Nytår 2017, Lokalcentergudstjeneste

Denne dag er to dage i en. Egentlig er det Julesøndag, men det er også nytårsaftensdag. På en måde så fanger dagen os mellem to forskellige måder at se verden på.

Den evangelietekst, der egentlig hører hjemme på denne julesøndag er fortsættelsen af, hvad der skete efter Jesu fødsel. Kong Herodes beordrer, at alle drenge på to år og under skal slås ihjel. Og derfor flygter Maria og Josef sammen med deres lille nyfødte barn til Egypten, hvor de bor indtil Kong Herodes dør.

Julesøndag handler altså om mordet på en masse børn. Børn der måtte lade deres liv, fordi Kærligheden var kommet til verden.

Kærligheden har altid haft en provokerende indflydelse på ondskaben. Men hvor ondskabet er blevet provokeret, har kærligheden altid insisteret tilbage.

Og menneskets historie er fyldt med sådanne billeder, som har bidt sig fast, og som har fået os til at insistere på kærligheden. Tænk bare på: En lille pige, der løber væk i smerte fra en napalm bombe, får verden til at gispe efter vejret og insisterer på fred.

Eller: En bil forulykket i Paris med en prinsesse dødende på bagsædet, får verden til at insistere på menneskets ukrænkelighed.

Og der er massevis af andre billeder på vores nethinde, der har ændret verden: Martin Luther King, der bliver myrdet eller billedet af druknede børn på stranden efter de er flygtet fra de voksnes krig.

Der findes øjeblikke, hvor vi stopper op i vores liv, og mærker med hele vores krop, at vi er på vej i den forkerte retning, og nu må det stoppe. Nu må kærligheden tage over.

Uagtet politisk overbevisning, etnicitet, tro eller påklædning. Nogle gange må kærligheden tage over.

Man kan sige, at mennesket lever i to verdener. Den verden, hvor vi laver love og regler, og hvor vores rettigheder ligger. Den anden verden er livets verden, hvor kærligheden er. Den ene er rammen og den andet er livet. De skal begge være der – vi lever i begge. Men når den ene tager for meget over, så mister vi balancen.

Hvis vi kræver vores rettigheder så meget, at det går ud over andre mennesker, så vi sender mennesker bort, der er på flugt, som Jesus selv var det med sine forældre, så er det, at vi er holdt op med at leve i livsverdenen, og kun kræver vores ret.

Så må kærligheden insistere.

Det er det kristne budskab. Kærligheden skal høres, hvor hjertet har lukket sig for lyden af medmenneskets råb om hjælp.

Det pudsige er, at vi ofte tror, at når mennesker råber på hjælp, så skal vi prioritere i det. At det er et enten eller. Men sådan er kristendommen altså ikke skruet sammen. Vi skal ikke enten hjælpe den ene eller den anden. Vi skal hjælpe alle. Det kan være, at det i lovenes verden er svært at få til at gå op på finansloven; men vi skal som medmennesker hjælper, hvor der bliver råbt op.

Det kan være provokerende for nogle, når kirkens folk taler sådan, for det lyder politisk. Det er det på en måde også. Men det handler ikke om, hvilket parti, man stemmer på; men på hvordan man er menneske i samfundet. Og det har en politisk klang. Men det er funderet i troen.

Luther sagde om troen, at den ville give sig spontant udslag i gode gerninger. Det betyder, at når man får troen, så kan man ikke gøre andet end at handle godt mod andre.

Jeg kan have svært ved at forstå dem, der prøver at argumentere mod, at vi skal behandle hinanden godt. Vi er ikke som små kong Herodeser, der af frygt slår livet, glæden og kærligheden ihjel omkring os. Eller det skal vi ikke være.

Vi skal lade kærligheden opfylde os.

Det er julesøndagens budskab. Men i dag er jo også Nytårsaftensdag, og derfor fik i evangeliet til nytårsdag. Det sted, hvor Jesus giver os fadervor.

Noget af det første, vi beder om i fadervor er, at Guds vilje vil ske på jorden. Vi begynder med at bede om, at Guds kærlighed – Guds nåde – må blive en virkelighed her på jorden. Fuldstændig ligesom budskabet til julesøndag.

Fadervor er en stærk bøn, fordi vi beder den fælles. Vi beder med fællesskabet som udgangspunkt om, at kærligheden vil vokse på jorden. At den vil blive levende mellem os.

Så på sin vis, hænger Julesøndagens tekst og nytårets tekst sammen. Men hvor Julesøndagen har sit springbræt i tragedien, har Nytårsdag det i roen. Den ro man kan finde, når man beder og når man beder sammen.

Fadervor har sin store styrke i, at man altid siger vi i bønnen. Man beder altid i flertal, også selv om man er hjemme alene og beder den. Vi beder den aldrig alene, for Jesus beder med på bønnen.

Vi er altid i et fællesskab med ham, og med hinanden. Også når vi ikke kan mærke det, eller tror vi er glemt af Gud. Det er vi ikke. Det bekræfter fadervor for os.

Derfor er bønnen så stærk for vores hjerter. Fadervor er den bøn, der kan få os til stoppe op, og mærke om kærligheden har førstepladsen i vores liv eller der er noget andet, der fylder. Det er der tit.

Men en bøn, nogle ord og sammenfoldede hænder; og vi kan mærke, at kærligheden er på vej ind i vores liv. Så stærk er kærligheden, så meget insisterer den på at være en del af vores liv.

Det er håbefulde ord til årets sidste dag – kærligheden er med dig.

Hvad end 2018 må bringe os, hvordan det end vil gå os, så må vi tro og håbe, at kærligheden vil vinde, om den så har springbræt i tragedien eller i roen.



Amen

Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.