lørdag den 31. marts 2018

Påskedag 2018



”Jesus er opstået.” ”Er han virkelig” hvisker den gamle kone med de gigtplagede hænder til sin nabo, der vender sig mod gadesælgeren, der kom forbi i samme sekund og som siger: ”nej, vel er han ej – han døde, og hans venner har bare svært ved at forstå det”.

Rygterne går. De breder sig som en steppebrand – ude af kontrol, og med vinden som bannerfører. Ord bliver givet fra den ene til den anden, og med det bliver de større, vildere og får hver gang en ny mening med sig.

Den ene tror, og den anden tør ikke. Og midt i det hele står håbet og dirrer. Håbet. Kan det passe, at han er opstået?

Ingen så det ske – opstandelsen. Men da Jesus døde var vi der alle sammen. Vi stod for foden af korset, og hørte ham kalde: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Han døde ikke med smil på læben over udsigten til Paradiset. Han døde i smerte og sorg. Og han døde, mens vi så på. Vi var fulde af afmagt og chok over, at døden er så fysisk og så konkret. Døden kan vi ikke tænke os til.

Enhver der har stået ved et sengeleje og holdt en døende i hånden ved, at døden er fysisk. Det sidste åndedrag, efterfulgt af den sidste udånding. Kroppen der bliver kold, og livet der siver ud. Døden er konkret og legemlig. Så ja, vi var helt med Langfredag. Vi ved, hvad døden er. Vi møder den.

Men lige så meget vi var med Langfredag, lige så lidt er vi med til opstandelsen. Stenen er rullet fra, da kvinderne kommer til gravhulen, og Jesus er der ikke mere. Der er en engel i hvide klæder, der sidder på stenen. Han siger, at Jesus er opstået. Han sætter rygtet i gang om Jesus.

Et rygte vi lever på den dag i dag. Vi lever og dør på ordet om, at opstandelsen også gælder dem, vi kender – også gælder mig.

Men det kan være svært at tro. Første gang jeg selv oplevede et menneske dø foran mig, blev jeg kastet ud i en troskrise. Jeg faldt ned i et mørke, hvor jeg ikke kunne mærke Gud, og hvor ordene om opstandelsen klingede hult. Jeg havde svært ved at tro. Jeg frygtede, at jeg havde ret, og at Gud ikke var til. Jeg frygtede, at der efter døden kun var tomhed og mørke. Jeg kan love jer, at det er en forfærdelig krise at komme ud i – ikke bare som præst, men også som menneske. Jeg var i mørket. Kunne ikke se andet end mørke og tomhed. Uendelig tomhed.

På mange måder var jeg i mellemrummet mellem Langfredag og påskedag. Jeg var der, hvor intet gav mening, og hvor jeg var så uendelig bange for, at Gud havde forladt mig.

Det er hårdt – men det er også livet. At være kristen er ikke det samme som at tro uden tvivl. Livet er fuld af tvivl. At være kristen er heller ikke det samme som stoisk at tage døden som den kommer, eller at være så forhippet på at komme i Paradis, at man ligefrem glæder sig til døden.

Jesus ville ikke selv dø – han bad natten mellem torsdag og fredag om at måtte slippe. Han var bange for at dø.

Livet er at leve også når man er anfægtet, bange, tvivlende og i afmagt. Det er dele af livet – også som kristen.

Og mørket er altså en del af livet, selvom det skræmmer os. For der sker så meget, der er ude af vores kontrol i mørket. Og mørket mødet vi også i evangelierne – særligt til påske. For det er i nattens mørke, at Jesus bliver forrådt og taget til fange. Det er i mørket, at disciplen Peter forråder Jesus tre gange. Og da Jesus dør Langfredag falder der mørke over jorden. Og vi møder også mørket i vores eget liv. Og måske særligt, når døden rammer vores liv.

Men som jeg læste i en bønnebog, jeg sad med den anden dag, og blev særligt opmærksom på var, at det også er i mørket, at englen Gabriel besøger hyrderne en julenat for at fortælle dem, at Jesusbarnet er født.

Det er netop i den mørke nat! Det bliver et symbol på, at Jesus kommer for at lyse op i mørket. For det er sådan med mørket, at det aldrig er helt mørkt.

Kan I huske, da I som børn skulle sove, og ens forældre slukkede lyset. Så lå man i det, der i første omgang var som et bælgravende mørke. Man kunne ikke se en hånd for sig. Men som øjnene vænnede sig lyset, så trådte konturerne langsomt frem, og man kunne igen se skabet, stolen, legetøjet – og det, der før var ukendt og skræmmende, blev igen det rum, man kendte så godt.

Det er et lidt naivt billede på, hvad der er sket med mørket – og hvad opstandelsen gør i vores liv.

For opstandelse er ikke bare en hændelse, vi håber sker med vores døde, men også en hændelse, der lyser tilbage på vores liv.

For ligeså voldsomt mørket kan være, ligeså sikkert er det, at morgenen gryer. Solen vender tilbage. Og det hører vi om i dag. At da det gryede kom Maria Magdalene og den anden Maria til graven. De kommer derud og jorden skælver, og da møder de en engel, der fortæller om opstandelsen.

Og kvinder møder faktisk også Jesus lige efter. Jesus viser sig for nogle få udvalgte indtil sin Himmelfart. I Matthæusevangeliet, som dagens tekst er fra, viser Jesus sig for kvinderne og de 11 disciple.

Det kunne man godt ønske sig – at se den opstandne Kristus. Men opstandelsen handler ikke om beviser; men om mening.

Hver dag siden opstandelsen er mærket af påsken. Opstandelsen lyser på vores liv, for Kristus er med os, og han giver os sit ord på, at hvor du før var svøbt i et tæppe af kold, hård jord, der er det nu Guds kærlige hænder, der holder dig. Han giver dig ikke alt det tilbage du har mistet, men han giver livet mening – både før og efter døden.

Døden er en realitet, men døden har ikke sidste ord. Mørket er brudt. Det er der mening i. Vi er simpelthen lovet, at Gud tager imod os, når døden afskærer os fra hinanden. Det kommer vi ikke til at se før den dag, det bliver os; men vi hører rygtet om det.

Rygter skal man ellers være varsomme med, fordi de så let kan formes som ler i hænderne på dem, der spreder dem. De er sjældent sande.

Men dette rygte er mere end bare et rygte. Det er ord, der er fulde af håb, og som løfter os op, når vi er faldet, åbner vores øjne i mørket, så vi langsomt kan se, at mørket ikke har al magt i verden og vi stadigvæk kan genkende vores liv, og så giver det os troen på livet tilbage.

Så ja, Jesus døde. Han døde og sorgen var massiv. Han døde og håbet forsvandt med ham. Men kun for en tid, fordi han den første dag i ugen, da det gryede, rejste sig fra sit leje og gik i forvejen for os.

Opstandelsen er lige her. Påsken har mærket alle dage. Mørket er brudt. Det er der mening i.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.





Salmevalg:
408: Nu ringer (I)
218: Krist stod op af døde (SL)
233: Jesus lever (FP)
222: opstanden er (EP)
235: Verdens igenfødelse, 236: Påskeblomst (Nadver)
828: Det er påske (U)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...