1. søndag i advent 2019

Det tager tid at lære at vente.

Advent betyder at vente, og vi venter disse fire søndage på, at Jesusbarnet skal fødes en nat mellem halm og fattigdom. Og selvom vi hvert år får fire søndage, hvor vi kan øve os i at vente, så er det stadigvæk svært.

Nogle gange bliver vi så fyldt med uro og rastløshed, når vi venter, at vi må rejse os og gå frem og tilbage, eller vi vipper med foden i ét væk. Andre gange kan tiden snegle sig afsted, og vi fylder vores ventetid med gab. Ventetid kan være længselsfuld, og den også næsten gøre ondt.

Vi venter, som mennesker alle dage har ventet. Venter på jul. Ventet på bedre tider. Ventet på regn eller sol. Venter på bedring eller helbredelse. Venter på at blive gravide eller venter på en fødsel. Venter på at barnebarnet ringer eller venter på at blive krammet.

Venter på årstidernes skiften. Ventet på at kornet skal modnes. Ventet på vækst.

Og vækst tager tid. Der er ingen, der tror, at de kan lægge et kernehus i jorden ene dag, og plukke æbler den næste. Vi ved alle som en, at det kan tage årevis, før der er gode æbler på et træ.

Vækst tager tid.

Det gør det også for os mennesker. Både helt fysisk fra vi bliver født som spædbørn, helt hjælpeløse og sårbare. Men vækst tager også tid, når det handler om vores indre liv. Vi skal som mennesker lære os selv at kende, og vi skal lære Gud at kende. Og begge dele kan tage et helt liv. Heldigvis stresser Gud ikke over, at vi ikke lærer ham at kende efter en gang til gudstjeneste, eller efter at have bedt fadervor et dusin gange. Gud giver os tid – og han venter på os.

Spørgsmålet er om vi har tålmodighed til at vente på os selv?

Tålmodighed er sådan et fint ord. Det betyder egentligt at have mod til at tåle.

Vi skal kunne tåle, når tingene ikke altid sker, selvom man lynhurtigt har googlet et svar. Vi skal tåle, at andre mennesker ikke altid giver os den reaktion, vi ønsker, selvom vi kommer nok så rimelige og fair. Vi skal tåle, at Gud ikke svarer på vores bønner her og nu, selvom vi beder indtrængende. Vi skal tåle at livet taget tid.

Og vi skal have mod til at stå lige der, hvor livet tager tid. Mod til at stå midt i kaos, uorden, manglende svar og en masse ventetid. Vi skal være tålmodige og vente.

Vi skal acceptere at kedsomhed, langsommelighed, udholdenhed og at vente er vigtige elementer ved livet. Faren er, at vi hele tiden skal underholdes, tilfredsstilles eller have ønsker opfyldt. Vi bliver afhængige af det sus som fart kan give.

Men ikke alle svar kan findes på nettet. Og løsningen er ikke at hive telefonen frem hver gang der er optræk til kedsomhed. Jeg ved det, for jeg sidder lige så tit med min telefon i hånden.

Men i den her verden, hvor alt går hurtigt, glemmer vi tit at stoppe op, slå rødder og vokse. Vi skal ikke vækste, men vokse; og der er stor forskel.

Vi skal nære vores indre liv ligeså meget som vi nære kroppen. Vores sjæl skal værnes om. Vandes, have plads, lys og tid.

Thomas Sjödin, der er præst i Sverige, har ligefrem skrevet en bog, der hedder: ”Det sker når du hviler”, hvor han taler for, at vi mennesker skal hvile mere på sofaen. Ikke sammen med mobilen dog, men i stilheden. For det er i hvilen, at vores krop vokser, at vores problemer løses, og i hvilen, at vi lader livet komme til os.

Han skriver følgende et sted: ”Hvad skal man gøre for at finde Gud? Svaret må være: Så lidt som muligt. Allerhelst ingenting. (…) Derfor er det også klogt at undlade at bedømme den åndelige vækst for hurtigt og for ofte. (…) Jeg hviler i, at det ikke er mine anstrengelser, der giver livet dybde.” (s. 115)

Han skriver, at vi skal lade væksten ske – vi stole på Gud. Stole på, at han kommer til os. Vi skal vente.

Men vi kan opleve os sårbare, når vi venter. Man venter på noget – på nogen. Man er prisgivet, når man venter, for man kan ikke andet end at håbe. Og håbet må vi ikke miste. Det hårdeste er mennesker, der er holdt op med at vente sig noget som helst.

Det kan koste at vente. Vi skal vente, men med håb. I Hebræerbrevet (11,1ff) står der:

"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. (…)

I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord."

Det er en mættet sætning, hvor vi hører, at troen og håbet er flettet ind i hinanden. Vi tror på det, vi håber på. Vi skal med tro og med håb vente på fremtiden.

Men at vente er også at opleve magtesløshed, og det kan slå over i raseri. Det raseri oplevede Jesus vendt mod sig. Han blev drevet ud til et bjerg, hvor de mennesker, der havde kendt ham fra han var en lille dreng, ville slå ham ihjel. De var blevet blinde af raseri og det slukkede alt menneskeligt i dem.

Men de slog ham ikke ihjel – han banede sig vej mellem dem og gik. Han gik sin vej og vendte dem ryggen.

Vi skal vende ryggen til det, der vil slå vores menneskelighed ihjel. Vi skal vende ryggen til det, der fjerner os fra vores indre vej.

Og Jesus gik sin vej. Han gik, fordi de ikke forstod, at han kom med Guds rige – ikke bare til dem – men til verden. De var ikke særligt udvalgte, fordi de kendte Jesus. Gud kommer til alle, og ikke kun dem, der tror de kender ham bedst.

Og han kommer med sit rige. Guds rige.

Det kan lyde som et geografisk sted, men er i højere grad en væren. Et Gudsnærvær. Det er livet, som det ser ud, når vi tænder lys i mørket i stedet for at forbande det. Livet, når vi rækker hånden til hinanden

Men det er også mere end det – det er når Gud bliver nærværende i mellemrummet mellem os mennesker. Det er, når vi bliver opløftet af ånden. Guds rige er alt det, hvor vores ord ikke slår til, fordi der kun er Guds ord tilbage.

Og det er allerede begyndt i verden – begyndt i os. Vi beder i nadverbønnen om, at Jesus må bo ved troen i vores hjerter. Jesus er ikke bare et begreb uden for os, vi intellektuelt kan tilgå. Det begynder med os og i os.

Guds rige er allerede begyndt i verden.

Og derfor kunne Jesus den dag i synagogen og læse højt fra Esajas bog, og sige:

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Nådens tid er begyndt.

Glædelig advent. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.