Sidste søndag i kirkeåret 2017

Da jeg skulle forberede denne prædiken skrev jeg på facebook: Hvis jeg siger dommedag, hvad siger du så?

Det kom der i løbet af et døgn ikke mindre end 99 kommentarer på.

Nu kender jeg en del præster, så de skrev selvfølgelig Guds nåde, Jesu genkomst, den mister livet skal vinde det og et par stykker skrev fårene til højre og bukkene til venstre, der netop er taget fra dagens evangelietekst.

Men de, der ikke var præster skrev alt fra angst, dårlig amerikansk film, black Friday, tandlæge til fantaster.

Noget af alt det her var skrevet i spøg, men det viser noget vigtigt om det moderne menneskes forhold dommedag – de har ikke et forhold til det. Eller de har ikke et forhold til den religiøse dommedag. For jordens dommedag hører vi om hver dag – klodens ressourcer bliver mindre og mindre, forureningen værre og værre, verdens ledere puster sig op overfor hinanden og oprustning er pludselig blevet en del af hverdags sproget igen – og så er der terror, der rammer tilfældigt og uretfærdigt. Der er nok af katastrofer, der kan lede vores tanker hen på dommedag. Den selvforskyldt dommedag, hvor vi mennesker i vores uendelige dumhed og snæversynethed er i gang med at ødelægge den verden – den smukke blå planet – som vi bor på.

Så ordet dommedag, er såmænd ikke fremmed for os. Men når vi kobler Gud på, så vækker den trang til at være humoristisk eller det bliver et argument for at kristendommen er manipulerende og magtsyg og vil holde folk nede med frygt.

Så ja dommedag vækker følelser og reaktioner.

Og dommedag ER svært at tale om. Dels fordi den ligger ude i fremtiden og måske ikke betyder ret meget for den enkelte, og dels fordi vi i vores daglige kirkelige liv får nogle billeder af dommedag, som er så solide, at enhver anden tolkning faktisk bliver vanskelig. Billeder er i sig selv ikke andet end tolkninger; men de kan blive så konkrete og rodfæstet i vores forståelse, at vi ikke længere giver plads til mere nuancerede forståelser.

Og dommedag er omgærdet af sådanne billeder. Særligt billede af Gud, der står og sender nogle mennesker op og andre ned, finder man mange steder. Ja selv den dag i dag lever den forståelse af dommedag i bedste velgående blandt mange – og det bliver bekræftet gennem film. Der findes mange film, der leger med den tanke, at et menneske egentligt skal ned, får en ekstra chance for at gøre noget godt, og dermed komme i himlen. Det handler om vores handlinger. Om vores gerninger - har vi gjort nok godt, så vi kan komme i Himlen??

Og før i tiden var skærsilden noget de fleste frygtede og troede på som en realitet. Der er talrige kalkmalerier i danske kirker til skræk og advarsel for menigheden. I Aarhus Domkirke er der stadigvæk et meget levende billede af skærsilden, og jeg forstår altså godt, hvorfor mange har været bange for det.

Så tanken om, at vi skal vejes ved dommedag om vi kan komme i Himlen eller skal i helvede, er faktisk et billede på dommedag, der stædigt holder ved – den dag i dag. Men billede er problematisk. Hvis vi insisterer på at fastholde, at dommedag handler om at skille fårene fra bukkene, så bruger vi trusler og magt til at få folk til at opføre sig ordentligt. Og Gud ansætter vi som bogholder til at holde styr på vores handlinger. Ja, egentlig kunne der sikkert skrives en algoritme, og så kunne der elektronisk holdes styr på os. Det er hårdt trukket op; men nødvendigt for at understrege, hvor ukristeligt det er, at fastholde talen om, at Gud dømmer halvdelen af os mennesker til helvede og den anden til himlen.

Vi må lægge sådanne billeder fra os, og stole på, at det, vi hører om Gud her i kirken, hver evig eneste søndag året igennem, og at det vi hører om Gud gennem Jesus – vi må stole på, at det gælder. Også når vi kommer til domsteksteren. Eller sagt mere præcist, så vi må TRO på Gud. Den Gud vi igen og igen hører ER kærligheden selv, kilden til glæden, ham der styrker vores håb og puster liv i vores tro. Den Gud. Den Gud, der lod sig føde som menneske af ren og skær kærlighed til sin skabning, fordi han ville være os nær.

Han skal vi tro på. Han er ikke hævnens gud, eller smålighedens gud – han er derimod kærlighedens Gud. Ham tro vi på!

Tro.

Tro er i sin essens tillid. En tillid til, at når vi hører om, at Gud er kærlighed, så gælder det. En tillid til, at Guds nåde rækker længere end vort øje ser. Og i det ligger der også et håb. Et håb om at Guds ord når alle mennesker. Om ikke andet så på dommedag. Alle får muligheden for at sige ja til Kristus. At mærke hans blik på en – det blik der ser, og ikke fordømmer. Det blik, der ser og forstår. Det blik, der gør os til mennesker.

Det er det, vi må sætte vores håb til. Vi håber, at det er rigtigt, at enhver frelses. Eller som en kollega Kaj Mogensen skriver i sin bog: Frelse og fortabelse: Hvis håbet skal være håbefuldt, kan det ikke håbe på mindre, end at Gud skænker alle mennesker den frelsende tro. S. 377.

Gud skænker os den frelsende tro. Han frelser os. Vi skal ikke frygte dommedag, men have tillid til, at Gud er en nådig Gud.

Dommedag er for mig en lige så stor realitet, som det er, at solen står op hver morgen. Jeg tror fuldt og fast på dommedag, og at en dag vil verden ende og Guds rige vil være overalt til alle tider. En tid hvor kærligheden vil være overalt – være alfa og omega. Og den dag vil Guds kærlighed skinne i verden, og oplyse ethvert mørke – selv mørket i mennesket – og da vil frelsen være her. Frelse betyder frihed. Så en dag vil friheden være. Kærligheden vil være. Gud vil være. Og sammen vil vi gå ind i Paradis.

Men indtil da, skal vi leve.

Luther skulle efter sigende engang være blevet spurgt: Hvis dommedag kommer i morgen, hvad vil du så gøre? Og han skulle have svaret: jeg ville plante et træ.

Det er faktisk slet ikke Luther, der har sagt dette, men nogle tyske teologer, der under 2. verdenskrig havde brug for håb. Og ved at lægge Luther ordene i munden, fik fortællingen mere autoritet. Og jeg synes faktisk ikke, at fortællingen bliver dårligere af, at det er nogle teologer, der under en af verdenshistoriens mørkets tider, har villet sprede håb, så de fandt på denne fortælling, og lagde en i munden på Luther.

Fortællingen er fin, fordi den så stædigt holder fast ved, at vi ikke skal bekymre os om dommedag, men holde fast ved at leve livet. Vores liv.

Vi skal plante et træ. Eller sagt på en anden måde så skal vi være noget for hinanden. Vi skal skabe vækst ved at hjælp, hvor der er brug for det.

Vi skal ikke gå og vente som hovedløse får på, at Gud nok skal frelse os. Vi skal leve med hinanden og for hinanden. Livet forpligter.

Det I gør mod minde de mindste, det gør I mod mig, siger Jesus. Ja, livet forpligter. Vi skal være noget for hinanden.

Vi skal vende blikket mod hinanden, plante et næstekærlighedens frø mellem os, og lade det vokse.

Hvis dommedag kommer i morgen, så plant et træ.



Amen







Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.