Juleaften 2017

D. 22. marts i år kom der over politiradioen en noget anderledes meddelelse. Der var blevet set engle på Holbækmotorvejen.

Mindst fem bilister og sågar mandskabet i en ambulance havde set englene gå i nødsporet. Altså rigtige engle med glorier, vinger og det hele.

Vagtchefen Martin Bjerregaard havde straks sendt en patrulje afsted, for som han påpegede:

”Det er først og fremmest forbudt at gå på motorvejen. Og sekundært afleder det bilisternes opmærksomhed, hvorfor det også er til fare for andre.”

(http://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-03-22-anmeldelser-til-politiet-der-gaar-engle-paa-holbaekmotorvejen 5. december 2017, kl. 13.25)

Men da politiet når derud, er der ikke skyggen af en engel af se. Ikke så meget som en enkelt hvid fjer. Og så er det, at vagtchefen siger:

”Det er en dårlig spøg, hvis det er en spøg”

Og senere på twitter skriver politiet:

”Vi har IKKE fundet englene. Motorvejen gennemsøgt fra Roskilde til Holbæk. Næppe tale om ægte engle, men nok en joke. God dag.”

Jeg kan så godt lide, at de ikke fuldstændig afviser tanken om engle på Holbækmotorvejen. De siger, HVIS det er en spøg, og NÆPPE tale om engle, men det er NOK en joke. De åbner lige en lille dør på klem for, at det måske er vaskeægte engle. Det synes jeg er vidunderligt.

Og hvorfor ikke?

Hvis en engle skulle gå et sted på en motorvej, hvorfor så ikke netop i nødsporet. Det sted, hvor der er brug for engle – brug for lidt ekstra hjælp.

Vi mennesker kan i overført betydning også ende i vores livs nødspor. Det kan faktisk næsten ikke undgås i et liv. Vi ender på et tidspunkt der, hvor vi ikke kan fortsætte for fulde gardiner, men må bremse ned og orientere os igen – må køre i nødsporet. For nogle bliver det særlig tydeligt til højtiderne. Det er som om højtider sætter en særlig stemning i gang i os, og nogle gange bliver julen ikke den glæde, den gerne skulle være; men derimod en påmindelse om, at livet ikke er, som man gerne vil have det. Det kan være, at man savner en, der ikke er her mere, eller man er blevet afvist, eller det kan være, at man bare er ved at bukke under for stress og arbejde. Og der er en masse andre perspektiver på livet, der kan sende os i nødsporet.

Så hvis en engel skulle gå et sted, så er nødsporet det eneste rigtige sted at finde dem. Der hvor livet er på standby, og hvor vi har brug for håb, så vi igen kan komme ud på vejen, ud i livet.

Men troen på engle har i mange år været lidt trængt. Det har kun været til jul, man har støvet englens vinger af, og nydt de små, buttede væsner med milde børneansigter.

For hvis man sådan naturvidenskabelig går til værks, så er troen på engle helt hen i skoven. Engle skal have et vingefang på 7 meter for at kunne løfte en mand på ca. 80 kg på fra jorden. Det betyder så også, at brystkassen, der skal få de her vinger til at baske, vil rage ca. 1,5 meter frem. Man må desuden formode, at engle bor i himlen, men for at kunne forlade jordens atmosfære, skal de flyve 7,8 km i sekundet – det er det samme som 28.000 km i timen. Der skal virkelig baskes med vingerne for at komme op på de hastigheder. For ikke at tale om englenes tøj. De er ofte i hvide rober, som ville brænde op ved de hastigheder, og selv hvis det var lavet af særligt stof, der ikke kunne brænde, så er temperaturen i rummet tæt på det absolutte nulpunkt, nemlig minus 273 grader celsius. Englene ville ligne fryse til is. I kan godt høre, at rent naturvidenskabeligt er troen på engle håbløs.

Men vi har det med at dømme mange ting håbløse, som faktisk er fulde af håb. Faktisk har verden brug for at vi håber, selvom det kan se håbløst ud.

Men man kan godt miste håbet, når man læser nyhederne. Der er så meget i verden, som taler for håbløsheden. Verdensledere, der puster sig op overfor hinanden, børn der er nødsaget til at flygte fra de voksnes krig, drivhuseffekten og den generelle forråelse mellem mennesker – der er så meget i hverdagen, som kan få modet til at svigte, og troen på fremtiden til at blegne.

Men er der alligevel grund til håb?

Måske I kender Peter Lund Madsen. Hans bror hedder Anders Lund Madsen. Peter Lund Madsen har et radioprogram, der hedder Hjernekassen, og i disse dage har et program på DR, der hedder ”Peter Lund Madsen på dannelsesrejse”. Det som han, både i sit radioprogram og på sin dannelsesrejse, gentager igen og igen er, at der er håb for menneskeheden. Vi er så langt fremme teknologisk, vi er så gode til at tænke innovativt, at han slet er i tvivl om, at vi som art vil overleve. Han er begejstret på menneskets vegne i forhold til de fremskridt, vi tager.

Jeg bliver altid så opløftet af at høre på ham, for han indgyder håb i mig.

Og nogle gange skal der bare ET eneste menneskes tro til, at man selv begynder at tro. At man selv begynder at håbe.

Og her i kirken arbejder vi om nogen i håbsbranchen. Vi bygger vores hverdag på håbet.

Håb er, at man har tillid til, at livet rummer muligheden for noget godt. Og også at hvert menneske rummer muligheden for noget godt.

Og det har alt med julen at gøre. For julen er, at det håbløse bliver fyldt med håb. Gud lader sig føde som et lillebitte menneske, af et fattigt par i en stald. En ung teenager ved navn Maria bliver hans mor. Hvem skulle have troet, at det lille menneske skulle forandre verden? Det virker næsten håbløst.

Men det, der engang så næsten umuligt ud, blev en mulighed. For når Gud er med i ligningen, så bliver det umulige muligt. Så bliver håbet til virkelighed. Det lille barn blev verdens frelser. Det lille barn voksede op og fortalte os om Gud. Han åbnede en sluse mellem himmel og jord, og gav Gud et ansigt. Han fortalte os om den kærlighed som Gud elsker os med. En kærlighed så stor, at Gud til sidst gav sin egen søn for vores skyld. Guds fortælling med os mennesker er en fortælling om håb. Håb på vores vegne. Og nogle gange skal der bare ET eneste menneskes tro til, at man selv begynder at tro. At man selv begynder at håbe. Jesus er det menneske for os.

Så julen skal indgyde os håb. Den skal åbne verden for os, så vi ser verden med muligheder fremfor begrænsninger.

Albert Einstein sagde engang: ”Der findes to måder at se verden på. Den ene måde er at se ingenting som et mirakel. Den anden måde er at se alting som et mirakel.”

Hvilken en ville man vælge? Forhåbentlig den, hvor vi gør verden større fremfor mindre. At vi giver os selv lov til at blive forundret og fyldt med håb på verdens og andre vegne. Vi skal insisterer på håbet, også når det er håbløst. Vi skal tro, også når troen bliver argumenteret i sænk. Vi skal åbne muligheder fremfor at lukke dem. Sådan bliver livet en gave, både til os selv, men først og fremmest til andre.

Så måske gik der faktisk engle på Holbækmotorvejen den dag i marts. Lad os håbe det.

Må Guds kærlighed være med jer alle denne aften og nat, og må livet overraske jer, forbavse jer og åbne muligheder for jer. Glædelig jul!



Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.