget som mange af dem omkring Jesus slet ikke forstod, ville ske.

Kvinden griber ind i fremtiden og viser omsorg for det menneske, der skal gå ind i døden.

Det er også håb.

For selv i døden er der håb. Håbet snor sig ind i døden, og lader os gå ad dens grene ind i evigheden sammen med Kristus. Håbet dør altså ikke med døden, men lever på trods af døden. Det er påskens budskab, som bliver slået an i dag.

Håbet rækker længere end vi kan forestille os – og hele vejen ind i Guds rige.

Vi lever i en mørk tid, har jeg hørt sagt mange gange siden 24. februar. En mørk tid, hvor fremtiden også kan synes dyster. Og netop her spirer håbet med neon grønne blade. Netop her. Netop nu.

Det kan kræve, at vi går ud af vores tryghedszone for at opdage det – det kan kræve at vi skal gå ud med brød til fattige – eller mod til modløse. Håbets frø skal gives videre – som vi engang selv fik det ved vores fødsel.

Og det skal plantes i mulden mellem os, så vi sammen kan få troen på, at det nytter at vise medmenneskelighed overfor hinanden. Det nytter at bryde seglet på alabast krukkens låg for at give af det kostbare, vi har.

Vi skal bryde seglet til vores hjerter og øse af den næstekærlighed, der ligger der. Kun sådan kan håbet spire.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke