1. søndag i fasten 2021

Hvem er jeg? Det spørgsmål er kommet til at betyde meget de senere år, og endnu mere den sidste tid, hvor vores identitet som menneske, er kommet under pres. Det gør noget ved os, når vi ikke kan være sammen med hinanden som vi plejer. Så hvordan definerer vi os – er vi danskere, jyder, aarhusianere eller kristne. Hvad er vi, når vi skal sætte en label på?

Der er mange, der gerne vil definere os – for os.

De sociale medier er et sted, der gerne vil definere os. Vi kan styre, hvad vi sender ud, men ikke hvordan modtager det, og hele tiden er spørgsmålet her, om man er spændende eller interessant nok til at folk vil følge en. Får man nok likes på et opslag.

Men det ikke kun de sociale meder, der påvirker os. Også arbejde, eller mangel på samme, kan blive en definition af os. Eller fritidsinteresser. Eller sygdom eller handicaps, kan blive identitetsskabende. Seksuel præference har i mange år fyldt den fælles debat, og er nu overtaget af debatten om kønsidentiteten. Der er som sådan smukt, at vi selv kan være med til definere os; men i alt det her, er også en dyb længsel efter at være. Høre til. Eller måske snarere at være nok, alene fordi man er, og ikke fordi man definerer sig selv.

Jesus blev døbt – det hørte vi om i kirken i sidste uge. Denne smukke begivenhed, hvor Jesus overtaler Johannes med tilnavnet Døberen til at døbe ham i Jordanfloden, og hvordan Gud åbnede himlen, da Jesus steg op fra vandet, og sagde til Jesus og alle omkring: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Jesus er døbt – Jesus er Guds elskede barn. Jesus har fået den eneste identitet – den eneste label – der i virkeligheden betyder noget for os. Vi er døbt og vi er Guds børn.

Og lige med det samme – efter sin dåb – drager Jesus ud i ørkenen, hvor der er tørke og stikkende sol. Der er ingen dåbens vand, der kan rinde som en kilde, men derimod det modsatte – den eneste væske er det på tungen. Og enhver der har været i en ørken ved også, at ørkener er stille som graven. Der så stille, at man næsten tror ens åndedræt er den eneste lyd i verden. Der er langt til Guds røst fra oven.

Og derude kommer det onde, som Djævelen, og begynder at ville definere Jesus. ”Hvis du virkelig er Guds søn”, siger Djævelen til Jesus, så bør du og burde du. Og straks forsøger Djævelen at drive Jesus ind i en bestemt måde at være på og opføre sig på. Det onde forsøger at tage patent på Jesu identitet.

Men Jesus svarer hver gang med citater fra skrifterne – han peger ud over sig selv, og svarer ikke, som man kunne fristes til med at tage udgangspunkt i sig selv, men ved at pege på Gud. Jesu tunge risler med dåbens vand, da han svarer Djævelen.

Jesus svarer, at vi mennesker lever af mere end maden, men også at de ord, vi hører. Han siger, at vi ikke må udfordre Gud, men underforstået skal stole på ham. Og så siger han, at vi skal tilbede Gud, og kun ham. Vi skal ikke tilbede Djævelen eller de fristelser, der må møde os på vores vej, når vi kommer til at sætte os selv øverst på tronen. Og det sker – jeg oplever det selv. At jeg kan blive så optaget af mig selv i verden, at jeg glemmer. Ja, glemmer andre og glemmer Gud. Tror jeg kan klare alt selv, når jeg i virkeligheden har fået den vigtigste gave af alle engang for 43 år siden, da jeg blev båret til dåben i en dåbskjole syet af min mors brudekjole, med mit navn broderet på, og en rød sløjfe om maven. Den samme kjole som jeg bar min søn ind i Møllevangskirken i, da vi bar ham til dåben.

Og ved en døbefont med lidt vand i, får vi den største gave af dem alle – en identitet som Guds. Vi er døbte – vi er hans.

Til enhver dåb åbner himlen sig, og Guds røst lyder i barnets hjerte: Du er mit elskede barn – i dig har jeg fundet velbehag.

Vi behøver fra det punkt ikke at klare livet særligt godt eller specielt smukt for at Gud synes om os. I hans øjne er det særlige ikke det, vi er udadtil, men vi er særlige, fordi vi er hans. Vi hører til hos ham. Selv den gennemsnitlige kvinde i begyndelsen af 40’erne, der forsøger at gøre sig smart på facebook og Instagram – for bare komme med et helt tilfældigt eksempel. Hun er elsket, som enhver af jer er elsket af Gud.

Det onde er det, der forsøger at tage patent på, hvem vi er og hvorfor vi er. Og det eneste svar vi kan sige er: Jeg er døbt.

Der er ikke mere at komme efter – vi er allerede Guds – og der er ingen andre, der kan gøre krav på os. Heller ikke engang os selv, når vi glemmer, at Gud har os. Vi er døbt. Det er hvem vi er.

AMEN

Dagens prædikentekst: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-foerste-raekke

Kirkebønnen:

Gud – du er kilden til kærlighed. Du er vandet, der springer i ørkenen, og lyder der bryder tomrummet.

Vi takker dig fordi vi må samles og mærke dit nærvær i en tid, hvor vores tålmodighed er sat på prøve. Vi beder dig om at give os styrke til at holde ud – og til stadighed lade vores øjne møde hinanden over masken, som en ihukommelse af fællesskabet.

Vi beder i dag for alle dem, der har svært ved at mærke dig, Gud og som beder om at du må blive synlig i deres liv. Giv dem et pust fra dit åndedrag.

Vi beder for dem, der sidder alene, og længes efter mennesker. Lad os snart mødes igen, så vi kan holde i hånd og kramme.

Vi beder for dem, der er bange for fremtiden. Lad livet blomstre i deres liv, så de lever fremfor at vente.

Vi beder for dem, der er døende – sæt dig ved deres side Gud.

Vi beder for alle mennesker, der kæmper med at forstå dem selv i verden – giv dem din kærlighed, så de må mærke den først og fremmest.

Vi beder for alle dem, flygter fra krig, fattigdom eller diktaturer. Lad dem finde gæstfrihed og medmenneskelighed, hvor de kommer frem, så deres sjæl kan læges.

Vi beder for alle i Myanmar, hvor frygten fylder. Vi beder om, at friheden må finde vej, så Myanmars børn kan gå en sikker fremtid i møde.

Og vi beder for alle børn i hele verden. Lad os voksne bruge vores ansvar til at skabe gode rammer for børns opvækst, så ingen sulter, ingen vokser op i flygtninge lejre og inden oplever sig utrygge.

Og vær med vores kirker her på denne lille plet på jorden. Lad kirken her, og i hele verden, stå som små fyrtårne af håb og lys, og lad kirken guide folk til empati og næstekærlighed. Lad os altid kæmpe den svages kamp.

AMEN