Hyrden har et hårdt job – han går mange mil for at følge med sin flok – sine får. Han går bag ved dem, eller ved siden af dem, for at følge dem til det sted, hvor flokken kan hvile og få fornyede kræfter igen.
Hyrden er ikke altid synlig, fordi han går bagved, og guider fårene på vej.
Gud er som en hyrde. Det er ikke altid, vi kan se eller ligefrem mærke Gud i vores liv. Og til tider kan vi måske tro, at han slet ikke findes. I desperation over, at vi ikke får tegn fra Gud, sker det måske, at vi afskriver ham.
Men han er der. Også når vi afskriver ham.
Han går lige bag ved, lige præcis ude af syne for øjet. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi får et glimt af Gud ud af øjenkrogen. Og vi siger sådan lidt indforstået til hinanden: ”der er mere mellem himmel og jord.”
Men lige så snart, vi har anet, at vi ikke går alene i livet, lige så hurtigt, er Gud gået ind bag os igen, fordi det for Gud ikke handler om at vise sig for os, men om at sørge for, at vi kan finde vej gennem tilværelsen. Og han bruger sin røst, så vi kan høre ham, når vi ikke altid kan se ham. Han kalder os, så han kan lede os til de grønne enge sikkert.
Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navn skyld.
Hvem kender ikke det med, at man føler, at man er på afveje i livet. Det kan være svært at finde vej tilbage – og man kan være så faret vild, at man oplever at miste sig selv på vejen.
Hvilke stier er da de rette for os? Det spørgsmål kan vi ikke svare på, for vi kan opleve at selv en afvej kan lære os noget om livet eller om os selv – og måske vi slet ikke ville have været den vej foruden. Og andre gange er vi bare så fortabte på vejen, at vi har brug for en til at hjælpe os tilbage.
Gud giver os kræfter til at gå ad selv den vej, der synes svær. Han hvisker til os, at det nytter at tage et skridt mere, fordi vi er på vej. Han leder os ad den rette sti.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.
I Bibelen står der over 300 gange, at vi ikke skal frygte. Frygt er en følelse der igen og igen dukker op i vores liv. Nogle gange mærker vi den som ængstelse eller bekymring, men næsten altid er frygten bundet til en fremtid, vi endnu ikke kender.
Frygt ikke – sådan siger englene til os, når vi bliver grebet af frygt. Frygt ikke, fordi der ikke er noget at frygte.
Da jeg var barn, og skulle sove, insisterede min mor på at slukke lyset, selvom jeg helst ville have en lampe tændt. Men tiderne var anderledes, og lyset blev slukket. Så lå jeg der i mørket og ventede med en lille frygt spirende i maven. Men inden jeg nåede at blive rigtig bange vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg begyndte at ane konturer om omrids. Jeg kunne se lys under den lukkede dør og fra vinduet. Jeg kunne igen begynde at se, hvor jeg var.
Jeg var i mørket, men selv der, var der ingen grund til frygt, for Gud var med mig. Og ventede jeg bare et øjeblik, ville han gøre det sorteste mørke, en smule lysere.
Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.
Hvem er vores fjender? Vi ville nok i dag i nemmere kunne pege på andre, måske et helt folk, og kalde dem fjender end vi kunne bare ved årsskiftet.
Men Jesus siger til os, at vi skal elske og bede for vores fjender.
Han siger det modsatte af, hvad vi har lyst til, når vi føler os truet eller bange. Bed for dem.
Han bad selv for de mennesker, vi kunne have kaldt for fjender. Han bad for dem, der korsfæstede ham, og som han havde enhver ret til at hade eller vil hævne. Synes vi.
Men måske netop derfor. Fordi hævn binder os til det umenneskelige i os, og fastholder fronter, fremfor at insisterer på det, der er det vigtigste i livet, nemlig næstekærligheden. Netop der bad Jesus. Og han bad, at de ikke vidste bedre, og at Gud skulle tilgive dem.
Mennesker er kun fjender, så længe vi kalder hinanden det. Og vi gør ondskaben en tjeneste, når vi råber: fjende. Vi gør det ondes arbejde, i stedet for at dække bord, så vi kan spise sammen. Blive sammenspiste igen.
Der er kun et folk her på jorden – Guds folk. Guds mennesker – alle skabt i sammen kærlighed. Af samme kærlighed. Til samme kærlighed. Vi er skabt, fordi størst af alt er kærlighed.
Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.
Man salver konger og dronninger. Dronning Elisabeth af Storbritannien blev salvet med olie, da hun blev kronet – en præst tegnede et kors med olie på sin finger på hendes hoved, hendes bryst og i hendes håndflader.
Nu salver Gud os – vi er hans kongeslægt. I Guds øjne er vi som konger og dronninger alle sammen.
Der er ingen, der har forrang eller særlige privilegier i Guds rige. Præsten er ikke tættere på Gud end andre. Provsten er ikke tættere på Gud end andre. Biskoppen er ikke tættere på Gud end andre. Gud er lige tæt på os alle – og han salver os med olie. Velduftende olier, der nærer os.
Og han tager vores livsbæger, og fylder det til randen med sin kærlighed. Vi skal ikke mangle. Ikke nu, aldrig.
Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
Gud holder os i sine hænder. I sin ene hånd holder han alle de levende, og i den anden alle de døde. Vi er sammen i Gud, og alligevel adskilt.
Men ingen af os er revet ud af Guds hånd. Vi er samlet i Guds hænder.
Jeg forestiller mig Gud med store, varme hænder, der blidt og nænsomt skærmer os. Hans hænder bliver brugt til at alt det, vi også kan bruges vores hænder til – kærtegn og omfavnelse. Eller til at strække frem mod en, der kommer os i møde. Og når vi mødes, så griber vi hinanden hænder og trykker dem – for at mærke, at her står en som mig.
Gud rækker sine hænder mod os – så vi kan mærke, at vi allerede og altid har været elsket. At vi bor i hans hus, om vi så er i den ene eller den anden hånd.
I Bibelen står der, at Gud er alfa og omega, begyndelsen og ende. Gud er altså den, der omfavner og favner verden – han er overalt.
Gud er.
Og derfor kan vi være. Nu og altid.
Amen
Dagens tekster:
Salme 23, vers 1-6:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 22-30:
Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 22-30:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar