Påskedag 2021

Mange af os er det sidste år blevet klar over, hvad vi synes er vigtigt i gudstjenesten. Nogle vil mene, at det er fællessangen, andre nadveren og andre igen bønnen. Vi har måske alle hver vores del af gudstjenesten, som taler til os, og som vi næsten ikke kan undvære. Men fælles for os er, at vi kommer for at få et omdrejningspunkt i vores tilværelse. På den ene eller anden måde søger vi et omdrejningspunkt.

For et år siden blev alt vendt på hovedet – det snurrede så hurtigt rundt, at vi blev svimle af det. Og vi begyndte pludseligt at talte et nyt sprog. Vi brugte ord som flokimmunitet, smitteopsporing og værnemidler. Og som tiden gik kom flere ord til og vi talte om vaccinepas og kviktest. Vi var gået ind i en ny tid.

Alt var anderledes – og er det stadigvæk. Men sidste år sad vi ikke her til påske – det er to år siden vi sidst var samlede en påskemorgen til en gudstjeneste, hvor ordene: ”Kristus er opstanden – sandelig han er opstanden”, har lydt.

Og meget har forandret sig siden. Vi har forandret os.

Vi har fået øje på nye måder at indgå i fællesskaber på, vi har fundet nye måder at hilse på, vi har vænnet os til mundbind og afstand. Vi kommer ikke længere med små kommentarer, når vi spritter vores hænder, som vi gjorde det første lange stykke tid – vi gør det bare. For det er blevet en del af hverdagen.

Og vi har fundet en måde at fejre gudstjeneste på, selvom det ikke er helt som vi ønsker det. Men vi mødes.

Som de kvinder i evangeliet, der mødes en morgen ved daggry for sammen at vandre til gravhulen og salve Jesu lig. Vi kan nemt mærke på os selv, hvordan de må have haft det. Den mand, der havde set på dem med så lysnede øjne, den mand der havde gjort undere, fået lamme til at gå og døve til høre. Ham der havde mættet folk og forarget folk. Ham som så mange havde fulgt uden at tøve et sekund. Han var død. Og som ethvert dødsfald før og efter, går verden i stykker omkring det menneske, man følger til graven. Solen vil ikke rigtig skinne, mørket vil ikke rigtig gå væk – og alting bliver uskarpt af tårerne i øjnene. Døden forandrer verden – døden forandre de levende.

Kvinderne er gået derud for at vise Jesus respekt – for at salve hans krop med velduftende olier.

Men da de kommer derud, er graven åben, og de går derfor ind i gravhulen. Derinde er der en mand i hvide klæder, der siger til dem, at Kristus er opstanden.

Og lige der drejer de om, for at gå ud i verden igen. De får pludselig et omdrejningspunkt – sådan helt konkret. De må vende om og gå den samme vej ud ad hulen, og alligevel er alt forandret. For nu er døden også forandret. De skal tilbage til livet, men ikke som før. På en anden måde. Nu med muligheder.

Nu kan enhver der står i gravhulens mørke få mulighed for at vende om – og gå en anden vej hjem.

Kristi opstandelsen er omdrejningspunktet i vores liv.

Vi vil håbe – og uden håbet kan vi ikke meget – vi vil håbe på, at livet ikke ender i intetheden eller tomheden, men at der er mere at sige. Nemlig: Gå og sig det videre.

Det fik kvinderne at vide – og ja, de blev bange. Det ville enhver ved mødet med en engel – for det var manden i graven nemlig. Men Maria Magdalene fortalte det videre – for hun mærkede sit livs muligheder i sig. Hendes stemme med de nye ord om opstandelsen måtte ud i verden og leve.

Og de ord har levet lige siden. De lever den dag i dag – de lever trods verdens storme. Ja, de lever netop der, hvor vi har brug for at høre: gå og sig det videre. Kristus er opstanden.

Opstandelsen er et ord, der altid vil være nyt for os – selvom vi bruger det tit. For det er ordet om, at der vil være liv, hvor alt er øde. Der vil spire kærlighed, hvor der er afsky. Der vil sprede sig fred, hvor der er skænderier. Der vil være accept, hvor der er fordomme.

Opstandelsen er ordet om, at vi er med i Guds rige. At alt det, der ellers splitter verden og formørker den, bliver rullet til side som en sten for grav, så vi kan få lov at vende os om. Det skal vi høre igen og igen – vi har brug for at høre, at Guds rige er på vej. Ja, allerede er i al den godhed og kærlighed, vi møder i verden. Guds rige er på vej – og vi skal gå og sige det videre.

Glædelig påske

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/paaskedag-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Kristus – du gik ud ad hulen en søndag morgen, og har siden slået følge med os, hvor end vi er vandret hen. Du har været med, når livet har slået os omkuld, når vi ikke har levet op til vores egne idealer, når vi har ønsket magt mere end mennesker, og når vi er blevet blændet af vrede. Du har været med os lige der, hvor vi ikke har set os selv i øjnene, og du har insisteret på, at ville se os – og elske os.

Og nu er du gået hele vejen i døden for os for at hente os til livet.

Vi har kun vores hjerter at give dig som tak.


Vi beder i dag med foldede hænder – beder dig om, at du må åbne vores blik for hinanden.


Vi beder for dem, der er syge og dem der skal dø. Dem der er bange og dem der ikke tør være dem selv.

Vi beder for dem, der sidder alene i denne tid – og dem der føler sig glemt. Vi beder for dem, vi ikke når at ringe til, og dem vi ser hele tiden.

Vi beder for dem, der anderledes end os og dem vi ikke forstår. Vi beder for dem, der mener noget andet og dem der råber højest.

Vi beder for vores naboer – både dem vi kender, og dem vi aldrig har mødt.

Vi beder for dem, der ruller med øjnene og dem der vender ryggen til. 

Vi beder for dem, der tror, det er deres skyld, at de andre gør sådan.

Vi beder for dem, der flygter fra krig, vold, frygt – eller fra deres eget liv. Vi beder for dem, der fanget hvad enten det er i fængsel eller af en, der ikke vil slippe dem

Vi beder for vores verdensledere, at de må udvise næstekærlighed og mildhed – og at de må vise os vejen til en bæredygtig verden.

Vi beder for vores kirke her i Aarhus Vest. Lad den sprede dialog og fred i vores nabolag – lad det her sted insistere på næstekærlighed og værdighed for alle - også dem vi ikke kan lide. 

Vær med alle de kristne, der bliver forfulgt i verden – lad os alle hjælpe dem så godt vi kan, så de kan få lov at tilbede Dig uden at frygte for deres liv.

Lad os være stille et øjeblik og bede hver især. 

Amen