Julesøndag 2019

Alle mennesker har brug for at drømme. Vi drømmer hver nat. Vores hjerner er mest aktive om natten, mens vi hviler. Vi drømmer. Drømme hører simpelthen til menneskelivet, og vi får da også fra begyndelsen af Bibelen stadfæstet, at drømme er vigtige. Jakob sov i ørkenen og så en himmelstige. Josef fra Det Gamle Testamente er drømmetyder og tyder selveste faraos drømme for ham. Daniel drømmer. Og nu Josef – Jesu stedfar – der også drømmer. Først viste en engel sig for ham, da han ville gå fra den gravide Maria. Og nu viser en engel sig for ham, for at sikre, at han kan føre sin familie i sikkerhed.

Gud viser sig i drømme for mennesker og drømmene har mennesker brugt til at træffe store og vigtige valg.

Det lyder måske fremmed for os i dag. Og måske er det en skam, for hvorfor skulle verdens skaber ikke kunne henvende sig til os i en drøm? Faren er selvfølgelig, hvis man tyder den helt bogstaveligt, for alle drømme er ikke fra Gud. Men de der enkelte drømme, man husker længe efter og som gav en særlig fornemmelse i kroppen. Jeg har talt med mennesker, der har mødt accept af dem selv gennem drømme, eller har oplevet Guds kærlighed gennem drømme.

Drømme er også Guds sprog.

Og vi har brug for dem. Vi kan ikke leve uden drømme.

Men vi kan drømme på andre måder også – vi kan have drømme for fremtiden, for vores børn, familier eller andre vi elsker. Vi drømmer om livet, og hvad det kan rumme. De drømme er også vigtige – ja, livsvigtige. For i drømmen ligger håbet. Drømme er håb for fremtiden.

Og håbet er centralt for troen. Håb er, når man tør tro på, at fremtiden kan rumme noget mere og måske noget bedre end lige nu. Håb er, når man lægger sit liv i Guds hånd og stoler på, at ligegyldigt hvilke vilkår livet end måtte få, så går Gud med os.

Da Josef den nat møder en engel i sine drømme, tror jeg at mange andre drømme brast. Drømmen om at komme hjem til Nazaret. Drømmen om at give sit lille barn en tryg start på livet. Jesus begynder sit liv som flygtning, og er afhængig af at andre mennesker vil tage godt i mod. Det er en barsk start, at et lille barn skal mærke konsekvenserne, at de voksne magtbegær. Men sådan var livet dengang, og sådan er det også i dag.

Josefs drømme for fremtiden bliver forandret, og han må derfor vælge en anden vej at gå end den, han havde regnet med. Han flygter, og finder en vej gennem tilværelsen med det ansvar, der er hans. Det har været umulig for dem at gætte, hvad der nu ville ske, men Gud har vist ham vejen.

Så mon ikke håbet alligevel har været med ham? Først håbet om, at hans lille familie måtte komme sikkert frem til Egypten, og dernæst håbet om, at de måtte vende hjem igen. Josef har med sikkerhed haft drømme for fremtiden, selvom han lige der måtte lave dem om.

Drømme er som stjernerne på himlen – de skal lyse for os i vores livs nætter. De kan ikke gøre hele verden lys, men de kan skinne i mørket, og give os et håb om, at alt ikke er tabt.

Victor Frankl, der var psykoterapuet og KZ fange, sagde på et tidspunkt: “Når vi ikke længere er i stand til at ændre en situation, er vi tvunget til at ændre os selv.”

Livet giver os mange forskellige situationer, og også nogle som vi ikke er forberedte på. Og nogle gange kan man få lyst til at smide håndklædet i ringen, fordi livet kan forekomme så hårdt.

Men Bibelen giver os igen og igen fortællinger om den ukuelighed, der ligger i os mennesker. Gud har skabt os til livet, og han skærmer os også i det.

Da Adam og Eva blev sendt ud af Edens Have, syede Gud skindtøj til dem. Da Kain havde slået sin bror ihjel, fik han et mærke i panden til beskyttelse. Da kvinden var grebet i hor, udfordrede Jesus alle omkring hende til at se på deres eget liv, før de dømte hende.

Der er vilkår, der er vores her i denne verden, og som vi ikke kan gøre om. Men vi kan forholde os til de vilkår. Vi kan insistere på at drømme og håbe. Ja, vi skal særligt håbe, der hvor det ser håbløst ud.

En sygehuspræst har engang sagt, at hospitalet er en håbsfabrik. Hvis der er et sted i verden, hvor håbet er stærkt, så er det på sygehuset. Her bliver der håbet til sidste åndedrag. Og det egentligt smukt.

Da jeg for nogle år siden stod ved et kært familiemedlem på et sygehus, og vidste at de sidste timer var inde, håbede vi alle til det sidste på, at døden ikke ville komme. Og det selvom vi med fornuften vidste, at døden var på vej. Men hjertet sagde noget andet – hjertet håbede, for det er, hvad hjertet kan. Og da hun døde, vidste vi, at nu ville Gud overtage med sin kærlighed. Håbet blev afløst af kærlighed.

Livet er barsk – og det er fortællingen til i dag også. Den skærer os i hjertet. Det er på alle måder en fortælling om grusomhed og om mørke. Den står i kontrast til fortællingen om Jesu fødsel – om lyset, der kommer til verden.

Det er en fortælling om magt, og om at når vi mennesker erstatter drømme med magtbegær, så bliver vi grusomme mod hinanden. Så kan vi gøre de mest forfærdeligt ting blændet af frygten for at miste magt og begæret efter mere magt. Herodes, der beordrede børn myrdet, forsøgte at have magt over fremtiden.

Men tør vi stå midt i livet og være magtesløse, da gør vi noget helt andet også. Vi lægger vores liv i Guds hænder. Og gør vi det, kan vi gå de veje i livet, der nu engang bliver vores.

Og selv om Herodes den dag var skyld i, at himlen flængedes af mødres rædselsskrig, så kunne han ikke slukke lyset i verden. Mørket fik ikke magten. Lyset fik lov at skinne, og fik lov at vokse sig større.

Når umenneskeligheden råder, skal vi med Guds kærlighed, Guds nåde og vores medmenneskelighed elske os tilbage på rette vej.

Lyset skinner i mørket – og mørket greb det ikke.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.