Palmesøndag 2022

Det, som man ikke regner med, er ofte det, der får størst betydning for en. Eller det sætter sig som spor i ens liv – som små bøjer af håb, man kan navigere efter.

Sådanne livsoverraskelser kan være pakket ganske ydmygt ind – det er ikke altid, at de er skrevet med store bogstaver på himlen – ofte er de umærkelige, men næsten altid mellem mennesker.

Det kan være det uventede smil fra en fremmed på gaden – det kan være ham, der gav dig lov til at komme foran i køen i Netto, fordi du kun havde en ting i hånden – det kan være sms’en fra en gammel ven.

Man kan sige, at det er i mellemrummet mellem mennesker, at livet går veje, som vi ikke kunne sige os selv. Og det i disse små forbindelser, vi laver mellem hinanden, at vi mærker, at vi lever.

Mærker håb. For det er nemlig det, der umærkeligt spirer, når vi overraskes af venlighed, af godhed og næstekærlighed.

Håb er ganske enkelt livsnødvendigt. Hvis vi ikke har håbet, så lever vi ikke. Håbet er flettet sammen med vores liv på en sådan måde, at slipper vi håbet, så slipper vi også livet. Eller i al fald det, der giver livet værdi.

Håbet kan vi ikke undvære, og det besynderlige ved håbet er, at det giver os så meget, men det vokser alligevel altid i skyggen.

Håbets frø har vi alle i vores hjerter fra det øjeblik, vi bliver født. Vi får håbet foræret fra vores mor, der i 9 måneder håber og venter på, at hun føder et barn, der gerne må være så gennemsnitligt og normalt som muligt – for sådan ønsker de fleste mødre sig det. Vi arver håbet fra vores mor – og trækker vores første åndedrag på det håb.

Og så begynder håbet for alvor at spire første gang vi opdager og oplever, at livet kan være hårdt. Det er, når livets skyggesider viser sig – når det bliver hårdt eller urimeligt – tungt eller trist – at håbet sender en neon grøn spire mod himlen, og minder os om, at fremtiden kan være anderledes. At vi i vores liv har grund til at tro og håbe på, at kærligheden ikke forsvinder i livets mørke dage, men at der er mulighed for lys. Det er netop i det trøstesløse, at håbet bryder gennem den hårde jord og vokser.

Evangeliet handler også om håb – om en kvinde, der kommer og bryder – ikke den hårde jord – men alabastkrukkens låg, for at gøre det uventede og overraskende, at hælde korstbar nardus olie over Jesus. En olie der er kendt for at berolige og stabilisere, og lægge en dæmper på oprørte følelser. En olie til trøst.

Netop den bruger hun – og hælder i en mild stråle ud på hans hoved. Hun giver ham det bedste, hun har – og det mest kostbare, men jeg tror ikke, at det handler om penge for hende. Hun har ikke gjort det, fordi olien var dyr; men fordi det ikke kunne være anderledes. Jesus skulle have lige præcis den gode olie – og hun ville give ham den som en gave. Som en overgivelse.

Men som vi hører, så giver folk ondt af sig, da de ser, at hun bruger så dyr en olie – som det ofte sker, når man forsøger at gøre godt. Sådan er vi stadigvæk den dag i dag – når nogle gør noget godt, så er der kommet en tendens til at gøre opmærksom på alt det andet, som man så til gengæld ikke gør. Som om livet og handlinger er inddelt i ”enten-eller”. At enten hjælper vi de hjemløse eller de syge. Eller enten hjælper vi mennesker på plejehjem eller folk fra u-lande. Verden er bare ikke et sted for ”enten-eller”. Heller ikke dengang, for det handlede ikke om, at enten skulle Jesus have olie eller de fattige skulle hjælpes – det handlede om et både og.

Den nuværende pave, Pave Frans, har engang sagt, at bøn er at bede for fattige, og så derefter gå hen og give dem mad. Det er så fint set af ham. Og en lille handling, om den så kan rummes i en humpel brød, er mere nyttig end at bruge sid tid på at kvie sig over alt det, som den anden ikke gør – eller den anden vælger at gøre. Så hellere selv begynde at give lidt brød ud – smile til en fremmed eller give plads til, at en smule håb kan få lov at vokse mellem en selv og ens næste.

For en god handling skal ikke gøres mindre af det, man ikke gør. En god handling skal have lov at stå og lyse i en ellers mørk tid.

Og kvinden handlede godt mod Jesus, og salvede ham med olie. Gjorde Jesus klar til begravelsen, som han siger. Gjorde ham klar til døden, der venter på ham om få dage. Noget som mange af dem omkring Jesus slet ikke forstod, ville ske.

Kvinden griber ind i fremtiden og viser omsorg for det menneske, der skal gå ind i døden.

Det er også håb.

For selv i døden er der håb. Håbet snor sig ind i døden, og lader os gå ad dens grene ind i evigheden sammen med Kristus. Håbet dør altså ikke med døden, men lever på trods af døden. Det er påskens budskab, som bliver slået an i dag.

Håbet rækker længere end vi kan forestille os – og hele vejen ind i Guds rige.

Vi lever i en mørk tid, har jeg hørt sagt mange gange siden 24. februar. En mørk tid, hvor fremtiden også kan synes dyster. Og netop her spirer håbet med neon grønne blade. Netop her. Netop nu.

Det kan kræve, at vi går ud af vores tryghedszone for at opdage det – det kan kræve at vi skal gå ud med brød til fattige – eller mod til modløse. Håbets frø skal gives videre – som vi engang selv fik det ved vores fødsel.

Og det skal plantes i mulden mellem os, så vi sammen kan få troen på, at det nytter at vise medmenneskelighed overfor hinanden. Det nytter at bryde seglet på alabast krukkens låg for at give af det kostbare, vi har.

Vi skal bryde seglet til vores hjerter og øse af den næstekærlighed, der ligger der. Kun sådan kan håbet spire.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke