søndag den 27. august 2017

11. søndag efter trinitatis 2017


Dette her er en afrettersnor – eller en rettesnor (står med en afrettersnor i hånden). En snor, som man bruger, når man fx skal mure en mur op. Man spænder snoren ud, og så bruger mureren snoren til at rette stenene ind efter, så muren og dermed huset står lige. Det er vigtigt, når man bygger et hus, at det ikke er skævt. Er det skævt, så kan man risikre, at det vælter senere hen. Så kan det ikke modstå stormvejr, eller at der er nogen, der læner sig op ad muren. En mur skal være lige, så den kan holde.

Derfor bruger man en rettesnor. En snor man retter ind efter.

Men vi bruger også ordet i en anden forbindelse – nemlig i overført betydning om vores liv. Vi kan have en rettesnor i livet. En snor, som sikrer os, at vores liv ikke bliver skævt, så det ikke kan holde. Vi skal som mennesker også kunne holde til stormvejr, og til at andre lænder sig op ad os. Vi har altså også brug for en rettesnor.

Og kristendommen er sådan en rettesnor. Noget vi kan bygge efter. Noget vi kan pejle efter.

Men hvad er kristendommen, hvis man skal sige det kort? Det er faktisk ikke nemt at gøre kort, for kristendommen er ikke et slogan, man kan sætte på en T-shirt, selvom det ville være smart. Kristendommen er en måde at leve sit liv på – en måde at være i verden på. Og det kan ikke beskrives kort nok til at kunne stå på en T-shirt– heldigvis. Kristendommen er en livsvej. Og det betyder, at vi ikke kan nøjes med at kigge på livet som om det var et teaterstykke, vi bare var skuespillere til – vi bliver nødt til at spille med; at leve med kristendommen og tage livtag med troen.

For man bliver aldrig rigtig færdig med kristendommen – den bliver ved med at udfordre dig.

Og det gør den fordi den Gud, vi tror på, er en levende Gud. Når man siger, at Gud er levende, så siger man i virkeligheden, at vi tror på en Gud, der er tilstede mellem os, også lige nu. Vi kalder det for Helligånden denne tilstedeværelse – eller vi kalder det også for kærlighed, for det er sådan, vi oplever den. Som kærlighed. Og kærlighed er det mest dyrebare, vi har i vores liv.

Det ved Justin Bieber også. Han skrev om kærligheden på et badeværelsesspejl på Hotel Royal, da han overnattede der i forbindelse med en koncert. Han skrev om kærligheden: kærligheden er tålmodig. Kærligheden er mild. Kærligheden misunder ikke, den praler ikke. Kærligheden søger ikke sit eget.


Det er flot skrevet. Så flot, at det faktisk ikke er Justin Bieber, der har fundet på det, men en mand ved navn Paulus, der levede for 2000 år siden. Paulus var med til at sprede kristendommen ud i verden, og han skrev dette til en menighed i byen Korinth. Og den kærlighed, som han skriver om, er Guds – den er Gud.

Så når jeg siger, at kristendommen er en rettesnor i vores liv, så siger jeg i virkeligheden, at kærligheden er den rettesnor. Gud er kærlighed – Jesus fortæller og viser os den kærlighed og Helligånden gør den levende mellem os. Kærligheden har både førstepladsen og sidstepladsen i vores liv. Den er alt. Og det er den kærlighed, som vi siden Jesus har forsøgt at forstå, opleve, fortælle om, bede om og til – og gøre levende iblandt os.

Kærligheden. Det er den, som årets konfirmander, der er inviteret særligt til denne gudstjeneste, skal forsøge at tage livtag med i det kommende år, inden de skal konfirmeres. Det er den kærlighed, som man selv efter konfirmationen stadigvæk forsøger at tage livtag med – som man bruger resten af sit liv på at fatte med hjerne og hjerte. Det er kærligheden, der skal vise os vej i livet.

Og det er faktisk også kærligheden som vi hører om i dagens evangelium. Vi hører om to mænd, der hver især beder til Gud.

En farisær og en tolder. Farisæerene var en religiøs retning inden for jødedommen, der gik meget op i at overholde de religiøse regler. Toldere var dem, der opkrævede penge for romerne, der på den tid, havde besat Palæstina. Ofte bliver farisæerene i Det nye Testamente fremstilllet som dem, der ikke har forstået Gud, selvom de var meget religiøse. Tolderne derimod er der godtnok ingen der kan lide på det her tidspunkt, men der er mange fortællinger om, at Jesus tilbringer tid sammen med tolderne, så derfor bliver de billedet på dem, som samfundet støder fra sig, men som Gud tager til sig.

Den ene, farisæeren, er lidt selvfed, og den anden, tolderen, ville helst kravle i et musehul, hvis han kunne. Umiddelbart virker lignelsen ligetil. Vær som tolderen og ikke farisæeren. Men det er faktisk ikke helt det, der er pointen i lignelsen. Det er en fælde, som vi meget nemt falder i.

Tolderens måde at være på, er ikke nødvendigvis bedre end farisæerens. Det er ikke bedre at lukke sig inde i sin egen synd og slå sig for brystet, fordi man ikke kan lide sig selv – og faktisk slet ikke opdager andre omkring sig. Han er alt for optaget af sig selv. Men det er heller ikke bedre at rose sig selv af alt det, man i al fald ikke er, og alt det man gør godt, som farisæeren. Det er faktisk ingen af de her to måder, der kan tjene som forbillede eller rettesnor.

Så hvem af dem, siger Jesus til os, vi skal være? Måske begge, for er det ikke sådan, at vi både rummer en farisær og en tolder i os?

Vi er altså både farisæeren, der roser sig selv af at være bedre end andre, og vi er også tolderen, der har så travlt med sig selv, at han slet ikke lægger mærke til andre omkring sig.


Men der er også en god nyhed, for både farisæeren og tolderen følger også kærligheden, når den viser dem vej.

Farisæeren giver en stor del af sit overskud til templet. Det gør vi også i en overført betydning. For man kan dele ud af andre slags overskud: glæde, kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Det gør vi også.

Og tolderen beder ydmygt til Gud, og lægger sit liv i hans hænder. Han har brug for Gud – brug for kærligheden. Det har vi også. Vi er afhængige af Guds kærlighed, og af at han så gavmildt sender den til os hver morgen med solens stråler. Vi skal lægge vores liv i Guds hænder og stole på ham.

For Gud sørger for os – han viser os kærlighedens vej. Sørger for at vi har en rettesnor, vi kan bruge i vores liv.

Når kærligheden viser vej, så kommer vi til kærligheden, så bygger vi vores liv, så det kan holde til stormvejr, og til at andre læner sig op af os.

Så har kærligheden første og sidstepladsen i vores liv.



Amen



Lad os bede:

Vi beder for de farisæerere og toldere, vi møder i vores liv, om vi ser dem i spejlet om morgenen, eller om vi møder dem på arbejdspladsen, vennekredsen eller i Brugsen. Åbn deres og vores hjerter, så vi møder din kærlighed, der som en efterårsstorm fejer hovmodet og det dårlige selvværd bort som var det blade på et træ.

Vi beder for dem, der søger dig Gud, og som endnu ikke har opdaget, at du går bag dem. Lad dem mærke dig i deres liv.

Vi beder for dem, der ikke har overskud i deres liv, at dele ud af – lad dem møde en, der har rigeligt at give, så de sammen kan deles om din kærlighed.

Vi beder for dem, der er syge og kæmper. Giv dem mod og styrke til at kæmpe lidt endnu.

Vi beder for dem, der skal dø. Lad din Helligånd røre deres hjerte og øjne, så de ved, at de ikke skal dø alene, men at du er med dem hvert skridt på vejen.

Vi beder for alle her i vores menighed, og for hvad de måtte kæmpe med i disse dage. Vi beder for de tre små nydøbte børn – giv dem din velsignelse og kærlighed.

Vi beder for konfirmanderne, der skal begynde at gå til forberedelsen – lad nysgerrigheden fylde, så de kan møde dig med undren og glæde.

Vi beder for den kristne kirke i hele verden. Må dit ord om kærlighed nå så mange som muligt, så den kan blive en realitet i en verden, hvor ondskaben, råheden og grusomheden hele tiden stikker sit hoved frem. Må kærligheden først som sidst være det ord, den lyd, der runger i universet.



Amen




Dagens evangelium:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14

Ingen kommentarer:

Send en kommentar