lørdag den 30. december 2017

Nytår 2017


Tiden
Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
"De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer"
Klik



Sådan lyder Benny Andersens digt om tiden, der flyver afsted.

Ja, tiden flyver. Smuldrer mellem vores hænder. Min far sagde til mig, dengang han fyldte 60 år, at jeg skulle huske at leve, for tiden går stærkt. Det gør den også, men mens man er barn, flyver tiden bestemt ikke. Der snegler den sig afsted. Hver dag er som en evighed, mens man leger, fordyber sig i øjeblikket, og ingen bekymringer har. Men som alderen lægger år på år, bliver dagene kortere, året som et øjeblik, og man hører sig selv sige, at så blev det jul og nytår igen. Og man undskylder sig med at tiden flyver, når man glemmer at ringe til sin gamle moster.

Og nu er det såmænd nytår….igen. 365 dage er gået siden sidst. Det har været forår, sommer, efterår, og nu står vi midt i vinteren. Der har været fejret fødselsdage, runde dag, mærkedage. Vi er glade gået ind i kirken, og nogle af os er også tynget af sorg gået herfra efter en kiste. Året har givet og taget.

Og nu fejrer vi det nye år.

Det nye, ubrugte år der ligger foran os. Klar til at bruge af. Bruge af?

Vi har i mange år i Danmark talt om, at vi er et forbrugersamfund. Når noget går i stykker, så køber vi noget nyt. Da jeg var barn kom tv’et til reparation, hvis det gik i stykker, i dag kommer til det storskrald. Vi bruger, forbruger af det nye. Vi elsker det nye. Derfor burde nytåret – det nye år, også give os et sug i maven af forventning. Tænk sig at få en gnistrende, helt ny og ubrugt år i gave her ved midnat.

Men at noget er nyt, er ikke i sig selv en kvalitet. Det er hvordan vi bruger det nye, hvad vi lægger i det, der giver det kvalitet.

På facebook har der her sidst på året kørt en reklame for venskaber, hvori der står, at tiden ikke handler om, hvordan man bruger den, men hvem man bruger den med.

Engang imellem kan man finde guldkorn de særeste steder, og her var det på facebook. Det nye år handler ikke kun om, hvordan vi bruger det, men i højere grad om hvem vi bruger det med.

Livet handler om, hvem vi omgiver os med, og ikke om vores liv er en succes og hvor meget vi tjener om året. Livet handler om mennesker. Mennesker er i centrum, og det er vi også, når Gud fortæller sin fortælling. Så handler det om os.

I skabelsesberetningen hører vi, at Gud skaber mennesker, men også alt omkring os. Han skaber naturen med dyr, planter og planeter og så skaber han os. Os mennesker. Og i sit skaberværk lægger han muligheder til os. Det er muligheder, som vi mennesker kan udforske. Og det har vi gjort – vi har sejlet på verdenshavene, fløjet til månen, opfundet mobiltelefonen og iPad en. Vi har med andre ord erobret verden. Men vi har også brugt af og misbrugt verdens ressourcer. Vi har ført verdenskrige og forurenet.

Ja, der er altid to sider af en mønt. To fortællinger. Den ene handler om, at vi mennesker har grebet livets muligheder og fået det absolut bedste ud af det – den anden handler om, at vi har misbrugt selvsamme muligheder.

Og hvorfor misbruger vi? Fordi vi kommer til at sætte os selv i centrum for universet, og der sker noget med os, når vi gør det. Vi glemmer simpelthen perspektivet ved livet, når vi ikke ser længere end vores egen næsetip. Vi glemmer, at der følger ansvar med mulighederne, og så glemmer vi hinanden. Vi bliver så effektive, at vi smider de mennesker på storskrald, der ikke lige passer ind i kasse, eller som ikke yder nok. Vi glemmer, at både livet og fællesskabet er en gave vi skal passe på.

Helt fra begyndelsen har Gud givet til os mennesker. Han gav os først livet, så gav han os verden, så fik vi hinanden, og da vi alligevel ikke kunne klare os helt alene, så gav han os sin søn. Vi har fået alt det, Gud har – vi har fået hans kærlighed.

Det skal vi til tider minde os selv om, og derfor kommer vi her i kirken. For her hører vi om og synger om den kærlighed, som Gud rækker til os.

Vi beder også om den – hver gang vi beder fadervor, så beder vi om, at Guds gaver må blive ved med at blive rakt os.

Fadervor er en hjertebøn. Vi beder den sammen højt, og vi kan den udenad. Egentlig burde vi bede den helt langsomt. Så langsomt, at vi fik tid til at smage, reflektere og meditere over hver evig eneste sætning. For bønnen er så mættet, at vi ikke altid fanger hver nuance. Det behøver vi ikke i forhold til Gud, for han ved godt, hvad vi beder om og længes efter uden vi bruger ord; men for vores egen skyld, fordi bønnen gør os godt. Den er god for vores hjerter.

I fadervor beder vi om, at Gud vilje må blive virkelighed på jorden. Og det Gud vil, er kærlighed. Vi beder om det daglige brød. Både det, der mætter maven, men også det brød, der kommer som ord, der mætter sjælen. Vi beder Gud om at tilgive os vores synd, så vi kan tilgive dem, der gør os ondt. Tilgivelse er vigtigt, så vi ikke lever i en verden af vendetta og hævn. Vi skal slippe det, der skiller os mennesker ad, så derfor er tilgivelse så vigtig, så vi kan nærme os hinanden.

Men det mest bemærkelsesværdige ved fadervor er, at vi beder den i flertal. Vi siger vi. Der bliver slet ikke sagt jeg. Og selv hvis man er alene, og beder fadervor, så siger man også vi. For bønnen skal minde os om, at vi allerede er i et fællesskab, også når vi føler os alene eller bare er alene. Vi er i et fællesskab med hinanden og med Gud.

Fadervor bliver den bøn, der retter os ud, så vi bliver opmærksomme på Gud og hinanden. Vi er allerede i et fællesskab. Et fællesskab af mennesker, hvor det ikke er vigtigt om du er særlig dygtig til et eller andet, eller hvor meget efteruddannelse du har, eller hvor mange 12-taller du har fået eller ikke fået til eksamen. Fællesskabet er du med i, fordi du er dig.

Tiden handler ikke om, hvordan vi bruger den, men hvem vi bruger den med – og vi skal bruge den med hinanden.

Men det kan forekomme svært, særligt når livet jager forbi os i et hæsblæsende tempo. Tiden er desværre også blevet et produkt, vi kan forbruge af. Noget vi kan organisere, så derfor findes der et utal af bøger, der skal hjælpe os til at få flere timer ud af et døgn på blot 24 af slagsen.

Tid er en forbrugsvare.

Men sådan er den slet ikke tænkt fra begyndelsen. Det var ikke meningen, at tiden bare skulle forbruges. Hvis vi tør smide den tanke fra os, at vi skal udnytte tiden, og derimod ser den som en gave, så bliver ikke bare tiden, men også livet faktisk større.

Tiden er noget, vi får. En gave, der strømmer mod os hver evig eneste morgen. Man kan sammenligne den med bølgerne på en strand, der ruller ind mod kysten. Tiden kommer til os – den er ikke en forbrugsvarer, men en gave. En gave vi skal takke for. Hver evig eneste dag, vi fik – og hver evig eneste dag, vi vågnede op. Tider skal komme, tider skal henrulle, som vi synger i Dejlig er jorden. Tiden er en gave, og som ved enhver gave skylder vi en tak.

Derfor begynder langt de fleste bønner her i kirken altid med en tak til Gud. Fordi vi takker for alt det, vi får.

Og det er også en fin måde at begynde det nye år på. Tak fordi Gud giver os året at bruge af, tiden der kommer mod os hver dag, hinanden som vi leve med og kærligheden som vi kan dele.

Lad 2018 være et år med fokus på fællesskabet, den gave livet og tiden er, og lad os bruge tiden med hinanden fremfor bare at bruge af tiden.

Må Guds velsignelse være med jer i året, der kommer.



Amen


Teksten:

Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matt 6,5-13

Ingen kommentarer:

Send en kommentar