en salme, der synger sig selv.
At tro det er at lytte
til ord du altid har kendt:
Han sang dig så blidt ind i livet,
Han synger dig blidt ud igen.”
Sådan lyder et digt af Helle Søtrup, som hun skriver i sin digtsamling: ”Send flere engle.” Ja, alene titlen kunne være titlen på 2020.
Gud er en lyd, digter Helle Søtrup. Ja, en salme. Og at tro det er at lytte til den salme.
Vi har de seneste uger haft mange og lange debatter om salmesang i kirken – turde vi eller turde vi ikke. Var det for risikabelt, og kunne man overhovedet have en gudstjeneste uden sang. Ja, jeg fandt i al fald ud af, at det var svært for mig at forestille mig, at vi slet ikke skulle synge. Synge sammen med den stemme hver især af os nu har.
For fællessang har den egenskab, at der er plads til alle stemmer – både dem, der brummer, dem der hvisker og dem der slet ikke rammer en eneste tone i melodien. Det betyder ikke noget, for sat sammen, så bliver det kor. Et kor af stemmer, hvor hver eneste stemme bidrager og gør helheden hel.
I Johannesevangeliet får vi beskrivelse af verdens skabelse, hvor der står: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.
Gud var et ord – en lyd, der gennemborede universet.
Teologen Gerd Theissen skriver i sin bog: Tro og Tanke, følgende:
”Gud er musik,
som lyder fra alle sider,
uden at man kan sige,
hvor den kommer fra.
Alting forvandler sig til toner.
Vores liv er en melodi.
Vi må afstemme os efter hinanden,
så vi sammen kan lovsynge ham!”
(s. 136, 1. udgave, 1. oplag 2015, Forlaget Alfa).
Vi må afstemme os, skriver Gerd Theissen.
Hvis man har været til en klassisk koncert, så ved man, at inden de begynder, så bliver instrumenterne varmet op, og det lyder kaotisk. På et tidspunkt rejser 1. violinisten sig, og giver en eneste tone. En tone, der består af svingning, som alle de andre instrumenter stemmer efter. De falder ind i den svingning, og bagefter kan de, med hver deres melodi at spille, tilsammen lave store symfonier, der får hårene til at rejse sig på armenden af fryd, tårerne til at løbe af længsel og smilene til at bryde frem af glæde.
Men instrumenterne må stemme, før de kan spille. Som vi også må stemme os ind efter hinanden, når vi møder et andet menneske. Vi skal være på bølgelængde, siger man også. Vi skal være der, hvor vores svingninger giver mening sammen.
Gud valgte en julenat at være på bølgelængde med os mennesker. Han valgte at lade sin svingninger, der lyder i hele universet, giver genlyd i vores hjerter. Det skriver Gerd Theissen også om, og jeg citerer:
”Gud er en svingning
som gennemtrænger alle ting
lige fra stjernerne til de mindste nerver.
Den ryster de levende og det ikke-levende.
Gud ”skal glæde sig over sine værker.
Blot han ser på jorden, skælver den”.
Denne skælven sammenføjer alt,
som er, og som var,
og som skal komme” (s. 137 Ibid.)
I år har vi oplevet at fællessang gør en forskel. Vi har stået på altaner, i haver og foran åbne vinduer og sunget. Vi har fulgt Philip Faber uge efter uge, synge glæden og håbet ind i vores stuer. Den nye Højskolesangbog er udkommet og blev revet ned fra hylderne. Fordi vi har prøvet at synge – sammen.
For det er sådan med sang, at man bliver nødt til at prøve at synge med for at opdage, hvad det er fællessangen gør ved os.
Hvad sangen kan, når vi stemmer os ind efter hinanden.
Det findes ikke bare os i mennesker – det findes i hele skaberværket. Jeg har set en lille film – eller rettere hørt en lille film, hvor man har optaget lyden af tusindvis af græshopper. Derefter har man afspillet lyder langsomt, så langsomt, at der pludselig opstår en melodi, der toner sig op og ned. Som en symfoni. Selv naturen har en melodi, den spiller for os hver dag. Selv græshopper synger til Guds ære.
I brevet til menigheden i Effesos, der står der ligefrem: (…) lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. (5, 18b-20)
Vi opfordres til musik.
Nu er det jo ikke alle der er lige musikalske. Og nogle synger – ja, forfærdeligt. Det tør jeg godt sige, for jeg kommer fra en familie, hvor man enten synger godt eller slet ikke. Der er ikke noget derimellem. Men det fine her er, at musikken ikke er en præstation.
For i Guds øjne handler livet aldrig om præstationer, men om os. Og hvem vi er, når vi tør lade alt det falde, som vi holder op foran os. Så vi står der – som vi er. Skabt og elsket med den stemme, der er vores. Tør lade os blive set, som vi er.
Det handler nemlig om blikket – blikket der møder os.
Vi har fra barnsben brug for at blive set – at få øjenkontakt. Ja, faktisk så går vores udvikling i stå, hvis vi ikke får øjenkontakt med et andet menneske, når vi er små børn. Vi skal ses gennem andres øjne for at blive dem, vi er.
Øjet er sjælens spejl, siger vi. Og det er rigtigt – for gennem den anden spejler vi vores egen sjæl, men gennem den andens øjne ser vi også deres sjæl.
Øjne er blevet anderledes vigtige i disse dage, hvor vi skal bære mundbind i offentlige rum. Vi er vant til at kunne se hele ansigtet, men nu kan vi kun se øjnene.
Og øjnene er vigtige – så vigtige, at vi, når vi døber her i kirken, ikke holder barnet ned mod vandspejlet, men op mod øjnenes spejl, så de bliver set, at de voksne, der står omkring dem. Og så kigger de her i kirken op mod loftet, hvor hullet gør at vi kan skue mod Guds blå himmel.
For også Vor Herre kigger med – han ser på os, og elsker os. Han ser på os med milde øjne, der igen og igen ser forbi det, vi gør forkert, og ser os.
Vi skal ikke præstere – vi skal leve.
Og det gjorde Gud så også selv, da han en julenat bøjede sig mod verden og lod sig føde som et barn af en kvinde i en stald. Under stjernerne lød der skrig den nat – først af en kvinde, der fødte og siden af et barn, der skreg. Skreg mod verden, at livet er begyndt. Satte gang i vibrationer og svingninger, der fik hele himmelrummet til at fryde sig i glæde over, at kærligheden fik krop.
Og englene fyldte himlen og begyndte at synge for verdensrummet.
Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker, der har Guds velbehag.
Amen.
Kirkebøn:
Kære Gud,
Julenat bøjer du ned mod verden, og lod sin søn føde. Vi har fejret lige det siden. Vi har sat lys i stager og tændt lys på juletræet.
Mørket udenfor er så massivt, selv en julenat, og derfor beder vi Dig om, at du må lade lyset skinne videre fra vores små stager og ud i hele verden.
Vi beder om, at mørket i denne verden må svinde – om det så er mørket på himlen eller mørket i menneskers hjerter. Lad lyset stå klarest.
Vi beder i aften for:
- De syge
- De ensomme
- De glædesløse
- De håbløse
- De barnløse
- De hjemløse
- De utålmodige
- De gnaven og bitre
- De bange
Vi beder – og beder om, at vores bønner ikke behøver rejse hele vejen op gennem atmosfæren, men at du lytter til os lige her, hvor vi er. Amen
Dagens tekst kan findes her:
https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-foerste-raekke
Han synger dig blidt ud igen.”
Sådan lyder et digt af Helle Søtrup, som hun skriver i sin digtsamling: ”Send flere engle.” Ja, alene titlen kunne være titlen på 2020.
Gud er en lyd, digter Helle Søtrup. Ja, en salme. Og at tro det er at lytte til den salme.
Vi har de seneste uger haft mange og lange debatter om salmesang i kirken – turde vi eller turde vi ikke. Var det for risikabelt, og kunne man overhovedet have en gudstjeneste uden sang. Ja, jeg fandt i al fald ud af, at det var svært for mig at forestille mig, at vi slet ikke skulle synge. Synge sammen med den stemme hver især af os nu har.
For fællessang har den egenskab, at der er plads til alle stemmer – både dem, der brummer, dem der hvisker og dem der slet ikke rammer en eneste tone i melodien. Det betyder ikke noget, for sat sammen, så bliver det kor. Et kor af stemmer, hvor hver eneste stemme bidrager og gør helheden hel.
I Johannesevangeliet får vi beskrivelse af verdens skabelse, hvor der står: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.
Gud var et ord – en lyd, der gennemborede universet.
Teologen Gerd Theissen skriver i sin bog: Tro og Tanke, følgende:
”Gud er musik,
som lyder fra alle sider,
uden at man kan sige,
hvor den kommer fra.
Alting forvandler sig til toner.
Vores liv er en melodi.
Vi må afstemme os efter hinanden,
så vi sammen kan lovsynge ham!”
(s. 136, 1. udgave, 1. oplag 2015, Forlaget Alfa).
Vi må afstemme os, skriver Gerd Theissen.
Hvis man har været til en klassisk koncert, så ved man, at inden de begynder, så bliver instrumenterne varmet op, og det lyder kaotisk. På et tidspunkt rejser 1. violinisten sig, og giver en eneste tone. En tone, der består af svingning, som alle de andre instrumenter stemmer efter. De falder ind i den svingning, og bagefter kan de, med hver deres melodi at spille, tilsammen lave store symfonier, der får hårene til at rejse sig på armenden af fryd, tårerne til at løbe af længsel og smilene til at bryde frem af glæde.
Men instrumenterne må stemme, før de kan spille. Som vi også må stemme os ind efter hinanden, når vi møder et andet menneske. Vi skal være på bølgelængde, siger man også. Vi skal være der, hvor vores svingninger giver mening sammen.
Gud valgte en julenat at være på bølgelængde med os mennesker. Han valgte at lade sin svingninger, der lyder i hele universet, giver genlyd i vores hjerter. Det skriver Gerd Theissen også om, og jeg citerer:
”Gud er en svingning
som gennemtrænger alle ting
lige fra stjernerne til de mindste nerver.
Den ryster de levende og det ikke-levende.
Gud ”skal glæde sig over sine værker.
Blot han ser på jorden, skælver den”.
Denne skælven sammenføjer alt,
som er, og som var,
og som skal komme” (s. 137 Ibid.)
I år har vi oplevet at fællessang gør en forskel. Vi har stået på altaner, i haver og foran åbne vinduer og sunget. Vi har fulgt Philip Faber uge efter uge, synge glæden og håbet ind i vores stuer. Den nye Højskolesangbog er udkommet og blev revet ned fra hylderne. Fordi vi har prøvet at synge – sammen.
For det er sådan med sang, at man bliver nødt til at prøve at synge med for at opdage, hvad det er fællessangen gør ved os.
Hvad sangen kan, når vi stemmer os ind efter hinanden.
Det findes ikke bare os i mennesker – det findes i hele skaberværket. Jeg har set en lille film – eller rettere hørt en lille film, hvor man har optaget lyden af tusindvis af græshopper. Derefter har man afspillet lyder langsomt, så langsomt, at der pludselig opstår en melodi, der toner sig op og ned. Som en symfoni. Selv naturen har en melodi, den spiller for os hver dag. Selv græshopper synger til Guds ære.
I brevet til menigheden i Effesos, der står der ligefrem: (…) lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. (5, 18b-20)
Vi opfordres til musik.
Nu er det jo ikke alle der er lige musikalske. Og nogle synger – ja, forfærdeligt. Det tør jeg godt sige, for jeg kommer fra en familie, hvor man enten synger godt eller slet ikke. Der er ikke noget derimellem. Men det fine her er, at musikken ikke er en præstation.
For i Guds øjne handler livet aldrig om præstationer, men om os. Og hvem vi er, når vi tør lade alt det falde, som vi holder op foran os. Så vi står der – som vi er. Skabt og elsket med den stemme, der er vores. Tør lade os blive set, som vi er.
Det handler nemlig om blikket – blikket der møder os.
Vi har fra barnsben brug for at blive set – at få øjenkontakt. Ja, faktisk så går vores udvikling i stå, hvis vi ikke får øjenkontakt med et andet menneske, når vi er små børn. Vi skal ses gennem andres øjne for at blive dem, vi er.
Øjet er sjælens spejl, siger vi. Og det er rigtigt – for gennem den anden spejler vi vores egen sjæl, men gennem den andens øjne ser vi også deres sjæl.
Øjne er blevet anderledes vigtige i disse dage, hvor vi skal bære mundbind i offentlige rum. Vi er vant til at kunne se hele ansigtet, men nu kan vi kun se øjnene.
Og øjnene er vigtige – så vigtige, at vi, når vi døber her i kirken, ikke holder barnet ned mod vandspejlet, men op mod øjnenes spejl, så de bliver set, at de voksne, der står omkring dem. Og så kigger de her i kirken op mod loftet, hvor hullet gør at vi kan skue mod Guds blå himmel.
For også Vor Herre kigger med – han ser på os, og elsker os. Han ser på os med milde øjne, der igen og igen ser forbi det, vi gør forkert, og ser os.
Vi skal ikke præstere – vi skal leve.
Og det gjorde Gud så også selv, da han en julenat bøjede sig mod verden og lod sig føde som et barn af en kvinde i en stald. Under stjernerne lød der skrig den nat – først af en kvinde, der fødte og siden af et barn, der skreg. Skreg mod verden, at livet er begyndt. Satte gang i vibrationer og svingninger, der fik hele himmelrummet til at fryde sig i glæde over, at kærligheden fik krop.
Og englene fyldte himlen og begyndte at synge for verdensrummet.
Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker, der har Guds velbehag.
Amen.
Kirkebøn:
Kære Gud,
Julenat bøjer du ned mod verden, og lod sin søn føde. Vi har fejret lige det siden. Vi har sat lys i stager og tændt lys på juletræet.
Mørket udenfor er så massivt, selv en julenat, og derfor beder vi Dig om, at du må lade lyset skinne videre fra vores små stager og ud i hele verden.
Vi beder om, at mørket i denne verden må svinde – om det så er mørket på himlen eller mørket i menneskers hjerter. Lad lyset stå klarest.
Vi beder i aften for:
- De syge
- De ensomme
- De glædesløse
- De håbløse
- De barnløse
- De hjemløse
- De utålmodige
- De gnaven og bitre
- De bange
Vi beder – og beder om, at vores bønner ikke behøver rejse hele vejen op gennem atmosfæren, men at du lytter til os lige her, hvor vi er. Amen
Dagens tekst kan findes her:
https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-foerste-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar