Ja, hvorfor leder vi overhovedet, os mennesker. Vi leder efter det, vi mangler, det skjulte, det forsvundne eller det savnede. Vi leder efter det, der kan udfylde en mangel eller et hul. Mætte en længsel.
Vi leder efter mening eller mål. Vi leder efter en retning. Vi leder efter svar. Svar på tilværelsen.
Når man leder, er man også på vej så at sige. For det er svært at lede efter noget, hvis man sidder helt stille på sin stol. Når man leder, så vil de fleste af os rejse os op, og med bruge kroppen til at lede med. Vi vil flytte ting, kigge bag ved ting, eller vi vil gå en lang tur og tænke over tingene. Og på samme måde brugte Maria og Josef deres kroppe til at lede efter deres søn – de ledte højt og lavt, og kaldte på ham. De vandrede rundt for at finde ham. Som en pilgrimsvandrer går mange mil for at søge Gud. Vi bevæger os, når vi leder. Vi er på vandring, når vi leder.
Bibelen er en fortælling om mennesker på vandring. Det er en nomadefortælling.
Helt fra begyndelsen hører vi om Eva og Adam, der vandrer ud af Edens Have og ud i verden. Vi hører om Moses, der vandrede gennem ørkenen med sit folk. Og vi hører om Jakob, der vandrede for at mødes med sin bror Esau. Og så hører vi om Jesus, der vandrer fra sted til sted og møder mennesker. De har alle vandret og været på vej.
Og mennesket har altid vandret – vi har befolket hele jorden ved at vandre fra sted til sted. De store folkevandringer kalder man det. For i hjertet af os alle sammen ligger der en nomade, der vil se, hvad der er bag ved næste højdedrag, om næste hjørne eller bag ved horisonten. Vi er nysgerrige – vi er drevne. Vi leder.
Når man leder, er man også på vej så at sige. For det er svært at lede efter noget, hvis man sidder helt stille på sin stol. Når man leder, så vil de fleste af os rejse os op, og med bruge kroppen til at lede med. Vi vil flytte ting, kigge bag ved ting, eller vi vil gå en lang tur og tænke over tingene. Og på samme måde brugte Maria og Josef deres kroppe til at lede efter deres søn – de ledte højt og lavt, og kaldte på ham. De vandrede rundt for at finde ham. Som en pilgrimsvandrer går mange mil for at søge Gud. Vi bevæger os, når vi leder. Vi er på vandring, når vi leder.
Bibelen er en fortælling om mennesker på vandring. Det er en nomadefortælling.
Helt fra begyndelsen hører vi om Eva og Adam, der vandrer ud af Edens Have og ud i verden. Vi hører om Moses, der vandrede gennem ørkenen med sit folk. Og vi hører om Jakob, der vandrede for at mødes med sin bror Esau. Og så hører vi om Jesus, der vandrer fra sted til sted og møder mennesker. De har alle vandret og været på vej.
Og mennesket har altid vandret – vi har befolket hele jorden ved at vandre fra sted til sted. De store folkevandringer kalder man det. For i hjertet af os alle sammen ligger der en nomade, der vil se, hvad der er bag ved næste højdedrag, om næste hjørne eller bag ved horisonten. Vi er nysgerrige – vi er drevne. Vi leder.
Selv kirken er indrettet sådan, at vi alle kigger den samme retning, som et folk på vandring mod solopgangen. Vi går et stykke livsvej sammen herinde i kirken.
For man kan nemlig sammenligne livet med en vandring gennem forskellige landskaber. Gennem bakkedale, gennem frodige haver, og gennem ørkener. Nogle gange hopper vi afsted i glæde, og andre gange slæber vi os afsted. Sådan veksler livet for os, og vores livs landskaber forandrer sig, selvom vi måske ikke bevæger os fysisk langt væk fra vores hjem målt i kilometer.
Men fordi vi er nomader, så har vi også brug for at høre hjemme et sted. Et sted, hvor vi kan komme, hvile og puste ud. Lade op.
For man kan nemlig sammenligne livet med en vandring gennem forskellige landskaber. Gennem bakkedale, gennem frodige haver, og gennem ørkener. Nogle gange hopper vi afsted i glæde, og andre gange slæber vi os afsted. Sådan veksler livet for os, og vores livs landskaber forandrer sig, selvom vi måske ikke bevæger os fysisk langt væk fra vores hjem målt i kilometer.
Men fordi vi er nomader, så har vi også brug for at høre hjemme et sted. Et sted, hvor vi kan komme, hvile og puste ud. Lade op.
Nu har mange af os været meget hjemme det seneste år snart. Vi har isoleret os og holdt afstand. Og vi orker næsten ikke mere ro. Vi orker ikke mere hjem, men oplever måske at have brug for mere vandring – flere mennesker – flere oplevelser.
Men hjem kan vi ikke undvære om vi kan være trætte af at være hjemme hele tiden eller ej. Vi bliver rodløse uden et hjem. Vi har brug for at mærke os velkomne et sted.
Gerd Teissen, der er tysk teolog skriver i sin bog: ”Tro og Tanke” følgende om hjem:
I begyndelsen var ordet,
Ordet er vores begyndelse.
Det bor iblandt os.
Vi bor i det.
Det er vores hjem.
I og hinsides ordet
aner vi virkelighedens hemmelighed,
men den åbenbarer sig kun
i ordet.
Men hjem kan vi ikke undvære om vi kan være trætte af at være hjemme hele tiden eller ej. Vi bliver rodløse uden et hjem. Vi har brug for at mærke os velkomne et sted.
Gerd Teissen, der er tysk teolog skriver i sin bog: ”Tro og Tanke” følgende om hjem:
I begyndelsen var ordet,
Ordet er vores begyndelse.
Det bor iblandt os.
Vi bor i det.
Det er vores hjem.
I og hinsides ordet
aner vi virkelighedens hemmelighed,
men den åbenbarer sig kun
i ordet.
(s.290, ALFA forlag, 1. udgave, 1. oplag 2015)
Sådan skriver han. Ordet bor blandt os, og vi bor i det. Det er vores hjem.
Kan man bo i et ord, vil mange af os spørge? Et ord kan i al fald give os trøst – men Guds ord kan mere end det. For Guds ord er mere end bare en lyd – Guds ord er mening og åbenbaring. Guds ord er skaberkraft og tiltale. Guds ord er en kalden på os mennesker på vores livs vandring.
Guds ord er et barn, der bliver født en julenat under en stjerne, og tager bolig i vores verden og ved vores hjerter.
Guds ord finder hvile i menneskets hjerter, ligesom Maria gemte ordene fra den dag i templet i sit hjerte.
Ved vores hjerter finder Guds ord en bolig, og giver os dermed et hjem. Giver os en følelse af at være velkommen, høre til. Et sted hvor vi hjemmevant kan henvende os til Gud. Eller hvor han indbyder os til at gøre det i al fald.
Vores hjerter er blevet Guds hjem. Og dermed har vi også hjemme hos Gud.
I teksterne til i dag hører vi:
”Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«”
”I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste” (Rom 12, 1b)
”De der bor i dit hus er lykkelige” (Salme 84, 5a)
Hjertet er vores hus – vores liv er som en gudstjeneste – og vi er allerede og har altid været hos Gud.
Amen
Kirkebøn
Lad os bede
Gud – i denne tid, i denne verden, hvor vi alle frygter det, vi ikke kan se, beder vi dig om at hviske til os igen og igen, at vi ikke skal lade frygten styre livet. I en tid, hvor vi holder afstand til hinanden, beder vi dig om at komme os nær, så vi mærker nærvær. I en tid, hvor vi ikke kan se hinandens ansigter, beder vi dig om at give os øjenkontakt.
Vær med os alle i den kommende tid, der kommer til at kræve af os. Giv os håb midt i ensomheden. Giv os kreativitet midt i kedsomheden. Og giv os glæde midt i sorgen.
Vi beder for alle dem, der er syge, og kæmper for at blive raske. Vi beder for dem, der ved, at de aldrig kan blive raske. Vi beder for dem, der skal dø snart, og for deres kære, der står ved siden af.
Vi beder for de mennesker, der sidder hjemme og arbejder og jonglerer en svær hverdag. Vi beder for dem, der er på arbejde og udsætter sig selv for smitte – pædagogerne, politifolk, sygeplejerskerne, lægerne, poderne og alle dem, vi glemmer, der hver dag får samfundet til at hænge sammen.
Vi beder for de fattige, der lige nu er ude af verdens fokus – og vi beder for dem, der flygter fra krig, diktatur og håbløshed.
Vi beder for dem, der mangler et hjem og dem der fryser i deres indre.
Og vi beder for USA – vi beder for at de må finde vejen tilbage til demokrati og fred.
Vi beder for vores kirke – vi takker for, at vi må være åbne i denne særlige tid, og at her kan tales trøst.
Vi beder for kirken i hele verden.
Lad os være stille sammen lidt. AMEN
Sådan skriver han. Ordet bor blandt os, og vi bor i det. Det er vores hjem.
Kan man bo i et ord, vil mange af os spørge? Et ord kan i al fald give os trøst – men Guds ord kan mere end det. For Guds ord er mere end bare en lyd – Guds ord er mening og åbenbaring. Guds ord er skaberkraft og tiltale. Guds ord er en kalden på os mennesker på vores livs vandring.
Guds ord er et barn, der bliver født en julenat under en stjerne, og tager bolig i vores verden og ved vores hjerter.
Guds ord finder hvile i menneskets hjerter, ligesom Maria gemte ordene fra den dag i templet i sit hjerte.
Ved vores hjerter finder Guds ord en bolig, og giver os dermed et hjem. Giver os en følelse af at være velkommen, høre til. Et sted hvor vi hjemmevant kan henvende os til Gud. Eller hvor han indbyder os til at gøre det i al fald.
Vores hjerter er blevet Guds hjem. Og dermed har vi også hjemme hos Gud.
I teksterne til i dag hører vi:
”Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«”
”I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste” (Rom 12, 1b)
”De der bor i dit hus er lykkelige” (Salme 84, 5a)
Hjertet er vores hus – vores liv er som en gudstjeneste – og vi er allerede og har altid været hos Gud.
Amen
Kirkebøn
Lad os bede
Gud – i denne tid, i denne verden, hvor vi alle frygter det, vi ikke kan se, beder vi dig om at hviske til os igen og igen, at vi ikke skal lade frygten styre livet. I en tid, hvor vi holder afstand til hinanden, beder vi dig om at komme os nær, så vi mærker nærvær. I en tid, hvor vi ikke kan se hinandens ansigter, beder vi dig om at give os øjenkontakt.
Vær med os alle i den kommende tid, der kommer til at kræve af os. Giv os håb midt i ensomheden. Giv os kreativitet midt i kedsomheden. Og giv os glæde midt i sorgen.
Vi beder for alle dem, der er syge, og kæmper for at blive raske. Vi beder for dem, der ved, at de aldrig kan blive raske. Vi beder for dem, der skal dø snart, og for deres kære, der står ved siden af.
Vi beder for de mennesker, der sidder hjemme og arbejder og jonglerer en svær hverdag. Vi beder for dem, der er på arbejde og udsætter sig selv for smitte – pædagogerne, politifolk, sygeplejerskerne, lægerne, poderne og alle dem, vi glemmer, der hver dag får samfundet til at hænge sammen.
Vi beder for de fattige, der lige nu er ude af verdens fokus – og vi beder for dem, der flygter fra krig, diktatur og håbløshed.
Vi beder for dem, der mangler et hjem og dem der fryser i deres indre.
Og vi beder for USA – vi beder for at de må finde vejen tilbage til demokrati og fred.
Vi beder for vores kirke – vi takker for, at vi må være åbne i denne særlige tid, og at her kan tales trøst.
Vi beder for kirken i hele verden.
Lad os være stille sammen lidt. AMEN
Teksterne til dagen er hentet her: bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
Dog er de første tekster denne søndag læst fra Bibelen 2020 (Bibelselskabet)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar