Juleaften 2019

Der findes to slags mennesker i verden. Dem der tænder lys, og så dem der puster dem ud igen.

Dem der tænder lys, går rundt og forsøger at give lys til andre. De giver omsorg, tid eller opmærksomhed. De spreder lys i mørket.

Og så er der dem, der puster lys ud.

Og ja, måske vi faktisk alle sammen er lidt af begge engang imellem. At vi både tænder lys og kommer til at puste det ud. Sådan er livet jo. Men når vi er det menneske, der formår at tænde et lys i verden, så kan vi mærke det. Vi kan mærke det helt ind i hjertet, at her har vi fat i det væsentlige i livet.

I bogen Den lille Prins, som I måske kender, der har den lille prins en samtale med en ræv, der siger til prinsen: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.

Det er så fin en lille sætning, for nok ser vi verden med øjnene, men det er med hjertet, at vi ser livet. Det væsentlige er skjult for øjet, for det er med hjertet man ser rigtigt.

Og når vi ser, sådan rigtigt, så sender vi lys ud i verden.

Og lyset har en særlig egenskab. Selv det mindste lille lys, kan jage et mørke på flugt. Tænk på, hvis I har to rum ved siden af hinanden – et mørkelagt rum og et lys rum. Mellem de to rum er en lukket dør. Hvis man åbner døren, strømmer lyset ind i mørket – aldrig omvendt. Lysets iboende egenskab er at kunne fjerne mørket.

Det oplevede mange af os for 14 dage siden, da der blev gået luciaoptog mange steder. Der går børn med lys i hænderne og synger. De minder os om, at lyset er stærkt og skal deles ud i verden. Lucia, som dagen er opkaldt efter, var selv en kvinde, der hjalp, hvor hun kunne, og når natten nærmede sig, satte hun et lys på hovedet for at kunne se i mørket. Derfor går børnene den dag i dag Luciaoptog med lys. Traditionen med Luciaoptog kom til Danmark lige efter 2. verdenskrig i en periode, hvor mange havde brug for at høre, at mørket kunne spredes, og at lyset altid er stærkere end.

Det leder mig til en anden fortælling, som jeg gerne vil dele med jer.

Den handler om Iben Krogsdal, der er en af vor tids store nye salmedigtere. Hun fik som barn at vide, at hun var grim. Håret var tyndt, tænderne skæve, panden høj og så har hun midt i ansigtet en ørnenæse. Hendes barndom var en lang pointering af hendes iøjefaldende fejl. Og hver gang smilede hun – et sørgmodigt smil.

Det var først, da hun blev ældre, at hun opdagede, at skønhed er andet end det modebladene viser, og at hendes skønhed er kunstnerisk. Man kan være smuk på mange måder.

Men særligt én oplevelse fra barndommen blev siddende i hende. Som barn havde Iben rakt armen op og meldt sig som Luciabrud. Resten af dagen, endte hun med at grædesmile over de andres reaktion. Iben blev selvsagt ikke luciabrud.

Som voksen sad hun en aften med sin datter og datterens veninder og fortalte om sine oplevelser som barn. Da skete der noget, som er et lille juleunder. Sammen brugte de en time på at forberede, og derefter gik de – i ført lagner og lys i hænderne – luciaoptog gennem hjemmet. Og luciabruden var en voksen Iben. Bevæget over, at selv grimme kan få lov at lyse for andre.

Det er Iben Krogsdal selv, der har skrevet en klumme om det i Kristelig Dagblad.

Den historie ramte mig. Det lille barn, der blev drillet, og som modigt rakte hånden op i håbet om at blive luciabrud. Men rørt blev jeg også af den omsorg den voksne Iben møder af teenagepiger, der, ligesom os, sagtens kan mærke sorgen.

Iben fik den aften lov at gå med lys – ikke bare i stuerne, men sammen jog de mørket på flugt i hinanden. Og lyset var ikke bare et stearinlys i hænderne – det var også et lys, der blev sat i hjerterne af håb og glæde. Det er aldrig for sent at bære lys.

Det er aldrig for sent – og det bliver aldrig for sent. Hverken nu eller i fremtiden. Der er altid mulighed for at sprede mørket med et lys, hvor lille det end er.

Da Jesus blev født, var landet i mørke. De var besat af romerne, og landets magthavere var mere interesserede i at beholde magten end at beholde medmenneskeligheden. Jesus bliver født i fattigdom, og kort efter sin fødsel flygter hans forældre til Egypten af frygt for, at deres barn skulle slås ihjel. Der bor de som flygtninge, indtil de igen vender tilbage.

Begyndelsen på Jesu liv var altså dramatisk og forfærdelig. For den sikkerhed, som Maria og Josef ønskede at give deres barn; den kunne de ikke give.

Men det er samtidig fortællingen om, at selvom der er en masse vilkår, der er forfærdelige, og selvom mørket har dækket tilværelsen, så blev der født en lille dreng, der sidenhen skulle bringe lys til verden. Selvom der skulle gå tid førend det skete, så skete det. Der er håb. Han voksede op, og blev et lys for mennesker. Men Jesus tænder også lys.

Han tænder lys i mennesker. Han ser det værdifulde i mennesker, der selv tror de er indhyllet i mørke. Han giver dem et lys, så de hver og en kan gå med et lys i hjerterne og brænde for kærligheden.

Vi får et lys foræret – vi er dem, der kan bære lys ud i verden, og viser andre, at mørket ikke er stærkere end det mindste lille juletræslys.

Det er det væsentlige. Det, der kun kan ses med hjertet.

Og det er jo i kernen julens budskab.

Julen kan nemt overhale os inden om med vores egne forventninger om det smukke bord, den perfekte and, de velvalgte gaver og det skønne juletræ. Og selvfølgelig er det OGSÅ vigtigt; men det vigtigste er, at vi giver hinanden lov til at bære lys, og at vi ikke forsøger at puste hinandens lys. Og det forunderlige er, at hvis vi giver andre lov til at bære lys, så får det vores eget lys til at skinne stærkere og mere klart. Lyset bliver nemlig ikke klarere af at andres slukkes – nej tværtimod så bliver lyset allersmukkest, når vi sammen værner om det.

Må julens lys skinne stærkt og klart i jeres liv – ikke bare i aften, men hver evig eneste dag. Må I bære og nære lyset, så det kan lyse, også de dage, hvor det blafrer. Og må mørket aldrig få mere magt end et enkelt lille ritsj kan jage det på flugt.

Må Guds fred, glæde og kærlighed sænke sig over verden. Nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.