Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den korteste dag på året. Det er kun gadelamper og adventskranse, der byder mørket trods, og vi andre går rundt og skutter os. trækker skuldrene op om ørerne, hænderne i lommerne, mens vi forsøger at liste os gennem mørket.
Det er mørkt i dag. Mørket er i verden, og skaber utryghed og ufred. Vi hører om det i nyhederne hele tiden. Hadet stikker sit ansigt frem, og kræver hævn og dødsstraffe.
Det er mørkt, og skyerne gråner.
Det er mørkt, og verden går videre.
Det er mørkt, og alligevel bærer vi blus.
Mørket har altid fulgt menneskeslægten, på en måde, hvor det næsten føles som et vilkår. Mørket banker hele tiden på, og truer og frister os til at lade frygten få 1. pladsen i vores liv. Vi har en lang og kedelig historie med krige og forfølgelser. Os mennesker, som Gud skabte en morgenstund, mens solen stod op og skinnede håb ind i verden. Os mennesker, som Gud lod sin søn føde iblandt.
Det er paradoksalt, at vi både er skabt i og af kærlighed, og alligevel ikke altid lever sådan. Det er paradoksalt, at vi kan glemme den enorme mængde godhed, næstekærlighed og glæde, vi også rummer. At vi kan glemme, at trods mørket, så er lyset stærkest.
Men fordi vi glemmer det, skal vi også mindes om det. Det er derfor vi kommer herind – for at få det at vide, som vi ikke kan sige os selv. Nemlig at lyset altid vil skinne stærkest.
Om få dage fejrer vi jul – denne vidunderlige tid på året, hvor vi sænker vores parader, og tager budskabet om verdens frelser ind. Det lille barn, der ligger der, engle der synger, og hyrderne der forsigtigt træder ind i stalden. Om et ungt par, der får en vældig opgave lagt i deres åbne arme.
Det er glæden, når den er helt fortættet.
Det er den, vi skal pege hen på, når mørket kryber os om fødderne, og får os til at fryse.
Vi skal hele tiden have lyset, glæden og håbet for øje – altid med en åbne arm rakt mod lyset.
Det er det, som Johannes med tilnavnet Døberen, gør i dagens evangelium. Han peger hen mod Jesus, og udtaler, at det er ham, der er ventet.
Dengang, hvor både Johannes og Jesus levede, var Johannes langt mere kendt og populær end Jesus. Alle talte om Johannes, og han døbte mange. Det er en dejlig følelse, når man er populær, om man så oplever at være ombejlet hele sit liv eller blot i et øjeblik. Det er så dejlig en følelse, at man kan blive fristet til at gøre en masse for at holde fast i den. Det kaldes magtbegær med et andet ord – det at man bliver så glad for at være centrum, at man ikke vil stille andre i centrum.
Derfor ville det også have været nemt for Johannes, at punktere Jesu popularitet ved at pege på sig selv, da nogle af Johannes disciple kommer i diskussion om hvorvidt det er ok, at Jesus også er begyndt at døbe. Ja, Jesus gør nu det, som egentligt er Johannes trademark, nemlig at døbe. Ja, Johannes blev jo netop kaldt Johannes døberen af samme grund.
Men da gør Johannes det fuldstændig modsatte – han peger på Jesus. Han gør sig selv mindre, og Jesus større. Han sætter Jesus på den plads, der altid har været Jesu plads, nemlig som udsendt af Gud – som Guds søn.
Johannes peger ikke på sig selv, men derimod væk fra sig selv.
Der sker noget i os, når vi mennesker peger væk fra os selv, og spiller andre gode. Når vi gør det, så breder godheden sig hele vejen tilbage til den, der peger. Den springer fra modtageren over i giveren. Vi mærker noget dybt og fundamentalt ved tilværelsen, nemlig at vi lever bedst, når vi lever i fællesskab. Og at pege væk er fællesskabsskabende.
VI mærker, at tilværelsens grund ikke er mørket, men derimod den glæde, godhed, lys – ja, vi kan bruge mange ord for det sammen – der lever og er mellem os. Vi mærker Guds kærlighed blive levende blandt os.
Når vi tør holde op med at stille os selv i centrum, så stiller vi kærligheden derind i stedet for – til gavn for alle. At stille kærligheden i centrum, er at stille Jesus i centrum– det er ham, der er midt iblandt os – lever med os – lever for os – og skaber sammenhænge, hvor det ser umuligt ud.
Det viste Johannes Døberen os, da han pegede mod Jesus, og stillede ham i centrum.
Det er en god øvelse for det moderne menneske, der ved en kæmpe fejl, er kommet til at stille sig selv i centrum. Det er ikke fordi, vi skal øve os i at gøre os selv ligegyldige. Nej, tværtimod er vi alle skabt med intention fra vor Herre. Vi er unikke og ønskede i denne verden. Men vi skal sætte Jesus i midten for vores liv. Ikke os selv. Når vi gør det, så sætter vi dermed også kærligheden i midten af livet, og derfra vil kærligheden altid skinne. Som et fyrtårn, der skinner i mørket, og får os sikkert i havn.
Derfra kan kærligheden være den forvandlende magt, den er – derfra kan kærligheden nå de hjørner af kloden, hvor mørket er tættest og hvor frygten størst.
Vi må tro på, at det nytter. Vi må ikke give op, men holde ud og holde ved. Ligesom Gud også holder ud og holder ved os.
Lyset er på vej.
Derfor bærer blus vi med glæde.
Amen
Dagens prædiketekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke
Salmevalg:
733: Skyerne gråner (I)
117: En rose så jeg skyde (SL)
820: Gå på lige flisegange (FP)
80: Tak og ære være (EP)
439, vers 1: Nadver: Op glædes alle (Nadververs – alle vers synges)
87: Det første lys (U)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar