Helligtrekongers søndag 2020

En nat her i juletiden, væk fra byens lys i mine svigerforældres sommerhus, kiggede jeg ud ad vinduet, og så intet andet end mørket. Mørket der opslugte alt – som en massiv mur, der blændede mig. Det var på en gang skræmmende og fascinerede, når man er vant til gadelamper og byens skær. Mørket lå som en tung dyne over den kendte udsigt.



Men da kiggede jeg op, så jeg over mig stjernernes himmel – så lysende klare. Strøet med let hånd over verdensrummet. Myriader af stjerner, der alle bevidnede, at lyset trænger gennem selv verdensrummets mørke. Også stjernerne var anderledes her væk fra byens kunstige lys, der har det med at viske stjernerne ud, så kun de allerklareste kan ses.



Men derude, hvor mørket er mørkt, er lyset lysets.



Vi forstår ikke altid mørket, fordi vi er så vant til det kunstige lys. Vi forstår ikke altid, hvor helt igennem forunderligt lyset er, når det kommer – enten som stjerner eller som morgenlyset, der rammer verden, før solen kan ses.



Vi bymennesker længes ligefrem efter mørket. Vi sover med sovemasker eller har mørklægningsgardiner oppe, fordi det kunstige lys holder os kunstigt vågne. Vi savner det mørke, der kan lulle os i søvn. Men jeg tror ikke det er så meget mørket, som det er roen vi længes efter. Roen, der kan få vores hjerter til at banke i takt med verden. Roen der får bilernes summen til at forstumme, sirenerne til at slukkes og frygten til at slippe. Roen der får os til at være i verden uden bekymringer.



Ro er det modsatte af uro. Uro er når alt dirrer og føles ubehageligt. Ro er derimod den fornemmelse vi får, når livet falder i et hak. Et hak, hvor man kan hvile og være. Et hak, hvor livet fremstår ubesværet, ligetil og enkelt.



Det sker i øjeblikke for os mennesker, at livet ligesom går i hak. Vi kan sjældent mase eller skubbe det frem, men vi kender fornemmelse, når det endelig sker. Den fornemmelse kaldes også for lykke. En fornemmelse af, at sådan må livet være skabt til at være.



Den fornemmelse får man, når man for første gang holder sit barn i armene. Og pudsigt nok bliver de fleste børn født om natten – når mørket falder på, tager veerne til. Mon Vor Herre har haft en plan med at lyset også skal skinne i vores liv, når vi første gang ser vores børn i øjnene? Det er livet, der falder i hak. Det er lykke.



Lykke er en forunderlige følelse, fordi man ikke kan tvinge den frem. Det er en gave, der kommer pludselig. Den griber os. Fanger os midt i livet. Der er noget guddommeligt over det. Som et glimt af noget større, der kan bære os. Som lukkede man øjnene og en Guds engel rørte en let på skulderen. Lykke er et øjeblik af Guds rige på jord. Man kan sige, at hvis Guds kærlighed skulle vise sig i et menneske for en stund, ville den vise sig som lykke. Det fine ved lykken er, at den ikke er vendt mod en selv, men altid mod andre mennesker. Det er gennem andre, vi opdager, oplever og opfyldes af kærligheden – lykken.



Lykke var også den følelse Maria og Josef havde da de blev forældre, om end omstændighederne havde været svære. Men i de blikke de har delt med barnet, har lykken grebet dem.



Og mon ikke det også var følelsen, de vise mænd havde da de nogen tid senere kom til Maria og Josef, for også at se det lille barn. De rejste jo som bekendt efter en stjerne på himlen, og kom først til Jerusalem, hvor der ingen konge var på slottet. De havde misforstået budskabet, så de igen måtte ud i natten, for at se præcis hvor stjernen lyste – og da kom de til Jesus. Livet må næsten være faldet i hak, da de kom til Jesus. Også selvom de havde forventet en konge i guld og med krone, så blev det til et øjeblik af lykke. Et øjeblik af ro. Et øjeblik af lys, der for en stund jager mørket på flugt. Og mørke skal jages på flugt. Når vi oplever øjeblikke af lykke, oplever vi hvordan livet er, når der intet mørke er.



For selvom det kan forekomme, at vi bymennesker længes efter mørket, så længes vi jo ikke efter mørke i livet eller i vores sind. Man taler ligefrem om, at mennesker kan have formørkede sind eller at folks øjne kan blive mørke af vrede. Mørket er fra gammel tid det modsatte af liv. Det er der, hvor ondskaben, uviljen, fjendtligheden og umenneskeligheden har frie tøjler. Mørket er det, der tvinger os væk fra Gud. Mørket er også det triste, det håbløse og det opgivende.



Og vi kender det. Det at være i mørke i livet. I vores livs mørke. Alle af en vis alder har prøvet det, og de fleste af os flere gange, for sådan er livet nu engang. Vi kastes ud i mørket til tider, hvor vi kan have svært ved at navigere, fordi vi ikke ved, hvilken vej, vi skal gå. Der er ingen stjerne på himlen til at lede os på vej.

Dér forstår vi længslen efter lys. Der bliver vi åbnede for at der må være andet i verden end dette mørke.



Victor Frankl, der var psykoanalytiker og jøde, oplevede at blive sendt i KZ lejr under WWII. Han sagde: ”Når vi ikke længere er i stand til at ændre en situation, er vi tvunget til at ændre os selv”. Han overlevede KZ lejren.



De vise mænd så mod himlen for at finde vej. Vi skal også løfte vores hoveder for at finde vej. Vi farer vild, hvis vi kun ser ned mod jorden og vores egne skridt – vi skal se mod det sted, hvor lyset kommer fra. Og vi behøver ikke en oplyst dag for at finde vej – blot nok lys til at kunne finde vejen selv.



Jesus siger: at han er verdens lys. ”Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”



Han er det lys, der skal skinne ind i et liv, hvor mørket til tider vil lægge sig om os. Han er den stjerne på himlen, der kan guide os gennem mørket. Det er ham, vi skal følge, når vi ikke længere ved, hvilken vej vi skal gå. Han vil gå foran os, og vise os vejen. Og følger vi vejen, så giver han os livets lys.



Han sætter en stjerne i vores liv, som vi kan følge, og den leder os ikke altid det sted hen, hvor vi tror, vi skal hen. Men den leder os som regel det rigtige sted hen – det sted, hvor kærligheden er. Hvor lykken griber os.



Vi er på vej i livet – gennem mørke dale, gennem lyse enge. Vi er på vej. Og som de vise mænd ikke nåede målet første gang, og måtte gå om natten – således også vi til tider. Som de var på vej, er vi på vej. Mod lyset, gennem natten, gennem ørken, gennem byer. Gennem livet.



Og vi er ikke alene. Heller ikke når vi føler os ensomme eller forladt. Vi er ikke alene. Kristus vandrer med os. Vi går ikke et skridt uden Han er med os.



Hvis vi kigger op, så er der lys. Nogle gange skal vores øjne blot vænne sig til det, men Gud lover os, at der er lys. Vi er aldrig alene i mørket. Lyset skinner i natten.



Amen




Dagens tekst:



Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« Da sagde farisæerne til ham: »Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Jesus svarede: »Selv om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen; men I ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvor jeg går hen. I dømmer efter det ydre, jeg dømmer ingen. Men selv om jeg også dømmer, er min dom sand, for jeg er ikke alene, men Faderen, som har sendt mig, er med mig. Og i jeres egen lov står der skrevet, at et vidnesbyrd fra to mennesker er gyldigt. Jeg vidner om mig selv, og om mig vidner også Faderen, som har sendt mig.« De spurgte så: »Hvor er din fader?« Jesus svarede: »I kender hverken mig eller min fader. Kendte I mig, kendte I også min fader.« Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet.

Johannesevangeliet 8,12-20