2. søndag efter påske 2021

”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”. Sådan sagde Jesus til sine disciple, og sådan taler han til os i dag. Han kender os. Også når vi ikke kan kende os selv.

Der findes en fortælling, jeg holder meget af, der er skrevet af Tove Jansson. Hun skrev om Mummi-troldene, der for mange er børneeventyr, men det er ikke kun rigtigt. De er lige så meget for voksne.

En af fortællingerne handler om Ninni, som jeg frit vil genfortælle med lidt kommentarer. Nu skal I høre.

Ninni vokser op hos sin tante, der ikke behandler hende ret godt. Tanten taler grimt til hende, og med tiden bliver Ninni usynlig. For det kan ske med mennesker, der over lang tid ikke bliver regnet for noget, talt grimt til, og som går rundt og er bange hele tiden – de bliver usynlige.

En dag flytter Ninni ind hos Mummi familien. Og Mummimor putter hende i seng den første aften, giver hende et æble, et glas saft og bolsjer og siger: Bliver du bange, så skal du bare komme ind til mig. For når man er bange, har man brug for en anden, der vil sidde ved siden af en.

Om morgenen kunne man pludselig se Ninnis fødder.

En dag taber Ninni et glas, der går i stykker, og da Mummimor ikke skælder hende ud, men derimod hjælper hende med at samle det op, bliver endnu mere af hende synligt. For mennesker, der laver en fejl, har ikke brug for skæld ud, men brug for at mærke, at de går an alligevel.

Og da Mummimor syr en smuk kjole til hende, bliver hun endnu mere synlig. For mennesker har brug for at mærke, at andre gerne vil gøre noget for dem.

Til sidst kunne man se alt af Ninni, på nær hendes ansigt. Har man været usynlig længe, bryder man sig ikke ret meget øjenkontakt, så Ninni havde ikke brug ansigtet før til sidst.

Ninni bliver helt synlig en dag, hvor Mummifar for sjov vil skubbe Mummimor i vandet. Men for usynlige mennesker er selv kærligt drilleri ikke altid sjovt, så Ninni bider Mummifar, der bliver så forskrækket, at han falder i vandet i stedet for. Og da kunne man se hele Ninnis ansigt. Og hun lo. For når man pludselig tør bruge sin frihed til at sige fra, så bliver man menneske.

Det er så meget evangelium i denne fortælling, der handler om værdighed, næstekærlighed og godhed. Handler om, hvad vi mennesker kan i forhold til anden – ja vi kan gøre hinanden usynlige, men endnu vigtigere, så kan vi gøre hinanden synlige igen. Vi kan bringe det bedste frem i hinanden – bringe hinanden frem.

Og på den måde handler i dag også om vores forhold til Gud – og hans forhold til os.

”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”, siger Jesus.

Jesus kender os, og vil kendes ved os. Han skammer sig ikke over os, eller skælder os ud, men er den stemme, der altid er i vores liv, og ser os med mildt, kærligt og nådigt blik. Gør os synlige igen.

For vi har det med til tider at blive lidt væk fra os selv. Mon ikke vi alle har følt os usynlige fra tid til anden. Eller glemt, måske overset? Jeg tror der er en Ninni i os alle, der trænger til at blive kaldt på.

Som en hyrde, der kalder på sine får. Hyrde-metaforen er ofte brugt i Bibelen, og det er et vidunderligt billede på vores forhold til Gud.

En hyrde går sjældent foran sin flok, men altid bag ved eller ved siden af, hvorfra hyrden guider fårene den rigtige vej, gennem klippeskær, mudrede flodbredder og øde landskaber til de når det saftige græs. Hyrden skal skærme sin flok, jage det væk, der vil splitte flokken og ikke mindst så lede efter hvert får, der forvilder sig væk fra flokken – og det handler en anden kendt lignelse jo om.

Så billede viser noget særligt om vores forhold til Gud. For Gud er mennesker aldrig usynlige.

Og der er intet i det Jesus siger, der kan få os til at tro andet end, at Gud vil, at vi skal være synlige for hinanden. Og at vi skal øve os i at give hinanden plads til at være dem, vi er. Elsk din næste som dig selv, siger Jesus et andet sted. Elsk.

Og i Fadervor beder vi: ”ske din vilje som i himlen, således også på jorden.” Vi beder om, Guds vilje vil sætte sig igennem her på jorden. At Guds rige får lov at skinne gennem de sprækker, der er i tilværelsen. Lysne vores sind og vores håb. Guds rige er Guds kærlighed. Og Guds kærlighed ser os som hele mennesker – med vores skam, vores skyld, vores kampe, vores fortrængninger – ja alt det vi er. Som vi er. Og han ser det ikke som en streng dommer, men med kærlighedens øjne.

Ser os, så vi ikke mere behøver være usynlige.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke

Kirkebøn:

Gud,
Led os gennem tilværelsen – gennem det, der er svært og forekommer umuligt. Led os når vi er ved at give op, og når vi har lyst til at gemme os. Led os når vi er faret vild, og når vi er trætte. Og tro på os, når vi ikke selv gør det – så lover vi at prøve at gøre det samme for dem, vi møder.

Så læg dine hænder om vores foldede hænder, Gud – og svøb vores ord i din kærlighed, når vi nu beder for den verden, du har givet os at leve i:



Vi beder for alle syge og alle, der er bange for at blive det. Jeg for alle, der spritter hænder for meget, og for alle der gør det for lidt. Vi beder for alle, der er arbejder på sygehuse, plejehjem, skoler og institutioner – ja, alle der har ekstra udsatte jobs i denne pandemi.

Vi beder for alle angstfyldte og smerteplagede. Og vi beder for alle der flygter og alle der må gemme sig.

Vi beder for alle, der har magt i livet – om magten er stor eller lille – lad magten bliver brugt til at fremme fællesskabet fremfor en selv.

Og vi beder for alle der bruger for meget tid på sociale medier og telefonen – lad os kigge op en gang imellem og få øjenkontakt med hinanden.

Vi beder for din kirke her på dette lille, trygge sted i verden. Lad den altid stå her og hjælpe os til at huske på det vigtigste i tilværelsen – nemlig kærligheden. Og lad kirken i hele verden danne ubrydelige og usynlige bånd, mens vi alle insisterer på ethvert menneskes ukrænkelighed.

Tak Gud at du leder os – Tak fordi du er vores hyrde. Vi tør gå – gå ud af kirken og ud i det liv, der skal leves.

Amen