Sidste søndag efter helligtrekonger 2023

Jeg har et par gange i mit liv prøvet at bestige bjerge. Jeg bliver aldrig rigtig glad for det – det er alt for hårdt og stejlt. Og ofte så skal man gerne afsted inden morgen, så man går den første strækning i mørke. En af de gange jeg har prøvede det, var i Egypten, hvor jeg gik op ad Sinaibjerget. Det var det bjerg, hvor Moses fik de 10 bud på 2 stentavler. Vi begyndte kl. 3 om natten, og vi kunne ikke se mere end et par skridt foran os, selvom nattehimlens stjerne strålede over os. Vi sled os op, og det virkede som om vi skulle gå i en evighed. Der var steder, hvor jeg snublede over sten, og måtte sætte en hånd på stien. Men der var kun en vej, og det var op, for at gå ned i mørket alene, var heller ikke en valgmulighed.

Efter mange timers vandring nåede vi toppen. Der stod vi så i mørket, og så mod øst, hvor nattehimlen langsomt opløstes i lysere farver, indtil solen pludselig sendte sine første stråle over bjergtoppene. Der stod vi, og så solopgangen, som om det var verdens første – det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg var bjergtaget.

Det pudsige er, at som vi stod der og så lyset komme til verden, var den hårde vej op ad bjerget ikke længere i forgrunden.

Den oplevelse, tror jeg, mange kender. At vi kæmper med noget, som næsten fylder alt, og så kan det forsvinde i baggrunden på et øjeblik, fordi der er noget, der bliver vigtigere.

Jeg ved godt, at min oplevelse på Sinaibjerget slet ikke minder om den oplevelse som Peter, Jakob og Johannes havde på bjerget med Jesus. Men jeg forestiller mig, at de også har kæmpet sig op ad bjerget, og syntes, at det var hårdt. Måske har støvet lagt sig i ansigtets furer – måske har læggene smertet, som de gik op og op.

Og al den tid, har de fulgt Jesus uden at vide, hvad der skulle ske på bjerget. De har gået i tillid og tro på Jesus. Det er måske ikke så mærkeligt, at de gik med ham, fordi de for ikke så længe siden forlod deres gamle liv, for at gå med ham. De har opgivet alt kendt, for at følge en mand, der gik og forbi og sagde: ”kom” til dem.

Så at de nu skulle op ad et bjerg, har nok været hårdt, men de har også gjort det i troen på, at Jesus ville dem det godt. De er vandret i trængsler, men vandret i tillid.

Og da de er kommet op på bjerget, sker der noget storslået. De oplever en flig af Guds herlighed. For Jesu viser dem, hvem han er. Den mand, der blev født i en stald og dermed lod himlen bøje sig ned mod jorden, viser for Peter, Jakob og Johannes, hvem han er. Hans ansigt forvandler sig, og lyser som solen, og hans klæder bliver hvide som lyset. Jesus er Gud. Det er lysende klart, at Jesus ikke kun er mand, men at han både er menneske og Gud. At Gud lod sig selv blive et menneske – lod sig begrænse, så han kunne tale til os med menneskestemme. Det er det, som de tre venner – de tre disciple – i et øjeblik får lov at opleve, da Jesus lader sit lys skinne forbi menneskekroppens begrænsninger.

Peter, Jakob og Johannes får lov at lade sig gennemstrømme af det guddommelige lys, og for et øjeblik er hverdagen afløst af noget større – noget mere.

Og hvem har ikke lyst til at blive der? De må have været fyldt af en længsel efter at blive.

Jeg har ikke selv oplevet noget så stort, som de tre disciple oplever den dag, men jeg kan genkende den længsel, de må have haft. En længsel efter det guddommelige – en længsel efter at opleve pludselig menings fylde.

Og da kommer Peter med en utrolig hands-on og nede-på-jorden-løsning. Han foreslår, at han kan bygge tre hytter – en til Moses, en til Elias og en til Jesus. Så kan de bo der, og man kan nemt besøge dem, og ikke mindst opleve det guddommelige lys, når man har brug for det.

En længsel efter Gud, der kan imødekommes ved at bygge huse.

Men Gud kan ikke puttes ind i et hus, så vi kan få nem adgang til ham, når vi lige synes, vi har brug for det.

Og inden Peter da også når at tænke sin tanke til ende, lyder der en røst fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.”

Og disciplene bliver bange, for ordene rammer dem. Længslen er afløst af frygt, og de kaster sig ned på jorden – lægger sig fladt ned, og tør end ikke kigge op. Pludselig rammer Guds storhed dem.

Men endnu engang viser Jesus dem, hvem han er – og derfor også hvem Gud er - , for han går hen til dem, røre ved dem, og beder dem rejse sig med et: ”frygt ikke. Rejs jer.”

Lige der tager Jesus dem med tilbage til hverdagen, hvor vi jo alle lever vores liv – hverdagen, hvor alt ikke altid er lysende klart, hvor der er trængsler og bakker – og hvor vi til tider bliver kastet mod jorden, og har svært ved at rejse os igen.

Der kommer Jesus til os.

Det er omdrejningspunktet, at vi ikke behøver bestige høje bjerge for at møde Gud; men at Gud kommer hen til os, når vi har brug for det – og da lyder ordene: ”Frygt ikke – rejs dig.”

Det er i ordene, at Gud åbenbarer sig. Det er i Jesu ord, at vi hører Guds rige. Det er i ordene mellem hinanden, at vi opdager Gud. Vi skal lytte. Men det kræver, at vi til tider holder mund, og ikke kommer med løsningsforslag som Peter. Det kræver, at tør stilne vores sind.

Jesus fortæller os – og viser os – at han vil sende os ud i livet igen med fornyet mod og håb, hver gang vi bliver bange og stivner.

De ord, som Jesus taler den dag på bjerget, er også talt til os. Frygt ikke – rejs dig.

Jeg har aldrig haft en oplevelse, som den på bjerget – ikke så lysende klart i al fald. Men det gør ikke noget, for jeg har oplevet, at jeg er blevet rejst op, og ført ud i livet igen, når jeg af frygt er stivnet. Når jeg er faldet på mit ansigt. Når jeg har sagt eller gjort noget dumt – når jeg tvivler.

Så er jeg blevet vendt mod livet igen, fordi jeg her inde i det her hus, hvor vi dog ikke kan fange Gud med en lasso, men hvor vi kan dele ordene, hører, at Gud elsker mig. Ikke som jeg burde være eller ville ønske jeg var, men lige præcis som jeg er. Også når jeg falder.

At det faktisk er der, hvor jeg holder allermindst af mig selv, at Jesus kommer og rejser mig op. Netop der, har vi alle brug for at høre, at vi ikke skal frygte, men at vi skal rejse os op.

Vi er aldrig alene – hverken i vores trængsler eller vores klarsyn. Hverken når vi dummer os eller brillierer.

For Jesus siger: se, jeg er med jer alle dage – indtil verdens ende.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke