St. Bededag 2021

Nogle mennesker har tilnavne, der siger noget om dem. Fx Helena den skønne fra Troja, Alexander den store eller Vilhelm erobreren.

Og det har Johannes også. Han bliver kaldt Johannes Døberen. Det er så smukt et tilnavn – Johannes Døberen.

Og tilmed betyder navnet Johannes: Gud er nådig. Så Johannes Døberens navn siger i virkeligheden dette til os: Gud er nådig og han døber. Men det er ikke lige det, der slår en, når man læser evangelieteksten til i dag.

I evangelieteksten revser Johannes Døberen de farisæere og saddukæere, der kommer til ham, og afslører deres motiv for at blive døbt. Johannes siger: I tror I kan flygte fra Guds vrede, men omvendelse kræver noget af dig – I skal bære den gode frugt. Og han fortsætter med at sige, at øksen allerede ligger ved træet fod – klar til brug.

Det forekommer ikke nådigt, men barsk. Som en trussel ligefrem. Og vi stopper op.

Og det er måske nødvendigt. At stoppe op til tider. Tilværelsen kan nemlig løbe af med os, så vi lever med hovedet under armen, og hjertet i en snor rundt om halsen. Det er risikoen ved tilværelsen, når hverdagene klumper sammen. Vi glemmer noget. Overser noget. Vi lader frygten få en plads i os, eller vi lader selvoptagetheden fylde. Vi glemmer de mennesker omkring os, og bliver måske ligefrem statister i hinandens liv, fremfor medmennesker. Eller vi ser en fjende, fremfor vores næste.

Vi har brug for, at der er nogen, der stopper os, og spørger om vi nu vender ansigtet og dermed opmærksomheden mod det rette i vores liv.

K. E. Løgstrup, der var en af Aarhus-teologerne, taler om det, han kalder for livslove. Der er love, der ligger i os fra begyndelsen, fordi vi er skabt af Gud. Iboende love, kalder han dem. De love er over os – større end hvert vores lille jeg. Det er love for vort liv med hinanden – love der gør, vi ”får med hinanden at bestille”. Det er fx en livslov, at vi ikke må lyve, men det normale er desværre, vi lyver, når vi kommer i forlegenhed, siger Løgstrup. Det er en livslov, at vi skal yde hinanden retfærdighed, men vi kommer desværre til at sørge for os selv først. Deri ligger en kamp, en modsætning og spænding. En kamp mellem livslovene og det vi gør. Men netop det er åndeligt liv, siger han også. Selve denne kamp – denne modsætning – ER det åndelige liv. Åndeligt liv er kæmpe for at give livslovene plads. Faktisk så kalder han det en kristen PLIGT at gå i konflikt, hvis livets iboende love, livslovene, bliver nedbrudt. Det fredsommelige liv kan ligefrem være et udtryk for en ligegyldighed, fordi vi dermed er rykket ind i vores egen lille verden, hvor andre ikke må komme. Det nemt at være der, men man vender ryggen til andre mennesker. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 260 ff). Sådan skriver Løgstrup.

Og mennesker må ikke vende hinanden ryggen – for så vender de Gud ryggen.

Men der noget, vi skal vende rygge til. Vi skal vende os væk fra selviskhed, had, hævn, forfængelighed, sladder, misundelse og mindreværd. Alt der ødelægger livet, og skaber splid i tilværelsen. Det skal vi vende os væk fra. Det er omvendelse – at vende sig bort fra det, der ødelægger livet med hinanden. Og vi skal vende os helt om. Vi kan ikke nøjes med at dreje hovedet – vi må vende os, så vi igen står ansigt til ansigt med fællesskabet og Gud. Ja, Gud kalder på os – kalder os til at vende os om. Og ikke bare en enkelt gang i løbet af ens liv – vi har brug for at vende os om mange gange. Ja, nogle gange flere gange om dagen. Lige få rettet ind efter kærlighedens kompasset – efter livslovene – så vi igen ser klart og ved hvilken vej, vi skal gå.

Og vi skal altid gå MOD hinanden. Hvem den næste så end er. Ens næste er ikke altid den, man bedst kan lide – nogle gange er det faktisk en, man bryder sig meget lidt om, eller som man er meget uenig med. Det er også vores næste. Det er så vanvittig irriterende, at det er sådan – og jeg er så træt af, at det er sådan. Men hvis det ikke var sådan, var nåden jo heller ikke. Nåden er jo, at man får den UFORTJENT. Man får den på sit glatte ansigt. Og selvom det støder mig, så har jeg også brug for det. Brug for at Gud er nådig – også mod mig. Og min næste.

Vi skal vende os mod Gud – og det er en glæde. For som Johannes Døberen råber og Jesus fortæller os, så er Himmeriget kommet nær.

En anden teolog Erik Aagaard, påpeger et sted, at Johannes Døberen netop ikke siger: omvend jer for døden er kommet nær, eller omvend jer for helvede er kommet nær. Der bliver derimod råbt: omvend jer for HIMMERIGET er kommet nær, og det er en glæde. Det skal ikke høres som en trussel, men derimod som et glædesudsagn. Vend jer mod Himmeriget – mod kærligheden – mod medmennesket – mod Gud for Himmeriget er kommet dig nær. (http://erikaagaard.dk/ prædiken til st. bededag, 1. tekstrække)

Livet kalder på os – og det råber Johannes Døberen om derude i ørkenen. Denne St. bededag, hvor vi har spist hveder – og hvor mange af os faktisk sjældent er i kirke, fordi der er konfirmationer. Denne fine og overraskende feriedag før en weekend. Men der bliver ikke råbt til os, for at sætte et skår i glæden, lyset og foråret. Der bliver råbt for at vi kan sikre os, at vi går den vej, vi skal. For at sikre, at vi netop går mod glæden, lyset og foråret.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-foerste-raekke